Tag-arkiv: Italien

2019 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2019 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienSå brøler løven igen, for nu har jeg atter sat tænderne i den løvestærke Lèonus Toscana fra Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice … eller blot kaldt Cortonesi. Her smager jeg vinen i 2019 årgangen.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Marco startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi.

Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 5-6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

I glasset er vinen fin transparent … og i kanten endda sådan ganske svagt en smule orange/brune nuancer. Duftmæssigt læner vinen sig totalt op ad 2018’eren. Igen er det en lækker lys og moden aroma med denne tørre, støvende balsamiske syre suppleret med læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, blommer og medicinskab, mens fadpræget er mindre end forrige årgang.

Smagen er ret fin … god frisk frugt med sødme, en lille bitterhed, kirsebær, tranebær og fennikel. Tanninerne giver et lille tørt løvebid, syren er balsamisk og meget vedholdende. Det er en fin rank, rustik, bondsk og charmerende farlig vin, let som på kattepoter … og så bliver du nemt forfalden til den.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Igen er det et hjernedødt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienJeg har næsten lige smagt den lækre vin Montecucco Rosso fra vinhuset Azienda Agricola Biologica Orciaverde, der ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området.

Det var i en årgang 2017 og dengang skrev jeg også en masse om selve vinhuset, men nu er det altså vinen i årgang 2018, som jeg har fået i glasset.

Montecucco Rosso er husets basisvin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Igen kunne man ved første sip godt forledes til at tro, at der er tale om en Brunello. Der kommer denne modne, småanimalske, dybe og parfumerede duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, violer, tobak samt nærmest en smule trøffelolie, tørt træ og blomster.

Hvor smager det også godt … og som med 2017’eren er der lys, frisk frugt, småbitter og markant syre, tydelige tanniner, som både virker strenge, rene og mundrensende. Der er godt med tørhed, kirsebær, ribs, granatæbler … og til prisen er dette næsten tyveri ved højlys dag … med mindre du køber den online om natten.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Corte dei Venti, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Corte dei Venti, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi smager endnu en Brunello i 2016 årgangen, der allerede er udnævnt som den allerstørste årgang i Brunello di Montalcino nogensinde. Her det en Brunello di Montalcino fra vinhuset Corte dei Venti.

Vinhuset er grundlagt i 1943, hvor familien Pieri købte gården Piancornello, der ligger i baglandet mellem Sant’Angelo og Castelnuovo dell’Abate i den sydøstlige del af Montalcino. Senere i 1980’erne overtog Silvana Pieri ejendommen efter faderens død, men i dag drives gården af Silvanas børn Clara Monaci og Maurizio Machetti, der reelt stod bag etableringen af det nuværende Corte dei Venti.

Vingården har samlet 5 hektar vinmarker, hvoraf 2,80 hektar er under  er Brunello appellationen, hvor druerne til denne Brunello også kommer fra.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese, som er gæret i rustfrie ståltanke, hvor den har lagret hele 36 måneder på små slovenske egetræsfade på mellem 20 og 25 hektoliter, hvorefter den også har lagret minimum 8 måneder på flasken inden frigivelse.  Den årlige produktion er på cirka 8.000 flasker.

Sikke en smuk vin i glasset … lys, transparent med en svag brunlig nuance og duftsmæssigt et sandt bæst af en Brunello, hvor der er godt med blomster suppleret med lys, sød tobak, våde fade, træ, sandeltræ, vanilje, kanel, violer, røg, kirsebær, brombær, modne hindbær … og i det hele taget dufter frugten dejlig moden. Der er også mælkechokolade, svampe samt en god, dyr, gammel og tyk balsamicoeddike af bedste skuffe, sorte trøfler og lidt ædelhed … rigtig venlig og rund næse, som lover godt.

Og smagen holder løfterne, for i munden er vinen smooth med en tør syre og småsyrlig frugt, virkelig spændstig og skarp med lyse bær som granatæbler, tranebær og ribs, masser af tørstoffer, knastørre, stramme og sprælske tanniner, lidt bitterhed og så hænger vinen balance- samt smagsmæssigt forbandet godt sammen. Man opnår både en sart, let og frisk vin, samt en syre så fantastisk let og afbalanceret. Den er sgu svær at modstå … vanedannede god.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2016 Molino di Sant'Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienHvis jeg synes, at Molino di Sant’Antimos 2015 Brunello di Montalcino Paolvs er fantastisk, så bliver det altså endnu bedre med 2016’eren, som bare er freaking – bib – lækker.

Vinen er selvfølgelig lavet næsten på samme vis som den foregående årgang, dvs, med druer fra 25 år gamle vinstokke på markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde. Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage.

Derefter er vinen lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer ekstra 4 måneder inden endelig frigivelse til salg.

Duftmæssigt minder vinen selvfølgelig også meget om 2015’eren med våde fade, tobak, tør jord, svampe, brombær, blommer, rosin hindbær, men virker på en eller anden måde lettere i udtrykket med en mere æterisk balsamisk syre, langt mere blomsterrig, selvom den også har denne fabelagtige dybde og fadpræg med lakrids, kamfer, chokolade, kanel, vanilje og derudover hæfteplaster og en super renhed og zenbalance.

Det er dog mest smagsmæssigt, at de to årgange adskiller sig fra hinanden, for 2016’eren virker klart lettere, mere elegant i total smuk balance. Frugten er fortsat mørk, men knap så udtalt som i 2015’eren, for her er det mere kirsebær, tranebær, hindbær og så uændret med tørre og polerede tanniner, som er markante uden at blive alt for dominerende. Den lidt lysere frugt giver vinen et meget klædeligt bittert bid, men det er uden at miste den varme kraft, elegance og finesse. Det smager bare himmelsk, så dermed 6 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2015 Molino di Sant'Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienTilbage i januar 2017 smagte jeg for første gang denne Brunello di Montalcino Paolvs fra det spændende vinhus Molino di Sant’Antimo.

Dengang var det i en årgang 2011, men nu smager jeg vinen igen i to nye årgange, bl.a. den hypede årgang 2016 … men nu starter jeg med 2015’eren.

Molino di Sant’Antimo ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Vinhuset ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine.

Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde. Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre, men derudover driver familien også en lille bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Brunello di Montalcino Paolvs, som kommer fra vinhusets nordligste marker, som netop ligger indenfor Brunello appellationen.

Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 25 år gamle vinstokke fra markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde. Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage.

Derefter er vinen lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden endelig frigivelse til salg.

Hvor dufter vinen dog fremragende … våde fade, tobak, tør jord, svampe, brombær, blommer, hindbær, dyb og våd med lidt lakrids, kamfer, tørrede blomster, hæfteplaster, chokolade, kanel, vanilje, rosmarin, grøn peber og klare balsamiske noter. Uha det er nice.

I munden emmer vinen af saftig mørk frugt, en lækker balsamisk syre, brombær, tranebær, blåbær, gode tørre og seje tanniner, men virker ellers rund, venlig og saftig. Elsker denne varme kraft, tørre elegance og italienske, balsamiske syre kombineret med ultrablød intensitet og fine balance. Det er sgu stor Brunello og endda oss’ bedre end 2011’eren. Dermed klart 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Vinosìa, Marziacanale Taurasi, Campanien, Italien

2013 Vinosìa, Marziacanale Taurasi, Campanien, ItalienDen tredje og sidste vin fra Luciano Ercolino på Vinosìa blev fra hjemmebanen i Campanien, for det er en 2013 Marziacanale Taurasi fra husets egne marker.

Marziacanale Taurasi er på 100% Aglianico fra marken, der hedder Marziacanale og ligger i 500 meters højde. Druerne er høstet ret sent i slutningen af oktober og start november. Så er gæringen sket spontant alene med druernes naturlig gærceller og med gæring samt maceration over 12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Efter endt fermentering har 70% af vinen lagret på nye franske egetræsfade i 14 måneder hvorefter vinen flaskes og bliver lagt til lagring i yderligere 12 måneder inden den frigives.

Sikke en lækker næse … duften lidt som en meget fyldig Barolo, men frugten er blot mørkere, en kende mere opulent, men der er sgu vildt meget godt i næsen. Der er tør eg, violer, krydderier, balsamisk mørk frugt, brombær, blommer, røg, klart pænt fadpræg med kaffelikør, dyb lakrids, tobak og kakaopulver.

I munden er der – faktisk også som Barolo – vilde tanniner, som øjeblikkeligt forsøger at tage verdensherredømmet. Frugten er mørk og balsamisk med brombær, sorte kirsebær, mokka, sorte oliven, tobak og en mørk syrligsød, småbitter og småkrydret vild syre, som gør vinen rank, hvilket så understøttes af en vis mineralitet.

Der er måske ikke så elegant som Barolo, men fuck – pardon my french – hvor har den nogle af samme elementer, blot mere brovten og med power og en vild syre som ind i helvede. Lad ikke den tunge flaske snyde jer … der her spiller sgu.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Vinosìa, Est 2004 Primitivo, Puglia, Italien

2019 Vinosìa, Est 2004 Primitivo, Puglia, ItalienVi fortsætter lige med yderligere et par vine fra Luciano Ercolino på vinhuset Vinosìa i Luogosano i selve Campanien, men fortsat med Primitivo vin fra Puglia, nemlig denne 2019 Est 2004 Primitivo.

Navnet på vinen henviser til årstallet hvor Luciano Ercolino grundlagde vinhuset, nemlig 2004. Vinen er lavet på 100% Primitivo fra 50 år gamle stokke og høstet i september, hvorefter druerne tørres kort efter appassimento metoden, hvilket også er med til at sikre ekstra stor koncentration i frugten.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 10 dage med udvalgte gærtyper, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

Nu er næsen mere arketypisk Puglia Primitivo med en tung, mørk frugt, blommer, blåbær, sorte kirsebær … meget fyldig med en snert af noget urtet og grønt, let mentol, våde vaskeklude, chokolade, lidt vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det en tæt, fyldig og sød vin med stor frugtintensitet, jordbær, sorte kirsebær, blommer, en lille bitterhed, pænt med sødme og nok også lidt en tak for meget til mit følsomme sind, men får dog hjælp af en lille friskhed, som dermed redder vinen og giver nogen balance. Der er dermed god arketypisk Primitivo.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Vinosìa, Ué Pàssula Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

Luciano Ercolino har tidligere arbejdet hos sine forældre på Feudi di San Gregorio. Han er også bror til Mario Ercolino, der driver det kendte vinhus Nativ i Campanien, men Luciano driver sit eget vinhus Vinosìa, hvorfra jeg først smager denne 2016 Ué Pàssula Primitivo di Manduria.

Vinosìa ligger i Carazita området i Campanien omkring 5 kilometer fra Taurasi i en ganske lille landsby kaldet Luogosano og er grundlagt i 2004 af de to brødre Mario og Luciano Ercolino, hvor Mario i starten producerede vinene og Luciano styrede markedsføring og distribution.

Men efter Mario Ercolino i 2008 selv grundlagde Azienda Agricola Nativ omkring 15 kilometer fra Vinosìa har Luciano haft det samlede ansvar på Vinosìa. Der har han selv 100 hektar – hvoraf han selv ejer omkring en tredjedel – med druer som Greco, Fiano, Piedrarosso og Aglianico, men han har også leaset lidt jord i Puglia aka Apulien, hvorfra han også laver en del Primitivo vine.

Og det er netop sådan en fætter, som jeg har fået i glasset … vinen Ué Pàssula Primitivo di Manduria, som er en af huset luksuriøse Cru vine lavet med druer fra nogle af husets leasede marker i kommunen Manduria i Apulien. Der er ikk’ mange oplysninger om produktionen, men vinen er efter gæring lagret mindst 12 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er vinen umiddelbart fyldig med lidt brændte noter, mørke frugter med kirsebær, blåbær, blommer, skovbær, træ, blomster og en smule chokolade, mynte, krydderier og en snert af noget, som kan minde om ingefær. Men imidlertid er duften overraskende frisk og jeg kan slet ikke fornemme den tunge sødme, som ofte findes i vine på Primitivo fra Apulien. I stedet er der nærmest lidt grønne og småfriske noter, hvormed den faktisk bliver lidt smålækker.

Og smagsmæssigt er vinen bestemt heller ikke overdone, for fed eller for sød, men har en dejligt overraskende og frisk side, hvor der er jordbær, kirsebær med fyldig saftighed, en let bitterhed og så kun en snert sødme. Hurra for en Primitivo vin med frisk elegance og hvor er det dejligt at opleve, at druen kan dette … Thumbs Up.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Petrolo, Galatrona Merlot, Toscana, Italien

2013 Petrolo, Galatrona Merlot, Toscana, ItalienVi sluttede vinaftenen med manér, for Jan havde medbragt denne 2013 Galatrona Merlot fra Tenuta di Petrolo og det er en vin, som Wine Spectator har kaldt The Pétrus of Tuscany.

Petrolo ligger mellem de to landsnyer Bucine og Mercatale Valdarno i Arezzo provinsen i den sydøstlige del af Chianti Classico området … et område, som storhertugen i Toscana Cosimo III de Medici allerede tilbage i 1716 havde udråbt som mest værdifuld i produktion af fin vin og kvalitetsolivenolie.

Jeg kan ikke se, hvornår Petrolo blev grundlagt, men i 1834 drev agronomen Giorgio Perrin vinhuset og plantede franske druer, som skulle kombineres med Sangiovese.

Imidlertid er vinhusets nyere historie startet i 1940, hvor Petrolo ejendommen blev købt af Gastone Bazzocchi, som var den første person, der begyndte at lave Sangiovese vine af høj kvalitet på gården. Men det er hans barnebarn Luca Sanjust, der har bragt  vingården frem til den kultstatus, som den nyder i dag.

Luca Sanjust er ud af en gammel italiensk adelsfamilie, som kan føre sine rødder tilbage til hertugerne af Sicilien i 1200 tallet.  Luca var egentlig kunstforsker og succesrig maler, men besluttede i midten af 1980’erne at hellige sig vinproduktion og har lige siden dedikeret al sin tid og lidenskab til Petrolo.

Under den karismatiske Luca Sanjusts er der siden midt i 1990’erne opnået fantastiske resultater og Petrolo har oplevet et gennembrud blandt internationale vinkritikere, især hos James Suckling i Wine Spectator og Robert Parker. Ejendommen er i dag en af de mest feterede kometer i dagens Toscana.

Samlet har Petrolo 31 hektar vinmarker, der dyrkes efter naturlige principper, bl.a. med at græsset gror frit mellem vinstokkene og har indflydelse på tilstedeværelsen af næringsstoffer og fugt i jorden. Petrolo har ikke anvendt organisk gødning i over 3 år og derudover heller ikke uorganisk gødning i næsten ti år. Derudover anvendes ingen pesticider med kemisk oprindelse.

Galatrona er Tenuta di Petrolos hotteste og absolut mest sjældne prestigevin, måske endda Italiens bedste Merlot og den kaldes ofte Toscanas Le Pin eller Pétrus. Druerne er høstet manuelt, sorteret i marken og igen i vineriet inden spontangæring i cementkar alene med druernes naturlige gærceller.

Gæring- og macerationsperioden er lang med hyppig overpumpning, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring i træfade. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf en tredjedel helt nye fade. Suckling har givet vinen i denne årgang 98 point og Parker 97 point.

Sikke da en ædelsmuk aroma … sådan nærmest lidt overmoden og halvoxideret, dekadent hengemt frugtintensitet med fløjlsbløde og velourindpakkede noter af kirsebærsauce, blommer, brombær, let mint, mødding eller lidt organisk affald, muldjord, champignon, sød tobak, chokolade, Nutella, træ og samtidig lidt knuste sten. Det er fandeme indbydende.

Smagen har denne både modne og nærmest syrlige smag … og smagen er langt mere frisk, end man lige havde forventet. Der er lyse kirsebær, ribs og blommer, en meget frugtrig syre, stor tørhed og tørre tanniner, mineraler og samtidig en næsten venlig og saftig drikkeglæde. Det smager altså monstergodt, så 6,5 saftige houlbergske fingre.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 839,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Calvallotto, Pinner, Piemonte, Italien

2017 Calvallotto, Pinner, Piemonte, ItalienTil vor forret med fiskesuppe a la Provence med brødcroutoner og rouille fik vi selvfølgelig lidt hvidvin, nemlig denne 2017 Pinner hvidvin fra Calvallotto lavet på ren Pinot Noir.

Vinhuset drives af Cavallotto familien og er grundlagt i 1928, hvor Giacomo Cavallotto købte  gården Tenuta Bricco Boschis, der ligger nord for Castiglione Falletto i Piemonte.

De plantede 23 hektar vinmarker, men det var Giacomos to børnebørn – brødrene Olivio og Gildo – der i 1946 begyndte at flaske og sælge vinene, som de allerede var begyndt at producere under vejledning fra deres far og deres onkel Marcello.

I 1948 udvidede brødrene deres vinkælder og begyndte samtidig at mærke deres vine med Calvallotto navnet på flaskerne … og det har de gjort lige siden.

Siden 1980’erne har det været Olivios børn Alfio, Giuseppe og Laura, der har drevet vingården. Lige som fra starten, så laves alle vinene kun på egne druer fra deres i dag 25 hektar spredt ud på 23 individuelle parceller. Markerne til produktion af Barolo er delt i to zoner; Vignolo og Bricco Baschis, der også dækker over tre forskellige marker.

Udover at dyrke Nebbiolo til Barolo, dyrkes der også Dolcetto, Barbera og andre lokale sorter. Siden 1989 har man også dyrket Chardonnay og Pinot Noir og denne hvide Pinner er netop lavet på Pinot Noir. der kommer fra en 0,93 hektar stor mark tæt på vingården.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og er derefter presset, hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 45 dage, hvilket er efterfulgt af en delvis malolaktisk gæring og så lagring sur lie på ståltankene i 9 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er meget aromatisk med roser, hyben, ribs, tranebær, pærer, hindbær, stikkelsbær, papkasser og egentligt ganske tør med en svag sødme. I munden er sødmen dog forduftet, for vinen står frisk, syrlig og småbitter med masser af lemon, lemon og lemon samt citroner. Vinen er virkelig frisk, syrlig og skarp.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7