Tag-arkiv: Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra vinkoncernen GCF Groups burgundiske brand Jean Gagnerot stepper vi sgu da lige et par lange skridt op, for det er en 2017 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune. Parcellen ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Jeg har før smagt denne fine vin i årgang 2016 og som jeg skrev dengang, så er prisen klart lavere end de fleste andre Corton Grand Cru vine og det skyldes jo, at Jean Gagnerot blot er et brand under den store GCF Group. Den har klart ikke samme prestige som anerkendte små producenter.

Som med 2016’eren har vi åbnet palisanderskabet med tykke teaktrælåger og indenfor finder du en underskov af svampe, våde efterårsblade, en tabt lædersaddel og små fennikelskud. Det dufter dekadent og nobelt, har en frugt af modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og oksefond … alt meget velplaceret, velordnet og friseret, således ikke et eneste hår vender forkert i frisuren med pagehår.

I munden smelter vinen nærmest … med det gør den samtidig med, at den trækker et sneglespor af en syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer … frisk midt i alt det bløde, runde, smukke og cremede. Det er blødt, læskende, stramt, velsmagende, elegant, frisk samt vedkommende på én gang. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, FrankrigJeg har netop smagt et par flotte burgundiske vine fra Jean Gagnerot, som jo ikke er et decideret vinhus, men et brand, som ejes af den megastore vinkoncern GCF Group. Den første blev denne 2017 Pommard 1er Cru La Platière

Det er en vin, som jeg før har smagt … både i årgang 2013 og 2014 … lavet med Pinot Noir druer fra La Platière marken, der ligger som en af de nordøstligste af 1er Cru markerne i Pommard.

Marken har helt usædvanligt en sydvestlig eksponering på La Grande Combe ned mod floden L’Avant Dheune, der løber gennem Pommard og skiller byen i to.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Det er umiskendeligt burgundisk vin med en en rank frugt med ribs, hindbær og granatæbler og så kan fadlagringen også klar duftes med både nyt og gammelt træværk, cedertræk og cigarkasser. Et kraftigt  slyng af glasset afslører også, at frugten dufter mere moden end lige først antaget og endda meget svagt oxyderet. Det giver lidt umami suppleret af bagepulver og svagt lidt mørk chokolade.

Smagen er let, saftet, maskulin syrlig og alligevel cremet, fin og utrolig vedvarende i munden. Den minder på mange måder om vinen i årgang 2014 … ung, stram og helt uden de mindste tegn på alder, da tanninerne er tørre, lyse og vilde. Det er lys og lidt skinger Pommard, men hænger sgu vildt lang tid i munden. Det suppleres af hindbær og ribs … lidt lemon med en lys bitterhed, saltlakrids og fennikel … igen klart en vin, som bør dekanteres i god tid. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 645 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Vincent d’Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

2015 Vincent d'Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTrip, trap, træsko kunne man nærmest sige med de 3 smagte champagner fra kooperativet Vincent d’Astrée. De første havde lagret 3 og 5 år i husets kælder, mens denne 2015 Blanc de Blancs Brut har lagret 7 år.

Det er en årgangschampagne, der selvfølgelig – som navnet siger – er lavet på Chardonnay, der er høstet med håndkraft, presset og så ellers gæret på temperaturstyrende ståltanke. Der sker – som hos de foregående 3 champagner – selvfølgelig ingen malolaktisk gæring.

Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 7 år inden degorgering i oktober 2022 med 5 gram dossage.

Duftmæssigt virker den sidste hvide og rene søster en tak mere rolig og blid, har denne lidt kridt- og kalkagtige uskyld, virker meget luftig, har både ristede hasselnødder, fersken, pærer og en duft af nyvasket sengetøj, bløde blomsterdufte og et strejf af citroner.

I munden er bruset det samme … har et godt angreb, men smagen er slet ikke så tør som medsøstrene, for champagnen er blød, blid, rund, cremet og en lille sødme sniger sig også ind. Det er igen æbler, pærer og fersken, men derudover kommer der en smule syrlige citroner og bitre lemons med i eftersmagen, men samlet en dejlig, venlig samt velsmagende champagne. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Vignobles Gabriel & Co, Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigForleden smagte jeg en 2018 Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru lavet af vinhuset Vignobles Gabriel & Co, men nu smager jeg endnu en 2018 Saint-Émilion Grand Cru vin derfra … blot med navnet Baron de Terrefort.

Det er jo – som stort set altid på højre bred – en vin lavet på Merlot, men her har de 90% Merlot fået følgeskab af 8% Malbec samt 2% Carménère, der selekteres fra en række udvalgte parceller i Saint-Émilion, der alle er økologisk certificerede.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt er denne Baron de Terrefort Saint-Émilion Grand Cru noget anderledes, virker klart landlig og flæsket i udtrykket med lidt baconfedt, rå champignon, bagepulver og gærede bær, der mest er solbær, blommer og måske endda lidt enebær. Det ledsages af noget engelsk lakrids og lakridsrod, men der også kommer noget fadpræg med chokolade, sød tobak, kakao, egetræ og skovbund.

I munden kan man også allerede fra start fornemme, at vinen både har fylde og en pæn tørhed. Der er frugt, som måske fra start virker mørk, men egentlig er lysere og friskere end forventet … nok mest tranebær, kirsebær og hindbær, men meget veldisponeret, således vinen aldrig bliver for syrlig eller får for meget kant. Der er dog en smule kant i syren suppleret med en let sort-te bitterhed, som også gør tanninerne dejligt skolemesterskrappe, så man lige får et lille svirp med pegepinden … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Château du Retout, Haut Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2018 Château du Retout, Haut Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau du Retout ligger på Médoc halvøen i byen Cussac-Fort-Médoc og står bag denne 2018 Haut Medoc Cru Bourgeois, som blev næste vin i glasset en blæsende og våd aften.

Vinslottet har siden først i 1950’erne været ejet og drevet af familien Kopp, men før den tid havde phylloxera-krisen i slutningen af det 19. århundrede ødelagt slottets marker og med opsplitningen af ejendommen kort efter 1. verdenskrig grundet arvelovgivningen, også gjort ejendommen mindre.

Men Kopp har nu samlet og opkøbt vinmarker, således der i dag ejes sammenlagt 34 hektar vinmarker, hvoraf de 1½ hektar er forbeholdt hvide sorter, men hovedparten er røde druer fordelt med 68,5 % Cabernet Sauvignon, 24,5% Merlot og 7 % Petit Verdot.

I dag drives ejendommen fortsat af Kopp … datter og svigersøn i form af Hélène og Fréderic Soual, som altså også står bag denne 2018 Haut Medoc Cru Bourgeois.

Druerne er høstet med maskine og består af 76% Cabernet Sauvignon, 16,5% Petit Verdot og 7,5% Merlot og de får først en kølig 5-8 graders forgæring over 7 dage i stålkar, hvorefter gæringen er sket ved 16 grader over 7 dage efterfulgt af 4 ugers maceration inden presningen.

Så er vinen derefter lagret 12 måneder på barrigues, der løbede toppes op og sparsomt tilføres sulfitter for at forhindre fejl. Hvert tredje fad udskiftes hvert år.

Duftmæssigt en ganske fadpræget Bordeaux … venlig, flink, buttet og så tiltalende. Det er mørk, moden frugt med solbær, blommer og sorte kirsebær, sødlig tobak, sød finsk lakrids og kattepoter, noget bagepulver, cedertræ samt blomsterpollen … og så ellers en tydelig fadnote med lidt vanilje og let chokolade.

Hvor er den bare blød, rund og cremet … det er sgu til at blive i skrålende humør af, for fadene bidrager til en smule vaniljesødme, fylde, sød lakrids og en mørk frugt, der har solbær, sorte kirsebær og en frugt, der virker muskuløs, stor alligevel ganske medgørlig som en dresseret hest. Der er glatte og fine tanniner, lidt svag bitterhed som fra engelsk sort te … og sammen giver tanninerne og bitterheden så vinen en vis tørhed, men smukt er det sgu. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine Pierre Van Oost, Saint-Amour Clos de la Brosse, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Pierre Van Oost, Saint-Amour Clos de la Brosse, Bourgogne, FrankrigPierre Van Oost er en ung fyr, der elsker at køre på BMX cykel, går på skolen La Viti de Beaune – Ministère de l’Agriculture og laver vin … som fx denne 2021 Saint-Amour Clos de la Brosse.

Han vinhus er da også helt nyt og grundlagt i sommeren 2021, så denne vin er også Pierre Van Oosts første vin. I en alder af blot 20 år har han grundlagt sin vingård og er da også ubetinget den yngste vinbonde i byen Saint-Amour-Bellevue, hvor vingården ligger.

Han laver sine vine fra små parceller i Saint-Amour, Régnié og Saint-Véran og denne Saint-Amour Clos de la Brosse er fra vinmarken Clos de la Brosse, der ligger tæt på Juliénas og har en jordbund med de samme karakteristiske blå sten. Markerne er under omlægning til økologisk drift.

På denne 2021 Saint-Amour Clos de la Brosse har jeg ikke mange informationer om produktionen, men mon ikke, at den er lavet med en semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering lagret en periode på egefade?

Duftmæssigt er det en skøn blanding af øko-hippie, malerspand, lidt nytårsskyts, gazebind, en lys, let, luftig og satans bondsk aroma med moreller, kirsebær, jordbær, ribs, grøn peber og så fornemmer man også en lidt let sødme i form af svag karamel og vanilje. Det her skinker bare skide godt … himmelsk og lige mig.

Smagen er også let … slet ikke helt så tung og bondsk, som en Beaujolais nogle gange kan være. Her er det mere fint, let, lys og feminint læskende. Det brager igennem med denne lyse frugt, som mest er hindbær, jordbær og rabarber … noget lemon med en ganske lille bitterhed, en spændstig og levende, lys syre samt stor, stor drikkevenlighed. Stjernevin. Det er sgu lige mig … 95 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 225 kr., mens en sixpack kun koster 1.250 kr. inklusiv forsendelse … det er sgu et virkelig godt tilbud.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Tour Prignac ligger i den nordlige del af Médoc halvøen mellem byerne Lesparre-Médoc og Civrac-en-Médoc og er et af Les Châteaux et Domaines Castels utallige vinslotte … her smager jeg deres 2020 Médoc Cru Bourgeois.

Castel koncernen købte allerede tilbage i 19730 vinslottet, som er et af de allerstørste slotte på Médoc halvøen med ikke mindre end 300 hektar jord, hvoraf 144 hektar er tilplantet med vinstokke på en stor mark med 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Château Tour Prignac er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet og dets  historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien.

Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Château Tour Prignacs røde Médoc Cru Bourgeois har jeg tidligere smagt, blot i årgang 2012 og 2015, men nu har jeg så 2020’eren i mit vinglas. Den er lavet på 51% Cabernet Sauvignon, 46% Merlot og 3% Petit Verdot.

Vinificering er sket med gæring og maceration i rustfri stålkar efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder med 45% på franske egefade brugt 1 eller 2 gange før og resten blot i de rustfrie ståltanke.

I næsen er der sort kul, tjære, gamle olierede jernbanesveller, engelsk lakrids samt en lidt stram og kantet syre. Frugten er måske ikke så dyb, men mere frisk med solbær og hindbær, lidt cedertræ og  grønne blade, bark og en balsamisk note. Der er ikke så meget fad … kun en smule lakrids og chokolade,

Smagen er fyldig, kraftig … også ret tør og kantet … har trænoter, en bitterhed fra sorte te-blade samt en frugt af tranebær, hindbær … og med noget stærkt sort peber og lemon surbitter syre, hvorved den virker meget ung og tanninerne er også uforsonlige og stramme. Det er en Bordeaux vin, der nærmest skriger på mad, 87 point.

Vejledende udsalgspris er på 129,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7