2018 Weingut Schloss Schönberg, PetNat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Petnat Fast Forward, Hessiche Bergstrasse, TysklandRabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg er en crazy winzerin, men for satan hvor kan hun lave spændende vine og det er denne hippe, funky og trendy Petnat Fast Forward et glimragende eksempel på … en lille vinøs genistreg.

Indtil nu har jeg hver gang været totalt blown away, når jeg har smagt vinene fra Weingut Schloss Schönberg og spoler vi frem til denne 2018 Petnat Fast Forward fra Rabea, så må den også gerne få en plads på min nyeste spilleliste med nye, provokerende numre.

Jeg har tidligere skrevet om PetNat … hvilket står for Pétillant Naturel. Det er en vin, som har fået sine små bobler ved, at vinen er tappet på flaske mens den første alkoholiske gæring fortsat er i gang, og altså modsat en mousserende vin efter den traditionelle champagnemetode.

Det betyder blandt andet et mindre tryk og fortsat lidt gærrester i vinen. De fleste PetNat vine er også forsynet med en kapsel i stedet for en prop, hvilket også gælder denne PetNat Fast Forward.

Rabea har lavet sin vilde PetNat med spontangæring på 100% Kerner …  en drue, som man ikke ofte støder på. Kerner er en tysk drue, der er en krydsning mellem Riesling og Trollinger. Den har et forholdsvis højt sukkerindhold og giver et højt udbytte.

I glasset er vinen funky, grumset gul …lidt som øko æblemost, mens duften er sådan lidt federweißer, æbler, ananas, papaya, skocreme, lidt Gori Træbeskyttelse, umodne grønne stikkelsbær og har i det hele taget pænt med grønne og stikkende noter.

Smagsmæssigt er vinen meget frisk og smager langt mere “normal”  end duften. Der er godt med smag af grape, som sidder virkelig lang tid i munden, mens boblerne prikker og bruser. Der er grønne æbler, fersken … saftig, syrlig, bitter, frisk og har samtidig en mineralsk og rank side. Masser af velsmag uden pause … bare fast forward på allertiders spilleliste.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, Tyskland

2018 Weingut Wöhrle, Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, Baden, TysklandBF står der på etiketten til denne 2018 Lahrer Spätburgunder og det betyder Bestes Fass, altså de bedste fade af god Spätburgunder saft lavet på druer hentet på Weingut Wöhrles sydvendte marker over Lahr.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade.

I næsen er der sød animalske stald, ristede fadnoter, eg, kanel, vanilje, røg, nelliker, blomsterflor, violer, mens frugten er jordbær, kirsebær og ribs, varm og en kende til den mørkere side, men fuck hvor der dufter godt og imødekommende.

Smagsmæssigt er der lidt fedme i frugten, igen ribs og kirsebær, lidt blæk, hvid peber, men med syrligt og let bitter bid, jern, sødme samt nogle grønne noter. Det er let, luftig, på vej til at være svævende og så alligevel blødt, nemt og smukt. Det er Spätburgunder, som man bliver glad af.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, TysklandGut Sommerau er et gammelt vinhus i byen Sommerau ved Ruwer floden – en af Mosels mange bifloder – omkring 7-8 kilometer sydøst for Trier. Det er grundlagt i 1898 af Adolph Hüsgen, som var vinhandler fra Traben-Trarbach og her smager vi en vin fra det gamle hus … en 2018 Sommerauer Riesling Feinherb.

Adolph Hüsgen grundlagde huset Gut Sommerau ved at købe 6 hektar skovarealer i den sydlige del af Sommerau, fældede træerne og buskene, ryddede jorden og plantede vinstokke.

Han skabte også et stort reservoir for bedre vanding af markerne og byggede huse til både administration og den store vinpresse, hvorfra vinen kunne løbe direkte ned i vinkælderen til store 6.000 liter tønder til gæringen.

Adolphs efterkommere solgte imidlertid i midten af 1960’erne vinhuset til familien Willkomm, som driver Weingut Peter Mertes fra Bernkastel-Kues. Det er et vinhus, som er grundlagt i 1924 af Peter Mertes, som selv drev vinhuset frem til 1952, hvor svigersønnen Dr. Gustav Willkomm overtog tøjlerne.

Dr. Gustav Willkomm stod bag en større ekspansion af Weingut Peter Mertes. I 1950’erne startede han også med at lave vin fra både Rheinhessen og Pfalz og i 1960’erne blev produktsortimentet også udvidet til også at omfatte vine fra Rheingau og Nahe.

Han startede også i løbet af 1960’erne med at sælge sine vin til købmandsforretninger og supermarkeder, hvilket i dag jo er meget normalt. Dengang var det lidt en revolution, idet vin normalt var dyrt og primært et privilegium for de mest velstillede.

Men det gav vinhuset succes, hvilket i 1962 betød investering i et fuldautomatisk tappeanlæg og senere i 1969 opførelsen af en stor vinfabrik og hovedsæde i Bernkastel-Kues.

Det betød også, at de kunne fortsætte ekspansionen, bl.a. også med købet af Gut Sommerau og dets 6 hektar vinmarker ved Sommerau, herunder deres bedste mark Sommerauer Schlossberg.

I dag er Peter Mertes Familienweingüter KG et af Tysklands største vinhuse med en årlig omsætning på over 300 millioner euro, 350 ansatte samt en årlig produktion på mere end 2,5 millioner hektoliter vin. En stor del af produktionen sælges under private labels i supermarkedskæder som Aldi, Lidl eller Rewe.

Derudover ejer de selv en lang række brands, bl.a. Käfer, Rotwild, Maybach, Bree og Landlust … derudover selvfølgelig Weingut Peter Mertes og det lille Gut Sommerau. Ja, og så ejer familien Willkomm såmænd også det legendariske Mosel vinhus Weingut Dr. H. Thanisch – Erben Mueller-Burggraef.

De ejer i dag selv 120 hektar vinmarker, men de fleste af druerne købes fra vinavlere rundt i hele Rheinland-Pfalz. Blandt vinhusets egne marker finder man også parceller på legendariske marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Dermed ejer familien også den legendariske gamle barriqueskælder under Berncasteler Doctor marken … 240 meter lang med plads til 1.500 barriques og dermed vistnok også Tysklands længste vinkælder.

I dag ledes det store familieforetagende af seneste generation i form af Michael, Stefan og Matthias Willkomm … med Michael Willkomm som øverste ansvarlig. På den vinøse front er den ansvarlig vinmager Georg Graf von Walderdorff.

I dag laves vinene under Gut Sommerau navnet dog ikke længere i de gamle bygninger i Sommerau. Produktionen flyttede de allerede i 1990 til den store fabrik i Bernkastel-Kues. Så i dag huser de gamle bygninger i Sommerau i stedet en italiensk restaurant, som også er ejet af Willkomm familien.

Her smager vi så Gut Sommeraus 2018 Sommerauer Riesling Feinherb, som er lavet fra nogle af de gamle marker i Sommerau, men vinificeret på fabrikken i Bernkastel-Kues. Der er ingen rigtigt nogle oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke.

Denne vin er ikke en del af Mertes’ normale eksport sortiment, men sælges efter sigende kun til i deres restaurant ved Ruwer samt en restaurant i Trier.

Næsen er meget behagelig, hygsom og bekvem … imødekommende tropisk frugt, abrikos, fersken, grønne pærer, svagt lidt lemon, citrus og alt sammen, det hele, rub og stub med en lille sødme, som dog holder sig på dydens smalle sti, således det ikke bliver helt sødt.

I munden er sødmen mere udpræget end i duften, men giver en god bund med masser af Mosel kvalitet. Der er også smagsmæssigt godt med tropisk frugt, blid syre, syltede citroner, fin balance, lille fin og sart bitterhed… grundlæggende en lille, lækker Riesling, som hiver 4,5 houlbergske fingre hjem med et lille strit op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 3 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, Italien

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, ItalienSocietà Semplice Agricola Ottella ligger lige syd for den dejlige ferieby Peschiera del Garda kun en kilometers penge syd for Zenato. Det er sidste hus i vor lille test af PDO godkendte vin fra området omkring Verona og vinen fra Ottella er deres Le Creete Lugana.

Lugana DOC er en lille hvidvins appellation, der ligger i bunden af Gardasøen … ja faktisk fra Peschiera del Garda i øst og med Sirmione som vestligste del. Man har egentlig lavet vin i området siden romertiden, men Lugana fik først i DOC status i 1967.

Området er på omkring  700 hektar og der produceres årligt omkring 45.000 hektoliter vin, og alene hvidvine da området er rig på kalk i undergrunden … helt perfekt til produktion af hvidvine.

Vinene er baseret på druen Turbiana også kaldet Trebbiano di Lugana, som er nær beslægtet med Trebbiano di Soave men også i slægtskab med Verdicchio druen og altså ikke Trebbiano. Virkelig kompliceret. Derfor kalder de lokale også mest druen for Turbiana, således man undgår denne forvirring.

Og det er netop sådan en fætter, som vi her har fået i glasset fra Azienda Agricola Ottella … et vinhus grundlagt helt tilbage i 1880 af Montresor familien. Det er i dag Lodovico, Francesco og Michele Montresor, som driver vingården.

De har samlet 25 hektar marker med Turbiana aka Trebbiano di Lugana, hvor den bedste mark netop er Le Creete, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Le Creete Lugana er på 100% Turbiana, som høstes med håndkraft, hvorefter en del presses blidt på de hele drueklaser, mens resten afstilkes inden presningen. Gæringen sker meget langsomt ved kølige temperaturer 14-18 grader, hvorefter vinen lagrer i de rustfrie ståltanke 6-8 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en frisk og grøn vin med masser af grape, lidt ananas, hyld, fersken, masser af mynte, en smule basilikum og så er det samtidig en vin med nogen fylde og nærmest lidt parfumeret i udtrykket.

I munden er det også en fyldig og cremet vin, og det er egentlig utroligt, at den alene er lagret på ståltanke. Der er en fyldig syre, abrikos, grape … virkelig bestemt bitter grape, kalkagtige elementer og meget intens. Der er stor krop, masser af smag med grape som dirigerende element og en okay lang eftersmag.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2016 koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Giovanna Tantini, Bardolino, Veneto, Italien

2017 Giovanna Tantini, Bardolino, Veneto, ItalienNæste EU godkendte PDO vin er en Bardolino vin … en let rødvin fra skrænterne omkring Bardolino på østsiden af Lago di Garda og kystvejen mellem Garda og Lazise. Her smager vi et eksemplar af vinen fra vinhuset Azienda Agricola Giovanna Tantini.

Vinhuset ligger som det forrige lidt sydøst for bunden af Gardasøen udenfor Castelnuovo del Garda. Det er grundlagt i starten af 1900-tallet af Tantini familien, som i dag med Giovanna Tantini i spidsen driver vingården med samlet 19 hektar jord, hvoraf 11,5 hektar er vinmarker spredt mellem Castelnuovo del Garda og Sona.

Vinhuset byggede i 2002 et stort moderne vineri og har udover vinproduktionen også lidt agri turismo med udlejning af 3 værelser i bedste italienske B&B stil.

Alle vinene hos Giovanna Tantini laves med druer fra egne marker, og det bliver til samlet 6 vine, nemlig 4 DOC vine; denne Bardolino, en Bardolino Chiaretto, Custoza, og Garda Corvina samt to IGT vine fra enkeltmarkerne Greta og Ettore.

Denne Bardolino vin er husets topvin og en vin, som de har produceret siden 2002 og den kommer først på markedet 18 måneder efter høst. Den er lavet på Corvina og Rondinella, som efter høst vinificeres separat i ståltanke ved 26 grader efterfulgt af en kort maceration samt en spontan malolaktisk gæring. Derefter blandes de to druesorter og så lagrer vinen 15 måneder i de rustfrie ståltanke og yderligere 3 måneder efter aftapning på flaske.

I næsen er vinen faktisk rigtig rar … masser af kirsebær, tranebær, ja faktisk masser af frugt, nogen sødme, lidt peber, en vis syrlighed  samt lethed. Smagen er imidlertid noget skinger, lidt rustik med masser af søde kirsebær, tørhed, blæk og endda samtidig til den læskende side.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Valetti, Bardolino Chiaretto Classico, Veneto, Italien

2018 Valetti, Bardolino Chiaretto Classico, Veneto, ItalienBardolino Chiaretto Classico er Lago di Gardas egne lille rosévin, som vi her smager fra vinhuset Azienda Vinicola Valetti Luigi, der ligger i byen Calmasino mellem Lazise og Cisano.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Angelo Valetti, der lånte lidt penge af sin bror, som emigrerede til USA. For pengene købte han lidt jord i Bardolino og startede de første vinmarker. Hans søn Luigi overtog derefter driften, og det var ham, som byggede det vineri, hvor vinene fra Valetti familien fortsat laves. I dag er det dog Luigis 3 børn Stefano, Luca og David, som driver vinhuset.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar marker, som vinhuset har, men årsproduktionen ligger på 100.000 flasker, herunder altså også denne 2018 Bardolino Chiaretto Classico, som er lavet på et blend af Corvina, Rondinella, Molinara og Sangiovese.

Efter høst presses druerne efterfulgt af en kort maceration i 12-36 timer, hvorefter fermentering sker forholdsvis koldt ved 15-18 grader, hvorefter vinen så lagrer 2 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

I næsen er der søde jordbær, hybenroser, meget frisk med en kæk sødme, toast samt andre ristede noter, lidt saftevandagtigt præg og så alligevel også tør med tilstrækkelig citronsyre.

Smagen er en smule sød, sødkrydret, lidt bitter og samtidig en anelse flad i udtrykket. Der er lidt jernagtige elementer, granatæbler, sort te og sure citroner. Når alt det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide vinen.

Forhandles herhjemme af Barbera Vinimport, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, Italien

2018 Tamburino Sardo, Custoza, Veneto, ItalienAppellationen Custoza ligger sådan bare rigtigt tæt på Gardasøen, for druerne er fra marker ved Sommacampagna, Villafranca di Verona, Valeggio sul Mincio og Lazise. Og det er lidt sydøst for Lago di Garda, at vi finder Azienda Agricola Tamburino Sardo di Fasoli Stefano e Giuliano, som står bag denne Custoza.

Azienda Agricola Tamburino Sardo er grundlagt i 1968 af Adriano Fasoli. I dag driver han fortsat vingården, men nu sammen med sine to sønner Stefano og Giuliano. Vinhusets marker ligger nærmest rundt om vingården og derfra laver de både Custoza og Bardolino vine. Derudover laver de også – via et joint venture -med købte druer lidt Valpolicella Superiore, Ripasso og Amarone.

Vinhusets navn Tamburino Sardo stammer fra vingårdens beliggenhed, for den ligger bakken, som netop har navnet Tamburino Sardo … det højeste punkt i hele området.

Denne Custoza fra Tamburino Sardo er lavet på et blend af Trebbiano, Garganega, Tocai, Cortese og Riesling, men forholdet kender jeg ikke. Vinen er lavet med en kort indledende maceration efterfulgt af fermentering ved kontrollerede temperaturer og efterfølgende lagring sur lie over 3-5 måneder.

Næsen er meget sagte, tilbagelænet og aromatisk afdæmpet med melon, abrikos, pærer, syltede citroner, sandeltræ, en anelse ristede noter og alt sammen meget blidt, blødt og rundt.

Smagen er ligeledes meget blød og rund med et lavt syreniveau. Vinen har en lidt moden frugt, honningmelon, overmodne pærer, syltede citroner, lidt til den fyldige, cremede side og det er en meget behagelig vin med en snert af lidt grape.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, mens vinen i hjemlandet koster 7,80€ … svarende til 58 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Corte Giocobbe, Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero, Veneto, Italien

2013 Corte Giocobbe, Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero, Veneto, ItalienMonti Lessini er en DOC appellation i Veneto området, oprettet i 1987 oprindelig under navnet DOC Lessini Durello. Det er herhjemme ikke den mest kendte af appellationerne i Veneto, men her smager jeg en mousserende 2013 Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero fra vinhuset Corte Giocobbe.

Tenuta di Corte Giacobbe ligger i Roncà, hvilket vel er omkring 30 kilometer svagt nordøst for Verona, Huset er grundlagt i 1934 af Augusto Dal Cero. Han købte to stykker jord i Roncà … et område præget af de to gamle og forlængst udslukkede vulkaner Crocetta og Calvarina.

Han vidste, at den vulkanske jord ville kræve hårdt arbejde, men det afskrækkede ikke Augusto. Han vidste dog intet om geologi, men til gengæld masser om druer og hans instinkt sagde, dette måtte være et fremragende sted at plante vinstokke, hvis rødder skulle meget dybt for at få næring.

Projektet stoppede dog med starten af anden verdenskrig, hvor Augusto måtte ind som soldat, men i 1945 vendte han tilbage fra sandet i den afrikanske ørken og måtte starte forfra. Han var dog meget målbevidst og fik vingården Tenuta Corte Giacobbe op at køre med produktion af en række hvidvine.

Da Augusto døde, så overtog hans to sønner Dario og Giuseppe driften. De fortsatte faderens værk, men de udvidede også bl.a. med køb af flere marker i Roncà og i 1980 købte de også en vingård i Toscana, nemlig Tenuta Montecchiesi ved Cortona og startede produktion af rødvine.

Siden er Tenuta Montecchiesi også udvidet til 5-dobbelt størrelse og senest har de to brødre også købt endnu en ny vingård og denne gang i Valpolicella kun 15 kilometer fra Soave.

Så i dag har Dal Cero familien 15 hektar vinmarker ved Roncà, 11 hektar på Dal Cero ejendommen i Valpolicella samt 18 hektar i Toscana på Tenuta Montecchiesi.

I dag har 3. generation imidlertid nu overtaget driften … det er nemlig Davide, Nico og Francesca Dal Cero. Det er Davide, der står for produktionen, mens brod Nico står for ledelse af salget i Italien, mens søsteren Francesca står for eksporten.

Denne 2013 Cuvée Augusto Lessini Durello Riserva Dossagio Zero er – som jeg indledningsvis nævnte – en vin under appellationen Monti Lessini DOC. Den er lavet på ren Durello, som er en gammel lokal hvidvins drue fra netop området omkring Roncà.

Den dyrkes ikke i ret stort omfang i Italien, men den findes selvfølgelig primært i denne appellation. Durelllo har et højt syre niveau, som gør den velegnet til mousserende vine.

Vinen er lavet ved, at de hele drueklaser anvendes ved presning, hvorefter vinen fermenteres i store ovale, østrigske egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret omkring 6 måneder på franske og østrigske fade, hvorefter vinen flaskes sammen med en lille smule ældre vin. Derefter gennemgår vinen andengæring på flaske og denne varer i mindst 50 måneder. Efter degorgering lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Den er selvfølgelig opkaldt efter vingårdens grundlægger.

Næsen er syrlig og frisk, nærmest med lidt pebermyntepastiller, nødder, mandler, et formfranskbrød fra bageren, pærer, fersken, en lille landlig aroma … meget intens og faktisk pænt lækker.

I munden er vinen perlende og medium brusende. Der er fin syrlighed … en lidt bondsk syrlighed dog, men der er stor tørhed, masser af streng citronsyre i munden, sprød og med lidt grape bitterhed i slutfasen, men samtidig også god længde på eftersmagen. Det er sgu fint skarpt og jeg kan virkelig godt li’ vinen.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, Portugal

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, PortugalDen sidste vin i Vinho Verde seksløberen blev også den eneste med lidt farve, nemlig en 2018 Eira dos Mouros Rosé fra vinhuset Quinta de Carapeços.

Quinta De Carapeços – Sociedade Vitivinícola Lda. ligger lidt nord for byen Carreira og Moinhos i Amarante området i Minho. Vingården har rødder langt tilbage i tiden og er første gang nævnt i 1838 hvor datteren af Martim Carvalho – en ædel ridder af Basto – giftede sig med João de Carapeços, som var herre på den daværende ejendom på stedet.

Derefter var ejendommen overtaget af klosteret San Salvador de Travanca, som var drevet af benediktinermunkene, som ejede stedet gennem mange århundreder. Det er først i 1834 – hvor nogle af de religiøse ordener bliver udryddet – at ejendommen kommer tilbage på private hænder hos en efterkommer af Martim Carvalho.

I 1954 blev ejendommen købt af advokaten Miguel Pereira de Abreu fra Porto. Han havde altid haft en lidenskab for vin og samtidig nogle familiære bånd til området.  Han startede en større vinproduktion og reformerede de metoder, som blev anvendt i området.

Han satsede først og fremmest på produktion af druer af høj kvalitet i stedet for kvantitet. Han omdannede vinmarkerne med platform eller terrasser til plantning af vinstokke i rækker og indførte nye druesorter, som langt bedre var tilpasset det lokale terroir. Han blev således også en slags pioner for indførelsen af Alvarinho druen uden for Melgaço-Monção regionen i Minho.

Han opbyggede også et moderne vineri med de nyeste teknologier og stod også bag en massiv markedsføring af sine vine under navnet Quinta de Carapeços navnet og en serie af billigere vine kaldt Eira dos Mouros.

Og det er netop en Eira dos Mouros vin, som vi slutter den lille Vinho Verde rundtur med … deres rosévin, som er lavet på et blend af de to druer Espadeiro og Touriga Nacional. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, har 4,2 gram restsukker pr. liter. Drik.

Duftmæssigt er det en tør vin, let krydret med masser af jordbær og hyben. Den er lidt perlende i munden, godt med sødme og i min bog også alt for sød, men lige til at hælde ned i svælget, hvis man kan lide søde, tørstslukkende vine. Det er røde bær og citroner … men det bliver altså lidt saftevandsagtigt.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster en flaske 4,95€ .., svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2017 Cinco Quintas, Avicella Alvarinho Colheita Selecionada, Minho, Portugal

2017 Cinco Quinta, Avicella Alvarinho Colheita Selecionada, Minho, PortugalVi smager endnu en vin fra Cinco Quintas og denne gang på ren Alvarinho aka Albariño, nemlig José Borges’ 2017 Avicella Alvarinho Colheita Selecionada, som også er klart den bedste af de 6 smagte vine fra Minho aka Vinho Verde området.

Igen er der ikke nogle oplysninger om produktionen, så derfor går vi direkte til mine smagsnoter. Næsen er mere frisk, mere dyb og inderlig end den forrige fra Cinco Quintas og der fornemmes her en smule fadlagring, for duften byder også på lidt vanilje og virker klart federe med mere krop og fylde. Det dufter faktisk rigtigt godt. Frugten er eksotisk … mest fersken og abrikos.

Her er der heller ikke den mindste perlende eller boblende effekt i munden … tværtimod, så er vinen meget stille, fyldig, smagfuld med syltede citroner, kvæde, tropisk frugt og et snert alkohol. Syren er blid og overgås af en voksen og kraftig bitterhed, som dog aldrig bliver skarp, men mere fed og krydret.

Ingen dansk importør fundet, men i hjemlandet koster vinen 12,62€ … svarende til 94 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger