2012 Weingut Georg Zang, Rivaner Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2012 Weingut Georg Zang, Rivaner Kabinett Trocken, Franken, TysklandOnsdag bød på denne dejlige vin fra Weingut Georg Zang, et lille familie vinbrug, som ligger i byen Sommerach, omkring 15-20 km. øst for Würzburg … og lidt skråt op. Faktisk byder byen på to vingårde med navnet Zang, denne Weingut Georg Zang og så Weingut Otmar Zang … de er sikkert i familie.

Nå, men vinen er lavet på den lokale Rivaner drue, som også kaldes Müller-Thurgau, er en krydsning mellem Riesling og Gutedel, og druen er skabt i 1882 og opkaldt efter Professor Müller fra Thurgau i Schweitz. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for vinskimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

Parret laver en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken. Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Rivaner hører selvfølgelig til blandt “Junges Franken” vinene, og duftmæssigt har denne vin lidt svag petroleum, sødme/syre, pærer, grønne æbler … og ved mere tid i glasset kommer der også lidt mere aromatiske dufte. Smagen er mineralitet og frisk, der er sten og god syre.

Købt i Franken, på gården koster vinen 4,90€ … et fund for denne vin. Thums Up big time for kvalitet i forhold til pris.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Byggemøde 26. oktober 2013

Enten er det alderens trykken … ellers også går tiden bare hurtigt, specielt når man er i godt selskab. Lørdag den 26. oktober var det allerede tid til nyt byggemøde, og endda årets sidste. Synes ellers ikke, at det var ret lang tid siden, at vi nød gode vine hos Lyngvild-Brix mens sommeren samtidig så småt gik på hæld.

Men igen var det gode selskab sammen, nemlig hele byggesjakket som foruden mig selv (sagde hunden) jo også tæller Lyngvild-Brix, arbejdsdreng Falk, områdefordeler Kenneth K (for Keeper, og dermed ikke i familie med Susan K … mig bekendt) og ikke mindst aftenens vært Flemming, som for anden gang skulle påklæde sig denne rolle. Nu var vejret blot skiftet … efterårsstormene lurede og vinteren truede med at sætte ind.

Og Flemming var sgu dagens mand … havde både forberedt en flot, fabelagtig menu … og havde indkøbt en røvfuld lækre vine. Og når jeg siger røvfuld, så er der noget om snakken, for vi skulle igennem et sandt maraton … en ren vinstafet af gode og spændende vine … alle behørigt indpakket i stanniol, således de muntre svende kunne dyste i viden om druer og vinlande. Faktisk skulle vi igennem hele 12 vine, nemlig følgende:

Som sidst er der links til beskrivelserne. For de to italienske vine er links til tidligere beskrivelser, da jeg har smagt disse tidligere. Samlet et flot felt, mens rækkefølgen var sådan lidt “hulter til bulter”, men det har jo også sin charme … og blot stiller krav til nyderen … i dette tilfælde et byggesjak af gamle oldboys spillere.

Menuen skal I da heller ikke snydes for:

  • Snack inden maden; Grillede løgringe og bacon
  • Forret; Karrysuppe med ananas, rejer og andet godt
  • Hovedret; En stor, grillet mande-mørbrad m/bagt kartoffel m.m.
  • Dessert; Hjemmelavet islagkage

Her fotos af den gode mad … undtagen islagkagen. Den var så god, at jeg totalt glemt at tage et foto.

Snack inden maden; Grillede løgringe og bacon

Grillede løgringe og bacon

Forret; Karrysuppe med ananas, rejer og andet godt

Karrysuppe med ananas, rejer og andet godt

Hovedret; En stor, grillet mande-mørbrad m/bagt kartoffel m.m.

En stor, grillet mande-mørbrad m/bagt kartoffel m.m.

Konkurrencen om at gætte druer og lande endte vel som forventet … Brix på sidstepladsen og Kenneth K som vinder. Smagsnotaterne blev – som aftenen skred frem – noget utydelige, men fortsat fyldt med smagsindtryk fra en fornøjelig aften. Jeg skulle – åbenbart – havde det sædvanlige korte power-nap, Brix sludrede som vanligt og sådan er disse aftener fyldt med traditioner.

Næste gang er jeg vært … glæder mig allerede.

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, FrankrigLørdagens sidste vin, igen Bourgogne … vinhuset Domaine Laleure-Piot og en Premier Cru vin, Pernand-Vergelesses. Domaine Laleure-Piot ligger i Beaune, men har deres kældre i Pernand-Vergelesses, som er en appellation, der ligger i den nordlige del af Côte de Beaune i Bourgogne.

Jorden består af en blanding af kalksten og mergel ler over en hård kalksten base. I denne appellation produceres der både rød og hvid vin. Rødvinene i Pernand-Vergelesses er stærke og full-bodied med røde bær og brombær smag og hints af krydderier og en pænt grad af kompleksitet.

Familien Laleure-Piot har dyrket vin her i mere end 300 år, og det er nu 5. generation Frédéric Laleure, der ejer det meget velplejede domaine. Der er godt 10 hektar, og ikke mindre end 15 forskellige appellationer. Markernes gennemsitsalder er 30 år og al høst sker manuelt.

Efter høsten sorteres druerne omhyggeligt. Efter nogle få dages kold maceration, der sikrer det bedste af frugt og friskhed begynder den langsommere rolige gæring, der fuldender arbejdet og skaber den dybe farve. Herefter fyldes denne nektar til modning i 12 måneder på udvalgte fade fra det centrale Frankrig og Nevers. 35% af fadene skiftes hvert år.

Der findes alene én Grand Cru vinmark i Pernand-Vergelesses og det er Corton-Charlemagne, hvorfra der alene laves hvidvin. Derudover findes der 10 Premier Cru vinmarker til rød-og hvidvin i Pernand-Vergelesses, og Les Vergelesses – som leverer druerne til denne vin – er én af markerne.

Duftmæssigt er her lade, kostald … godt animalsk udtryk … hmmmm, der er syre, hindbær, jern og mineraler. Smagen er meget frugtrig, mineralsk med ristede mandler, grus … men også meget blød og klar/ren i udtrykket.

Købt hos Jysk Vin, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Mathilde et Yves Gangloff, Côte-Rôtie La Sereine Noire, Rhône, Frankrig

2006 Mathilde et Yves Gangloff, Côte-Rôtie La Sereine Noire, Rhône, FrankrigMed næste vin røg vi til et fabelagtigt, lille vinhus i Rhòne, nemlig Domaine Mathilde et Yves Gangloff, som ligger meget malerisk placeret for enden af en blind vej i Condrieu, hvor bjerget Cote Bonnette rejser sig højt umiddelbart bag vingården.

Domænet drives af Yves Gangloff, en excentrisk person … musiker, digter og vinproducent. Han blev født i Alsace, men han blev tidligt forelsket i vinene fra Rhônedalen. I begyndelsen af 1980’erne flyttede han til Rhône. Hans bror, som er kunstner arbejdede på det tidspunkt hos Chateau d’ Ampuis før Guigal købte det, havde fortalt ham, at der var arbejde at få i Rhône.

Yves fik arbejde hos Freres, som han arbejdede for i 7 år og her mødte han også  sin store kærlighed Mathilde, inden han i 1983 købte sin første vinmark og startede sin “garage” vingård. Lidt efter lidt han købte og lejede Yves flere marker, og hans første årgang blev 1987.

Yves Gangloff ligner en gammel rockstjerne, og han er selv habil guitarspiller og -samler. Som vinmager er han er selvlært, men har en spektakulær kvalitet og stil i hans vine, og den meget begrænsede produktion gør også. at vinene er eftertragtede og at Yves er én af superstjernerne i regionen.

Gangloff har nu 3 hektar i Côte-Rôtie og 2 hektar i Condrieu, og han ville gerne udvide, men dels er priserne for jord her tårnhøje, og især er Guigal “altædende” når det gælder opkøb af land til overpriser.

Gangloffs La Sereine Noir kommer fra forskellige parceller med gamle vinstokke: Le Mollard, Tupin, Le Combard og Côte Rozier. Gangloff bruger ikke ny eg under den ca. 18 måneder lange lagring, og han iblander 5-10% Viognier. Den svulstige etikette er selvfølgelig er malet af hans bror.

Duftmæssigt er vinen lidt mere feminin end Rhône vinene generelt, men der er fortsat røget bacon, en meget ren og klar frugt, lidt lakrids og jord. Virker ikke svulstig i næsen på nogen måder, og i smagen er Syrah’en gemt godt væk … ikke den store peberkværn, men derimod meget frugtrenhed, og en meget blød vin … smager sindssygt godt … selv på dette tidspunkt … godt langt inde i smagningen, hvor alkoholprocenterne begynder at have deres virkning. Hvor jeg dog bare elsker klassisk, godt håndværk.

Købt hos Jysk Vin, pris 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USA

2011 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USAPinot Noir igen, denne gang i form af en Monterey Pinot Noir fra vinhuset Carmel Road Winery, som ligger ved byen Soledad i hjertet af Monterey County i Californien. Klimaet er under indflydelse af det kølige vand i Stillehavet tæt ved. De moderate temperaturer og den megen blæst er godt til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir … netop de to vine, som Carmel Road Winery har specialiseret sig i.

Carmel Road Winery eksisteret siden 1997.  Fra starten var målet at lave håndlavede vine, der kunne vise det unikke i Monterey County. Siden den første årgang er landbrugsmetoderne og vinfremstillingen blevet finjusteret for at skabe rene, harmoniske, intenst-smagende vine. Denne proces udvikles fortsat.

Alle druer høstes med håndkraft, og for at få perfekt modne druer høstes der i flere omgange. Gæringen foretages med en kombination af vildgær og industrielt fremstillet gær.

Det meste af Chardonnay bliver fadgæret. En lille del gæres på ståltanke for at give vinen mere struktur og en frisk frugtkarakter. Pinot Noir gæres i åbne tanke eller åbne fade, og det hele lagres efterfølgende på primært franske barrique, der er toasted i forskellige grader.

Det betyder, at vinmageren til sidst har op mod 110 forskellige varianter, et helt symfoniorkester, som han kan bruge til de endelige blandinger. Og husets vinmager er Ivan Giotenov, som stammer fra Bulgarien, hvor hans familie gennem generationer har dyrket vin.  Efter sin uddannelse arbejdede Ivan for en række vingårde i Bulgarien, Australien og Californiens Sierra Foothills. Han kom Carmel Road i 1999, først som ønolog, og derefter assisterende vinmager for den daværende vinmager Dan Kleck og nu som ansvarlig vinmager.

Vinen er ren Pinot Noir (måske 1% Chardonnay), kommer fra husets 3 marker Panorama, Rincon and Clarck og 92% af vinen lagrer 6 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt en jordbærnæse, creme fraiche og en smule jord. Vinen er ikke så animalsk som dens mange europæiske søstre. Smagen er blød, lidt kraftigere end europæiske vin, næsten lidt solbær, sødme og nødder. Fin vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Marqués de Cáceres, Gran Reserva, Rioja, Spanien

2001 Marqués de Cáceres, Gran Reserva, Rioja, SpanienSå kom der Rioja i glasset … endda i form af en Grand Reserva fra vinhuset Marqués de Cáceres, som er beliggende i byen Cenicero midt i Rioja Alta distriktet.

Bodegas Marqués de Cáceres er grundlagt i 1970 af Enrique Forner, som bedst kan beskrives som en pioner i Rioja! Han var foregangsmand for at rykke Rioja ind i det nye århundrede. Han havde optjent sin ekspertise på nogle af familiens slotte i Bordeaux inden han i 1970 grundlagde Bodegas Marqués de Cáceres.

I Bordeaux ejer Forner familien nemlig både Grand Cru Classé slottet Chateau Camensac samt Cru Bourgeois slottet Chateau Larose Trintaudon, så på den måde, så kommer Enrique fra en pæn stor vinfamilie.

Enrique anså Rioja Alta som  det bedste underdistrikt i Rioja, hvor de bedste Tempranillo druer dyrkes og de mest elegante og delikate vine efterfølgende produceres. Til sin opstart fik han hjælp fra den bedste ønolog i Bordeaux; Emile Peynaud til at finde den rigtige ejendom, anskaffe de rigtige marker og få sat fornuftigt gang i produktionen.

På bodegaen ligger der hundredevis af egetræsfade, mest franske, men også en anelse amerikanske fade. Emile Peynaud blev sidenhen afløst af sin elev, den nu verdenskendte ønolog Michel Rolland, der stadig er tilknyttet vingården, mens Enriques datter Cristina Forner nu også hjælper i driften af vingården.

Og der er tale om en ret stor bodegas. Alt er ekstremt moderne, og kælderen rummer kapacitet til ikke mindre end 40.000 egetræsfade og plads til lagring af ikke mindre end 10 millioner flasker.

Gran Reserva fremstilles af de bedste druer. Høstet fra få udvalgte parceller med et ekstremt lille udbytte og perfekt eksponering i forhold til solen. I de mest fremragende årgange udvælges disse parceller og vinen lagrer i op til 28 måneder på franske egetræsfade. Ved vinifikationen trækkes optimal kompleksitet ud af druerne, så vinen kan udvikle de fineste nuancer efter den lange fadlagring og den efterfølgende lange flaskelagring. Disse vine gemmes i de dybe – og store – kældre hos Marqués de Cáceres i op til 4 år inden de frigives til markedet.

Duften passer meget fint med en Rioja, for der er krydderier, ristet toast og eg som de dominerende træk, mens smagen er lidt nøddet, godt med brombær og balsamico … i det hele taget meget frugtrig … igen krydderier, eg samt tonsvis af tannin.

Købt hos Skjold Burne, pris 249,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigEndnu en vin fra vores vinmaraton i lørdags … fedt med et lille maraton. når nu man har en fiber og ikke kan komme ud på stier/veje og løbe selv. Det har måske ikke samme effekt … men lige præcis dét tænkte vi ikke på, da vi smagte denne Chambolle-Musigny fra Domaine Roux Père & Fils.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at over far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtager driften er gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden vokser løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre , Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerer familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne forbedres.

I 1990 opfører brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skal opfylde et stigende produktionskrav, og det betyder også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – udvides med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Druerne til denne Chambolle-Musigny høstes manuelt og den første gæring finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 15 dage. Andergæringen sker på egefade, hvoraf 30-35% er nye. Den efterfølgende fadlagring strækker sig over 15-18 måneder inden aftapning på flaske. Chambolle-Musigny er den af rødvinene fra Côte de Nuits, der betragtes som den mest af feminine. Den udtrykker sin intensitet og delikate finesse med stor elegance.

Der laves to Chambolle-Musigny hos Domaine Roux Père & Fils, en “almindelig” og en 1er Cru “Les Charmes”, og dette er den almindelige. Lad os fluks smage vinen.

I glasset dejlig lys, næsten transparent teglfarve. Pinot? Ja, duft er animalsk med hestestald, lidt brændt jord, hindbær, lakrids, selleri, hvid peber og grønne toner. Smagen er lyserøde bær, hindbær, hø-toner, grønne toner, mineralitet, god garvesyre … men alt meget silkeblødt med en lidt bitter eftersmag. Dejlig vin … selvom den havde det lidt svært efter en svulstig og sød Zinfandel. Det gik, og dejlig med Pinot Noir i glasset. Elsker den drue.

Købt hos Jysk Vin, pris 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Rodney Strong Vineyards, Knotty Vines Zinfandel, Californien, USA

2009 Rodney Strong Vineyards, Knotty Vines Zinfandel, Californien, USANæste kontinent, ny vin … denne gang en Knotty Vines Zinfandel fra Rodney Strong Vineyards, som er beliggende ved byen Healdsburg i Sonoma i Californien.

Vinhuset er opkaldt efter og grundlagt af Rodney D. Strong i 1959. Han var født i 1927 og havde forinden haft en karriere som international danser, bl.a. som fordanser på det fashionable forlystelsessted Lido i Paris. Her havde han fået smag for bedre årgangsvine, og da han ikke havde udsigt til at blive gammel i dansegårde, så besluttede han sig for at blive gammel med vindyrkning.

Det blev han med etableringen af Rodney Strong Vineyards, og med købet fuldt en gård, hvor der bl.a. var vinstokke, som var plantet helt tilbage i 1904, da nybyggere plantede den første mark “River West Zinfandel Vineyard” med Zinfandel-druer. Og det var lige præcis dér, at Rodney Strong byggede sit hovedsæde i 1962.

Rodney Strong Vineyards er i dag ejet af Tom Klein, der købte vineriet i 1989. Tom har fra starten været interesseret i at optimere Rodney Strong Vineyards til at møde de krav den moderne forbruger stiller til gode vine.

Der er investeret i nyt udstyr til kælderen, marker er genplantet og dyrkes efter regler for bæredygtigt vinbrug. Det kræver det bedste råmateriale at producere gode vine og med vinmarker i de bedste områder: Alexander Valley, Russian River Valley og Chalk Hill, producerer Rodney Strong verdensklasse vine der viser essensen af Sonoma County.

Derudover er Tom en stærk fortaler for miljøet og i oktober 2009 blev Rodney Strong som det første vineri i Sonoma County defineret som CO2 neutralt. Dette er bl.a. opnået ved et stort anlæg af solceller på toppen af vineriet. Et af de største i verden for et vineri; på en typisk dag i Sonoma genererer dette anlæg nok energi til at forsyne 800 husstande.

En del af druerne til denne Knotty Vines Zinfandel kommer fra over 100 år gamle knudrede vinstokke i Russian River Valley (deraf navnet Knotty Vines), mens resten kommer fra marken Alexander Valley vineyard. Druerne gæres traditionelt, og vinen lagres 16 måneder på amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen måske lidt aromatisk, lidt grønne noter … ellers lidt neutral i næsen. Smagen er langt bedre, og der er solbær, sødme, svage krydderier og derudover lidt peber. Meget kødfuld og varm vin … måske lidt eg i munden, men dejlig vin.

Købt hos Skjold Burne, pris 159,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Bellingham, The Bernard Series Bush Vine Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2007 Bellingham, The Bernard Series Bush Vine Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaFra vinhuset Bellingham smagte vi dernæst denne The Bernard Series Bush Vine Pinotage. Bellingham er en producent med en lang historie. Bellingham’s historie begynder i 1693, hvor de første 1.000 vinstokke blev plantet af hollænderen Gerrit Janse van Vuuren og hans hustru.

I 1943 overtog Bernard og Fredagh Podlashuk ejendommen, og startede den innovation, der stadig styrer firmaet i dag. Den første rosévin i Sydafrika i 1949 og den første Shiraz i 1956 viser, hvordan man fra start har villet udvikle sig.

I dag er Bellingham stadig forrest med at udvikle nye spændende vine og højne kvaliteten af sine klassikere. Man har holdt fast i traditionerne og resultatet er vine med stor spredning på både druesorter og smagsretninger. Spændende, moderne, livlige. Sofistikerede uden at  være snobbede, oversøiske med en klassisk karisma. Egenskaber der gør, at Bellingham er kendt og solgt over hele verdenen og stadig er en favorit på hjemmemarkedet.

Vinmager hos Bellingham er Niël Groenewald, som sammen med assistenten Mario Damon står for produktionen af de mange vine. Og der produceres en del vine hos Bellingham, som har marker mange steder rundt i Sydafrika, bl.a. i Durbanville, Darling, False Bay, Stellenbosch og Paarl.

Bellingham laver 4 serie af vine, ét under navnet Bellingham selvfølgelig, en “Ancient Earth”, en “Tree Series” og så denne “The Bernard Series”. Vinen er ren Pinotage, og druerne kommer fra 3 gamle parceller i Stellenbosch regionen. Her er jordbunden præget af skiffer, der giver vinstokkene et hårdt grundlag at arbejde i.

Det resulterer i mere spændstige stokke og dermed mere intensitet i druerne. Druerne selekteres først i marken, hvor de enkelte klaser håndplukkes, og derefter sorteres der i kælderen, hvor kun de bedste druer går videre, i de åbne franske træfade der bruges til gæringsprocessen. Efter endt gæring lagres vinen i 16 måneder på franske egetræsfade, hvoraf halvdelen er nye.

Duftmæssigt umiddelbart først lige Rhône krydderier … og derudover lidt spidskommen, grape, solbær, røget bacon og eg. Også lidt af denne lidt gummibrændt duft, som Pinotage nogle gange har. Virker en smule røget i smagen, der er også lidt bitterhed i smagen. Som jeg tidligere har erfaret, så kan Pinotage godt være lidt svær … sådan har jeg det også en smule med denne vin.

Købt hos Skjold Burne, pris 189,75 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2009 Thorn-Clarke, Shotfire Shiraz, Barossa Valley, Australien

2009 Thorn-Clarke, Shotfire Shiraz, Barossa Valley, AustralienSå kom der ellers bulderbasse i glasset, nemlig i form af denne Shotfire Shiraz fra Thorn-Clarke Wines. Det er selvfølgelig en australsk vin og vinhuset ligger da også ved den lille by Angaston i Barossa … faktisk ikke langt fra Torbreck og Greenock, og sjovt nok heller ikke langt fra Kaiserstuhl Conservation Park … en 403 hektar stor naturpark, som intet har at gøre med det tyske Kaiserstuhl.

Vingården ejes af David og Cheryl Clarke, og både David og Cheryl stammer fra gamle vinfamilier fra Barossa. Cheryls pigenavn var Thorn inden hun blev gift med David … deraf navnet Thorn-Clarke Wines. Parrets søn Sam er daglig leder af vingården, mens Helen McCarthy er ansat som ansvarlig vinmager på gården.

Ser vi på Cheryls familie, så ejer hendes far Ron Thorn en af ​​de ældste Shiraz vinmarker i Australien … ja muligvis i hele verden, nemlig på Thorn familiens ejendom “Clifton”, som også ligger udenfor Angaston. Cheryl har fundet optegnelser, som viser at den gård har produceret vin helt tilbage til 1854.

David Clarkes familie har også rødder i Barossa tilbage til 1871, hvor den tidligere forfader James “George” Goddard slog sig ned for og lavede en guldmine. Han var tidligere sømand, hvalfanger, hotelejer og landmand. Imidlertid ophørte minedriften allerede i 1892, da minen blev oversvømmet fra et nærliggende reservoir og to minefolk døde. Lady Alice guldminen – som den blev kaldt – var ellers den største guldmine i South Australia på det tidspunkt.

Thorn-Clarke har vinmarker i både Barossa og Eden Valley, nemlig markerne Kabininge og St Kitts & Truro i Barossa samt Mount Crawford og Milton Park i Eden Valley. Samlet har vinhuset 273 hektar vinmarker på de 4 marker … en ganske stor historie med andre ord.

Shiraz-druerne til denne rødvin kommer fra Kabininge vinmarken, der er beliggende 270 meter over havet. Jordbunden her er mørk, og holder godt, på den begrænsede mængde vand der kommer. Vinen gæres under temperaturstyring for optimal farve og frugtudtrækning fra skallerne. Vinen lagres 14–16 måneder på egetræsfade af både fransk og amerikansk eg, heraf 40% nye. Denne kombination bruges for at fremelske både finesse og kraftig frugt i rødvinen.

Og i glasset selvfølgelig også en mørk fætter, som udsender dufte af solrige solbær, marmelade, chokolade og sødme. Smagsmæssigt har vinen vildt mange tanniner, lidt skarphed, stor syre og en del alkohol … men mærkelig nok ikke rigtigt nogen peber, som der ellers normalt findes i australske Shiraz. Okay vin, men jeg er nok ikke (længere) største tilhænger af disse Shiraz.

Købt hos Skjold Burne, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger