Château Chantemerle er en uanseelig lille familiedreven Cru Bourgeois vingård og må ikke sammenlignes med 5. Cru vinslottet Château Cantemerle, selvom det umiddelbart alene adskilles af et lille h.
Men det betyder, at vinhuset ikke har en lang gloværdig historie og ejer et stort og flot vinslot, men blot er en mere simpel vingård, som ligger ved byen Gaillan-en-Médoc i Bégadan området på Médoc halvøen. Vinhuset drives af Fréderic Cruchon og resten af hans familie, som samlet har knap 50 hektar vinmarker med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot.
Fréderic Cruchon laver to vine på gården, denne Château Chantemerle Cru Bourgeois Médoc samt en Les Trois Manoirs Cru Bourgeois Médoc og årsproduktionen ligger sammenlagt på 132.500 flasker vin.
Denne Château Chantemerle Cru Bourgeois er lavet på 60% Cabernet Saugvignon, 35% Merlot, 2% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot. Druerne kommer fra stokke, der gennemsnitlig er omkring 30 år, men ellers har jeg heller ingen oplysninger om produktionen udover lagring på barriques i 12 måneder.
Der står flere steder, at vinen skulle være vinificeret på et lokalt kooperativ, men det kan jeg sgu ikke bekræfte. Men formentlig og forhåbentlig er den lavet på vingården.
Og det er lækker Bordeaux fra en 2009 årgang, som jo også sammen med 2010 er en kanon årgange på venstre bred. Det er engelsk lakrids, dyb, fed og mørk frugt, solbær, flæsk, blæk, vanilje og et drys kakao. Klart en powermæssig Bordeaux med mørk slagside og dufter nærmest oversøisk.
I munden er det også en fed, mørk vin med blæk, godt med tanniner, tørhed og lidt barsk i smagen. Der er dog en vis syre … også lidt rustik, men samlet kraft, power og lækker vin. Så Chantemerle er bestemt godkendt … også med et ekstra h.
Forhandles af Ludv. Bjørns Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.