2015 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, SpanienVinen Club Lealtanza Reserva fra Bodegas Altanza  har jeg smagt et par gange før, bl.a. i årgang 2005 og senest i en 2011, men nu er det altså en nyere årgang 2015.

Bodegas Altanza ligger på vingården Hacienda Valvarés lige syd for byen Fuenmayor i det spanske Rioja Alta.

Club Lealtanza Reserva er selvfølgelig 100% Tempranillo fra mere end 75 år gamle vinstokke. Vinen er efter fermenteringen lagret 18 måneder på nye franske barriques efterfulgt af 4 måneder i store, franske 22 hektoliter egefade … og så en periode på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt ganske tør og krydret … skøn frugt, som er bare let gæret, saftig med solbær, tranebær, brombær og ellers godt med søde fadnoter med chokolade, vanilje, tør jord, støv, mulle kælder, gazebind, let eukalyptus, balsamico, røg og grønne blade.

Smagsmæssigt er vinen ret saftig med hyben, kirsebær, hindbær samt et pænt niveau sødme. Det er en lidt sjov, let og alligevel lidt potent vin, men samtidig en virkelig tynd Tempranillo, der nærmest også har lidt grape, saltlakrids, frisk frugt og en ren syre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigLad os fortsætte med lidt Bordeaux, for næste vin i mit vinglas er en lille undseelig Cru Bourgeois Supérieur 2019 fra vinhuset Château Bibian.

Bibian er en historisk ejendom i Listrac-Médoc, de er beliggende mellem de berømte kommuner som Margaux og Saint-Julien.

Slottet har siden 1932 været klassificeret som Cru Bourgeois Supérieur og drives i dag af den 6. generation af Meyre familien, nemlig Nathalie og Julien Meyre i samråd med den berømte vinkonsulent Michel Roland.

De har samlet 20 hektar vinmarker med gennemsnitlig 40 år gamle vinstokke, der står stoisk i veldrænende, grusholdige vinmarker med underliggende ler og kalksten.

Denne Bibian Cru Bourgeois Supérieur er lavet på 60% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon  og 5% Petit Verdot. Vinificeringen foregår med en gæring på stål og en efterfølgende 12 måneder lang lagring på franske fade, hvoraf 40% er nye.

I næsen oser vinen af Bordeaux, hvor man først møder cedertræ, cigaræsker, mens frugten ikke er mørk og solbærholdig, men i stedet en lysere frugt med kirsebær, brombær, hindbær, balsamiske noter, skarp og frisk syre med en smule grønne urter, mynte, salvie og et snert vanilje.

I munden er vinen ren, tanninrig og raceren … har medium tørre tanniner, en forholdsvis ren, frisk og lys frugt, masser af syre, en let bitterhed, tebreve … stram, ren og direkte.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., men ved køb af 6 flasker kan du få den til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Murphy-Goode Winery, Chardonnay, Californien, USA

2020 Murphy-Goode Winery, Chardonnay, Californien, USAHver eneste gang jeg har smagt vin fra  Murphy-Goode Winery – der er del af det store Jackson Family Wines vinimperiet – har det været rød og mest på Pinot Noir. Men nu smager jeg altså en 2020 Chardonnay fra vinhuset.

Murphy-Goode Winery vil jeg derfor heller ikke kigge på igen, men i stedet blot denne vin, der er lavet med druer fra en række forskellige marker i Californiens køligere regioner, bl.a, Arroyo Seco, Santa Maria Valley og Monterey. Der er ikke meget info om vinen, men mon ikke den er lavet på store rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er den dog lagret nogle få måneder … 67% i egefade og 33% i ståltankene.

Selvom det måske ikke er en oversøisk fadtung Chardonnay, så er det absolut en svulstig og smørfed vin, som har godt med eksotiske frugter, mango, ananas, fersken, æbler, lime ristede nødder og sødt aftryk fra fadene med mest vanilje.

I munden er det også en utrolig venlig vin … den er der sgu ingen, som kan blive sur på. Det er en sød, fyldig, kropslig og behagelig vin, der byder på imødekommende venlighed. Der er tropisk frugt som i næsen, altså både mango, papaya, ananas, æbler og lemon, en rund syre og fin smag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men ved køb af 6 flasker kan du få den til 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Haute Marone, Gigondas, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Haute Marone, Gigondas, Rhône, FrankrigDen anden vin fra Domaine Haute Marone var et lille step op, for det var nemlig en 2019 Gigondas fra husets egne vinmarker.

Denne gang er det et ægte GSM blend, her mere præcist på 80% Grenache, 15% Syrah samt 5% Mourvèdre, selvom der normalt vistnok skulle være 15% af både Syrah og Mourvèdre i blendet.

Der er igen sparsomme oplysninger om selve produktionen, men formentlig er gæring sket i cementtanke og efter endt fermentering er 50% lagret 14 måneder på brugte barriques, mens resten blot er lagret i cementtankene.

Duftmæssigt er Haute Marones Gigondas mere ren, mere maskulin og mere i balance. Der er sten, røg, mørke og saftige sorte kirsebær, hindbær og brombær, kaffe, kakao, mørk chokolade samt en tør, krydret note.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt med en lidt pebret jernnæve, røg, Basset lakridskonfekt, solbær, brombær, nelliker, muskatnød, mørk chokolade, blæk og grafit samt krydderurter. Det er en vin med stor pondus, kraft og intensitet … lige som en ægte Gigondas skal være.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 167 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine Haute Marone, Sablet Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Haute Marone, Sablet Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigPå adressen Route de Carpentras i Sablet et par kilometer syd for Rasteau finder vi Domaine Haute Marone, som jeg nu smager et par vine fra og starter med denne 2019 Sablet Côtes du Rhône Villages … Qui?

Domaine Haute Marone er grundlagt i 2002  Alphonse og Claude Barqueros, men er siden 2016 drevet af sønnen Romain Barqueros.

Han har samlet 5,5 hektar i Gigondas og derudover lidt Cotes du Rhone Villages marker ved Sablet. Det er et lille familieforetagende og hovedparten af produktionen sælges til negocianthuse, men de laver også selv knap 3.000 flasker vin.

Denne Sablet Côtes du Rhône Villages er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, men eller står der ikke meget om selve produktionen.

Duftmæssigt er det en lidt sødlig, blomstret og småfunny vin, hvor frugten er blommer, overmodne boysenbær, brombær, dadler samt tørrede blomster, lidt lavendel, svag lakrids og så lidt friske, grønne og nyplukkede urter.

I munden er vinen meget blød med blæk, lakridsrod suppleret med sød finsk lakrids, en sødlig frugt, blommer, brombær, jordbær, runde tanniner, et småbittert bid med masser af frisk frugt, blid, mild og utrolig venlig.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 108 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2020 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi fortsætter i det italienske, da næste vin er en piemontisk vin fra vinhuset Azienda Agricola Le Strette et par hundrede meter nord for byen Novello. Her er det nemlig deres 2020 Persole Barbera d’Alba Superiore.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra en lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag er etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin. Druen Nas-cëtta er en næsten helt glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

Her smager vi deres Persole Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra fra et par vinmarker ved Bergera og Tarditi i Novello og vinstokke plantet i 1940, 1950 og 1999.

Vinen har navnet Persole efter navnene på to landsbyer, hvor vinmarkerne ligger og Le Strette har lavet vinen siden årgang 1997 og er lavet afstilkning, let presning, gæring og maceration i rustfrie ståltanke i 15 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på 225-300 liters brugte egefade.

Duftmæssigt minder 2020’eren meget om 2018’eren … har denne lidt mørke og smågærede frugt, brombær, solbær, jordbær, enebær, godt med dybde, bundtræk og så klare fadnoter med kakao, lakrids, kaffe, vanilje, mælkechokolade og varme elementer.

Smagsmæssigt er det også en lidt mørk Barbera, men det er uden at miste pusten, da den heldigvis har en frisk syre, som sammen med en letbitter og mørk frugt giver et godt bid. Der er slet ingen mærkbare tanniner, men lidt peber, krydderier og nærmest blomster i munden inden festen slutter med en tør og lang bitterhed.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, Italien

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Fontalpino Chianti Classico Bio, Toscana, ItalienFattoria Carpineta Fontalpino ligger ved byen Monteaperti i nærheden af den historiske by Castelnuovo Berardenga cirka 5 kilometer øst for Siena … derfra smager jeg nu denne økologiske Fontalpino Chianti Classico Bio 2018.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling, som går langt tilbage som sidste århundrede.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Gioia Cresti er også kæreste med Carlo Ferrini, og han er en af Italiens dygtige vinmagere, som også hjælper søskendeparret med produktionen af vinene på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer som bl.a. Petit Verdot og Alicante. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og næsten kun rødvine … herunder altså denne Fontalpino Chianti Classico Bio, der er lavet på 100% Sangiovese fra Fontalpinos tre økologiske topmarker i Castelnuovo Berardenga.

Markernes nordøstlige orientering og jordbunden med tuff, jern og sand er forklaringen på vinens kølige, mineralsk elegance. Vinen har gæret med 15 dages skindkontakt i cementtanke og herefter lagret 12 måneder på 500 liter franske tonneaux-fade før aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen lidt balsamisk, frisk og syrlig med stor tørhed, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær, hindbær, violer og virker meget frugtrig. Det er ikke en vildt og eksplosiv aroma, men har sådan en ren balsamisk næse med en smule babyfedt, hvorved den på ingen måder fremstår skinger, hvilket også lige afhjælpes af svag og tør fadnote med lidt sødme, rundhed og let harpiks.

Smagsmæssigt en forholdsvis let vin med en vis friskhed, kirsebær, brombær, ribs og lidt tranebær, Der er urter, merian, let peber samt svag bitterhed, krydderier. Det er ikke vildt kompliceret eller endda avanceret, men smager bare rigtigt godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men kan pt fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Viña Vik, Cabernet Sauvignon A, Cachapoal, Chile

2018 Viña Vik, Cabernet Sauvignon A, Cachapoal, ChileVinhuset Viña Vik, der er beliggende på en bakketop i Millahue dalen med den mest fantastiske udsigt til Andesbjergene i baggrunden har vi før stødt på her på bloggen og nu smager jeg atter en vin fra huset, nemlig deres 2018 Cabernet Sauvignon A.

Historien om Viña Vik fortalte jeg sidste gang, men den kan godt tåle en gentagelse. Det er et topmoderne og arkitektonisk enestående resort og vineri, som der er anvendt enorme summer på at opføre og det er da også grundlagt af den norske rigmand, vinelsker og kunstsamler Alexander Vik tilbage i 2004 .

Vik er norsk, men født i Sverige og har gået på Harvard, hvor han som ung vandt Ivy League Golf Championship to gange og har tjent en formue indenfor finansielle og teknologi virksomheder.

Hans formue siges at være over 1 milliard dollar og han er da også bosiddende i Monaco og har investeret nogle af sine penge i forskellige retninger alt efter hans interesser … bl.a. et Manhattan kunstgalleri og en møbelforretning, som der sælger italienske møbler.

Og så elsker han også vin, hvorfor han har besluttet sig for at lave Sydamerikas bedste vin. Derfor samlede Vik sammen med hustruen Carrie et eksperthold af ønologer, klimatologer, geologer, vinavlere og ønologer for at finde det helt ideelle sted i Sydamerika til at producere sin drømmevin.

I spidsen for projektet satte Vik den franske vinmager Patrick Valette, som udover selv at ha’ erfaring fra sit eget vinslot Château de Rougérie i Entre Deux Mers i Frankrig og være oplært hos Robert Mondavi også er konsulent for flere vinhuse i Frankrig, Californien, Uruguay, Ribera del Duero og Chile.

Sammen med eksportholdet fandt de det bedst egnede terroir i den hidtil uopdyrkede Milahue Valley i Cachapoal i Chile. Stedet hedder Lugar de Oro, som betyder et gyldent sted, så der købte Vik 4.300 hektar jord og indtil videre har de tilplantet 327 hektar med vinstokke.

Samtidig byggede Vik det mest imposante vineri, som man kan forestille sig … tegnet af den chilenske arkitekt Smiljan Radic og opført med et state-of-the vineri. Og så indeholder stedet også VIK Chile Retreat … et sandt luksuriøst hotel, hvor vintosser fra hele verdenen kan få en unik oplevelse.

Den ansvarlige vinmager i det daglige er Cristian Vallejo, som står bag produktionen, men sortimentet er til at overskue, for der laves kun 3 vine på Viña Vik … topvinen VIK, andenvin Milla Cala, en La Piu Belle og så denne Cabernet Sauvignon A.

Alle er rødvine lavet som blends fra husets marker, hvor de dyrker 5 forskellige druesorter på tværs af 6 dale, 12 mikroklimaer og hele 13 jordtyper. Cristiáns udfordring er hvert år at vælge de rigtige komponenter til at skabe vinene.

Her smager vi Cabernet Sauvignon A, der er lavet på 95% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, som Viña Vik selekterer fra sine egne topmarker i Millahue i Cachapoal Valley. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men den er lagret 9-12 måneder på 1-2 år gamle, franske barriques.

I glasset er vinen sådan forholdsvis lys af Cabernet Sauvignon vin, men også duften er lys og virker på ingen måder oversøisk, men har i stedet nogle klare bordeauxfile noter. Det er meget rent, klart, frisk med violer, direkte frugt, hindbær, solbær, nyt træ, mentol, urter og meget stringent.

Smagsmæssigt kommer dens ophav fra et varmt vinland dog mere frem … meget mere fyldig, blød, sød og intens. Frugten er her bare så rund, imødekommende og saftig på en ren måde. Det er klart solbær og blommer kombineret med kakao, jod, blæk, runde tanniner … og for pokker, hvor er det bare en dejlig vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2020 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDenne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra Viña Casa Marín er tidligere udråbt som Best Sauvignon Blanc in the World af Decanter og når du smager den, så forstår man bestemt lovprisningerne.

Viña Casa Marín ligger nord for byen Lo Abarca omkring 4 kilometer øst for kysten lidt nordøst for Cartagena og byen San Antonio i San Antonio Valley.

Huset er grundlagt i år 2000, da ønologen og iværksætteren Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede hele sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og vingårdsejer i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne omfatter bl.a. parceller på Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard … og det er netop fra sidstnævnte, at druerne til denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer.

Cipreses Vineyard er plantet til med Sauvignon Blanc, og ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien, og er lavet med kort skinkontakt 1-2 dage, fermentation ved 12 grader 3 uger og lagret på rent stål for at sikre størst mulig friskhed.

Oversøiske Sauvignon Blanc vine kan nemt blive noget slask … altså gumpetunge og småsøde. Skal man endelig drikke Sauvignon Blanc, så skal der være sylespids, grønt og med en grønthøster i næsen. Det lever denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc op til, for her er der både grøn peber, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, nyhøstet hø, grønne ærter, kiwifrugt, flintesten, stearinlys … og så ganske fint lidt varmere samt mere tropisk frugt, der lige giver let fylde.

I munden er der også en frisk og rank Sauvignon Blanc, masser af stikkelsbær, lemon, lidt grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter. Det er kyssemundsagtig syrligt, men kun lige, for en lille nærmest olieret, fedtet og ret vedholdende eksotisk frugtsødme sliber kanterne runde og gør vinen meget flot, rund og virkelig elegant. Hysterisk godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, Portugal

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, PortugalVi skal da smage mer’ portugisisk hvidvin, for den næste i glasset er denne 2019 Reserva Branco fra vinhuset Herdade Aldeia de Cima.

Vinhuset er beliggende ude på landet nord for byen Vidigueira i Serra do Mendro området. Vi er i Alentejo vinregionen.

Herdade Aldeia de Cima er et nyere vinhus, som er grundlagt af Luisa Amorim samt Francisco Rêgo i 2017 i en tidligere kostald bygget i 1953 og lokalt kendt som Armazém das Ramadas. Luisas familie havde erhvervet den gamle ejendom tilbage i 1994.

Men i 2017 besluttede hun at genopbygge ejendommen og omdanne den til en moderne vingård i Serra do Mendro og det er blevet hendes livsprojekt. Med stor respekt for stedets historie, så har parret restaureret gården med hjælp fra deres gode venner Ana Anahory og Felipa Almeida, som begge er indretningsarkitekter og ejere af Anahory Almeida studiet.

Udover den restaurerede ejendom med to spektakulære siloer centralt i gårdhaven, så har vingården også 20 hektar vinmarker, der er fordelt på 22 forskellige parceller, hvor kun nogle få er over 1,5 hektar. Men allerede året efter deres start har de fået godt gang i produktionen og målet er at lave 100.000 flasker årligt indenfor ganske få år.

Der er da også investeret i et moderne vineri med egekar, egefade, cement- og ståltanke samt amphorae krukker.

På markerne dyrkes der Trincadeira, Alicante Bouschet, Antão Vaz, Aragonês, Baga, Alfrocheiro, Arinto, Alvarinho, Perrum, Roupeiro, Tinta Grossa, Diagalves, Moreto, Tinta Caiada og Tinta Miúda.

Nu smager vi en hvidvin fra deres nye projekt … en 2019 Reserva Branco, der er lavet på et mix af 45% Antão Vaz, 45% Arinto og 10% Alvarinho … alle høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar. Vinificering er sket i ståltanke, men efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på henholdsvis 500 liters brugte franske egefade samt store Nico Velo krukker … dem kan du se et billede af nedenunder. Der er lavet 9.328 flasker af vinen.

En lidt smørfed og fyldig hvidvin, hvor frugten er domineret af abrikoser og saftige ferskner, tørrede abrikoser, grillet lemon, lidt karamel, vanilje, mandarinskal, røg, estragon og let spidskommen.

I munden er det bestemt også en meget cremet, soft og lambiblød vin, lidt fyldig og næsten olieret. Frugten er fersken, pærer, abrikos suppleret med syltede citroner og så overraskende fin mineralitet og pæn tørhed, som sammen med sødme, svag bitterhed giver vinen et forholdsvis rank og rent udtryk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger