Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler

Fritz er en af de mest imødekommende mænd i Kaiserstuhl, utrolig gæstfri, rar, smilende, grinede og bød os velkommen med nogle danske gloser, da han fandt ud af, at vi var de to vinnørder fra Danmark. Et energibundt … og farverig, næsten flamboyant. Læg dertil også en fremragende forretningsmand samt indflydelsesrig og respekteret vinbonde.

Det er selvfølgelig Fritz Keller fra Weingut Franz Keller, som jeg snakker om og besøget på netop dét vinhus blev et af højdepunkterne på den kække vinblogger Houlbergs roadtrip til Kaiserstuhl … et vinøst hotspot for mine højtelskede vine på den tyske vidunderdrue Spätburgunder.

det-moderne-vineri
Imponerende vineri

Vi besøgte Fritz Keller hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen som første vinhus på 2. dagen i det sydtyske efter besøg hos Gunderloch, Guntrum, Huff og Huber dagen forinden. Vi havde i Kaiserstuhl indlogeret os på netop Hotel Schwarzer Adler – en del af Fritz’ store imperium – og havde fået anbefalet et besøg i det store, topmoderne vineri, som ligger omkring 600 meter fra vores Hotel Schwarzer Adler.

franz-keller-aabent
Og det ligger i herlige omgivelser

indgangen
Indgangen til vinotheket

Ja faktisk var det tilsyneladende mere end blot end anbefaling, for da vi ankom på det foreslåede tidspunkt kl. 11.00 – efter først at ha’ slentret lidt rundt i vinmarkerne udenfor og nydt et view over det imponerende vineri – så var vi helt klart ventet. Fritz sad i et møde … men kom fluks farende ud fra glasburet og bød os hjertelig velkommen – som nævnt – med et par danske gloser, som på en god dag lød som noget i retning af goddag goddag. Vi fik også hurtigt stukket et glas hvidvin i hånden, og så var stemningen jo allerede løftet flere niveauer.

Fritz Keller fortalte, at deres sommerlier Jannick først ville vise os rundt i vineri og kælder. Derefter ville hans søn Friedrich tilslutte sig os i vinkælderen, således vi kunne smage nogle fadprøver.

Sådan, fedt og juhuuu … tænkte vi overrasket og måske endda synligt imponeret. Hvilken imponerende gæstfrihed … måske grundet, at vi boede på deres hotel, men måske mere sandsynligt forbi vi aftenen før havde spist på vinhusets restaurant Winzerhaus Rebstock og snakket med nogle af de ansatte i Franz Keller koncernen, som jo netop havde anbefalet besøget og formentligt sat aftalen på plads.

Vi havde faktisk set den gode Fritz Keller om aftenen på Rebstock, hvor han besøgte en flok kvindelige ansatte, som fejerede en fødselsdag ved et bord bagved os. De manglende ikke vin ved bordet, hyggede sig og havde en glad aften. Da de fandt ud af, at vi var danskere og alene kom til Kaiserstuhl for at smage vin, så steg vi bestemt i anseelse.

winzerhaus-rebstock
Winzerhaus Rebstock, hvor vi spiste første aften

hyggestemning-paa-rebstock
Hyggelig stemning

Jeg tror også – indbildske som vi er – at de fandt os ret charmerende … i hvert fald blev vi budt på lidt Edelbrände fra vinhuset. Og det var selvfølgelig slet ikke fordi, at pigerne var påvirket af den gode vin. En af pigerne, den yndige Nina Ringwald både anbefalede og insisterede på, at vi skulle besøge det nye vineri dagen efter på det nævnte tidspunkt. Og det var godt, at vi lystrede Nina, for besøget hos Franz Keller blev virkelig en stor oplevelse.

godt-selskab-paa-rebstockVinbuddy Jan … og i baggrunden fejres en fødselsdag

Det kommer jeg til lige om lidt. Lad os dog først kigge nærmere på Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som måske er et af de største og mest respekterede vinhuse i hele Tyskland.

Vinhuset er grundlagt til et sted mellem 1895 og 1900. Dengang drev familien Keller både hotel, restaurant i Oberbergen og lavede også en smule vin. Det var dog Franz Keller, som i 1945 – efter anden verdenskrig – lagde grundstenen til det nuværende vinhus.

Under krigen havde han smagt en flaske 1928 Château Lafitte … og det startede en kæmpe passion for vine fra Bordeaux. Efter krigen startede han derfor – til stor modstand fra de lokale vinbønder i Baden – import af Bordeaux vine, som blev opbevaret i de 112 meter dybe, gamle hvælvede vinkældre/-tunneler bygget ind i klippen overfor hotellet og restauranten, som blev drevet af hans hustru Irma.

de-gamle-vinkaeldre-i-byen
Indgangen til den gamle vinkælder/-tunnel overfor hotellet

Franz Keller endte med at få succes som den største importør af Bordeaux vine i Tyskland og hustruen havde også succes, da restauranten på Schwarzer Adler i 1969 opnåede en Michelin stjerne.

Restauranten fik under sønnen Franz Keller Junior i starten af 1970’erne endda sin 2. Michelin stjerne og har lige siden 1969 – uden ophold – haft mindst 1 Michelin stjerne. I dag har restauranten fortsat 1 Michelin stjerne … helt fantastisk i en lille by som Oberbergen.

hotel-og-restaurant-schwarzer-adler
Det smukke gamle hotel og restaurant Schwarzer Adler

Siden 1990 har det imidlertid været Fritz Keller – søn af Franz Keller Junior – som har drevet vinhuset, og det er netop Fritz, som kan tilskrives den store succes. Han blev oprindelig kaldt rebellen fra Kaiserstuhl, idet han – stik med traditionerne i området – begyndte han – at beskære vinstokkene, reducerede udbyttet, stoppede med sødning af vinene og i stedet lavede tørre vine, hvor han anvendte barriques ved lagringen.

Siden er Fritz blevet anerkendt for hans arbejde og indflydelse som vinproducent i Kaiserstuhl, en virkelig ambassadør for vin fra Baden. Han har således opnået stor anerkendelse for sine vine og har også selv siddet 20 år som vicepræsident for sommelierforeningen og faghøjskolen for uddannelse af sommerlier.

Han er også tildelt Brilliant-Savarin udmærkelsen som en personlighed med afgørende indflydelse på vinindustrien i Tyskland samt en særlige pris for gæstfrihed og gastronomi. Derudover har han modtaget et trofæ fra Falstaff for hans livsværk som vinproducent. Rundt hos de andre vinproducenter i området kunne vi også høre, at der er stor respekt for Fritz Keller. Han har virkelig en stor del af æren for, at Kaiserstuhl i dag er et af de førende vinområder i landet.

Med baggrund i både gastronomien og vinkulturen har Fritz’ vennekreds da også omfattet personligheder som kokkene Paul Bocuse og Vincent Klink. Derudover har han i restauranten haft besøg af personligheder som den gamle tyske fodbold landstræner Sepp Herberger, politikere og ministre som Thomas Schäuble, Wolfgang og Walter Scheel.

Derudover har den gode Fritz siden 2010 været bestyrelsesformand for 2. Bundesliga klubben SC Freiburg … en passion, som han har arvet fra sin fader.

franz-keller-schwarzer-adler

I dag omfatter Franz Keller Schwarzer Adler fortsat en importforretning med eksklusive vine fra Bordeaux og Bourgogne, hotel, topmoderne vineri med fremstilling af flotte vine fra omkring 49 hektar vinmarker samt 3 restauranter, nemlig den et stjernede Michelin restaurant på Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock samt en moderne restaurant i det nye vineri. Michelin restauranten skulle efter sigende have et af de største vinkort i hele Tyskland … vi så det ligge i receptionen … og det er stort!

De 49 hektar vinmarker omfatter markerne Oberbergener Bassgeige, Oberbergener Bassgeige Vum Kähner, Oberbergener Pulverbuck, Oberbergener Bassgeige Vum Schäfacker, Schlossberg, Eichberg, Kirchberg og Im Leh.

vinmarker-bag-franz-keller
Vinmarkerne bag vineriet

Siden 2014 har vinhuset været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats – und qualitätsweingüter. Friedrich Keller fortalte under vort besøg, at det egentlig ikke skyldes et ønske fra deres side, men at VDP gerne ville ha’ Franz Keller Schwarzer Adler med i deres sammenslutning. Så i dag er huset således medlem af VDP.

Det nye vineri er også lidt af en historie … nærmest bygget ind i bjergsiden. Al produktionsudstyr er topmoderne og vinen kan vinificeres uden brug af pumper, blot via tyngdekraften. Vi drøftede, hvad opførelsen havde kostet … 50 eller 100 millioner, men billigt ser det bestemt ikke ud … men ganske imponerende.

Og vi fik fremvist vineriet, hvor alt er toptunet … lidt som på hotellet. Og overalt med Franz Kellers logo med den germanske ørn. Det er indstøbt i betonvægge, på mintpastiller, tøflerne på badeværelset …ja overalt. Gennemført. Jannick fremviste hele vinhuset, hvorefter Fritz’ søn Friedrich tilsluttede sig os i kælderen.

imponerende-produktionslokaler
Imponerende state-of-the-art vineri

lokalet-til-modtagelsen-af-druer
Rummet til modtagelse af druerne

udsigt-fra-1-sal-over-produktion-og-marker
Udsigten fra produktionslokalerne er betagende

jannick-viser-pressen
Her viser Jannick vinpressen til Houlberg

produktionsanlaegget
Ståltankene i kælderen

traekar-i-produktionen
Store fade lige foran Vinotheket

Der smagte vi først lidt hvidvin, men gik derefter over til nogle af husets fremragende Spätburgundere. Friedrich var både imødekommende, hjemmevant i kælderen og den bedste vært.

Han fortalte om de mange herlige vine, kravlede rundt på egetræsfadene og fandt nogle af de vine, som han mente vi skulle smage. Herlig oplevelse. Han inviterede os endda også på frokost på Rebstock, men det var vi nok en smule for beskedne til at tage imod … men sikke en gæstfrihed.

fuldt-op-med-barriquesVinkælderen med fade og barriques

to-vinnoerder-sammen-med-friedrich-keller
To glade danske vinnørder sammen med Friedrich Keller

friedrich-tager-fadproever
Friedrich finder spændende fadprøver

houlberg-smager-fadproever
Og Houlberg smager selvfølgelig gerne varerne

Efter smagningen i kælderen foreslog han, at vi oppe i vinotheket smagte samme vine, som vi havde smagt i kælderen … blot fra den tidligere årgange, som var flasket et eller to år tidligere. WTF … den var vi selvfølgelig friske på, høflige som vi er.

Smagningen oppe i vinotheket overlod han til Jannick, som fandt nogenlunde samme vine , som vi havde smagt nedenunder. Vi koncentrerede os dog om husets Spätburgunderne, men smagte også deres Franz Anton blend på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vi fik også en god snak med Jannick, bl.a. om vore øvrige planlagte besøg, anbefalelsesværdige vinproducenter i området og vinfesten i Breisach am Rhein, som vi havde drøftet om at besøge samme aften.

lineup-af-vine
Lineup i Vinotheket under kælderbesøget

Vi nåede ikke at få et foto af Fritz … men fik et foto af hans flotte, gamle Mercedes cabriolet, som var parkeret udenfor vinhuset. Den var selvfølgelig bordeauxfarvet og passede som fod i hose til farverige Fritz Keller … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl.

Vi giver vores bedste anbefaling af vinhuset, som virkelig er et besøg værd.

fritz-kellers-bil-holder-strategisk
Fritz’ fede, gamle Mercer

friedrich-og-jannick-arbejder-for-sagen
Jannick og Friedrich kæmper for fadprøverne

houlberg-smagere-flere-fadproever
Og vi nyder det bare

jannick-haelder-op-for-houlberg
Totalt i orden

jannick-og-friedrich-i-kaelderen
Vi kom godt omkring de forskellige vine

jannick-og-friedrichHvilket herligt besøg

vinkaelderen
Stemning fra kælderen

aeldre-jubilaeumsfad
Et gammelt jubilæumsfad

Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen

Efter vores besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein – og er hurtigt splash and dash hos Weingut Georg Gustav Huff – satte vi kursen mod Kaiserstuhl … vores reelle destination for vores roadtrip.

Da Weingut Bernhard Huber imidlertid stod på vores ønskeliste over mulige vinproducenter, som skulle besøges under turen, og da Huber ikke ligger i Kaiserstuhl, men derimod Malterdingen i området Breisgau – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – så kunne vi jo lige nappe et besøg der inden Kaiserstuhl. Praktiske er vi jo.

Temperaturen var ikke blevet mindre, så da vi nåede vingården i Malterdingen stod temperaturen på 35 grader og sol fra en skyfri himmel.

huber-udenfor

Her lige et par fotos udenfor Weingut Bernhard Huber.

huber-udenfor-ii

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

huber-smagelokalet

Her et foto fra smagelokalet … ikke fancy på nogen måder. På væggen er der et foto til minde af Bernard Huber.

huber-bernard-mindes-paa-vaeggen

Her mindevæggen for afdøde Bernhard Huber.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder.

Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie.

I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

huber-display-af-vine

Vi havde et herligt besøg på vingården, hvor vores værtinde fortalte om både vingården, men også meget om området og hvilke restauranter, som kunne anbefales. Hun havde 20 års erfaring indenfor restaurantbranchen og kendte alt til området.

Vi fik en kongelig behandling. Vi efterspurgte reelt blot at smage deres Spätburgunder, men endte med at smage det mest af sortimentet. Mange af Hubers Spätburgunder var udsolgt bl.a. samtlige Grosses Gewächs, men vi fik lov af smage prøver fra 2014 årgangen, som først frigives i november måned.

huber-smagsproeve-paa-kommende-frigivelse

Vi havde nok egentlig regnet med, at skulle ha’ lidt Spätburgunder med hjem, men endte med at købe en Weisser Burgunder, som vi fandt ret charmerende.  Vi smagte også en mousserende vin … en 2010’er Blanc de Blanc Brut Nature, som jeg aldrig havde hørt om, men som også smagte ret fantastisk.

Vi gik i fra vingården med godt humør, vin og en liste om anbefalelsesværdige restauranter i området. Bedre bevæbnet kunne vi vel næppe være.

huber-mousserende-vin

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellars Pinot Noir, Californien, USA

N.V. Scotto Cellars, 11th Hour Cellar Pinot Noir, Californien, USAMidt i skriblerierne om mit germanske vintogt til Rheinhessen og Baden, så laver vi lige – for alsidighedens skyld – et sceneskifte med en vin fra denne uge … 11th Hour Cellars Pinot Noir fra Scotto Cellars a.k.a. Scotto Family Wines fra Californien.

Scotto Cellars’ historie starter dog i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin i den lille by Ischia. Det som familien ikke selv kunne drikke solgte han til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru.

Salvatore lærte sit første barn Dominic alt, som han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgte fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Da hans vinforretning voksede, så besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og den første flaske vin kom til at hedde “Rustico” … det italienske ord for rustik.

De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando.

Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af brødrene Anthony III, Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Jeg har tidligere smagt andre vine fra Scotto Cellars, da huset laver vine under et utal af brands. Skal jeg name-tagge, så kan jeg i flæng nævne; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers, Villa Armando og Heavyweight.

Og nu altså også vin under navnet 11th Hour Cellars, hvor de laver denne Pinot Noir vin, men også en på Zinfandel. Druerne til denne Pinot Noir kommer fra San Joaquin Valley, som vel ligger omkring 60 kilometer nordøst for San Francisco. Det er en vin uden årgang … altså Non Vintage, så formentlig bestående af flere årgange.

Druerne bliver både håndplukket og høstet ved hjælp af maskiner og alle behandlet i en produktion, Lot 1883. Vinen skulle jf. importøren være lagret i 12 måneder på amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen er vin lidt urtet med mentol, krydderier, hindbær, kirsebær og læder. Knap som tynd, transparent og elegant som dens europæiske søstre, men virker heller ikke alt for voluminøs.

I munden er den imidlertid pænt sød og en smule skæv. Det kunne lyde som min kone ;o) Der er pæn fyldighed, lidt kluntet med kirsebær, svag frugtsten, lakrids … vinder med lidt luft i glasset, men fortsat en mørkere og varmere Pinot Noir, hvor rygraden bøjer en smule. Syren er nemlig svag og sødmen en tak over, hvad jeg egentlig foretrækker, men meget nem at drikke … easygoing.

Købt hos Vinspecialisten, hvor den i øjeblikket er på bud til 85 kr. mod normalprisen på 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  half_thumb

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, TysklandEfter mit indlæg om Weingut Louis Guntrum … eller helt præcis Louis Guntrum Weinkellerei GmbH, som det helt korrekt hedder … hvad er så mere passende end at drikke en vin fra huset? Det blev denne lille Blanc de Noirs Trocken, som hustruen min og jeg nød i aftes.

Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor saften blot er presset uden at saften ligger med skallerne. Dermed lever den jo også op til sit navn … en hvid vin fra sorte druer … Blanc de Noirs.

Druerne kommer fra forskellige marker i området og fermenteret med udvalgte gærtyper på rustfrie ståltanke ved 13 grader og opbevaring på stål inden flaskning. Den indeholder 4,6 gram restsukker på liter og har ganske bobler … nærmest perlende.

I næsen er vinen ganske aromatisk … både modne æbler, abrikos, tropiske frugter, hindbær, jordbær fanger jeg også. Har bestemt elementer efter Pinot Noir, men er derudover parfumeret, har lidt sødme, er lidt sødkrydret og har samtidig også en lidt tør samt småskør note … lidt som papkasser. Egentlig meget charmerende.

I munden er vinen let perlende … ikke meget, men lidt samtidig med en sød, fyldig og sødkrydret smag … syren ganske fin og smager egentligt ganske fint. Den blev sgu hurtig drukket.

Købt på vingården i en restkasse til 5,00€ … omkring 37 kr., men normalprisen ligger på 8,60€.

Rating 4,5/7  half_thumb

Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein

Efter Nackenheim gik turen lidt mod syd … smukt med Rhinen på venstre hånd og markerne på Der Rote Hang på højre side … Niersteiner Pettenthal, Rehbach, Hipping … herlige navne for Riesling elskere som os. En tur i paradis. What’s not to like?

Vejret var lige så smukt … 35 grader, fuld sol og hvad er så bedre end at ankomme til Weingut Louis Guntrum, der ligger lige op til Rhinen og selvfølgelig udnytter denne unikke placering i deres Weingarten til bl.a. vinfester, grillfester og andre aktiviteter udenfor.

Vinhuset præsenterer sig da også på deres hjemmeside som Die Event-Location am Rhein, idet de indendørs lokaler med plads til 120 gæster bruges til firmafester, bryllupper og mange andre fester.

Guntrum gammel vinpresse

Når du kører ind til vinhuset, så møder du en gammel vinpresse under et gammelt træ … men så får derefter et fantastisk view udover Rhinen. VOW.

Weingut Louis Guntrum er et gammel familieforetagende, som har været ejet af Guntrum familien siden 1648, selvom vinhuset officielt er grundlagt i 1824 af Louis Philip Guntrum, som vineri, værtshus og postholder. En postholder var typisk en person, der efter en aftale med det officielle postvæsen stod for befordringen af breve og pakker.

Under den franske revolution måtte familien Guntrum flygte til Beinheim på den anden side af Rhinen, men vendte hjem i 1909 og grundlagde vinhuset, som det er kendt i dag.

Guntrum view over Rhinen

Selve ejendommen er bygget i 1923 og var i februar 1945 under anden verdenskrig besat af den amerikanske general Patton … både villa og vineri. Måske har den gode general også nået at nyde nogle af husets dejlige vine.

I dag drives huset af 11. generation af Guntrum familien i form af Louis Konstantin Guntrum, som samlet laver vine fra 11 hektar egne marker samt fra opkøbte druer. Samlet laver huset 6.000 kasser vin fra egne marker og ikke mindre end 60.000 kasser vin fra opkøbte druer.

Vinhuset laver bl.a. vine fra kendte marker som Niersteiner Ölberg, Orbel, Bergkirche, Pettenthal, Renbach og Paterberg samt Oppenheimer Sackträger, Schützenhütte, Herrenberg, Kreuz og Güldenmorgen.

Guntrum indgang og vinmarker

Vi havde et forholdsvis kort besøg hos Weingut Louis Guntrum, hvor vi alene smagte nogle få vine, specielt husets Lagenweine, som er særdeles flotte … specielt i forhold til priserne. Vi forelskede os primært i deres Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken, som vi smagte i både årgang 2014 og 2015.

Jeg smagte selvfølgelig også deres Spätburgunder og endte med at købe primært Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken samt deres Spätburgunder samt en lille herlig 2013 Blanc de Noirs Trocken, direkte presset på Spätburgunder. Den drak jeg og konen i øvrigt i går, så den vil være næste vin på bloggen.

Guntrum udenforHerligt sted til vinfester.

Guntrum et kig ind til vineriet
Et kig ind til vineriet.

Guntrum indenfor
Smagelokalet med et blik til de gamle forfædre ovenpå reolen.

Guntrum Jan kigger interesseret
Jan lader sig friste af de herlige vine.

Guntrum smagelokalet
Endnu er blik ind i smagelokalet.

Guntrum Rhinen
Vi slutter selvfølgelig med et view over Rhinen

Besøg hos Weingut Gunderloch i Nackenheim

Den første producent, som vi besøgte på vores vinøse roadtrip blev det klassiske vinhus Weingut Gunderloch, som ligger i den lille by Nackenheim … ja faktisk på torvet, som hedder Carl Gunderloch Platz.

Vi havde egentlig alene Kaiserstuhl som målet for vores forlængede weekend i vinens tegn, men Jan ville gerne forbi Nierstein for et splash and dash besøg slash vinkøb hos både Weingut Guntrum og Georg Gustan Huff og den var jeg absolut med på. Så kunne vi samtidig besøg Gunderloch, som jeg havde hørt meget godt om. Og så gjorde vi selvfølgelig det.

Vi blev varmt modtaget af Johannes Hasselbach … søn af Fritz Hasselbach og hans hustru Agnes Hasselbach-Usinger, der er ejer af vinhuset. Han var dog travlt optaget af en større ombygning, idet Gunderloch er i gang med at udvide med større vineri og smagelokaler. Hele gårdspladsen var fyldt med maskiner, byggematerialer og folk i fuld sving.

Johannes deltog selv i byggearbejdet og viste os, hvor udvidelse skulle ligge bag den eksisterende bygning. Der havde de købt en naboejendom og revet de gamle bygninger ned. Nu havde de støbt sokkel og var i gang med at sætte vægge op. Johannes skulle af sted for hente et eller andet til byggeriet, så han overlod præsentationen af vinene til en af hans medarbejdere.

Gunderloch smagelokalet II

Weingut Gunderloch er et ældre vinhus, grundlagt tilbage i 1890 af bankmand en Carl Gunderloch. Han kom fra Gundersheim og købte ejendommen af Cistercienserklosteret Dalheim i Mainz sammen med bl.a. parceller på den fremragende mark Nackenheimer Rothenberg på Der Rote Hang.

Efter hans død blev boet delt blandt hans to døtre, og Agnes Hasselbach-Usinger er 5. generation derfra. Og det gør dermed Johannes til 6. generation sammen med hans to søskende.

Gunderloch er i dag et velanerkendt vinhus og det skyldes i høj grad Fritz Hasselbach, som har formået … ja dels at lave fremragende vine, men også markedsføre huset overfor pressen. Derudover har Fritz løbende udvidet bl.a. med købet af Weingut Balbach, hvorved han også fik parceller på markerne Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Gunderloch en af mange priser

I dag har huset sammenlagt 24 hektar … og omkring 85% er Riesling, og derudover Silvaner, Gewürztraminer samt Spätburgunder. Derudover har de ganske lidt Weissburgunder, Grauburgunder, Sauvignon Blanc og Portugieser. Og ud af de 24 hektar er 4,5 hektar på topmarken Nackenheimer Rothenberg,

Under vort besøg smagte vi lidt forskelligt fra huset … ja faktisk fra begge huse, idet Gunderloch rent teknisk er opdelt i to firmaer, nemlig Weingut Gunderloch og Carl Gunderloch Weingutsverwaltung, hvor sidstnævnte ikke er medlem af VDP og producerer billigere vine, hvor de gængse regler under VDP ikke nødvendigvis skal efterleves.

Gunderloch smagelokalet

Vi startede med den billigste Red Stone Riesling fra Carl Gunderloch Weingutsverwaltung sortiment, men kom også omkring nogle af de bedste tørre GG vine fra både Nackenheimer Rothenberg samt Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Vi hørte også om Gunderloch spændende samarbejde med andre vinproducenter, hvor de forsøger at vinifere vine fra hinanden … altså tager druer fra samme mark hos hinanden og så hver især vinificerer for at se effekten af de forskellige kældre.

Vi hørte også om deres forsøg med at presse druerne i marken for at undgå effekt af bakterier i kælderen … altså på helt gammeldags manér at trappe druerne direkte i vinmarker. Generelt lød til det, at Johannes var meget interesseret i at eksperimentere.

Gunderloch god service

Deres Spätburgunder skulle vi selvfølgelig også smage, og vi endte med at købe lidt forskelligt fra huset. Det skal jeg selvfølgelig nok anmelde, når jeg åbner flaskerne.

Gunderloch Hipping marken

Her et foto af Grosse Lage marken Niersteiner Hipping.

2014 Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim, Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2014 Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim, Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandUndervejs mod det sydtyske fandt vi sent – tæt på midnat – overnatning på Landgasthof Hess i Neuenstein, vækkede en let forvirret ejer slash portier, som dog hurtigt fandt et par værelser til os og endda også tilbød at finde lidt forfriskninger til os.

Vi efterspurgte frejdigt lidt Spätburgunder … og PUF … så fandt han denne flaske Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken fra kooperativet Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim i netop Kaiserstuhl … vores destination. Han udbrød samtidig, at det var en liter, men at vi så ud til at trænge til det. Cheeky bastard … men hvilken service. UG med kryds og slange.

Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim holder til i Schliengen, men også ejer flere andre kooperativer, nemlig Die Genossenschaft der Kaiserstühler Winzer vom Silberberg i Bahlingen, Der Markgräfler Lindenhof i Müllheim, Schloss Bürgeln i Schliengen, Grafen Zeppelin i Müllheim, Badischen Weinhaus Schweiz med import fra Scweiz og butikken Weinmanufaktur Weingarten  Baden.

Kooperativet er grundlagt i 1908, hvor 36 vinbønder havde sat hinanden stævne på Gasthaus Krone i Schliengen og der grundlagde Ersten Markgräfler Winzergenossenschaft.

I dag er der langt flere medlemmer af kooperativet, idet hele 900 vinavlere er medlemmer. De ejer samlet lidt over 380 hektar vinmarker fordelt på områder i Markgräflerland, Kaiserstuhl, Tuniberg og Kraichgau. De giver en produktion på 3,2 millioner flasker vin hver år.

Denne 1 liters Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken kommer fra området Markgräflerland i Baden og dermed ikke fra Kaiserstuhl, som den søvnige portier ellers sagde. Ikke at det gør så meget, da Markgräflerland ligger en smule sydligere end Kaiserstuhl … ja faktisk den sydvestligste del af Baden,

Den hedder Mauchener Sonnenstück efter området mellem Schliengen og Müllheim, men ellers har jeg faktisk ikke så mange oplysninger om, hvordan vinen er produceret.

Men på et værelse på adressen Geistalstraße 8 i Neuenstein en sen nat, så smagte den ganske fint. Næsen har lidt svag stald, fine hindbær noter, men også ganske parfumeret, lidt abrikos, billige bolsjer … en lidt rustik kant og men fornemmer, at den ikke er taget fra øverste hylde.

Smagen er også lidt kantet, syrlig og bitter, nærmest med lidt peber i smagen. Det er ikke stor spätburgunder, men en aften, hvor vi crasher et mørkt hotel lidt før midnat og den søde portier kan diske op med denne vin, så er det bestemt godkendt.

Og som han sagde … det er godt nok en liter, men I ser ud til at kunne drikke det. Cheeky bastard. Vi drak nu kun det halve og tog flasken med næste dag … beskedne som vi er.

På kooperativet koster vinen 6,60€ … eller omkring en 50’er.

Rating 3/7

Landgasthof Hess
Landgasthof Hess … hvor der fås Spätburgunder, selvom du ankommer klokken lort om aftenen.

En kødpusher udover det sædvanlige

Lige udenfor Randers … retning øst i forstaden Assentoft … findes der en kødpusher lidt udover det sædvanlige. En forretning, hvor nøgleordene er kvalitet og god service. Hvor råvarerne er i orden og mesteren selv hele tiden udvikler nye produkter. En kødelsker af den anden verden, der lever og ånder for godt kød samt kundetilfredshed.

Forretningen hedder Slagter Primby … og han er – udover at være min svoger – en ualmindelig dygtig håndværker. Det siger jeg ikke kun fordi, at han er i familie … men fordi han faktisk gør en forskel i en verden med tv-dinner, færdigretter og konsumvarer, men hvor flere og flere heldigvis får øjnene op for kvalitet og de gode råvarer.

Krogmodnet kød

Han har netop uploaded slagterforretningen til seneste version 2.1, så den står fuldstændig toptrimmet og lever op til de lækre råvarer, som der daglig produceres i butikken. En overflod af varer … moderne modningsskab, hvor de kan købe din egen oksehøjreb og løbende komme og få skåret bøffer fra den. Ganske cool.

Derudover er Christian – som er kødpusherens borgerlige navn – også startet med produktion af en lang række pølsevarer, og seneste skud er en chorizo, som jeg netop i dag har smagt … og I kan se på øverste foto sammen med flaske vin …ja, det er jo en vinblog. Det er en flaske Huff … som kødpusheren har en forkærlighed for.

Og hvilken herlig chorizo … kødfuld, velsmagende og herlig røget. Glem alt om chorizo fra supermarkederne og smag denne fra Primby … som man skulle tro havde spanske gener. Godt er det.

Så fra DK’s flittigste vinblogger hermed en varm anbefaling af DK’s bedste kødpusher … aka pølsemager aka Slagter Primby. Kommer du fordi Randers, så slå et smut forbi.

Her lige et par billeder fra den toptrimmede butik:

Butikken

Butikken II

Gode varer

Hmmmm

Modningsskabet

2012 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigI sidste uge tog Houlberg – jeres flittige vinblogger – sammen med vinbuddy Jan en forlænget weekend til Sydtyskland med et kort stop i Rheinhessen og ellers ophold og besøg hos masser af vinproducenter i Kaiserstuhl i Baden. Et vinøst roadtrip … og en herlig oplevelse. Jeg skal senere nok komme med beskrivelser fra vore besøg, præsentationer af flere vinproducenter og anmeldelser af enkelte vine.

Allerede på vej auf der autobahn A7 smagte vi første vin … nemlig på først stop på en rasteplads slash rastplätz slash autohof godt stykke efter Hamburg, idet Jan – totalt forudseende – havde medbragt en sød lille 37,5 cl. flaske af førstevinen fra Château Malartic Lagraviere i Pessac-Léognan i Bordeaux samt rigtige vinglas. Sådan.

Så mens de store bimmere, Mercedes, Audier og Porcher drønede skyndsomt forbi på der autobahn, så vi sad vi der med lidt milchkaffee, hjemmesmurte sandwicher og god Grand Cru Classé. Perfekt optakt til vort roadtrip i vinens navn.

Lad os inden smagsnoterne fra motorvejen kaste et blik på Château Malartic Lagraviere, som oprindelig er bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.

Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage samt vinen Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, som  således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil. Jeg har tidligere smagt på førstevinen og Le Comte de Malartic og skrevet om begge her på bloggen.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Druerne er høstet med udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og vinificeret i temperatur-kontrollerede rustfrie ståltanke med gæring i 4 uger, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på egefade, heraf 60% nye fade. Den legendariske vinmageren Michel Rolland har hjulpet med at lave vinen.

I næsen er der som sidst klassiske Bordeaux dyder med dyb og mørk muldjord, skovbund, virker herlig animalsk i udtrykket og har selvfølgelig mørk frugt, solbær, blåbær, lidt hospitalsgang og pilleglas, røg, let vanilje og en smule grønne urter. Smagsmæssigt voluminøs med stor fylde, solbær, engelsk lakrids, flot balance og smager bedre end jeg husker 2005’erne. Måske det skyldes omgivelserne på rastepladsen og forventningerne til de kommende dage … måske! Men godt smagte den.

Købt hos Jysk Vin, hvor 1 flaske 37,5 cl. kostede 219 kr, De har den fortsat i almindelig størrelse, hvor prisen er 429 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2008 Viñedos y Bodegas de la Marquesa, Valserrano Reserva, Rioja, Spanien

2008 Viñedos y Bodegas de la Marquesa, Valserrano Reserva, Rioja, SpanienI den lille by Villabuena de Álava i Rioja ligger vinhuset Viñedos y Bodegas de la Marquesa … i daglig tale kaldet Valserrano, og de står bag denne Valserrano Reserva.

Vingården er grundlagt i 1850’erne, da D. Francisco Javier Solano og Eulate Marquis de la Solana slog pjalterne sammen. De havde tidligere lavet lidt vin og fået ros for vinen af Monsieur Pineau fra Bordeaux, og netop inspireret af de flotte roser og vinene fra Médoc, så udvidede de derefter med køb af yderligere vinmarker, køb af egetræsfade og flaskning af deres vine, som de solgte under navnet  Marquis de la Solana.

 Og det medførte succes, og således begyndte de at modtage vigtige priser, bl.a. en sølvmedalje i 1898 på udstillingen i Logroño og guldmedalje ved verdensudstillingen i Barcelona i 1929.

I dag er det 4. generation, som driver vingården, nemlig oldebørnene Simon Juan Pablo og Milans del Bosch. Og 5. generation er også allerede involveret i driften,  idet Simon Juan Pablo børn Pablo, Jaime og María de Simón alle varetager forskellige ansvarsområder i familieforetagendet.

 Viñedos y Bodegas de la Marquesa har samlet 65 hektar vinmarker, som er tilplantet med druer som Tempranillo, Mazuelo, Garnacha, Graciano og Viura. De årlige produktion ligger på 306.000 liter rødvin og 30.000 liter hvidvin.

Denne Valserrani Reserva er lavet primært på Tempranillo og omkring 10% Graciano. Druerne høstes på familiens ældste og bedste vinmarker i Villabuena. Vinen lagres i minimum 24 måneder på en kombination af amerikanske og franske egefade, og yderligere 12 måneder på flaske inden den forlader kælderen.

I næsen er her røg, brændte elementer … sådan lidt sødbrændt note, søde frugter, solbær, violer, lidt salt, sød lakrids og med lidt luft i glasset kommer der også en duft af lidt indelukket stald rullende.

Smagen er lidt ovre i samme boldgade … voluminøs og fyldig med kafferistede aromaer, engelsk lakrids, en pebret syre og derudover en grøn og rustik side. Dejlig Rioja.

Forhandles af Lago Import, men de oplyser ikke prisen. I udlandet koster vinen omkring 12,30€ … svarende til omkring 92 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger