Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2012 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig

2012 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, FrankrigNår vi nu er ved boblevand, hvorfor så ikke fortsætte med flere bobler? Ved en smagning af champagner forleden smagte jeg bl.a. denne Extra Brut Premier Cru fra Champagne Louis Nicaise – drevet af Laure Nicaise-Préaux og hendes mand Clement Préaux … et virkelig godt champagnehus.

Extra Brut Premier Cru er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra Montagne de Reims ved Hautvillers. Vinen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og lagret på egefade omkring 6 måneder inden aftapning på flaske i april 2013.

Hvor lang tid champagnen er lagret i kælderen ved jeg ikke, men mon ikke det er omkring 5 år inden degorgering, hvor den er tilføjet en meget lille dosage på kun 4 gram pr. liter, således champagnen bevarer tørhed og friskhed.

Næsen byder på toast, franskbrød, er en kende parfumeret, lidt æbler, kiwi, hyben, god modenhed i æblerne, svagt kandiserede ananas, god krop og intensitet, sødkrydret samt et mineralsk brus i næsen. Virkelig nice.

Smagen er – som med 2011’eren – meget cremet og blød, godt med karakter, æbler, kiwi, mango, citrus og lgrape bitterhed.  Boblerne synes meget insisterende og fader ingenlunde ud, men giver bare champagnen en smuk lethed. Meget ren og tør smag. Det bliver som sidst et sted mellem 5,5 og 6 fede tommelfingre.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Henschke, Lenswood Croft Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2016 Henschke, Lenswood Croft Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienJeg sluttede mit besøg på Winemakers Fair hos den australske vinproducent Henschke … et af de vel mest anerkendte vinhuse i hele Australien. Jeg smagte blot 2 vine … og den første var denne lækre Lenswood Croft Chardonnay.

Det er et historisk hus, hvor historien går helt tilbage til 1841. I det år emigrerede Johann Christian Henschke nemlig fra Kutschlau i Brandenburg provinsen til det sydlige Australien. Dengang var sådan en rejse ikke nem, og hans hustru Appolonia Wilhelmine, en 9 måneder datter Johanne Luise samt 6-årige søn Johann Friedrich Wilhelm døde også på rejsen.

I Australien slog Johann Christian Henschke sig ned i område ved Adelaide Hills sammen med sønnerne Johann Gottlieb og Johann August. Han fandt efter et par år en ny hustru, som han faktisk fik 8 børn med, så den gode Johann Christian var på mange måder en produktiv mand.

Da familien i 1862 blev godkendt til at købe ejendom i den nye land, så købte de et stykke jord ved Keyneton i Barossa Valley og startede et lille landbrug. Med hjælp fra sønnen Paul Gotthard plantede de også vinstokke, byggede et lille vineri … og kunne i 1868 sende deres første vine på henholdsvis Riesling og Shiraz på markedet.

Henschke  udbyggede og udviklede derefter vingården op gennem 1860’erne, og det var også i disse år, at den sagnomspundne vinmark Hill of Grace blev plantet. Dengang var den dog ejet af Stanitzki familien, som dog senere i 1891 solgte vinmarken til Paul Gotthard Henschke.

Henschke er således i dag ét af de ældste vinhuse i Australien og kendt for deres ikoniske, meget prestigefulde (og dyre) vine, og de konkurrerer internationalt med Penfolds om at skabe Australiens mest eksklusive vine.

I dag drives vingården fortsat af Henschke familien, nu blot i 5. og 6. generation, da vingården ejes og drives af Stephen Henschke sammen med hustruen Prue. Stephen er vinmager, mens Prue med stor dygtighed har taget sig kærligt markerne, især vinmarken Hill of Grace med de ældgamle stokke.

I dag dyrkes marken efter biodynamiske principper med præparater, kompost for at skabe en levende jord og masser af halmdække, som bevarer fugten, da marken ikke kunstvandes.

Men 6. generation – sønnen Johann Stephen Henschke – er dog langsomt ved at overtage produktionen. Han er også en meget dygtig vinmager, som i 2005 er uddannet ønolog fra universitetet i Adelaide. Derefter har han arbejdet hos fabelagtige vinhuse som Leeuwin Estate,  Felton Road i New Zealand, Isole e Olena i Toscana og Arietta i Napa Valley. I 2012 færdiggjorde han også en Masters in Viticulture and Oenology fra Geisenheim i Rheingau.

Henschke familien har i dag omkring 100 hektar vinmarker, dels ved Keyneton by i Barossa, hvor også Henschkes vingård er placeret, dels i Eden Valley, hvor markerne er placeret endnu højere oppe, men derudover har de også marker i Adelaide Hills.

De bedste marker er klart Hill of Grace med de tussegamle vinstokke, Mount Edelstone, Eden Valley Vineyard samt Lenswood Vineyard … og det er netop fra sidstnævnt mark i Adelaide Hills, at druerne til denne Chardonnay kommer.

Marken ligger 550 meters højde og er købt i 1981. Vinen er – ifølge – producenten selv lavet helt traditionelt og lagret 10 måneder i franske barriques, heraf 16% nye fade.

Det dufter også som fed, olieret Chardonnay med masser af fad, men sikke en eksplosiv duft. Det dufter vildt godt. Den er aromatisk med blomster, brunet smør, fersken, honningmelon og alligevel føler du ikke, at det bliver alt for fedt, for vinen har en forførisk lethed, som samlet giver smuk og næsten vanedannende næse.

I smagen bliver det heller aldrig for fedt, for vinen har – midt i alt den cremede lækkerhed – en flot syre, som virkelig balancerer vinen. Der er lidt grape bitterhed endda, blomster, vanilje, fad, lidt mineralitet og masser elegance … alt flot balanceret. Det smager rasende godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, Frankrig

2017 Julien Sunier, Morgon Charmes, Bourgogne, FrankrigSidste vin hos vinmageren Julien Sunier var hans Morgon Charmes, der kommer fra 60 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet lidt som de andre, altså med carbonic maceration gæringen af de hele druer i 10 dage, hvorefter druerne presses i løbet af 24 timer på en gammel basket press, hvorefter vinen lagrer 9-11 måneder i gamle, burgundiske 228 liter barriques, som er anvendt mindst 10 gange tidligere.  Derefter aftappes Morgon Charmes uden filtrering eller klaring og alene med ganske lidt svovl.

Vinen minder på mange måder om de forrige, altså masser af rustik og landlig bio kant, men her er det mere dæmpet og skørheden er også mindre, mens der til gengæld er skruet op for blomsterne. Det gør vinen mere let, elegant og klassisk. Dermed er vinen ganske forførende, svævende … men fortsat med en vild side.

Og – nøj – hvor er det lækkert, blødt, imødekommende, elegant og smukt. Det er sorte kirsebær, funky og landlig, fine tanniner, som lige bider dig i kæberne, ryster dig og gør dig glad. Det er virkelig lækkert og smækkert, og med en speciel karakter. Nogle vil blive forskrækkede og andre – som mig – knuselsker den bare

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Poderi Marcarini, Barolo Brunate, Piemonte, Italien

2010 Poderi Marcarini, Barolo Brunate, Piemonte, ItalienMit næste vinøse møde var med unge Andrea Marchetti, som er seneste generation på vingården Azienda Agricola Poderi Marcarini. Jeg bad ham servere sin bedste vin og det blev denne Barolo Brunate i en ældre årgang 2010. Sikke en krævende vinblogger!

Poderi Marcarini ligger i La Morra og grundlagt i midten af 1800-tallet af Giuseppe Tarditi, men siden 1990 har det være Manuel Marchetti, der som enke mand efter Luisa Bava – oldebarn efter den gamle grundlægger – repræsenterer 5. generation.

Manuel Marchetti driver Azienda Agricola Poderi Marcarini med sine børn Francesca, Lisa og Andrea … og sidstnævnte er altså den unge mand, som I kan se på billedet ovenover fra aftenen på Winemakers Fair.

Han er langsomt ved at overtage driften og produktionen af vinen fra deres 15 hektar vinmarker, som ligger ved La Morra, bl.a. parceller på de klassiske marker Berri, La Serra og Brunate.

Derudover har familien også lidt marker i Roero, hvor druerne til deres hvide Arneis dyrkes, og i Neviglie, hvor druerne til deres Moscati dyrkes. Samlet når de således op på 20 hektar vinmarker samt en årlig produktion på omkring 125.000 flasker vin.

I produktionen arbejdes der med beskæring af planterne og begrænsning af drue produktionen, for at opnå bedst mulige kvalitet.

Deres vine opnår generelt gode ratings af de førende italienske vinguider, herunder 2-3 glas i Gambero Rosso for de fleste årgange af netop denne Barolo Brunate. I vinkælderen bruges kun store tønder på 20-40 hektoliter, så vinene kan modnes langsomt.

De er således på alle måder traditionalister, og de høster kun fuldmodne druer. Gæringen er strengt kontrolleret og macerationen med skindkontakt varer i mindst 4 uger. Når den malolaktiske gæring er afsluttet, så lagrer vinene i mindst to år.

Udover vinproduktionen, så har familien også en vinbutik centralt i La Morra by samt et lille agriturismo aka hotel i Neviglie, altså længere mod øst forbi Monforte d’Alba,

Denne Barolo Brunate er lavet på præcis samme måde som beskrevet ovenfor. Druerne kommer fra Brunate marken, hvor Marcarinis vinstokke er plantet i periode mellem 1978 og 1987. Og så maceration i mindst 4 uger, malolaktisk gæring samt lagring på 20-40 hektoliter gamle egefade i 2 år.

I næsen er der læder, blomster, meget luftbåren og æterisk aroma, hvor vi stikker næsen i sky og fanger moden frugt og gamle fade. Der er en typisk italiensk og balsamiske syre, mentol, kirsebær, endda lidt tobak, tørrede bær, lakrids, fennikel og en gammel habit i et mølædt klædeskab. Hvor dufter det godt, modent og lækkert.

Vinen er også blød i 5. potens, så den smelter nærmest i munden og smager rigtigt godt. Det er cremet, modent og fløjsblødt, tanninerne fortsatte sindssygt markante og voldsomme sammen med en lys og omgængelig balsamisk syre + en megalang eftersmag. Det er sgu rigtigt lækker Barolo.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i nyere årgang koster 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, ØstrigDa Urban Stagård havde fået sin Riesling hat på til Winemakers Fair, så fortsatte jeg sgu med endnu en Riesling fra Lesehof Stagård, søstervinen Riesling Steiner Hund.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, blot kommer druerne her fra marken Steiner Hund, hvor vinstokkene varierer mere i alder og er fra 16 til 80 år gamle.

Det siges, at Steiner Hund marken fik sit navn for flere hundrede år siden, hvor der var en alvorlig hungersnød i Kremstal. Alle sultede, men en rig vinbonde – der selv havde svært ved at brødføde sin egen familie – gemte sin elskede hund ude i marken og fodrede den dagligt i smug. Han endte med at sælge marken for kunne brødføde sin familie, men marken blev opkaldt efter hunden.

Næsen på Urbans Riesling Steiner Hund er langt mere åben, givende, flyvsk og svævende end søstervinen. Der er fortsat gær, toast, en havbrise og lidt havvand i vinen, et smukt flor af blomster, abrikos, lemon og stor frugtrigdom. Det virker ungt, men for pokker en luftig og skør Riesling.

I munden er den meget smagfuld. Der er abrikos i frugten, men også pænt med syre, lemon og bitterhed, smelter nærmest i munden, selvom den egentlig har et fast bid. Det er sgu en lækker vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr., men er frem til 30/4 på tilbud til 225 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandWeingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs er lige noget for Danmarks førsteelsker af Spätburgunder … og denne 2015 er på niveau med årgangen tidligere eller måske endda lidt højere. Nu er årgang 2015 jo også freaking god i Tyskland.

Weingut J. Neus holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Her smager vinbloggeren igen Weingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Pares, der har sit navn efter den lokale betegnelse for paradis.

Marken ligger på Mainz bjerget ned for Nieder-Ingelheim og er samlet på 9 hektar, men Neus ejer dog ikke hele marken, men druer fra marker danner basis for 3 forskellige vine hos Neus.

Vinen er lavet af de særlige Spätburgunder Neus kloner og lavet med håndkraft med traditionel maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 22 måneder på franske barriques. Großes Gewächs vinene får simpelthen lidt mere kærlighed.

I glasset er vinen lettere grumset, transparent og teglfarvet, men udsender klare røgsignaler om en mørkere, fed og animalsk vin med sødbrændte fade, nødder, vanilje, kanel … uh det dufter godt. Der er en æterisk lethed, modenhed i frugten, lidt mælkede noter og jordbær drikkeyoghurt, violer, gazebind. lidt tjære samt sorte jernbanesveller. WAOW.

Der er godt med garvesyre i smagen … næsten italiensk tør og balsamisk i syren, men frugten også er lidt til den mørkere side, lidt blåbær, som endda virker ganske moden, blød og cremet. Det er en tør vin med masser af jern, krydderier og mineraler. Det smager simpelthen også vildt godt.

Forhandles af Mr. Ruby, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 6/7

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, Italien

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, ItalienHvis man en aften helt alene,  tutto solo – under månens skær og til tonerne af Kys Hinanden med Dario Campeotto, skulle dele en flaske vin med den smukke Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi, så skulle det ubetinget være hendes Solitario. Den får den blødeste side frem i alle stærke mænd.

Det en hybrid, pærevælling og bastard af en vin. Et gadekryds, som ikke passer helt ind, men smager ganske fantastisk. Normalt ligger restsukkeret på 4 gram pr. liter i en Amarone, mens en Recioto mindst skal ha’ 70 gram pr. liter, men ofte ligger langt højere. Solitario har 21,2 gram restsukker pr. liter og så skulle man jo blot tro, at det er en sød Amarone.

Det kan lyde lidt klamt, men det er det på ingen måder, men det vender jeg tilbage til lige om lidt. Solitario er – som Amarone – lavet på 35% Corvina, 20% Rondinella, 35% Corvinone samt 10% af Oseletta og Croatina.

Druerne kommer fra husets vinmarker i Mezzane di Sopra og  alle druer høstes med håndkraft og fragtes til vingården i små kasser, så druerne tager så lidt skade som muligt. Herefter tørrer druerne i 3½ måned. Efter vinifikationen lagrer vinen hele 54 måneder i nye franske egetræsfade og herefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 30 måneder inden frigivelse.

Ved første snif tænkte jeg; åh nej … en totalt overmoden vin, hvilket også understøttes af en brunligere farve i glasset. Men vent et kort øjeblik, for så åbnes der for en ekstraordinær vinoplevelse. Næsen byder på en klar sød og nøddet aroma med masser af modne blommer, syltede sorte kirsebær, chokolade og vanilje.

Det dufter mer’ af dessertvin end af Amarone og med en – for dessertelskende søde mænd – meget berusende duft, som får dig til at trække på smilebåndet. Alligevel er vi ikke helt ovre i dessertland, for der er – sammen de flydende nødder og chokolade – også blandet en gammel og sød balsamisk eddike i gryden.

Smagsmæssigt er det også klart en anderledes vin og med den høje, nærmest dessertsødme i vinen, så tænkte jeg strakt på ost. Men vi dog ikke helt ovre i Recioto land, for der er også tanniner samt en vis grad af syre i vinen, selvom det hele leveres fløjlsblødt og cremet med en gammel, stoisk dekadence. Der er en smule Sagrantino Passito over vinen … blot med venetianske gener.

Det er som nævnt en vin lidt udenfor nummer … en vin, der er lidt sin egen. Jeg synger stadigvæk ost, ost, ost, jeg vil ha’ ost, måske endda en Gammel Ole. Mange vil måske være lidt forskrækkede over en sådan vin og måske sige, at den ikke passer ind.

Jeg er dog tilhænger af vinøs vildskab og vine, som udfordrer normen, og der er Solitario helt perfekt, for den smager simpelthen ganske fantastisk. Nyd den til lidt dessert eller ost. Fanden svær at rate … og så alligevel ikke, for det er en fantastisk oplevelse, selvom prisen også ligger i det højere luftlag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 749 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandFra den imponerende 2007’er Pinot Noir Steil til en næsten lige så flot 2009 Pinot Noir Present … igen er Jens Heinemeyer på Weingut Solveigs flyvende.

Det er næsten ren næsedoping, i denne årgang måske endda med lidt mere fedme og tyngde end de foregående år, fortsat en moden lys frugt, hindbær, ribs og kirsebær, lidt kanel og samlet dufter det bare vildt godt.

I munden er vinen blød, rund og blid, frugten igen klart lys og moden. Det er klart mindre bio, grøn og kantet end de tidligere årgange og har faktisk mere af klassisk tysk Spätburgunder over sig. Igen smager vinen også vildt godt, så jeg vakler lige mellem 6 og 6½ af de iskolde houlbergske fingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2006 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2006 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandHvor går tiden hurtigt, og man synes ikke, at 2006 er ret lang tid siden, men denne 2006 Pinot Noir Present fra Weingut Solveigs har alligevel 13 år på bagen, hvilket den dog på ingen måder bærer præg af.

Næsen er voldsomt elegant, lys, feminin, aggressiv og blomsterrig. Det er vilde bær, ribs, hindbær og meget mere svævende i sine aromaer, hvilket jeg bare knuselsker. Der er også klart nogle fadnoter, som er med til at få tingene til at passe skide godt sammen. Der er røg, burgundiske grønne noter, bio kant og lidt mælkechokolade … dufter vildt godt.

Og nøj hvor den også smager godt, blid, blød, lækker og forførisk, men fortsat med den karakteristiske grønne og lette friskhed, lyse og modne bær, lidt fennikel og lakrids. Yammy.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

1999 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

1999 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandNæste årgang – 1999 – var også Weingut Solveigs’ Pinot Noir Present, men i min skarpslebne optiske og sfæriske linse klart bedre end 1998’eren.

Næsen er masser af de lyse bær, ribs, hindbær og endda lidt kirsebær, men denne har også lidt solcreme, håndsæbe, blomster, lidt krudt og bio kant. I starten er den måske afvisende, som en ungmø på Thy-lejr, men med flere snif åbner den sig virkelig op. Der kommer også lidt bolsje varme, men er bestemt lidt sin egen, men det ka’ vi lide og det dufter fantastisk.

Smagen er også lidt i samme boldgade, bare utrolig blød og blid … helt smukt ældet, men med masser af lys, frisk frugt, masser af tanniner og jern. Det er sgu vildt det her, smager bare helt fantastisk, så Houlberg er glad.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7