Tag-arkiv: Frankrig

2023 Vignobles Gabriel & Co, Les Hauts de Pradel Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2023 Vignobles Gabriel & Co, Les Hauts de Pradel Pomerol, Bordeaux, FrankrigDet store vinfirma Vignobles Gabriel & Co er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog og det holder til i Saint Aubin de Blaye og laver vine under forskellige navne, som nu fx Les Hauts de Pradel fra Pomerol på den højre side.

Jeg har før skrevet historien om Vignobles Gabriel & Co, som i fællesskab med en langt række producenter yder bistand og laver fælles markedsføring. Samlet er der ikke mindre end 33 vinhuse tilknyttet samarbejdet under Vignobles Gabriel & Co.

Men her smager jeg så en af de mange, mange forskelige vine, som laves af Vignobles Gabriel & Co og den er lavet på et klassisk blend af 80% Merlot og 20% Cabernet Franc fra udvalgte parceller i Pomerol.

I vineriet afstilkes alle druer, inden rødvinen gærer i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 16-18 måneders på 225 liter franske barriques egetræsfade.

Duften virker nærmest fløjlsblød med en lille woody tørhed, cedertræ og ellers frugt af solbær, brombær og hindbær, mens der også kommer lidt mulle kælder, skovbund, rå champignon og ellers en smule blomster … meget fin aroma lige midt på vejen.

I munden har vinen en god og styrende syre, mens frugten virker slank, frisk og syrlig. Der er solbær, hindbær og ribs, masser af bitter lemon og knastørre tanniner, der udtørrer munden dominerende og herskende. Det giver en frisk, skarp og flot Pomerol, 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens vinen koster 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Cantemerle, Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet er kun knap en måned siden, at jeg sidste smagte en Château Cantemerle Haut-Médoc 5. Grand Cru Classé vin og da var det i en årgang 2016 … nu smager jeg 2021’eren.

Denne 2021 er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 6% Cabernet Franc og endelig 4% Petit Verdot. Vinstokkene er omkring 35 år gamle og står med en tæthed med 8.300 stokke pr. hektar.

Druerne er høstet manuelt og derefter afstilket og knust inden gæringen sker ved 26-28 grader over 6-8 dage med en maceration over 28-30 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 40% er nye og den årlige produktion ligger på 400.000 flasker.

Vinen er lavet med hjælp fra eliteønologen Eric Boissenot, der også laver vin for Mouton Rothschild, Latour, Lafite-Rothschild, Château Margaux og Léoville Las Cases.

Op af glasset emmer det er klassiske bordeauxfile aromaer med blanding af tør cedertræ, cigarkasser og så godt med solbær blandet med brombær, godt med muldjord og fugtig skovbund. Man kan godt mærke, at det endnu er en ung bordeauxvin, hvor træet fortsat føles tørt og markant, men selvfølgelig også giver lidt fadnoter af kaffe, vanilje og tør engelsk lakrids.

Som sidst er smagen lysere, friske, slankere og mere syrerig med en lyslvende og frisk frugt af tranebær, lyse kirsebær og solbær, ret lyse og tørre tanniner, der bider og snerrer uden at blive dominerende og det gælder også den let bitre og mineralske syre, der er med til at give denne stolte rygrad, struktur og levende nerve. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349, 95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte denne Pommard Cuvée William fra Domaine Michel Rebourgeon var jeg himmelhenrykt og skrev, at den fik fuglene til at synge og glemme uvejr, krige samt al anden dårligdom, så Give Peace and Pommard a chance. Nu smager jeg 2022’eren.

Denne vin er lavet på Pinot Noir druer fra tussegamle vinstokke og her er det et mix fra de to marker Les Perrières og La Vache, som var nogle af de første marker, som man genplantede i Pommard efter vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet.

Det betyder for denne vin, at de ældste vinstokke er 114 år gamle og i gennemsnit 95 år, hvilket endda er ganske unik for Bourgogne, men ellers er vinen næsten lavet som de forrige.

Efter høst og sortering er druerne afstilket fuldstændigt, men druernes knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration før en spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger med daglig pigage og remontage for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye franske barriques og der er kun lavet sølle 2.260 flasker af vinen og denne flaske er nummer 50.

Uhhhh … man bliver helt stille, for man rammes af en smukt velafbalanceret duft med bløde og sødlige fadnoter af ristede nødder, vanilje, kanel, mælkechokolade, skovbund, svampe og ældre træværk af teak, mahogni smurt godt med linolie. Trods den ret unge alder virker frugt moden, rund og cremet med kirsebær, jordbær og  hindbær … alt velfriseret, vandkæmmet og klar til skolebal og første forelskelse.

Hvor er det også smagsmæssigt et par velsiddende bukser … sådan lidt stretchagtig stof for velvære og alligevel frækt tætsiddende om røven og fremstår dermed aldeles sexet. Det er afdæmpet, læskende og luksuriøst med mushy rund, blød frugt af søde og let kandiserede kirsebær, bløde jordbær og knuste hindbær suppleret med en smule tranebær med let bitterhed, let pågående syre og velordnerede, tørre tanniner … smukt … 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDenne Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir fra Domaine Grivot-Goisot smagte jeg første gang i årgang 2022, men nu smager jeg sørme 2023’eren.

Pinot Noir druerne kommer fra omkring 5 hektar vinmarker i Côtes d’Auxerre med 10 til 45 år gamle vinstokke … passet med grøn høst druerne er plukket manuelt.

Vinen er lavet alene med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret små 10 måneder på neutrale fade.

Dejligt frugt … dejligt bondsk, har sådan lidt en beaujolaisagtig duft med frisk landlig frugt, blomsterstængler, saftdryppende læskende kirsebær, jordbær og moreller, lidt nelliker, vanilje, kanel, jod, blod, tulipaner og saltlakrids.

I munden bliver det dog mere klassisk burgundisk, meget ren og direkte, klar frugt af kirsebær, jordbær og tranebær suppleret med en smule grillet lemon, der giver lidt sødbitterhed. Det er let, ren og frisk, har tørre og velintegrerede tanniner, har en lidt lys feminin side og samlet set en rigtig fin bourgognevin til prisen. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Le Plan Des Moines, La Borde Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Le Plan Des Moines, La Borde Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigVi skal da også smage lidt Côtes du Rhône vin igen, så nu smager jeg en 2022 La Borde Côtes du Rhône fra Le Plan des Moines.

Vinhuset ligger i Saint-Rémy-de-Provence omkring 20 kilometer fra Avignon og blev grundlagt i 2011 af Daniel Orsolini sammen med hans 2 venner Thierry Pommet og Claude Serra.

Til sammen har 3-kløveret over 60 års erfaring i vinbranchen, hvor Thierry er født på en vingård, er uddannet sommelier og står for hele ledelsen, mens Claude er vinmager og Daniel står for markedsføring. Claude Serra er en erfaren, uddannet vinmager og professor i ønologi ved Montpellier Universitet.

Jeg har tidligere smagt en Côtes du Rhône vin fra de 3 venner, men det blev lavet under navnet Villa des Grès. Men de fleste vine laves nu under navnet Le Plan Des Moines, som også er navnet på deres største vinmark, der ligger lige mellem Remoulins og Avignon.

Jeg kan se, at de udover Côtes du Rhône bl.a. også laver Vacqueyras, Gigondas, Châteauneuf-du-Pape og Côte Rôtie og markerne har de løbende opkøbt, men jeg kan ikke se, hvor mange hektar de har.

Her smager jeg deres 2022 La Borde Côtes du Rhône, der er lavet på 60% Grenache og 40% Carignan, der kommer fra nogle 25-50 år gamle vinstokke på en knap 5 hektar stor mark.

Druerne er høstet manuelt og sorteret i marken, afstilket og så er gæringen sker over 18 dage ved max 28 grader med løbende pump over og temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12-18 måneder i ståltankene inden aftapning.

Duftmæssigt er det bestemt Côtes du Rhône, men det er en grøn, urtet og stram Côtes du Rhône med eukalyptus, mentol, lavendler, grønne krydderurter og buske. Læg dertil et pilleglas, fennikelpølse samt noget tørt cedertræ samt en frugt af mørke kirsebær, solbær og ribs.

Smagen er lidt mere forsonende … der er godt med frugt, der dels giver en lille sødme, men ellers tørt bid af kirsebær, solbær og ribs, sødbitter lemon, sødlig vermouth, masser af sødbitter tranebærsaft og en rustik og alligevel fin syre. 88 point.

Forhandles af Dinvinhandel.dk, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Prosper Maufoux, Hautes-Côtes de Beaune Rouge, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Hautes-Côtes de Beaune Rouge, Bourgogne, FrankrigJeg smagte derefter mere Pinot Noir, men nu mere ædle dråber, for det var en burgundisk 2022 Hautes-Côtes de Beaune Rouge fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg jo også er stødt på et par gange her på vinbloggen.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir druer, som Prosper Maufoux håndplukker fra deres egne parceller i det højtliggende Côte de Beaune.

Druerne sorteres, afstilkes og overføres blidt til ståltankene med omkring 4-5 dages koldmaceration ved 10 grader inden gæringen så sker med temperaturstyring over 18-20 dages med skindkontakt og 2 daglige punch downs. Efter endt fermentering er vinen så lagret o 12-15 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 30% helt nye egefade.

Uhhh sikke en duft … har den lidt overlegne, dekadente og temmelig umamiagtige aroma med nødder, skovbund, gamle teaktræsplanker, hårdttræsolie og mandelessense. Det virker modent med en frugt af kirsebær, jordbær og hindbær, men derudover lidt Kahlua kaffelikør, vaniljeekstrakt,

Smagen er blød, cremet og hengivende … alligevel mærker men liv samt friskhed i frugten. Det er jordbær, rabarber, kirsebær og lemon med en lille sødbitterhed, let, luftigt og med en diskret, elegant syre og bløde, runde og velintegrerede tanniner. Det er virkelig en dejlig bourgognevin fra en af de øvre skuffer … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDejligt gensyn … for jeg har smagt denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques Sipp og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack før, men nu smager jeg den igen i årgang 2020.

Jeg skriver gensyn, for jeg har smagt vinen før i årgangene 2009, 2013, 2016, 20172018 og 2019.

Som navnet siger, så kommer alle Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle.

Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

I næsen har vinen denne lidt fyldige, varme og småolierede fornemmelse. Der kommer – som også i forrige årgang – en smule symaskineolie og en frugt af fersken, melon, pærer, modne æbler og så lige en anelse nødder, der bidrager til kompleksiteten.

Smagen er blød og blødere end 2019’eren, hvilket giver vinen et rundt, varmt og behageligt udtryk. Der er æblemost, fersken samt lidt sødbitter lemon og måske endda også lidt tropisk frugt anført af ananas og abrikos suppleret med en kalket mineralitet. Det er fint læskende og saftigt … 91 point,

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2024 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2024 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigDenne Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard kommer fra Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, og jeg har før smagt vinen i både årgang 2022 og 2023, men her er det 2024’eren.

LGI Wines ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druerne fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og der er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2024 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Der er bestemt godt med Sauvignon Blanc karakter i næsen … stikkelsbær, hyld, grøn peber, græs og så alligevel også lidt mere krop og fedme med melon, fersken og pærer, men det fede er klart mindre udtalt end hos de to foregående årgange. Der kommer også noget duften af noget sandeltræ og papkasser, hvilket giver et ret tørt udtryk.

Smagen er anderledes … har mere sødme, så her kommer de eksotiske frugter mere frem med mango, melon, fersken, kandiseret lemon, hyldeblomst og en lidt Faxe Kondi saftighed, som dog får følgeskab af lidt sødbitre elementer fra lemon- og citronfrugter. Samlet set hiver smagen mod stor venlighed. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigHvad er mere passende end at slutte en Bordeaux vinsmagning med Sauternes og det blev med en smuk 2019 Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut.

Dette er også en vin, som jeg har smagt før for omkring 4 år siden og dengang var det i en årgang 2001, men nu smager jeg en nyere.

Château Suduiraut er et af de smukkeste slotte i Sauternes og kan dateres tilbage til det 16. århundrede, hvor den adelige Leonard de Suduiraut giftede sig med Nicole d’Allard og som medgift fik jorden til det, som vi i dag kender som Château Suduiraut.

Det var dog Leonards nevø Comte Blaise de Suduiraut, som fik slottet opført og samtidig stod bag opførelsen af den smukke have omkring slottet … anlagt af den berømte havearkitekt Le Nôtre, som også havde skabt Versailles-slottets haver. I dag kan de flotte haver omkring slottet fortsat nydes.

Men da Comte Blaise de Suduiraut døde uden arving, så fik slottet en grum skæbne og endte med at blive plyndret og brændt ned ved Fronde opstanden, der varede fra 1648 til 1653. Det blev derefter genopbygget og i slutningen af ​​det 18. århundrede overtaget af en nevø af Suduiraut-familien Jean Joseph Duroy, som omdøbte vinslottet til Cru du Roy.

Det var også Jean Joseph Duroy, som skabte det våbenskjold, som Château Suduiraut bruger i dag … en kartouche med Suduiraut- og Duroy-våbenskjoldene smeltet sammen i et.

Der har formentlig nok altid været produceret vin på Château Suduiraut, men det var først i begyndelsen af ​​det 18. århundrede, at man begyndte med at høste overmodne druer for at lave de søde sauterne vine … og det gjorde man også på Suduiraut.

Selvom det var naboen lidt længere mod syd Château d’Yquem, som løb med den største hæder, så blev Château Suduiraut også hurtigt anerkendt som et af de bedste vinhuse for fremstilling af de søde dessertvine. Slottet blev således også registreret som 1er Cru i den officielle 1855-klassifikation for de søde hvidvine fra Sauternes-Barsac.

Men op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne dykkede kvaliteten mærkbart og mange Sauternes elskere vendte vinene fra Château Suduiraut ryggen.

Så da den franske forsikringskoncern AXA i 1992 overtog Château Suduiraut, så satte man alt ind på at bringe slottet tilbage på sporet. Den store forsikringskoncern ejede i forvejen Château Lynch Bages og Château Pichon Baron i Pauillac. De satte Christian Seely ind som administrerende direktør på Château Suduiraut flankeret af teknisk direktør Pierre Montegut … og foretog betydelige investeringer.

Men de har absolut båret frugt og i løbet af 2000’erne er der sket et markant kvalitetsløft. I dag er Château Suduiraut igen en af områdets betydelige producenter.

De råder over hele 92 hektar marker med i gennemsnit 30 år gamle vinstokke fordelt på 90% Semillon og 10% Sauvignon Blanc. Den nærved liggende Garonneflod sørger for fugtighed og tåge, der er essentielt for at den noble råddenskab Botrytis Cinerea udvikles,  grundvilkåret for stor sød Sauternes.

I denne årgang 2019 er vinen lavet på 94% Semillon og 6% Sauvignon Blanc. Efter en blid presning er vinen lavet med gæring ved 18-24 grader i egefade, hvoraf 50% er helt nye. Efter gæringen er vinen så også lagret på fadene16-20 måneder og den har 130 gram restsukker pr. liter.

Sikke en duft … vild og ustyrlig nektarsød aroma med træflis, træværksted, træolie, lim, blomster og honning. Det er som en vinøs sommerfuglenektar, let kemisk på den helt rigtige måde og ellers ret tæt og kompakt med abrikos, syltede appelsiner, pærer, tørret frugt, æblekompot, lidt oxideret ædelhed samt karamel, nødder og nogle eksotiske krydderier. Mums.

Uhhhh hvor er det sødt og alligevel luftigt og let på en himmelsk måde, ret nektarlækkert med tørret abrikos og smager godt, blødt, cremet og smelter sgu nærmest i munden, hvor alle de søde, syrlige, modne og intense smage løber ud i alle afkroge. Men der bliver dog aldrig oversødt eller overdone, for vinen har også en skarp, direkte og æstetisk smag med rank ryg … storhed på flaske, så 96 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en 0,5 cl. flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Château Petit-Village, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Petit-Village, Pomerol, Bordeaux, FrankrigAftenens sidste røde Bordeaux blev en 2019 Pomerol, der er fra vinslottet Château Petit-Village, der er et smukt beliggende slot i  Pomerol og kendt for sine flotte, elegante og velstrukturerede Merlot-baserede vine.

Château Petit-Village ligger i den østlige udkant af Pomerol ved byen Catusseau i en klynge med ved Château Beauregard, Vieux Château Certan og Château La Conseillante.

Det er egentlig ukendte, hvem der oprindelig startede med at lave vine på slottet, men efter den franske revolution blev det overtaget af Dufresne-familien, som var en familie af vinbønder fra Libournais, men blev i 1919 købt af negociantkøbmanden Fernand Ginestet.

I løbet af 1970’erne blev det imidlertid overtaget og drevet en periode af Bruno Prats indtil 1989, hvor det blev solgt til den store forsikringskoncern AXA, som fortsat står som ejer og har overladt ledelsen til Christian Seely … og han er skam også administrerende direktør på Château Suduiraut, som jeg faktisk anmelder en vin fra bagefter, for dét vinslot er også ejet af AXA.

Château Petit-Village har i alt 10,5 hektar vinmarker, der ligger samlet i en stor trekant og er tilplantet med druerne 75% Merlot, 17% Cabernet Franc og 8% Cabernet Sauvignon med en årlig produktion på 3.500 kasser af denne førstevin.

I denne årgang 2019 er denne Pomerol lavet på 80% Merlot, 15% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon høstet på 5 dage fra den 18. september og frem til 2. oktober. Vinificering er sket traditonelt og efter endt fermentering er vinen så lagret 16-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt virker vinen mere animalsk, mere grøn og stilket end foregående vine. Der er jod, medicinskab, tør engelsk lakrids og så har den en rank, grøn og let sødbitter frugt med tranebær, blommer og solbær. Det grønne bliver ved med at komme igen, blomsterrig, godt med violer, urter og søde krydderier.

I munden er det himmelsk … cremet, fløjlsblød velour, der både smelter i munden og samtidig også har en stram og velafbalanceret syre, hvorved vinen står præcis og knivskarp. Det er tørt, stringent og koncentreret med en perfektionistisk præcision og så alligevel på en meget let og ubekymret måde … det smager drøngodt. 96 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 750 kr.

Vinanmeldelse 6/7