Tag-arkiv: Spanien

2020 Bodega Finca la Capilla, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Finca la Capilla, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodega Finca La Capilla ligger ved Roa i Burgos området lidt nordøst for Peñafiel og derfra smagte vi næst deres Crianza i årgang 2022.

Bodegas Finca La Capilla er grundlagt i 1998 og oprindelig som Bodegas Robeal af Juan Miñón sammen med sønnen Rodrigo Miñón García, der var teknisk direktør og vinmager.

Sammen købte de knap 65 hektar vinmarker på tværs af kommunerne Roa de Duero, Anguix, La Horra og Fuentecén og de byggede også et moderne vineri i Roa og det havde plads til lidt over 2.000 egetønder.

I 2019 blev vingården dog overtaget af den ansete Rioja vingård Marqués de Cáceres og ændrede navnet til Bodega Finca La Capilla, men Rodrigo Miñón García fortsatte dog som vinmager. Marqués de Cáceres er ejet af Forner-familien, som oprindelig er spanske, men har også tidligere lavet vin i Bordeaux.

Det var reelt Enrique Forner, som allerede i 1920 sammen med sin far og bedstefar grundlagde Vinícola Forner, der var en produktions, salg og eksportvirksomhed af vine fra Sagunto i Valencia.

Da han under borgerkrigen i 1952 blev forvist til Frankrig, så startede han i Rhône- og Loiredalene en tilsvarende virksomhed og endte endda i 1963 med at købe 2 Grand Cru Classé slotte Château Camensac og Château Larose Trintaudon i Haut Medoc … overbevist om, at han ville være i stand til at lave nogle af de bedste vine i verden.

Han vendte dog tilbage til Spanien i 1968 og slog han sig ned i Rioja og Cenicero … lige i hjertet af La Rioja Alta, for at fortsætte sin store drøm, hvilket blev med Marqués de Cáceres. I dag laves der fortsat vine fra Rioja, men huset har også vinhus i Rueda og laver faktisk vine fra det meste af Spanien via opkøbte druer.

Ja … og så ejer de siden 2019 også Bodega Finca La Capilla med dets 65 hektar vinmarker og derfra laver de indtil videre kun 5 forskellige vine, hvilket er en La Capilla Blanco på primært Verdejo, denne La Capilla Crianza, en Merlot, en Reserva og en La Capilla Vendimia Seleccionada.

Druerne til vinen er 100% Tempranillo og kommer fra forskellige parceller, hvor de er høstet i små partier parcel for parcel. Derefter er druerne overført til gæringstankene, hvor der sker en langsom og i lang gæring  i små rustfri ståltanke med druernes naturlige gær.

Derefter er der sket malolaktisk gæring på franske egetræsfade og vinen lagrer 15 måneder på små finkornede franske egetræsfade, og så yderligere 12 måneder på store fade. Vinen får så derefter lov til at lagre 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt byder denne Capilla Crianza på mere frugt end hos foregående vine, men det er fortsat med tydelig fadpræg, om end det er mere afdæmpet. Balancen mellem frugt og fad virker faktisk rigtig god. Frugten er sorte kirsebær, blommer, brombær, engelsk lakrids, søde krydderier, cedertræ samt vanilje. Det friskere frugt betyder også, at vinen virker knap så tung.

Smagen er ligeledes både frisk og koncentreret på én gang, der er blåbær, kirsebær og solbær, lidt rød Campari bitterhed, balsamico, hvor tanninerne virker bitre, meget levende, men aldrig bliver tørre eller vilde. Dermed har vinen god balance, let alkoholvarme og et mørkt bid. 91 point

Forhandles af Strandgaarden Wine & Spirits, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodega Tinto Pesquera, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodega Tinto Pesquera, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodega Tinto Pesquera er jeg stødt på tidligere og hedder reelt set Bodegas Alejandro Fernández, for de drives af familien Fernández Rivera og denne Crianza, som vi smagte i årgang 2021, er én af Spaniens mest berømte vine, som har været med til at gøre Ribera del Duero verdenskendt.

Bodega Tinto Pesquera ejes af Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder. Takket være hans uafbrudte fokus på kvalitet, har han stort set hamret nye milepæle i den spanske vinhistorie, for hver eneste årgang han har fremstillet.

Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon- appellationen.

Hele eventyret om Pesquera begyndte i 1972 da Alejandro Fernandez grundlagde vingården. Dengang lå det meste Ribera del Dueros vinindustri i ruiner og rigtigt mange vingårde modtog landbrugsstøtte til at omlægge deres dyrkning fra druer til f.eks. rødbeder.

Derfor kunne Alejandro Fernandez erhverve selv de allerbedste marker med urgamle vinstokke for en slik. I dag råder Pesquera-vingården over mere end 200 hektar af de fineste marker i Ribera del Duero, som leverer råmaterialet til nogle af Spaniens mest feterede vine og Pesquera er i dag et ikon for spansk vin i verdensklasse.

Siden 1982, hvor Robert Parker udråbte Pesquera til Spaniens Château Pétrus, har Alejandro Fernández haft international succes og vinene på Pesquera har nærmest ikke ændret stil siden vingårdens grundlæggelse.

I dag er det dog døtrene, som driver vingården videre i samme ånd som deres far.

Denne 2021 Crianza er lavet på ren Tempranillo fra marker med jordbund bestående af sand og grus over en undergrund af kalksten og ler. Efter høsten er druerne først afstilket efter en sortering ved et udvælgelsesbord.

Der anvendes en traditionel metode, hvor alle druerne gennemgår en maceration med skindet og efterfølgende en kontrolleret gæring ved en stabil temperatur i 2 til 3 uger. Endelig modner Pesquera Crianza 18 måneder på amerikanske og franske egetræsfade og yderligere 6 måneder på flaske.

Igen er der duftmæssigt fra start et pænt fadpræg … der er tobak, chokolade, kaffebønner, vanilje, karamel, frugt med dadler, svesker og også mere frisk frugt af brombær, blåbær, blommer, skovbund, krydderier og muggen kælder.

I munden er vinen fyldig og nærmest fed … der er sorte blommer, solbærlikør, hindbær. lidt grønne elementer samt en lysere og slank syre, lidt bitre sorte te-blade samt lemon. Derover er der cedertræ, vådt træ og vanilje. 91 point.

Forhandles herhjemme af Decántalo, hvor en flaske koster162,45 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Casajús, Casajús Selección, Ribera del Duero, Spanien

Den første Ribera del Duero vin i vores lille raid af 18 vine blev en 2020 Casajús Selección fra Bodegas Casajús, der ligger ved Quintana del Pidio i Burgos delen af Ribera del Duero.

Vinhuset er et nyere hus grundlagt i 1993 af José Alberto Calvo Casajús, der selv er født i Quintana del Pidio.

Han kommer fra en generation, hvor hans forældre selv var små vinavlere, så både Calvo samt Casajús familien ejede lidt vinmarker.

Derfor har José Alberto også vinstokke, der er pænt over 50 år gamle, på sine 20 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er Tinta del País, som vi jo også kender som Tempranillo.

Denne 2020 Casajús Selección af 100% Tinta del País og der er anvendt 1,5 kilo druer pr. vinstok fra marken La Travesaña og efter høst er de afstilket, hvorefter gæringen er sket i rustfri ståltanke med en kapacitet på 5.000 liter.

Når den alkoholiske gæring er afsluttet, så får vinen malolaktisk gæring gennem 12 måneders lagring på franske og amerikanske egetræsfade. Der laves årligt 15.000 flasker af denne vin.

Duften er lettere nøddet … der er nødder, kastanjer, godt med brændte fade, cedertræ, brombær, blåbær og en anelse svesker, vanilje, kakao og chokolade. Det bliver dog aldrig helt dybt … er en smule til den rustikke side.

Smagen er fyldig og krydret … der er sgu masser Ribera del Duero i denne vin. Der er blåbær, brombær og solbærlikør, men også en ung og let rustik syre med lemon bitterhed, mens man også fornemmer en anelse friskhed i frugten. Der er lidt lyse og tydelige tanniner, der sætter sig på fortænderne … det bliver aldrig helt intenst eller komplekst, men en helt fin Ribera del Duero. 90 point

Ikke forhandles fundet herhjemme, men koster18,50€ i hjemlandet, hvilket svarer til 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg laver lille spansk battle … med 18 Ribera del Duero vine

Jeg har før skrevet om min første vinøse forelskelse i vinene fra Ribera del Duero og også før lavet en battle med test af flere vine fra dette dejlige område. Jeg elsker fortsat vinene fra Ribera del Duero selvom der også er kommet mange andre områder på min liste over vinøse hotspots i verdenen.

Jeg har i lang tid igen skulle lave en lille smagning eller battle med en stor håndfuld Ribera del Duero vine, som jeg for et stykke tid siden fik sendt fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero herhjemme. Tak ♥

Et par planlagte aftener til denne battle blev ikke til noget, så derfor er smagningen et par gange blevet udskudt … men nu har jeg holdt den på mit job for en flok kolleger og vintosser … med et lille foredrag om Ribera del Duero som indledning.

Samlet blev vi 12 deltagere … og jeg smed et par ekstra Ribera del Duero vine ind i feltet, som dermed endte på hele 18 forskellige vine fra Ribera del Duero … og som en lille og totalt uofficiel konkurrence, hvor vi skulle kåre den bedste Ribera del Duero vin blandt vinene.

Dermed samme koncept som den battle, som jeg lavede tilbage i november 2022. Den kan du i øvrigt læse om i indlægget; Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine.

Det blev en hyggelig og sjov aften med masser af vinsnak … og jeg serverede også lidt små tapasretter, lidt oste, pølser og skinke til at følge vinene undervejs.

Det var sammen med lidt hjemmebagt brød, men da vi på mit job alene har et ganske lille te-køkken og ingen ovn. så blev det varmet på en brødrister … men en overfølsom røgalarm blev udløst, så vi fik pludselig også besøg af brandvæsenet.

Vinene i konkurrencen

De 18 Ribera del Duero vine blev – selvom de fleste omkring bordet nok ikke kendte de forskellige vinhuse og vinene – alle serveret helt blindt med sølvpapirer om. Dermed var ingen forudindtagede og måske kunne have en mening om nogle af husene.

Det var en lidt uretfærdig kamp, da feltet bestod af vine i helt forskellige prisklasser, så der var således lige fra Cosecha vine til Crianza, Reserva og Gran Reserva vine.

En 2018 Reserva fra Bodegas de Bardos skulle have været med i feltet, men den havde desværre fæl prop og måtte derfor udgå og erstattet med en anden.

Dermed så feltet sådan her ud og vinene kom i denne rækkefølge og bagefter har jeg også skrevet scoren for hver vin … min egen, men så bagefter også den gennemsnitsscore, som smagepanelet denne aften gav vinene:

Det betyder med andre ord, at vinderne blev

Det var noget anderledes end mine egne anmeldelser, hvor jeg ubetinget havde 2009 Bodegas Valdeviñas, Mirat Gran Reserva og 2020 Dominio del Aguila, Reserva som de bedste vine. Men smag og behag er jo heldigvis forskellig.

Nogle af vinene havde jeg smagt før … der har jeg blot linket til mine gamle beskrivelser og anmeldelser, men ellers vil jeg i de kommende indlæg beskrive og anmelde alle de smagte vine.

Men igen imponerede stort set alle vine … så smagepanelet var tilpas og nød vist alle vinene.

2020 Álvar de Dios, Aciano, Toro, Spanien

2020 Álvar de Dios, Aciano, Toro, SpanienNæste vin er spansk, endda på Tempranillo og kommer fra Toro. Så skulle man tro, at det var en mørk, varm og fuldfed vin. Men så må du tro om igen, for i hænderne på Álvar de Dios får du noget helt, helt andet og det kommer til udtryk i denne 2020 Aciano.

Álvar de Dios Hernández startede sin karriere som vinmager på Bodegas Marañones i Sierra do Gredos. Der mødte han nogle af områdets andre rebeller, nemlig primært Fernando Garcia på netop Marañones, men også Dani Landi fra Comando G … og siden har de 3 så nærmest dannet et trekløver for innovation af vinene derfra.

I 2008 under sin ansættelse hos Marañones arvede Álvar en lille  højtbeliggende og sandholdig vinmark med uhyre gamle, upodede Tempranillo vinstokke ved El Pego i Zamora i Toro fra sin bedstefar Donaciano. Det er i øvrigt den mark, hvorfra Álvar i dag laver netop denne Aciano.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2019 og der fortalte jeg også en del om Álvar de Dios Hernández og sit vinhus Álvar de Dios, så derfor kigger jeg denne gang blot på vinen Aciano, der som skrevet er lavet på Tempranillo druer fra den mark, som Álvar arvede fra sin bedstefar og har lavet vine fra siden 2008.

På marken er vinstokkene fra 1919 og endda kommer Tempranillo druerne fra forskellige kloner, som efter høstet er vinificeret uden afstilkning af druerne med stilk. Gæringen sker helt spontant og med en stor andel hele klaser på neutrale og en 75 dages lang og blid maceration

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på foudres og derefter 6 måneder i betontanke inden den aftappes uden klaring eller filtrering. Der laves årligt 6.000 flasker.

Det er svært af tro, at det er spansk Tempranillo … dufter langt lettere, mere syrligt, parfumeret og animalsk landlig. Det er vildt spændende … der er mintlakrids, piratos, violer, læder, balsamico, urter samt tørrede rosenblade. Frugten er også i det lyse og lette univers med kirsebær, jordbær, tranebær og lemon … har også en leret, stenet og mineralsk kant … det dufter stjernegodt.

Smagsmæssigt er vi bestemt også i den lettere afdeling  … har en legende lys, syrlig og vildt tør smag, hvor frugten er frisk, kølig, ren og stringent med granatæbler, hindbær, ribs og bitter lemon, bitter Campari og så nogle vildt tørre tanniner, der bider dig i både mund, kindben og sætter sig på tænder og tunge … hold nu kæft, hvor er dette bare en fremragende vin … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, Spanien

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, SpanienFra det store spanske vinhus Entrecanales Domecq e Hijos skal vi smage en hvidvin, der er fra appellationen Valdeorras i Galicien og det er en 2023 La Poda Godello.

Entrecanales Domecq e Hijos’ historie startede tilbage i 1822, hvor Pedro Domecq Lembeye startede med at lave vine i Jerez de la Frontera.

I 1894 overtog Don Cosme Palacio vinhuset og startede samtidig Bodegas Cosme Palacio midt i Laguardia i Rioja Alavesa. Han havde selv gennemført en længere  ønologisk uddannelse og indførte derfor derfor en række franske vinteknikker i det nyetablerede vinhus.

Bodegas Cosme Palacio skulle blive rigtigt kendt, hvilket bl.a. blev forstærket i 1917, hvor man indførte brandet Clorioso. Langt senere i 1986 blev den kendte flyvende vinmager Michel Rolland tilknyttet, hvilket også øgede kendskabet til vinhuset.

Allerede året efter etablerede familien Entrecanales y Távora, som José María Entrecanales stod i spidsen for og de etablerede sig også i Ribera del Duero, som jo nogle år tidligere havde fået deres DO appellation og blev voldsomt populær.

Det var reelt starten på det, som i dag hedder Entrecanales Domecq e Hijos og deres vinhus i Ribera del Duero kaldte de Bodega Secreto.

I 1998 etablerede man yderligere et vinhus, nemlig Bodega Directa, hvor man startede med at sælge vin direkte til forbrugerne, mens man i 1999 etablerede Finca Anzil i Toro.

I år 2000 købte man derudover Bodegas Caserío de Dueñas i Rueda og i 2018 startede man også El Aerobauta i Valdeorras i Galicien. Så samlet er Entrecanales Domecq e Hijos i dag et stort foretagende, der laver vin i Rioja, Galicien, Rueda, Ribera del Duero og Toro.

I dag ledes det store foretagende af 3. generation i form af Gonzalo Entrecanales Carrión, som samlet ejer over 400 hektar vinmarker og laver vine under forskellige navne, bl.a. laver de en stor serie af vine under La Poda Collection navnet.

Det er netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … en 2023 La Poda Godello … lavet på ren Godello fra marker på skråninger ved Sil floden. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring er også sket over flere måneder sur lie, altså med bærmen, i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en fyldig og letkrydret vin … der er gule æbler, fersken, gule blomster, lidt kølig kamillete med honning, lidt tør hø eller halm, virker både blød og frisk på én gang.

I munden er det også en fyldig, cremet og utrolig frugtrig vin … de virker som om, at glasset næsten brister af frugtrigdom, mest saftig tropisk frugt af tørret abrikos, mango, fersken, honningmelon samt lidt kvæde … virker olieret og har denne lidt specielle note af noget kandiseret grape med en lille sødbitterhed. 91 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Gran Reserva, Rioja, Spanien

2016 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Gran Reserva, Rioja, SpanienVi skal igen til Bodegas Pedro Martinez Alesanco, som jeg jo tidligere smagte en 2023 Blanco Joven fra … men nu rykker vi fra en Cosecha vin til en rød Gran Reserva fra årgang 2016.

Vinen er i denne årgang lavet på 50% Tempranillo og 50% Garnacha Tinta aka Grenache. Druerne er høstet med håndkraft og er derefter gæret ved 25 grader i små rustfri ståltanke med kort maceration.

Vinificering er sket med hver druesort separat og sådan er vinen også efterfølgende lagret med malolaktisk gæring på franske fade og derefter er vinen så stukket sammen og lagret yderligere 6 måneder på amerikanske egefade. Samlet har vinen lagret 1.077 dage på fade samt 1.220 dage på flaske inden frigivelse. Den har alkoholprocent på 14,27% … det er da præcist.

Duftmæssigt er der godt med cedertræ og en meget moden frugt … frugten er sorte blommer, tørrede blommer endda, solbær, blåbær og lidt svesker. Der kommer en landlig slagside, masser af fade med træ, tørt egetræ, kastanjer, blodpølse, læder samt en anelse vanilje, kanel, kakaopulver og mørk mintchokolade.

I munden er det en lille kraftværk, men har også en lidt stærk og varm alkohol, masser af liv i den mørke frugt af blommer, kirsebær, solbær og lidt syltede citroner. Der er læder, sort tobak, balsamiske elementer og en knastør syre og tørre tanniner, der sparker og viser, at blodet i den spanske hest koger, lever og er viril. Det er en vin, der fortsat virker ung og livlig … kan tåle mange flere år i kælderen, men smager også fremragende nu. 92 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Dominio del Bienamado, Lucas Pastor VS, Toro, Spanien

2022 Bodega Dominio del Bienamado, Lucas Pastor VS, Toro, SpanienDominio del Bienamado  ligger i Morales de Toro i Zamora området i Toro vinregionen og er en del af Pastor familien og det er derfra, at denne fine 2022 Lucas Pastor VS kommer.

Pastor-familien har været i vinbranchen i over 125 år og startede oprindelig i Spanien og udvidede senere med vingårde i Frankrig og Chile. De kalder selv deres vingårde for Diamond Level vingårde og det er også årsagen til, at alle vinene kommer i speciel flaske, som de selv kalder for Diamond Bottle Cut.

Koncernen kalder de Group Billøn, som i Spanien ejer vingården El Soleado samt Dominio del Bienamado, mens de i Chile også driver vingården Viejo Sabio på ved Andesbjergene og i Frankrig er det Rayons Du Soleil, der blev grundlagt i 1982.

Vinene markedsføres i dag også under Billøn navnet og alle vinene udgives i den diamantinspirerede vinflaske. De laver deres vine i 2 serier og det er serierne Victoria og Esperanza

Det er David Pastor Rodriguez, der står i spidsen for foretagendet, som sælger deres vine over hele verdenen. Han har bl.a. indført en økologisk drift af alle marker og indført kvalitetsprincippet PRDS for at højne vinenes kvalitet og sporbarhed ned til den enkelte flaske via systemet NFC (Near Field Communication).

Jeg kan ikke se, hvor mange vinmarker Group Billøn selv ejer, men det virker som om, at de også opkøber deres druer hos en række af vinavlere, som driver markerne efter deres anvisninger. Det er dog primært marker med Tinta de Toro aka Tempranillo, Grenache og Monastrell.

Selve Dominio del Bienamado projektet startede David i Santa Ana Pinares ved Morales de Toro i 2018. Der har han 50 hektar marker beliggende på en bakke med udsigt over Bajoz-dalen og derfra laver David en række premium-vine i begrænsede mængder og dermed anderledes end Billøn vionene.

Dert er vine som Marmaria, Caray Viñedo Selección, Biografo del Vino og Lucas Pastor VS og det er netop den sidstnævnte, som vi nu skal smage … en specialvin, som David Pastor Rodriguez har tilegnet sin søn Lucas Pastor, som forhåbentlig skal overtage tøjlerne efter David en skønne dag.

Lucas Pastor VS er lavet på Bodega Dominio del Bienamado og er lavet på ren Tempranillo druer fra Pagos de la Laguna Mata i Las Cirajas og Los Pinares de Santa Ana i Morales de Toro.

Efter høsten er druerne sorteret, hvor der sker en udvælgelse i hånden efter en klassifikationstabel for at eliminere usunde eller umodne druer … kun de bedste kommer med i vinen.

Gæringen og macerationer sker spontant med druernes egne gærceller i store gæringskar. Efter endt fermentering er vinen  lagret 12 måneder på 225 og 500 liter franske og amerikanske egefade, hvor vinen også opnår malolaktisk gæring. Der er kun lavet 8.768 flasker af vinen, som udover den flotte flaske også har en etiket med velouragtig stoflighed.

Er du til Ribera del Duero eller bare spansk Tempranillo, så er det absolut en vin for dig, for allerede i duften får du masser af ristede fadnoter med vanilje, sød tobak, toast, kakaopulver, chokolade, våde fade samt en sødlig, fyldig og mørk frugt af blåbær, blommer, tørv, tjære og lidt ristede kastanjer.

Smagen er også voksenguf … blød, cremet og fed … det flyder bare igennem halsrøret med tyk viskositet. Der er fuldvoksne, småtykke og tydelige tanniner, masser af ristede og toastede noter og alligevel med en god og småblød syre. Frugten er blommekompot, blåbær og brombærmarmelade … det smager hjernedødt godt og venligt, så dermed en vin, der vil gøre alle Tempranillo-lovers glade. 93 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens du kan snuppe 2 flasker for 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Blanco Joven, Rioja, Spanien

2023 Bodegas Pedro Martinez Alesanco, Blanco Joven, Rioja, SpanienLad os smage lidt hvid spansk Rioja vin, for det er jo ikke noget, som vi smager hver dag. Vinen er en Cosecha vin … 2023 Blanco Joven fra Bodegas Pedro Martinez Alesanco.

Vinhuset liggermidt i byen Badarán i La Rioja og er grundlagt i 1960’erne af Pedro Martínez og hans hustru Pilar Alesanco. I dag er det hans 2 børnebørn Pilar Torrecilla og hendes bror Pedro, der står for vingården og fremstillingen af vinene.

De har samlet 80 hektar vinmarker, hvor de primært dyrket sorter som Tempranillo, Garnacha, Viura og Maturana. De har siden 2015 drevet deres marker økologisk og de startede i 2018 med at bygge et stort og moderne vineri og det stod færdig i 2020.

Her smager vi deres 2023 Blanco Joven, der i denne årgang er lavet på 58% Viura aka Macabeo, 23% Tempranillo Blanco,17% Sauvignon Blanc og så ellers 2% andre ukendte druesorter.

Dejlig frisk duft … er både frisk og samtidig fornemmer man også en vis tyngde og frugtsødme. Der er både lidt hyld, pigeonæbler … har en lidt sjov frugt, som er svær at definere, men samlet er det landligt, animalsk … der lidt honning, fennikelfrø samt blomsterpollen.

I munden er det også en sjov fætter … men en meget velsmagende fætter, der virker en smule olieret med en medium fedme, fersken, hyld, lidt ananassaft og sødlig kandiseret grape suppleret med lidt hvid peber. Det giver karakter, krop og bid med en lidt sødbitter og æbleagtig smag med syren lidt tilbagetrukket … 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodega Gorka Izagirre, Gorka Izagirre, Bizkaiko Txakolina, Spanien

2023 Bodega Gorka Izagirre, Gorka Izagirre, Bizkaiko Txakolina, SpanienJeg har et par gange tidligere smagt den fremragende hvidvin G22 fra Bodega Gorka Izagirre, men nu smager jeg så deres primære og mest sælgende vin, der blot hedder Gorka Izagirre.

Vinen er lavet på de to lokale druesorter Hondarribi Zerratia og Hondarribi Zuri, der kommer fra 10 forskellige plots på en 30 hektar vinmarker fordelt på 3 forskellige dale med lidt sit eget lille mikroklima.

Efter høsten er druerne nænsomt presset og mosten bliver herefter stabiliseret ved 10 grader i 36 timer, hvorefter man kan adskille den fineste del af mosten til gæring. Gæringen sker i ståltanke, hvorefter man lagrer vinen i 3-4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og så lagrer den yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen virker det som en olieret, fyldig og smørret vin … har klart nogle lidt saltede elementer med frugt af fersken, nektariner, hyben, grapeskral, flint, røg og en buket blomster. Det er ret spændende … velkendt og alligevel anderledes.

Smagsmæssigt har vinen en mørk og bombastisk syre … virkelig fed og maskulin, har en fed, olieret og endda nærmest tyktflydende med syltede citroner, salte citroner, bitter lemon, syrlige æbler og derfor bliver det en frisk vin på en fed, opulent og tung måde. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7