2011 False Bay Wines, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2011 False Bay Wines, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaFørste vin, som vi smagte på Malling & Schmidt var en fin lille hvidvin, nemlig denne Sauvignon Blanc fra vinhuset False Bay Wines. Vi er i Stellenbosch området i Sydafrika, eller helt præcis i ved byen Sommerset West, helt tæt på bugten False Bay.

Vinhuset er ejet af Paul Boutinot, der – som man måske kan fornemme af navnet – er af fransk afstamning. Hans far flygtede fra Frankrig under anden verdenskrig, og slog sig ned i Sydafrika, hvor han åbnede en restaurant efter krigen. Med Paul var nu ikke så vild med at skulle hjælpe faderen i restauranten med opvask og med at skrælle kartofler, så han kastede sig i stedet ud i et job som vinhandler.

I 1980 etablerede Paul Boutinot en vinimport forretning i Storbritannien, og det blev en blomstrende forretning. Og sidenhen har Paul investeret købt vingård i Sydafrika. Paul ejer nemlig Waterkloof Wines, som udover vine i eget navn også laver vinene som sælges under False Bay Wines.

False Bay er Paul Boutinot’s bud på easy-to-drink kvalitetsvine. Druerne til vinene kommer overvejende fra marker nær den kølige False Bay, der sikrer en langsom og sen modning af druerne. Fremstillingsfilosofien er den samme som på Waterkloof, nemlig den at den er naturen der skal skabe vinene, og ikke kældermesteren.

Duftmæssigt fint med hyldeblomst, citrus, ananas og lidt hø. Smagsmæssigt er vinen fin rund, blød og saftig, men fortsat med fin syre i eftersmagen. Måske en anelse vandet i udtrukket, men en fin lille vin.

Fås hos Theis Vine, hvor prisen er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2009 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienVin nr. 2 fra i tirsdags er denne Barbera d’ Asti fra Azienda  Agricola Rabaja’ Bruno Rocca. Vi er i Rabaja området udenfor byen Barbaresco i det dejlige Piemonte, hvorfra familien Rocca har drevet vingård siden slutningen af ​​1950’erne, da Bruno Rocca far Francesco og hans kone Maria Adelaide købte deres ejendom samt en del af en vinmark.

Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt. Frem til Francescos død i 1978 solgte man alle druerne til lokale vinproducenter i Barbaresco, men da Bruno Rocca overtog ejendommen blev han den første i familien, der også producerede vin.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco: bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til. Han ejer i dag 15 hektar vinmarker og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Brunos børn deltager også i familievirksomheden, idet datteren Luisa tager sig af administration, markedsføring og gæsterne på gården, men sønnen Francesco hjælper faderen med vinproduktionen.

Gårdens marker er primært centreret omkring Barbaresco i Rabaja området. De andre vinmarker ligger i Treiso, Neive og i kommunen Vaglio Serra (Asti), hvor druerne til denne Barbera d’Asti er dyrket. Der laves i alt 120.000 flasker vin årligt på gården, hvilket omfatter Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, Dolcetto, Langhe Chardonnay og Langhe Rosso.

Nå, lad os smage på denne Barbera d’ Asti. Selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og derudover har vinen lagret 12 måneder på 2. år gamle fade. Duften er flot og dejlig animalsk … det elsker vi jo. Der er blæk, sure blommer, skovbær, grøn peber, mandler … dejlig duft. Smagsmæssigt en tør vin, meget mere massiv i frugtsmagen end den forrige vin, og der er fin syre og tannin, som slutter af i en skøn, lang eftersmag.

Købt hos Jysk Vin, pris pt. 125 kr. mod normalt 154 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien Tirsdag smagte jeg denne Montepulciano d`Abruzzo Chronicon fra vinhuset Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Vingården er beliggende i den lille by Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 km. sydvest for havnebyen Pescara.

Vinhuset, som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, blev grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien. I dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården, der årligt producerer omkring 500.000 flasker vin. De nyeste teknikker, konstante nye forsøg med alternative vine og et moderne laboratorium har skabt en vingård der i dag er kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling. Hvert år får de en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. Gambero Rosso giver glas til et stort antal af deres vine.

Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, “den med pinden” har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.

Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx “Wine will rock you”, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.

Vinen her, Chronicon, er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo, vinan lagrer 12 måneder på gamle egetræsfade, dvs. dobbelt så lang tid som Tralcetto, og der laves 50.000 flasker af vinen om året.

Duftmæssigt godt med modne, mærke bær og sødme, måske et let strejf af kirsebær. Smagsmæssigt en fyldig og behagelig vin, fin tørhed, røde skovfrugter, tætte tanniner, men også god balance. Nem at drikke og fin lille vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Vinaften 8. marts 2013

Netop som vi troende, at vinteren var ved at slippe sit tag … og begyndte at ombestemme sig … så var det pludselig igen tid til én af vore berømte og berygtede vinaftener, som vi længselsfuldt, halvsavlende i alkoholunderskud gennem den mørke vinter havde set frem til.

Det kunne da også varme hjerterne i vores spinkle mandskroppe, at det nu igen var tid til at samles i vores lille hyggelige vin-mini-klub og at det atter var tid til at nyde god mad, gode vine og en god omgang mande- og menneskesnak.

Denne gang var det Jan, som havde iklædt sig værtsrollen … og det er en rolle, som bestemt klæder ham og som han udfylder til UG. Jeg er helt sikker på, at hans kone vil bakke mig helt op i den påstand.

Lidt tilfældigt, så faldt datoen … præcis ligesom ved sidste møde … sammen med, at vinnørdernes ynglingshold Randers FC skulle spille i Randers.

Vel ankommet til Jan ydmyge millionvilla, så indledte vi den første halve time med at følge holdet på husalteret, blot for at sikre, at holdet kom vel undervejs. Og det gjorde det … altså holdet. Skal vi tage den del med det samme, så vandt de lokale helte selvfølgelig sikkert over SønderjyskE og indtager nu stolt 3. pladsen i ligaen. Endnu en gang en perfekt start på aftenen.

Med jysk flittighed havde Jan i løbet af torsdagen og hele fredagen forberedt og kreeret en flot menu til os, og det var denne aften:

  • Forret: Cremet blomkålssuppe, foie gras og brødcroutoner
  • Hovedret: Boeuf en daube, persillade og ølbrød
  • Dessert: “Moderne” Ris a la mande med vilde ris og hvid chokolade

Bringer da lige fluks lidt fotos af de dejlige retter:

Cremet blomkålssuppe, foie gras og brødcroutoner

Cremet blomkålssuppe, foie gras og brødcroutoner
Dejlig forret, hvor Jan havde tilsmagt kold/frosset foie gras og brødcroutoner til en dejlig blomkålssuppe.

Boeuf en daube, persillade og ølbrød

Boeuf en daube, persillade og ølbrød
Dejlig klassisk fransk gryderet fra Provence, hvor kødet braiseres i rødvin. En skøn simreret. Retten bliver bedst af i første omgang, at braisere/simre i flere timer. Dernæst stilles den til side til næste dag, hvor den igen simre et par timer, og det havde Jan også gjort … og det smagte helt fantastisk.

Moderne Ris a la mande med vilde ris og hvid chokolade

Moderne Ris a la mande med vilde ris og hvid chokolade
Sjov og skøn udgave af den klassiske juledessert. Fungerer perfekt med de vilde ris og smagen af den hvide chokolade. Hmmmmm.

Nå, men lad os også kigge nærmere på alle de dejlige vine denne aften. Her lige listen med link til yderligere beskrivelse og mine smagsnoter:

Det var igen et fantastisk felt … ingen vine på EPO, og alle på et rigtigt flot niveau. Kultvinen Clos Erasmus var i særklasse, og flot silkeblød. Det med at gætte oprindelsesland gik imidlertid ikke særligt godt denne aften.

Måske stod månen bare ikke rigtigt på himlen, eller måske var det højvande. Okay jeg tager det som en rigtig mand … tager taberrollen og medbringer med glæde en gave til vinderen til næste aften … som jeg allerede nu vil smug-begynde at glæde mig til.

Gutter … tak for en fornøjelig vinaften.

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, Italien

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, ItalienAftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Jeg ved også, at det er svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigt fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner.

Basaltico IGT er lavet på et blend med Corvina som den primære drue. Jeg har ikke kunnet finde en fordeling mellem druerne eller noget om lagringen af vinen, men det må I så have tilgode. Har faktisk en Amarone liggende fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, og når den proppes op, så kan vi jo vende tilbage til dette spændende vinhus. Årgang fremgår ikke på flasken, men jeg gætter 2009. Det kunne dog også godt være en N.V. (Non Vintage), men det vil være lidt underligt fra sådan en lille producent.

Duftmæssigt lidt mørke bær, blomster og krydderier. Meget rustik og klassisk i duften og det gode, simple håndværk fornemmes. Smagen præges af mørke bær, brombær … fint kombineret med lidt krydderier og en skarp, men præcis syre, som giver god balance i vinen. Klassevin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2006 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien

2006 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien Næste vin i række … igen til Italien, nemlig Toscana med en Chianti Classico Riserva Il Poggio fra vinhuset Castello di Monsanto.

Det er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962, og den var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC. To år forinden havde Aldo Bianchi, en indfødt af San Gimignano købt ejendommen … eller vel nærmere slottet, som er beliggende tæt på byen Barberino Val D’Elsa.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana. I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og vinmageren Andrea Giovannini.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører i dag til i den absolute topklasse. En væsentlig forklaring er vinmarkernes beliggenhed. Markerne oven for slottet ligger på galestrojord og specielt den 5,5 hektar store berømthed Il Poggio bakketoppen, har perfekte eksponeringsforhold ¾ horisonten rundt og jordforhold med skiferholdig mergel, som enhver sangiovesedyrker ville betale stakkevis af pengesedler for, hvis den var til salg. Il Poggio høstes faktisk i tre tempi på grund af de forskellige eksponeringsforhold, en beslutning den ambitiøse og dedikerede Fabrizio tog meget tidligt.

Dette er den legendariske enkeltmarks Chianti lavet på 90% Sangiovese og lidt Canaiolo og Colorino, lagret 20 mdr på mindre egefade og netop lavet af druer fra den berømte mark. Mængden af nyt fad har dog været aftagende de senere år.

Duftmæssigt virker vinen en smule mørkere, end jeg havde forventet. Jeg har lidt modne solbær, lakrids, bitter chokolade, og lidt hårdhed. I duften i hvert fald lidt anderledes end Chianti normalt. Smagsmæssigt stor tørhed, stramhed, sure kirsebær, granatæbler … men altsammen meget intenst og samtidig silkeblød. Flot, flot vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Bichel Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2004 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, Spanien

2004 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, SpanienDet er svært at efterfølgende en kultvin, men jeg forsøgte med endnu en spansk vin, nemlig denne Finca Villacreces fra det fabelagtige dejlige område Ribera del Duero.

Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden. Finca Villacreces ligger næsten nabo til Vega Sicilia og vingården er på 115 hektar, hvoraf 60 hektar er beplantet med Tinto Fino (Tempranillo), Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir. Der laves tre vine på Finca Villacreces: Finca Villacreces Pruno, Finca Villacreces og i særlige årgange Nebro.

Finca Villecreces tilhører organisationen Grupo Artevino. I samme ejerkreds finder man også det kendte Rioja hus Izadi. Orben som er et nyt elitært projekt i Rioja indgår også i gruppen. Den sidste vingård hedder Vetus og ligger i Toro.

At Finca Villecreces, samt husets topvin Nebro, er blevet så populær kan ikke undre. Det er nemlig ingen ringere end Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro, der fungere som konsulterende ønolog for denne gruppe.

Villacreces er lavet på 86% Tempranillo, 10% Cabernet Sauvignon samt 4% Merlot. Den ligger 16 måneder på nye franske egefade inden den flaskes. Her i årgang 2004 har vinen fået 95 point af den gode Parker.

Men lad os smage lidt på vinen. Først duften, der er mørke frugter, sol, sødme, oliven og en anelse chokolade. Smagsmæssig fin sødme og stor blødhed, men fortsat med stramme – omend søde – tanniner, som bare sidder på fortænderne. Typisk Ribera vin, som bare smager godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Randers Vinhus, pris omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

1997 Clos i Terrasses, Clos Erasmus, Priorat, Spanien

1997 Clos i Terrasses, Clos Erasmus, Priorat, SpanienSå kom turen til aftenens kultvin. Vi startede for et par gange siden at medtage en kultvin … dvs. en lidt dyrere vin, som man normalt ikke selv ville købe, og Jan havde valgt en rigtig spændende vin, nemlig denne Clos Erasmus fra Priotat i Spanien, og endda i en ældre årgang 1997, så forventninger var absolut høje.

Clos Erasmus laves af René Barbier (Clos Mogador) for hans gode ven den amerikanske kvinde Daphne Glorian. Vinen er en at Priorats helt store stjerner, hvilket vinjournalister fra hele verden for længst har opdaget (har blandt andet i flere årgange fået op til 100 point af Robert Parker).

Rene Barbiers ide med vinen er, at den gerne skulle afspejle Daphnes temperament og karisma. Dette kommer der en fantastik vin ud af. Druesammensætningen varierer fra år til år, men ligger sædvanligvis tæt op af dette forhold. 65% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon, and 15% Syrah. Clos Erasmus lagres på 100% nye franske egetræsfade.

Da Daphne bor i USA, bliver langt hovedparten af de få producerede flasker solgt på det amerikanske marked.

Vinen er et sandt mirakel. Styrken, fastheden og elegancen er uden sidestykke i Daphnes vine.  Alle processer i dyrkningen og produktionen er i så lille en kvantitativ skala, at de kan udføres af én kvinde. Daphne Glorian kontrollerer alt arbejdet på de bare 2 hektarer vinmarker, og fra vinstokke plantet så sent som i 1990 produceres Clos Erasmus. Produktionen er begrænset til omkring 3.000 flasker årligt, hvilket har gjort denne vin til en af verdens mest efterspurgte.

Lad os smage denne lille perle. Duftmæssigt er der våd hund, svag duft af cider eller lidt sur/søde pærer, rosin, sødme, jord, karamel og tobak. Kan lyde som en sær blanding, men den dufter sindsygt godt. Smagen er blød … og her vil betegnelse fløjl være for grov … for det er nærmere silke. Der er våde bær, lidt lakrids, søde krydderier og det hele meget intens. Man fornemmer virkelig, at der er tale om en stor vin. Smager bare godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt vis lokal vinpusher til 700 kr., normalpris for nyere årgange ligger minimum omkring 845 kr. ved Sigurd Müller.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, ChileMed næste vin bragte Steffen en “gammel” kending ind i billedet, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon, og det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Her en vin i Alpha serien, lavet på 90 % Cabernet Sauvignon tilsat 10 % Merlot. Lagret 12 mdr. på barriques af fransk eg, 33% nye, 33% fade, som er ét år gamle og 33% på fade, som er to år gamle. Druerne kommer fra Apalta Vineyards i Colchagua, der er et af de bedste steder i den nye verden til de klassiske Bordeaux-druer. Alpha Cabernet Sauvignon er en klassiker blandt kvalitetsvine i Chile og har siden premiereårgangen 1987 vist sig at have et langt liv, fx blev årgang 1990 listet som verdens tiendebedste 10 år gamle vin af det engelske magasin Wine.

Duftmæssigt våde gamle egetræsmøbler, lidt jord, solbær, krydderier, lidt sødme og chokolade. Smagsmæssigt masser af solbær, varme og lidt spicy i eftersmagen. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel, hvor prisen er 139,75 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSå blev det min tur til at bidrage til festen, og det gjorde jeg med denne Do Ut Des IGT fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. 3 glas i Gambero Rosso og 94 point af Wine Spectator, men mest af alt fordi jeg elsker supertoscanere.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Crestis, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige i nærheden af Siena samt den historiske landsby Castelnuovo Berardenga.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Crestis er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Crestis er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Vinen her hedder Do Ut Des og er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese, 33% Cabernet Sauvignon. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Vinen har lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt masser af grønne toner, mørke kirsebær, vanilje, toast og nok også lidt alkohol. I munden også sindsygt stort indhold af tannin, som sammen med kirsebær, eg, krydderier giver en fløjlsblød forkælelse af din gane. Vinen er fortsat ung, og kan måske vinde lidt ved at gemmes i nogle år mere, men det smager altså bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger