På Bistroteket i går … og som altid en stor fornøjelse med lækker mad og gode vine, bl.a. nød vi et glas af denne Habla de la Tierra efter maden.
Bodegas Habla er et topmoderne vineri, som ligger udenfor byen Trujillo i vinområdet Extremadura. Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i år 2000 af Juan Tirado Agudo og José Civantos.
De havde igennem otte år drøftet projektet, og havde drøftet, hvor vingården skulle ligge. Valget faldt på et stykke jord på 200 hektar i Trujillo og her opførte de et state-of-the-art moderne vineri, hvor de kan kombinere en fuldstændig organisk, manuel proces i vinfremstillingen med ny og banebrydende teknologi.
Således er vinhusets 200 hektar vinmarker opdelt i ganske små parceller, hvoraf hver parcel i gennemsnit leverer druer til 468 flasker. De enkelte parceller dyrkes naturligvis separat, alt efter deres individuelle messoklima som overvåges nøje, dels af de 40 fastansatte markarbejdere og dels via satellit.
Markedsføringsmæssigt skiller Bodegas Habla sig også ud, bl.a. med brugen af fortløbende numre på vinene, ikoniske etiketter og brug af anderledes flasker til husets topvin på Syrah. Huset laver to topvine, én på Syrah samt en søster på Tempranillo. Derudover laves der tre “mindre” vine, nemlig Solum, Habla del Silencio og denne Habla de la Tierra. Der produceres 150.000 flasker årligt på bodegaen.
Vinmager på Bodegas Habla er den unge, smukke Mercedes Suarez Gonzalez, som har været på Habla siden hendes uddannelse på Universidad de Salamanca.
Ved siden af det ultramoderne vineri har Tirado og hans familie bygget Dehesa la Torrecilla … en stor farm, som også anvendes til private arrangementer, bryllupper eller fødselsdage. Derudover har Juan også opdræt af kvæg samt heste.
I 2011 og 2012 var blendet halv Tempranillo og halv Cabernet Sauvignon, men det i 2013 bestod af Tempranillo, Malbec, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Cabernet Franc. Her i 2014 er det alene Tempranillo og Cabernet Franc … men fordelingen kender jeg ikke. Men vinen har været lagret på egefade i 4 måneder.
Og Cabernet Franc’en kan klart fornemmes i vinen, hvor næsen nemlig er præget af blyanter, blåbær, grønne blade, en lidt syrlig frugt, kirsebær i kombination med ribs, granatæbler, krydderier, lakrids og godt med tørhed.
I munden er vinen præget af en meget frisk og syrlig frugt, hvor syren er godt fremme i smagsspektret. Måske fornemmes der en smule alkohol, men primært den syrlige side med granatæbler, ribs og godt med tanniner, som sidder på tænderne og udtørrer munden ganske markant.
Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 90 kr., men mere beskedne 78 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 4/7