2020 Fernand Lemaire, Tradition Brut, Champagne, Frankrig

2020 Fernand Lemaire, Tradition Brut, Champagne, FrankrigJeg var forleden på restaurant Clemens i Randers … højt niveau og dejligt sted, hvor du er i gode hænder hos Agnete og Casper. Vi startede aften med lidt bobler, bl.a. en 2020 Tradition Brut fra champagnehuset Fernand Lemaire, der holder til på Rue des Buttes i Hautvillers  mellem Reims og Epernay.

Champagnehuset er grundlagt i 1903 af Fernand Lemaire, som havde fået øje på den rigdom, som det lokale terroir besad og besluttede at hellige sig erhvervet som vinbonde. Hans forældre Eugène og Jeanne havde allerede et par vinstokke, men faren var landsbyens smed, så vinstokkene var mest en hobby.

Derfor investerede den unge Fernand i sin egen presse, sine første kar og gravede endda en hvælvet kælder ned i den kridtholdige jord. I 1903 kom hans første champagne på markedet og dermed var champagnehuset en realitet.

I dag drives huset af 4. generation i form af Hélène og Benoit Lemaira. De har samlet 7 hektar vinmarker fordelt på 24 små plots, der alle har 1’er Cru status … og huset laver alene champagner med druer fra egne marker.

Som noget helt unikt og usædvanligt laver Lemaire udelukkende vine på druer fra én årgang. Det betyder, at der ikke blandes druer fra flere årgange i samme vin, hvilket ellers er den helt normale praksis i hele Champagne.

Filosofien med kun at bruge druer fra én høst gælder alle Lemairs vine og ikke kun deres dyrere Vintage champagner.

Fernand Lemaire er certificeret HVE (High Environmental Value), og bruger ikke kemikalier til at bekæmpe ukrudt. Presningen af druerne foregår stadig i den gamle Coquard træpresse fra 1960, som giver et stille, skånsom og forsigtigt pres af druerne.

Det er håndværk og kvalitet, så ingen masseproduktion med en årlig produktion på kun 50.000 flasker. Champagnerne får også lov til at hvile meget lang tid på bærmen før de degorgeres … normalt mellem 2 år og op til 9 år før degorgering mod de 15 måneder, som reglerne foreskriver.

Det er primært Hélène Lemaire, som står for produktionen af champagnerne … hun formår at give et rent, præcist, læskende og elegant snit i alle sine champagner og det feminine touch fornemmes tydeligt. Kvaliteten er høj, renheden er stor og dossagen er lav og ligger på mellem 3 og 7 gram. Hélènes vine er elegante, saftige, elegante, forførende … til tider svævende, og enormt præcise.

Her smager vi Hélènes 2020 Tradition Brut, som er lavet på Brut Tradition er lavet på 33% Chardonnay, 33% Pinot Noir og 33% Pinot Meunier, der alle kommer fra Fernand Lemaires egne 1’er Cru marker, rundt om byen Hautvillier og alle fra årgang 2020.

Presningen af druerne foregår stadig i den gamle COQUARD træpresse fra 1960, hvor presningen foregår langsom og nænsomt gennem 4 timer for at undgå uønskede bitterstoffer fra stilke og kerner. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men champagnen er lavet med andengæring i vinkælden over 24 måneder inden degorgering med dosage på 7 gram.

Duften er ganske bred … der er friskhed suppleret med nogle gærede samt ristede noter af nødder, wienerbrød, honningkager, kanel, nelliker og fersken, pærer, lemon, blomster og en lidt kridtet mineralitet.

I munden har champagnen pænt aggressive bobler, der er fint, små med en fin syre, der er drevet af citroner og grønne æbler, rankhed og det leveres alligevel cremet … er sprød, frisk og tør med rigtig fin balance og god struktur. 92 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Christelle et Gilles Wicky, Le Naturé Savagnin, Jura, Frankrig

2023 Christelle et Gilles Wicky, Le Naturé Savagnin, Jura, FrankrigKan man tøjle vildskab og komme den på flaske? Man kan da i hvert fald forsøge og det er netop tilfældet hos Christelle et Gilles Wicky … og en af de vine, som rummer en stor portion vildskab er denne 2023 Le Naturé Savagnin.

Christelle et Gilles Wicky holder til i byen Sainte-Agnés kun et par kilometer nord for den ikoniske Jean-François Ganevat.

Parret grundlagde vinhuset i 2003 med ønske om at lave vine med respekt for naturen, så alt er selvfølgelig økologisk, certificeret via ECOCERT siden 2010.

Gilles bruger i stedet en masse urte-te og ekstrakter og sørger i det hele taget for ikke lave tingene ske naturligt på de 4,5 hektar marker, som Christelle et Gilles Wicky driver efter biodynamiske principper i kommunerne Beaufort og Gevingey.

Det samme gør sig gældende i vinkælderen, hvor Gilles griber så lidt ind i produktionen som muligt og han anvender også mindst muligt svovl. Han siger selv, at han ikke er en Ayatollah af svovl-fri, men foretrækker vinene uden tilsætning af svovl.

Kælderen er ret så beskidt og varm om sommeren, men sikkert også beskidt om vinteren, men der formentlig hundekold … der er levende organismer over alt, på væggene, fadene og i vinen. Heraf kommer vildskaben!

Gilles er en spasmager, der altid i et væk plaprer løs på fransk. Alt i livet drejer sig om øl og vin og kærlighed, hvis man skal tro denne mand. Levende øl og vin selvfølgelig.

Hans store kærlighed er også konen Christelle, der er hyggelig og omfavnende, levende og ydmyg på en meget behagelig måde. Hun er samtidig meget ærlig og vidende om, at hun og manden lave – eller i hvert fald forsøger – at lave ærlige og gode vine, men hun praler ikke med det.

Til gengæld laver de ikke mange vine .. kun 15.000 flasker i de i gode år. Udbyttet fra markerne er da også lavt .. 25-30 hektoliter p. hektar og det er er primært Chardonnay fra marken Clos de Jerminy og en smule mindre Savagnin fra andre marker. Herudover laves der meget små mængder Poulsard og med tiden forventes også lidt Poulsard og Trousseau.

Her smager jeg så parrets Le Naturé Savagnin 2023 … lavet på ren Savagnin, der kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et ganske lille udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og lavet i den spændende vinkælder med så lidt indgriben som muligt. Den er lagret 8 måneder på egefade.

Normalt frigiver Wicky ikke deres hvide så tidligt og lagrer dem normalt langt længere tid. Men 2023 var en speciel årgang, som var nem og problemfri med enormt hurtig gæring og de opnåede også hurtigt stabilitet i fadene. Der er kun lavet sølle 600 flasker af vinen.

I glasset er det en landlig grumset vin, som duftmæssigt er dejlig aromatisk og saltet … det er saltkaramel og blomstersæbe fra en køn kvinde, der lige kommer våd fra badet. Der er bløde pærer, fersken og en kridtet skolesvamp, som du lige har fået kastet i fjæset med stor præcision … og ud af den støvhvide kridtsky er det samtidig utrolig luftig og let.

Det er nok mest i smagen, at vinen bliver rigtig vild … først virker det både blødt og cremet, men så bliver du sgu ram af en mur af sanselig, fed, stærk og saltet frugt … lidt kryokoncentreret æble- og hybensaft suppleret med en vild grapefrugt på epo og steoider samt en mørk og maskulin syre og endda i sådan en grad, at du automatisk vipper med tæerne. Man ved dog ikke helt, om det er på grund af styrken i vinen eller en saftig lykkerus. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Bertram-Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Bertram-Baltes, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDen sidste vin fra Weingut Bertram-Baltes – og ligeledes i årgangen 2022 – blev den anden Ortswein Ahrweiler Spätburgunder.

Den er lavet på fuldstændig samme måde som foregående Dernauer Spätburgunder, men her kommer druerne blot fra Forstberg og Rosenthal markerne i Ahrweiler.

Igen er alene 70% af alle drueklaserne afstilket. Vinen er så lavet med en kold udblødning, efterfølgende spontangæring og efter endt fermentering er vinen også lagret 18 måneder på både barriques og mellemstore egefade lavet af Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Vinene er flasket ufiltreret … den eneste tilføjelse er en lille mængde svovl, for vinene skal fremstå meget rene og autentiske.

Også her har vinen fået det sygeste og vilde svingom i glasset, hvilket også har reduceret det reduktive en anelse, men det minder en smule om foregående Dernauer Spätburgunder. Næsen er atter småvild, animalsk og vild med akrylmaling, kirsebær, hindbær samt rabarber. Den har nok lidt mere krop end Dernauer … mere tobak og aftrykket fra fadlagring også lidt tydligere med kanel, chokolade og en smule vanilje, som dog alle ligger i skyggen af gran, røg og en anelse kamfer.

Hvor smager det godt … mere blid en Dernauer og frugten nok samtidig mere rund med jordbær, lyse kirsebær, rabarber, ribs med en vis frugtsødme og denne lækre balance. Her er alt rent, klart og bestemt mere feminint … syren er finere, sartere og lettere selvom der igen kommer lidt citrusfrugt med i spillet, så passer der perfekt ind, velafbalanceret, saftigt, lyst og bedårende … 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 380 kr., mens prisen er 265,83 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Bertram-Baltes, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Bertram-Baltes, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandJeg smagte også 2 af Weingut Bertram-Baltes Ortsweine … og den første var deres Dernauer Spätburgunder og ligeledes i den nyeste årgang 2022.

Dernauer Spätburgunder er søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men her kommer druerne fra parrets marker omkring byen Dernau, hvor Weingut Bertram-Baltes har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter 70% er afstilket, mens de sidste 30% vinificeret med hele klaser. Der sker først en kold maceration, så en spontangæring og derefter er vinen lagret 18 måneder på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

Vinene er flasket ufiltreret … den eneste tilføjelse er en lille mængde svovl, for vinene skal fremstå meget rene og autentiske.

Da jeg jo tester de fleste vine med Coravin, så er denne ikke lavet med en forudgående rystetur og det reduktive er også omgående ret tydelig i næsen. I stedet har jeg slynget vinen i glasset som sindssyg, men en smule vild sindssygdom hjælper dog noget.

Der er fortsat lidt svovl, rådden æg … men ikke så meget og ellers kommer der denne lyse, feminine og akrylagtige duft frem med let maling, syrlige kirsebær, hindbær, rabarber, et lille animalsk vildskab og nogle klare Ahr noter med nåletræer, røg, kamfer og  grønne blade, men fadaftrykket næsten ikke kommer frem … måske en anelse nougat og chokolade.

I munden er vinen ikke helt så feminin, for den har en lidt rå, ung og  viril syre og en frugt, der er ren, præcis, syrlig og frisk. Det er grønne jordbær, rabarber, tranebær og ribs … virker klart mere kontrolleret og balanceret end hos Handwerk. Der kommer sammen med syren også lidt sødbitre appelsiner og friske citroner, hvilket giver vinen en dejlig renhed, spændstighed og liv.  Det smager fandeme freaking, fucking fabelagtigt, så dermed 94 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 380 kr., mens prisen er 265,83 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Bertram-Baltes, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Bertram-Baltes, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandDe fleste læsere af Houlbergs Vinblog ved godt, at jeg har et blødt spot i hjertet for vinene fra den tidligere weinkönigin Julia Bertram, der jo i dag laver vinene sammen med sin mand Benedikt Baltes i deres vinhus Weingut Bertram-Baltes.

De seneste gange jeg har smagt vine fra parret har jeg dog været lidt mere forbeholden, da vinene har været meget stærkt reduktive og nærmest utilnærmelige i nyeste årgange.

Julia har da også selv forklaret – da vi skrev til hende, at de har været meget reduktive i årgangene 2018, 2019 og 2021, men at det ville være mindre i 2022. Nu smager jeg så netop 3 vine fra Weingut Bertram-Baltes i 2022 årgangen og så må vi se, om det reduktive fortsat er meget tydeligt.

Men ellers har Julia givet en opskrift på, hvordan man behandler en flaske, som kan være reduktiv … det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt. Nu må vi se … jeg smager først hendes Gutswein … altså en 2022 Handwerk Spätburgunder.

Julia Bertram er som nævnt kendt her på vinbloggen og jeg  besøgte også selv den dejlige Julia i efteråret 2019. Det besøg kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Julia Bertram … den sødeste og dygtigste Ahr-Winzerin. Der skrev jeg også lidt om historien bag vinhuset, Julia, markerne og vinene. Siden dengang er parret blevet gift, så Julia hedder i dag faktisk Julia Baltes.

Benedikt har efter han solgte Weingut Stadt Klingenberg i Churfranken tilsluttet sig Julia og de laver nu sammen vinene. Benedikt stammer selv fra Ahr … faktisk fra en vinfamilie i Mayschloss.

Han stod i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen. Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn.

Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe,

Nå, men denne 2022 Handwerk Spätburgunder er altså lavet med druer fra flere af parrets marker og druerne er høstet manuelt. Vinen er lavet med en indledende kold maceration og så med spontangæring alene på druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering har vinen lagret 18 måneder på store og brugte tyske egefade. Der anvender altid fade med træ fra de lokale skove, da dette passer bedst til vinene. Generelt lagrer deres små vine på store fade … om omvendt, altså store vine på små fade.

Efter lagringen er vinen flasket uden klaring eller filtrering og alene med tilsætning af en lille smule svovl. Omkring det reduktive, så skrev Julia bl.a. dette, da vi skrev til hende om det reduktive:

Especially the single vineyard site wines needs a lot of time to develop. A good way is to open the bottle, pore a glass out, put the kork on top and shake the bottle. You will recognize that there is a lot of CO2 coming out. Our wines are all treated very gently, so the CO2 is naturally still inside.

This will already take out some hints of reduction. But of course some more years in your cellar would be perfect! Please let me know, if there are any more questions.

We are always happy to give the people you enjoy them … hopefully  … some more background information. All the best and have a nice evening,

Julia

Med det i mente har jeg nu smagt parrets 2022 Handwerk Spätburgunder

Og ja … duften er lettere reduktiv, så jeg har foretaget det, som jeg hørte første gang om hos Sarah og Sparky Marquis på det australske vinhus Mollydooker og de kalder Mollydooker Shake. Selvom jeg har taget lidt fra flasken og rystet den, så er der fortsat lidt reduktiv duft og ellers kommer der en meget let og luftig lys frugt af lyse kirsebær, mirabeller suppleret med ristede svampe, nødder … alt på denne helt luftige og elegante måde … og fortsat med lidt Ahr karakter med røg samt en smule grannåle.

I munden pilles alle lagene af … tilbage står en ren, klar og præcis vine med mirabeller, lyse kirsebær, hindbær, rabarber og ribs. Det er en feminin og sart vin, men det er ikke sart som en blondedug, men i stedet meget frugtrig og lettere bondsk. Syren har lemon bitterhed og renhed med sig og giver vinen et frisk bid … og atter må man bare knuselske Julia … og selvfølgelig også manden … 92 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 270 kr., mens prisen er 189,17 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, SpanienNår vi nu engang er ved Javier Rodríguez og hans innovative vine fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, så laver han faktisk også hvidvin i Rioja og det er denne 2023 Lacrimus Tempranillo Blanco.

Den er en vin, der – som navnet også helt korrekt fortæller – er lavet på den hvide drue Tempranillo Blanco, som er en mutation af den vildt udbredte røde Tempranillo drue.

Den har siden 2007 været godkendt som officiel druesort af Rioja Consejo Regulador. Sorten blev reelt først opdaget i 1988 af Jesus Galilea Esteban fra Murillo de Rio Leza i Rioja. Han bemærkede, at en enkelt klynge af Tempranillo druer var gulgrønne i stedet for den forventede sortblå.

Det blev indrapporteret og i 1993 blev sorten Tempranillo Blanco erklæret stabil, hvorefter 100 planter blev klonet med succes … men den er fortsat mere sjælden.

Javier har fundet sine druer af Tempranillo Blanco på nogle vinmarker i 620 meters højde. Markerne er påvirket af en kølig brise helt fra Atlanterhavet og har en jordbund med masser af grus og mineraler.

Efter høsten er druerne presset blidt … 80% er så gæret i store rustfrie ståltanke og 20% i små 225 liters franske barriques og efter endt fermentering er vinen samlet og lagret sur lige i yderligere 2 måneder inden aftapning på flaske.

Der er duftmæssigt små noter af fadlagringen, men mest af alt er duften grøn og urtet med syrlige æbler, fersken og syltet grape, en behagelig sødlig krydret side … virker egentlig meget ren, klar og ganske frisk.

I munden er vinen faktisk meget anderledes … mere fed, fyldig og næsten olieret, ikke så grøn og meget cremet med lidt stærk hvid peber og ellers syltet grape i kamp med tropisk frugt … men der er det grapefrugten, som klart vinder. Der giver en fyldig, stærk og olieret tæt hvidvin, der sparker røv … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Bajo Vela, Rueda, Spanien

2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Bajo Vela, Rueda, SpanienI Ruedo laver Javier på Bodegas Rodríguez y Sanzo en anden og virkelig spændende vin, der – som en Sherry – er lagret på gamle Sherry egefade under flor i kontakt med gærlaget og det er denne 2021 Bajo Vela … og Bajo Vela betyder netop under flor eller under sejl.

I modsætning til den forrige Rueda vin fra Javier Rodríguez, så er vi druemæssigt mere på Rueda hjemmebane, for vinen er lavet på ren Verdejo, som Rodríguez høster fra 80 år gamle vinstokke i 900 meters højde nær Segovia i Rueda.

Efter høsten af druerne ligger vinen først i en kølig maceration i ståltanke inden presning og kølig gæring.på franske egefade. Efter endt fermentering, så er vinen lagret 10 måneder på et år gamle
egetræsfade, som Javier henter i Jerez i det sydlige Spanien.

Fadene er tidligere anvendt til lagring af Sherry Fino, men straks efter de er tømt for Sherry, så fragtes de direkte til Javiers vineri i Rueda, således man kan holde flor-gæren i live. Lagringen på disse fade er med til at tilføje vinen diskrete Sherry noter … meget eksperimenterende.

Hold da op … sikke en duft, som virkelig er dragende. Den er bestemt præget af de anderledes Sherry fade, der bidrager med en duft af lidt tørrede blomster, tørret frugt, kamillete og vanilje. Her er det tørret abrikos og ferskenmarmelade, søde mandariner, mælkechokolade, honning og lyse Sultana rosiner.

I munden er det virkelig en olieret, fyldig og fed vin, men der er sgu fortsat godt med syre … en syre, der virker mørk, voksen og maskulin med masser af punch og krop. Der kommer lidt grillet lemon, syltede citroner med fed, olieret og smøret smag og igen de tørrede frugter af fersken og abrikos. Det er en vid og lækker vin … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., men kan fås til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienVinmageren Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo kender vi jo mest for hans vine fra Rioja, Toro, Ribera del Duero og Priorat.

Men han laver skam også vine fra både Jumila, Rias Baixas, Navarra, Bierzo og Vinos de la Tierra de Castilla y León, men selvfølgelig også hvidvin fra Spaniens suverænt vigtigste, mest kendte hvidvinsregion Rueda og vi starter med derfra at smage et glas af en 2023 Viña Sanzo Sauvignon Blanc.

Rueda er jo slet ikke kendt for vine på Sauvignon Blanc, men her er det 100% Sauvignon Blanc fra op mod 40 år gamle vinstokke på kalkstenholdige marker i 600 til 750 meters højde.

Efter høsten er druerne nedkølet lynhurtigt og gennemgår 6-8
timers kryomaceration ved 10 grader og derefter sker gæring ved lave temperaturer med en særlig gærtype beregnet til netop Sauvignon Blanc. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vi bestemt i Sauvignon Blanc land … der er hyld, grønne pebre, grønne krydderurter, lidt flintesten, stikkelsbær og så en snert af lidt mere tropiske frugter med abrikos og nektariner.

I munden bliver den tropiske vind og islæt endnu mere tydelig, for smagen er cremet, fyldig og juicy … der er multifrugtjuice, bitter lime, mango og saftig papaya. Det er buttet, maskulint, bittert og saftigt … en vin, der vil begejstre de fleste, smøre mange ganer med yderst velbehag, så dermed omgående 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigBordeaux er ramt af faldende efterspørgsel, hvilket betyder, at man ofte kan finde fremragende vine fra området til fornuftige penge og den næste er netop en billig 2019 Château Sorbey Haut-Médoc, som kommer fra en del af Château Cap Léon Veyrin, som har været ejet af Meyre-familien siden 1810.

 Château Cap Léon Veyrin ligger i den øvre del af Listrac-Médoc mellem Margaux og Saint-Julien og er Cru Bourgeois Supérieur-klassificeret.

Det drives i dag af 6. generation af Meyre familien, nemlig af Nathalie og Julien Meyre. Familien ejer også det 15 hektar store Château Julien købt i 1985, det 20 hektar store Château Bibian købt i 1999 og alle drives med de 40 hektar til  Château Cap Léon Veyrin og en hjælp fra den velkendte og nærmest legendariske vinkonsulent Michel Rolland.

Udover vinene fra  Château Cap Léon Veyrin, Château Julien og Château Bibian laver de også denne Château Sorbey, der i denne årgang 2019 er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot, som familien Meyre selekterer fra hele 30 år gamle vinstokkke i Haut Médoc kommunen Cussac-Fort-Médoc.

Vinen gærer først på ståltank med 25-30 dages udblødning på drueskallerne og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 225 liters franske barriques, heraf 15% helt nye fade inden klaring med æggehvide og flaskning.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2016 og den kaldte jeg faktisk rigtigt imponerende og lidt et fund, så lad os se, om dette også gælder vinen her i årgangen 2019.

Duften er meget bordeauxsk … der er godt med cedertræ og cigaræsker og så samtidig flere grønne elementer end i 2016’eren. Men frugten er fortsat solbær, kirsebær, blommer og nu suppleret med noget ribs og lemon. Fadnoterne fra 2016’eren er her slet ikke så tydelige, men der kommer dog lidt sød tobak og vanilje.

I munden er det en stram bordeauxvin med en syrlig og stringent frugt med tranebær, hindbær, sure kirsebær, mirabeller samt lyse blommer. Det giver masser af kant og et syrligt og let bittert bid. I det hele taget er syren lys, streng og mineralsk … er der virkelig spræl i damen … 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, TysklandTre næser hedder denne vin … en 2023 Tres Naris Riesling Trocken fra moselwinzeren Axel Pauly på adressen Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues i dejlige Mosel.

Navnet på vinen henviser til de 3 generationer i vinhuset, hvilket jo også fremgår af etiketterne, hvor man – vis man loge lægger flasken på siden – kan se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv. Oprejst ligner silhuetterne de stejle bjerge ved Lieser.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra op til 40 år gamle vinstokke på Pauly-familiens stejle parceller i Lieser. Jordbunden her er mest blå skifer, som synes at frembringe mere kølig og  mineralsk vin end den varmere røde skiferjord hos naboerne i Bernkastel.

Vinen er lavet ved, at druerne først er udblødt i 30 timer, hvorefter der er sket en skånsom presning, hvorefter mosten nedkøles inden gæringen er sket spontant i ståltanke med druernes naturlige gær, hvorefter den er lagret sur lie i 5 måneder. Vinen har 7,5 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Uhhh … sikke dejlig, intens og næsten blomsterende smuk duft, for der er hvert fald godt med blomsterpollen, æbler, let fersken, melon og en lidt olieret eller vokset note. Har nemlig som forrige årgang en smule linolie og virker sådan olieret og cremet. Det virker også som om, at det lige er en nøk opad i forhold til 2022’eren.

Det smager sgu også rasende godt eller også er jeg fandens tørstig … har denne kraftige, intense og koncentrerede smag, hvor der er både æble, limejuice, citroner og en anelse grape, men den har en mørk og muskuløs syre, der som en tourguide leder dig sikkert gennem rejsen og efterlader en fyldig, sødbitter citrusfed eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger