Det er ufattelig hvor stor forskel, der kan være mellem 2 vine på samme drue. Det fik vi beviset på med vinaftenen sidste to vine, for efter den imponerende – men kraftige, tætte og tunge – Tourán Garnacha fra Bodegas Morca, så serverede Jan denne florlette Rozas 1er Cru fra vinhuset Comando G. Samme drue, samme land, men totalt i en anden verden.
Comando G holder til ved Sierra de Gredos godt 80 kilomter vest for Madrid og drives af Fernando García og Dani Landi, der betegnes som et par banebrydere og to af Spaniens helt store vintalenter. I kan se de to fyre på billedet ovenfor … for enden af sorteringsbordet.
Dani Landi kommer fra en familie af vinbønder og forlod familiens vingård Jiménez-Landi i Méntrida for dette projekt, mens Fernando García til dagligt arbejder som vinmager for Bodega Marañones.
De har i Sierra de Gredos fundet flere gamle vinmarker med minimum 50 år gamle vinstokke på Garnacha og beliggende højt i 900-1.150 meters højde. Samtidig er jordbunden rig på granit, mens de varme dage og meget kolde nætter har vist sig optimalt for Fernando Garcías jagt på det renest mulige udtryk af Grenache.
De har samlet 10 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 dale, som to vinområder, nemlig både Vinos de Madrid og Castilla y León. De kaldte deres vinhuset for Comando G … en reference til de tegneserier, som de to fyre elskede som børn.
Der skulle 5 unge under navnet Comando G forsvare planeten jorden fra udefrakommende trusler, men her passerede G’et også på Fernando García og Dani Landis mission … fremme Garnacha vine fra Gredos. Gennemtænkt, grundigt og genialt.
I markerne arbejdes der biodynamisk, udelukkende ved håndkraft og tankegangen går igen i kælderen, hvor der udelukkende arbejdes med det naturlige gær, ingen filtrering og generelt en meget forsigtig tilgang, hvor vinene får lov til at udvikle sig uden indblanding.
Fermenteringen sker således med hele klaser, altså med stilke, og med lagring sker altid sur lie – altså med bærmen – i enten barriques eller foudres med et burgundisk forbillede og søgen efter stor mineralitet i deres vine.
Druerne til denne Rozas 1er Cru stammer fra et samlet areal på små 5 hektar fordelt over mange små sand- og granitholdige parceller 900 meter oppe i de kølige Gredos-bjerge nær byen Rozas de Puerto Real.
De 100% Garnacha kommer fra 50 og 60 år gamle vinstokke og dyrkes biodynamisk på de ofte uvejsomme skråninger mellem klipper og træer, og at arbejdet i markerne foregår ved håndkraft er dermed den største selvfølge.
Vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller, hvilket sker i store 30-40 hektoliter åbne tanke afløst af 12 måneders lagring i gamle egetræsfade. Til sidst er vinen aftappet uden stabilisering eller filtrering og med minimal svovl.
Og WAUW samt mere WAUW … sikke en næse med en klar bio bio kant, blomsterflora, amaretto kirsebær, granatæbler, gylp, syrlig krudt, røg, mineraler, lakrids, mødding, gæret i frugten, let, svævende med en lys og hengemt modenhed i frugten.
I munden er vinen saftig, let og kølig -igen WAUW – med bio kant, lethed, virkelig vedkommende, utæmmet, læskende saft. Det er let, mineralsk med let frugt, jordbær, ribs og kirsebær, totalt cremet og smelter nærmest i munden. Jeg er vildt begejstret. Dette er sgu en overraskende og totalt fabelagtig vin … Grenache med burgundiske træk fra Spanien. Mums og mere mums.
Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 279,50 kr.