Jeg smagte også 2 af Weingut Bertram-Baltes Ortsweine … og den første var deres Dernauer Spätburgunder og ligeledes i den nyeste årgang 2022.
Dernauer Spätburgunder er søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men her kommer druerne fra parrets marker omkring byen Dernau, hvor Weingut Bertram-Baltes har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.
Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter 70% er afstilket, mens de sidste 30% vinificeret med hele klaser. Der sker først en kold maceration, så en spontangæring og derefter er vinen lagret 18 måneder på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.
Vinene er flasket ufiltreret … den eneste tilføjelse er en lille mængde svovl, for vinene skal fremstå meget rene og autentiske.
Da jeg jo tester de fleste vine med Coravin, så er denne ikke lavet med en forudgående rystetur og det reduktive er også omgående ret tydelig i næsen. I stedet har jeg slynget vinen i glasset som sindssyg, men en smule vild sindssygdom hjælper dog noget.
Der er fortsat lidt svovl, rådden æg … men ikke så meget og ellers kommer der denne lyse, feminine og akrylagtige duft frem med let maling, syrlige kirsebær, hindbær, rabarber, et lille animalsk vildskab og nogle klare Ahr noter med nåletræer, røg, kamfer og grønne blade, men fadaftrykket næsten ikke kommer frem … måske en anelse nougat og chokolade.
I munden er vinen ikke helt så feminin, for den har en lidt rå, ung og viril syre og en frugt, der er ren, præcis, syrlig og frisk. Det er grønne jordbær, rabarber, tranebær og ribs … virker klart mere kontrolleret og balanceret end hos Handwerk. Der kommer sammen med syren også lidt sødbitre appelsiner og friske citroner, hvilket giver vinen en dejlig renhed, spændstighed og liv. Det smager fandeme freaking, fucking fabelagtigt, så dermed 94 point.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 380 kr., mens prisen er 265,83 kr. ved køb af 6 flasker.