Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPå adressen Via di Voltaia Nel Corso 3 kilometer fra centrum af Montepulciano finder vi den lille ejendom Podere Monti, som har et agriturismo og vinhuset Croce di Febo … og derfra har jeg nu fået denne 2017 Vino Nobile di Montepulciano i vinglasset.

Huset blev grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Vino Nobile di Montepulciano, der er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Colorino.

Druerne kommer fra de to vinmarker Vigna la Pietra og Vigna Capuccini og gærer med naturgær i betontanke og ligger på egefade i 24 måneder efterfulgt af 6 måneders flaskelagring. Der er en årlig produktion på 10.000 flasker af denne vin.

Næsen byder på sød tobak, engelsk lakrids samt en god, gammel og tyktflydende balsamico-eddike, en mørk og moden frugt af blommer, brombær, jordbær, sorte kirsebær, jernbanesveller, lakridskonfekt, rå champignon, marcipan samt mørk chokolade. Der er godt med skrald på … godt med egepræg, men dufter vildt godt.

Smagen er dog slet ikke så mørk som duften, for vinen har en lysere og meget frisk nerve, hvor frugten mere er hindbær, kirsebær samt brombær, en svag tør bitterhed suppleret med sort te, champignon, jern og giver et frisk bid. Den har okay bløde tanniner, men virker klart meget tør, tannisk, jernholdig og bitter … flot smag. Dermed klart 92 point og 5 tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Chassenay d’Arce, Cuvée Sélection Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Chassenay d’Arce, Cuvée Sélection Brut, Champagne, FrankrigEn fødselsdag i familien blev fejret med lidt champagne fra morgenstunden i form af denne Cuvée Sélection Brut, der er fra kooperativet Chassenay d’Arce.

Det er et kooperativ, som ligger i Ville-sur-Arce i den sydligste del af Champagne op til  Bourgogne. Det blev grundlagt af 5 pionerer i 1956, men har i dag hele 130 vinavlere som medlemmer.

De ligger alle langs floden Arce tæt på 12 forskellige byer i Côte des Bar. De har samlet 315 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Pinot Noir, Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Blanc, der i gamle dage også var en champagne druesort.

Arce-dalen deler faktisk nærmest sin jordbund med Chablis i Bourgogne. De har den samme  kalkholdige undergrund kaldet kimmeridge, bestående af kalksten, ler og fossile østersskaller.

Desuden er klimaet anderledes end det øvrige Champagne, for det er varmere, hvilket gør at druerne opnår større modenhed.

Her smager vi kooperativets basis champagne … en Cuvée Sélection Brut uden angivelse af årgang. Den er lavet på 89% Pinot Noir, 8% Chardonnay og 3% Pinot Meunier i et blend af høste fra forskellige årgange.

Først er vinen lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke og gennemgår derefter en delvis malolaktisk gæring. Så er vinen flasket til andengæringen, så er sket i kælderen over 4 år sur lie aka altså på bærmen. Ved degorgering er der tilført vinen en dosage på 9 gram pr, liter.

I næsten er der klart gærede noter, masser af nødder … måske endda kandiserede nødder, valnødder, æbler, æblemost, en let sødme med candyfloss, lidt lemon, rugbrøds dej og en vis tørhed. Ganske dejlig, blød og venlig aroma.

Smagen er god og pågående … der er pærer, modne æbler, let fersken samt lemon, der lige giver en lille bitterhed sammen med sødmen. Men det er de syrligere smage, der har dirigentstokken sammen med den lille kinky bitterhed, hvilket sammenlagt giver denne fine, let søde og venlige friskhed. Dermed rigtig lækker champagne til fornuftig pris. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Chiesa del Carmine, Indigeno Trebbiano, Umbrien, Italien

2020 Chiesa del Carmine, Indigeno Trebbiano, Umbrien, ItalienChiesa del Carmine er oprindelig en gamle kirke fra 13-hundrede tallet, men udgør i dag både vineri og agriturismo. Det er derfra, at jeg nu smager en 2020 Indigeno Trebbiano.

Vinhuset ligger ved foden af ​​Monte Tezio i en fredet dal med betagende udsigt i alle retninger fra Monte Subasio og Assisi mod syd, det antikke slot Antognolla mod vest og de gamle skove og Apeninerne mod nord og så kun 20 minutter fra Perugia og endda ganske tæt på den toscanske grænse.

Chiesa del Carmine og det tilstødende bondehus med plads til 14 gæster var gamle dage været en driftig landejendom med forskellig planteavl, vinmarker og store olivenlunde, men ejendommen blev sidst i 1950’erne forladt til forfald og stod som en ruin frem til 2009, hvor den blev købt af det engleske ægtepar Jeremy og Jacqueline Sinclair.

Gennem 10 år restaurerede de den gamle kirke og bondehuset, så det i dag  er en blomsterende vingård med ældgamle olivenlunde, en trøffelskov og græsgange, der producerer en række økologiske produkter og 5,7 hektar vinmarker … og lidt agriturismo.

Dyrkningen følger økologiske principper i såvel vinmarken som i vineriet med en særlig fokus på jordkvaliteten. Om vinteren plantes et dækkende lag af hestebønner mellem vinstokkene og de pløjes ned i jorden om foråret sammen med afskåret løv fra vinstokkene.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Sinclair parret hyret vinmageren Giovanni Dubini, der selv ejer og driver sit vinhus Azienda Agricola Palazzone i Orvieto.

Her smager jeg deres hvidvinen Indigeno Trebbiano, der er lavet på 100% Trebbiano fra stokke i 260-295 meters højde. Efter høst samt presning er vinen gæret alene med druernes helt naturlige gærceller i rustfrie stålkar. Efter endt fermentering er vinen så lagrer nogle måneder sur lie i ståltankene inden flaskningen. Der laves årligt 10.000 flasker af vinen.

Dejlig landlig aroma … faktisk en skøn aroma, der får lidt moralsk opbakning af lemon og grape med en smule bitterhed, en hel – eller to – buket blomster, lidt hasselnødder, kvæde samt en smådekadent, sødsyrlige duft.

I munden er der også godt med bitter lemon, citroner og umodne, grønne æbler, meget ren, mineralsk og frisk … hele vejen igennem med denne lette bitterhed, som bare holder og giver vinen et klart, rent og tørt bid. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Domaine La Piffaudière, Mon Tout Rouge, Loire, Frankrig

2021 Domaine La Piffaudière, Mon Tout Rouge, Loire, FrankrigBjarne fra Vinimperiet havde også taget et par vine med, bl.a. denne 2021 Mon Tout Rouge fra Domaine La Piffaudière … et lille vinhus beliggende i Cher-dalen i Monthou i Loire.

Domaine La Piffaudière er grundlagt i 2008 af den meget sympatiske vinbonde Olivier Bellanger, der selv er opvokset i Monthou sur Cher.

Han endte sin uddannelse til vinmager i 2000 og arbejdede en periode for en række producenter i Loire, bl.a. hos den kendte Philippe Tessier, men i 2008 fik han så en mulighed for at købe 6 hektar vinmarker i Thesée nær hans gamle barndomshjem … og det blev starten på Domaine La Piffaudière.

I dag har Olivier 15 hektar vinmarker i både Monthou-sur-Cher og Thésée, hvor han dyrker sorterne Gamay, Côt, Pineau d’Aunis samt Cabernet Franc samt de hvide sorter Menu Pineau, Chenin Blanc og Sauvignon Blanc. Alt dyrkes fuldstændig økologisk og mange af vinene er også naturvine.

Her smager vi så Oliviers Mon Tout Rouge, der er lavet på ren Pineau d’Aunis aka Chenin Noir. Der er ikke så mange oplysninger om vinen, men Bjarne har fortalt, at den er lavet med en ret nænsom vinificering, lav alkoholprocent og der er kun tilsat en minimal mængde svovl ved tapning.

Det er duftmæssigt en ganske landlig næse, hvor der både er fond, sød konfekt, bio bio kant, meget frugtrig og aromatisk, saftig, let og imødekommende suppleret med grafit, blyanter, saltlakrids og det virker som en rigtig easygoing frokostvin.

Smagen er nærmest også parfumeret, blomstret med lette kirsebær, jern, peber og samtidig med denne lette og en umiddelbar saftighed. Syren er både let, rund og bøjelig … charme på flaske og til prisen et rigtigt godt køb, så 4,5-5 tomler fra Houlberg.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske kun koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Rouge, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Rouge, Jura, FrankrigDen 4. i rækken af Cellier Saint Benoit Ploussard vinene var også fin, nemlig denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard La Rouge.

Druerne kommer fra mark udelukkende på 0,14 hektar i 345 meters højde og hældning på 20%. Vinstokkene på marken er plantet tilbage i 1970, men igen er vinen lavet fuldstændig som de to foregående.

Det betyder fuld afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun laves 466 flasker af vinen og året før endda kun 382 flasker.

I næsen er denne også anderledes end de forrige, for der er sgu en snert af en vild, mulle og fugtig kælder, en ældre, brugt karklud og hindbær, blommer, meget let frugt samt en smule trækul. Det kan lyde som en sjov kombi, men det er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er vinen mere brev, flad, åben og omfavnende, har hvid peber, blommer, hindbær … glider nemmere igennem hele dit system, men det er med stort velbehag tilsat en smule bitterhed samt en smule penicillin og medicin.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men denne ligger på 425 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Viandris, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Viandris, Jura, FrankrigAftenens hoved-event var smagningen af 5 Ploussard vine fra Cellier Saint Benoit i Jura og vi startede med at smage denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard Viandris.

Cellier Saint Benoit drives af den unge Benjamin Benoit, der er 4. generation på vingården, som ligger i landsbyen Pupillin i Arbois i Jura,

Det var reelt Benjamins far Denis Benoits, der i 2003 selv startede med at lave vine, idet man i familien tidligere blot i et par generationer havde solgt druerne til nogle af de store kooperativer … Fruitière Vinicole d’Arbois.

Men efter farens død har Benjamin overtaget produktionen og samtidig gået i gang med at omlægge til bæredygtig og naturvenlig produktionsform af husets samlede 6,25 hektar stejle vinmarker, hvor der er plantet Chardonnay, Pinot Noir, Trousseau, Ploussard aka Poulsard samt Savagnin.

Alle vinene er inspireret af Bourgogne, hvor Benjamin også har studeret … og det er også årsagen til, at han fx har lavet 5 forskelige enkeltmarksvine på Ploussard, nemlig denne Viandris og så en Côte de Feule, Le Grapiot, La Rouge og La Ronde … alle dem, som vi skulle smage denne aften.

I Bourgogne arbejdede Benjamin Benoit bl.a. hos  Amélie Berthaut på Berthaut-Faure, Nicolas Faure og Charles Lachaux inden han i en ung alder af 23 år i 2019 vendte hjem til familiens gård, da hans far desværre døde.

Alle marker pløjes forsigtigt med en Chenillard letvægtstraktor, men 1 hektar endda blot med håndkraft. For at undgå jordkomprimering er Benjamins mål at bruge traktor så minimalt som muligt — og det er udelukkende til pløjning. Mellem rækkerne foretrækker han  naturlige græsser frem for dækafgrøder.

Vinene er meget lavt svovlet … hvis overhovedet og de laves i meget beskedne mængder. Således er der fx kun lavet 680 flasker af denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard Viandris og marken er da også kun på beskedne 0,19 hektar, ligger i 360 meters højde med 20% hældning og stokkene er plantet i 1970.

Som med de øvrige Ploussard vine er druerne først afstikles, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Selve gæring samt efterfølgende maceration varer typisk 12 til 16 dage. Derefter er vinen lagret 6 måneder på tankene og flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl.

Duften er lidt funny … får lidt noter af Fazer Skolekridt slik samt klart nogen apotek, medicinsk og selvfølgelig lette lyse bær med hindbær og måske endda jordbær som banerfører. Duften er meget let, luftig og man får nærmest også noget ler, kalk oveni, men imidlertid fader duften hurtigt.

Smagen er også let med tranebær, hindbær, rysteribs og grape, for man finder en let bitterhed i vinen og den hænger faktisk ved frem til eftersmagen. Det smager sgu godt, ganske saftigt, men er måske en smule til den rustikke side. Charmerende.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr. Denne skulle vistnok koste 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas López Cristobal, Albillo Mayor, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, Albillo Mayor, Ribera del Duero, SpanienVi skal nu et par gange til Ribera del Duero, for jeg smager nemlig 4 forskellige vine fra Bodegas López Cristobal og starter med den hvide 2020 Albillo Mayor.

Bodegas López Cristobal har vi jo efterhånden mødt talrige gange her på min vinblog, men vil du læse mere om vinhuset, så kan du fx gøre det i anmeldelsen af husets topvin Viracocha, som jeg tidligere har smagt i årgang 2017.

Albillo Mayor er selvfølgelig lavet på ren Albillo, som er fra 50 år gamle vinstokke fra marken Finca la Linde i 770 meters højde. De er selvfølgelig høstet og sorteret med håndkraft inden gæring er sket i egefade. Derefter er vinen lagret 3 måneder sur lie aka på bæren i nye franske egefade og derefter 6 måneder på flaske inden den så frigives.  Der er lavet præcis 7.335 nummererede flasker og min flaske er nummer 2.987.

Det er i næsen en fed og fadpræget vin … frugten er olieret og er primært tropisk og eksotisk med saftig fersken, ananas, mango og pærer, modne æbler suppleret med toast og ristede hasselnødder, brunet smør og dufter nærmest som fadlagret Chardonnay med en mægtig krop, cremethed samt fedme … med en lille snert af nogle saltede og syltede citroner.

Sådan smager vinen nærmest også … godt med cremet fedme, lidt olieret, men midt i dens småbuttede saftighed, så har den altså også en vis syre, som giver en form for friskhed. Der er lemon, syltede og saltede citroner, lidt grape, nogle mineraler, umodne pærer og godt med skrald på smagene. Den er tyggevenlig, kraftig, stærk og har samtidig en pæn lang eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på bud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 La Réserve Saint Dominique, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 La Réserve Saint Dominique, Ventoux, Rhône, FrankrigNæste vin er en Ventoux, som kommer fra vinhuset La Réserve Saint Dominique, der er et lille negociant projekt for vinmager Eric Bonnet, der jo til dagligt driver selve La Bastide Saint Dominique i Courthézon.

Han besluttede at lave en række negociantvine under navnet La Réserve Saint Dominique for at give sine kunder et udvalg af forskellige Cru Rhône vine som fx Lirac, Vacqueyras, Gigondas,  Cairanne og Ventoux … for blot at nævne nogle af vinene.

Selve det primære vinhus La Bastide Saint-Dominique er ellers forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod faderen Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Vinene hos La Réserve Saint Dominique er derimod ikke fra egne vinmarker, men laves via opkøbte druer fra en lang række vinavlere i Erics store netværk af små avlere, som med glæde sælger deres most til ham.

I sin videre forarbejdning anvender Eric udelukkende stål til lagringen af vinen, for at bibeholde den friske frugt i vinen og det giver vine med et frisk touch og dermed anderledes end vinene fra La Bastide Saint Dominique.

Denne Ventoux er lavet på 90% Grenache og 10% Syrah, der kommer fra marker i 450 meters højde på den sydlige side af Mont Ventoux og 20 til 35 år gamle vinstokke. Jordbundsforholdene i dette område er meget rig på mineraler, som stammer fra den høje koncentration af kridt og kalk, der gemmer sig under overfalden.

Som nævnt er vinen alene lavet på ståltanke … og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring for at bevare så meget friskhed og frugt i smagen som muligt.

Rigtig dejlig duft … meget landlig og på vej mod at være bondsk. Den har en levende og frisk frugt sammen med masser af engelsk lakrids, nogle blyanter samt en hel pose tørrede blomster. Frugten er mest hindbær suppleret med kirsebær og er i det hele taget meget fin, aromatisk og let med let drys af krydderier.

I munden er vinen smooth, blød og faktisk virker frugten pænt moden. Den suppleres af godt med peber, der virkelig giver styrke og varmen i halsen. Det er slet ikke for meget, for med lidt Syrah i mixet kan man jo forvente en vis mængde peber. Her slår det godt fra sig sammen med lidt timian, svagt lidt lavendel og tørre tanniner, slår virkelig fra sig, men er sgu godt skruet sammen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, TysklandMed næste vin – en 2021 Riesling Le Tendre Feinherb – er vi atter tilbage hos den gamle og traditionsrige Rüttger familie i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz vinregion.

Rudolph Rüttger har lavet denne vin med Riesling druer fra familiens egne marker omkring Neuleiningen. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, både gæring og dem efterfølgende korte lagring. Da det er en Feinherb, så indeholder vinen da også 13,5 gram restsukker pr. liter

Sikke en dejlig duft … har en fin balance mellem sødme og syre, for du får både syltede citroner samt en tropisk frugt med abrikos, lidt fersken og ellers gule og letmelede æbler, æblegrød, mynte samt en smule nødder … bare helt svagt, men binder tingene godt sammen.

Smagsmæssigt er det faktisk lidt samme historie … har godt med bid via en tør syre af småsure citroner, lemon og grønne æbler, men man finder bestemt også lidt sødme, nogle jernagtige eller mineralske elementer. For pokker hvor er det skruet godt sammen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Frédéric Bousquet, Séléction Parcellaire Lieu-dit La Rousselle Haute, Languedoc, Frankrig

2021 Frédéric Bousquet, Séléction Parcellaire Lieu-dit La Rousselle Haute, Languedoc, FrankrigNæste vin – en 2021 Séléction Parcellaire Lieu-dit La Rousselle Haute – kommer fra Frédéric Bousquet, der er søn af Jean-Noël Bousquet på Château Grand Moulin i Lézignan-Corbières.

Frédéric Bousquet er uddannet landbrugsingeniør fra Ecole de Purpan i Toulouse og efter endt uddannelse, så emigrerede han til Canada, hvor han arbejdede 7 år hos Bonduelle.

Der var han landbrugsdirektør med ansvar for at levere grøntsager fra 2.000 hektar jord til en stor konservesfabrik og stod for at finde nye marker og overvåge dyrkningsplanerne.

I 2014 vendte han imidlertid tilbage til far Jean-Noël og står i dag driften af det 130 hektar store vinhus Château Grand Moulin, som vi jo næsten lige har stiftet bekendtskab med via vinen Fleur Elysée Corbières-Boutenac.

Denne Séléction Parcellaire Lieu-dit La Rousselle Haute er en ren Syrah vin, hvor druerne dog kommer fra Château Grand Moulin og mere præcis fra det lille Lieu-dit La Rousselle. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men det er også en helt ny vin fra Frédéric Bousquet,

Det er i næsen en dejlig dyb, intens og let flæsket vin. Der er bacon, tørret kød, sorte oliven og den får lige et snert af nordlig Rhône, men også lidt mere sydlig sødme, lækker frugt af brombær, solbær samt sorte blommer. Der er engelsk lakrids, masser af landlighed, helt bondsk med animalsk mødding og stor charme.

I munden er det en kraftig bandit … frugten fed, småbitter og tør … frugten mest brombær, sorte kirsebær og sorte blommer tilsat en smule kristtjørn, peber endda lidt lysere hindbær. Der er sgu bid i frugten, mens tanninerne også er tørre og virkelig bider godt i mundhulen sammen med peberen. Rigtig lækker vin.

Forhandles af Supervin, men vinen er på vej, så prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 5/7