Med næste vin er vi lidt længere syd på, nemlig i en lille by Morales de Toro, dvs. i vinområdet Toro i Spanien. Området byder på et næsten ekstremt klima og tilsvarende fyldige vine.
Toro står stadig lidt i skyggen af de fremadstormende regioner i Spanien, men Toro er ikke mere end nogle skidt bagefter og kan meget vel blive en kommende stjerne på den spanske vinhimmel.
Der er varmt i Toro, hvilket også ret præcist beskriver stilen. Vinene er fuldmodne og fyldige – det kan give kedelige slaskede vine, men bestemt også interessante og komplekse vine – resultatet er helt op til producentens ambitioner. I Toro hersker Tempranillo, som her kaldes Tinto del Toro, og det er også lige præcis druerne til denne vin.
Toro er et yderst barsk område, hvor der har været lavet vin siden romertiden. Vinene var yderst anerkendte op gennem middelalderen, og ligesom Rioja oplevede området en opblomstring, da phylloxera ramte de franske vindistrikter i slutningen af det 19. århundrede.
Dette fik en del af de franske vinbønder til at søge lykken på den anden side af Pyrenæerne, og med sig tog de en yderst udviklet vinkultur, der i høj grad bidrog vidensmæssigt til de spanske vindistrikters udvikling.
Samtidig var der mangel på vin i Frankrig, hvilket satte gang i eksporten såvel i Toro som i en række andre spanske og italienske vindistrikter. I 1987 fik Toro efter 12 års kamp sin DO-status, og i dag hører området uomtvisteligt blandt Spaniens bedste.
Vi er hos en af de utallige vingårde, som ejes af den store vinkøbmand Bernard Magrez. I alt ejes der 14 hektar gård i Morales de Toro, og vinstokkene er gennemsnitlig 40 år gamle, og de ældste end hele 100 år gamle. Der er omkring 1.000 vinstokke per hektar, og høstudbyttet er omkring 20 til 25 hl. pr. hektar, og der laves omkring 35.000 flasker af denne vin årligt. Vinen har lagret på ny fransk eg i 18 måneder.
Duftmæssigt masser af sol, fedme, solbær, blommer, læder, sort peber, flæsk og mørk chokolade. Meget massiv. Smagsmæssig stadig højoktan, men der er måske lidt mere rygrad end fx Pago Florentino, som vi sad og sammenlignede vinen med.
Der er nok en anelse mere tannin og mineralitet i smagen, hvilket gør vinen en smule mere rank, selvom det fortsat er en stor fed mundfuld med 15% på speedometeret. Det er meget blidt, og blødheden er også gennemgående i vinen … så et godt glas spansk vin i den kraftfulde ende.
Købt hos Vinspecialisten, hvor normalprisen er 489,95 kr. Jeg købte den på tilbud til 150 kr., hvilket er en rigtig god pris. I udlandet har jeg fundet vinen til 40,95€, svarende til omkring 300 kr.
Nogle gange får man en vin, hvor man bare husker duften for altid. Både Jan og jeg havde det sådan, da vi for mange år siden smagte en 2002 Simonsig, Cape Winemakers Guild, Petit Verdot fra Sydafrika … og duftmæssigt så minder denne vin, De Toren Z fra De Toren Private Wine Cellar netop om vinen fra dengang.
Inden jeg og drengene drak Astrolabes Durvillea Pinot Noir, så havde vi også smagt en Chardonnay fra Astrolabe, denne 2011 Province Marlborough Chardonnay. Også en rigtig dejlig vin, som jeg bestemt kan anbefale.
Selvfølgelig skulle der også lidt Bordeaux på bordet. En Tour de France uden Bordeaux ville ikke være en rigtig rundtur. Det blev i form af anden-vinen til 5. cru slottet Château du Tertre i kommunen Margaux.
Sidste vin i rækken … også en gammel kending, nemlig Bodegas Arzuaga Navarro, hvor jeg tidligere har smagt husets topvin Amaya Arzuaga, og tidligere har smagt bl.a. deres 
Med næste vin røg vi igen tilbage til firmaet Spier Wines i Sydafrika og her endda med en vin opkaldt efter vinmageren selv, Frans K Smit. Nu har jeg jo lige skrevet en del om vinhuset, så jeg vil ikke tilføje en helt masse. I forhold til tidligere kan jeg dog tilføje, at Spier ligger i det område man kender som Western Cape, i nærheden af Stellenbosch, ved bredden af Eerste floden.
Efter turen til Pomerol røg vi til Italien med denne Chianti Classico fra Castello di Ama.
Næste vin … endnu en hvidvin, men denne gang blev det en Chardonnay, som havde fået masser af eg, og som gjorde et stort indtryk på alle. Vi er i Canada, nemlig hos vinhuset Inniskillin, som jeg tidligere har smagt vine fra … 2 gange tidligere, som jeg lige husker det.
Lørdag stod den atter på byggemøde, og sjakbajs Falk havde linet ikke mindre end 14 forskellige vine op, så grundlaget for både en god omgang gætte vinland og druer, vinsnak samt en større brandert var absolut til stede. Og lad os da endelig kaste os ud i en beskrivelse af de mange vine, og vi starter ganske hårdt i Tyskland, nemlig med denne charmerende Rotlack Riesling Kabinett Trocken fra vinhuset Schloss Johannisberg i Rheingau.
Ved et besøg på Vinoteket i Grenå kan man vælge at nyde en vin fra butikken til sin mad. Så koster det alene omkring 100 kr. oveni vinens pris, se sådan burde alle restauranter gøre det. Så kan man få god vin til maden i stedet for billige “husets vine”, som man rask betaler 200 kr. for … men koster 20-30 kr. i Metro.