Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg drak deres “Hvide Amarone … Marani Bianco Veronese“. Vi er i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Sartori di Veronas historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Og siden 2002 har vinhuset arbejdet sammen med Banfi gruppen og Cantina Colognola, hvorved de har adgang til druer fra langt flere vinmarker end tidligere.

Vinen her er en Ripasso Valpolicella Superiore, hvilket betyder, at hvilket også giver vinen en god fylde.

Vinen er produceret på “Ripasso” metoden, som direkte oversat betyder “passeret igennem igen”. Udtrykket betyder, at man tilsætter de upressede skaller fra Amarone vinene efter at disse vine på tørrede druer er færdige med deres gæring. Dette giver ekstra smag, alkohol, krop, karakter og garvesyre til denne vin.

Macarationen er på 8-10 dage sammen med drueskaller fra Amarone produktionen, og det betyder også, at druerne er klassiske Amarone druer, her 55% Corvina Veronese, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Croatina. Vinen har lagret 18-24 måneder i både mellemstore og store tønder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt langt mere power og fylde end de to foregående vine. Her er der brombær, kakao og blommer. Duften er svag animalsk med en anelse kanel. Smagen er fyldig, krydret … godt med frugt og svag sødme. Blød og behagelig, og vil please de fleste. Ganske okay vin.

Importeres af AMKA og sælges bl.a. i SuperBest, hvor prisen er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienÉn af julens vine var en italiener, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo. Det er historisk og stort vinhus, som er beliggende i Barolo by, ja faktisk ejer Marchesi di Barolo 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.

Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor  Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.

I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.

Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.

Nå, men videre til det, som det egentlig drejer sig om, vinen. Som de forrige vin er den lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges at et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Lad os starte med duften, hvor jeg har noteret mig gode med jordbær, mynte, yoghurt, blæk samt blomster? Smagen er godt mild med friske røde frugter, modne kirsebær og en smule syre og tannin … igen meget blidt.  Er måske – som 2009’eren – en anelse flad i smagen, og eftersmagen måske en smule tynd.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen på tilbud er 117,50 kr. v/køb af 2 stk. Normalprisen ligger på 235 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Domaine Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, Frankrig

2010 Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, FrankrigEfter en omgang julefrokost lørdag, hvad trænger man så til en kedelig, regnfuld søndag? Lidt rødvin selvfølgelig, og hvad er mere passende end en simpel, skøn Rhônevin … nu bullshit Sherlock, en Vin de Pays de Vaucluse Les Plans fra Domaine Santa Duc, som ligger byen Gigondas, endda på adressen Les Hautes Garrigues.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1874, ejes og drives af Yves Gras, som er 5. generation på stedet. Han overtog stedet efter sin far i 1985. Yves Gras anses for at være en af de førende producenter af Gigondas, hvor huset ejer omkring 12 hektar. Hertil kommer yderligere 14 hektar i andre appellationer, herunder Châteauneuf-du-Pape, hvor Gras i 2009 købte 1,2 hektar (Lieu-dit Sainte Vierge) og i 2012 yderligere 2,5 hektar (Lieux-dits La Font du Pape og La Crau).

Domænets vinmarker i Gigondas er fra 2012 certificeret agriculture biologique, og der laves årligt omkring 120.000 flasker fra Domaine Santa Duc og herudover ca. 200.000 flasker Selection Santa Duc på druer, som er  købt af venner og bekendte, som tidligere leverede til bl.a. Guigal.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte. Gennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske guru kulminerende med to gange 97 point til 2007 årgangen. Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste producent i Gigondas i skarp konkurrence med St. Cosme, og Parker bruger Yves som “konsulent” for Gigondas.

Denne “landvin”, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans er her i årgang 2010 lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 15% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer både fra husets egne marker i Roaix (Grenache og Merlot), mens de øvrige druer er købt hos nogle af de vinavlere, som Yves Gras arbejder sammen med. Vinen har alene lagret på stål og flaske.

Duftmæssigt jordbær, peber, læder, mørk chokolade. Smagen er meget frugtrig, og det mærkes tydeligt, at vinen ikke har lagret på eg … ikke at det er dårligt, for det giver godt med frisk frugt i smagen sammen med peber, krydderier, god stor tørhed, og tanninerne bider heller ikke, så alt i alt et fornuftigt glas vin, som passer super godt til at give en smule varme på denne våde, blæsende søndag.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine Sipp Mack, Gewurztraminer Tradition, Alsace, Frankrig

2010 Domaine Sipp Mack, Gewurztraminer Tradition, Alsace, FrankrigLørdagens vin blev en enkelt hvid, nemlig denne Gewurztraminer Tradition fra Domaine Sipp Mack … et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Alle druer til denne Gewurztraminer høstes manuelt. Herefter presses de forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter i 4 måneder på store, gamle egefade.

Duften er meget frugtrig, den er dyb med fed sødme, overmodne frugter, honning, blomster … roser? Smagen er også meget sød … kun meget lidt syre, hvorfor vinen nok vil være rigtig god sammen med ost. Smagen er søde ferskner, honning … en sød mundfuld, men smager altså også rigtigt godt.

Købt hos Jysk Vin, pris 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

1990 NSCR Rivesaltes, Roussillon, Frankrig

1990 Rivesaltes, Languedoc-Roussillon, FrankrigSidste vin på programmet var lidt af en specialitet, nemlig en hedvin, som drengene fra H.J. Hansen/Vinspecialisten fandt tilfældigt under en vintur til Sydfrankrig.

Vingården lå et stykke oppe i bjergene i området Rivesaltes, for fødderne af Pyrenæerne i den sydligste del af Frankrig ud mod Middelhavet. Gården havde været i den samme families eje i generationer, men datteren ville ikke overtage driften og var flyttet til Paris for at læse til ingeniør.

Det betød, at det ældre ægtepar, der ejede vingården, nu havde sat den til salg … og samtidig havde en større samling af gamle fade med hedvin, som de ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre ved. Der var for meget til, at han og hans hustru kunne drikke det, og de overvejede derfor at sælge det som bulkvin til det lokale kooperativ, der så kunne hæve kvaliteten på sine egne vine ved at blande det i.

Efter smagningen af de første fade, var de danske besøgende overbeviste om, at vi her havde med en helt ekstraordinær kvalitet at gøre! Partiet blev derfor i stedet håndaftappet og sendt til Danmark.

Vinen kaldes bare Rivesaltes efter området, og er lavet på Grenache … lidt atypisk, da de fleste vine i dette område jo ellers laves på druen Muscat (både Muscat Blanc à Petits Grains og Muscat d’Alexandrie anvendes). Det giver de søde Muscat de Rivesaltes vin, som området er så velkendt for. Men denne vin … lavet på Grenache … er nu hen i samme boldgade.

Duften er sødme, honning, gamle rosiner, nødder … og den lidt gamle duft, som man også finder i gammel portvin eller sherry. Smagen er rosiner, kaffe, gamle egetræsfade og masser af sødme. Er ikke så vild med denne lidt gamle sødme, men helt sikkert en okay dessertvin til ost eller en sød dessert.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 105 kr. for ½ liter.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Mas Coutelou, Le Vin des Amis, Languedoc, Frankrig

2011 Mas Coutelou, Le Vin des Amis, Languedoc, FrankrigEndnu et skridt opad stigen … i kategorierne indenfor økologi, biodynamik og naturvin, nemlig med en rigtig naturvin … og en vin, som virkelig skilte vandene. Rigtigt mange brød sig faktisk slet ikke om vinen, mens andre … herunder jeg selv … synes den var meget charmerende.

Det kontroversielle vinhus hedder Mas Coutelou, ligger ved byen Puimisson, ejes og drives af Jean Francois Coutelou. Huset laver kun nature wine, økologisk dyrket og efter visse biodynamiske principper, men det var nu Jean Francois’ far, som indførte disse principper i en tid, hvor man så med stor skepsis på de økologiske principper.

Hans far var ved certificeringen i 1987 én af blot syv vinbønder, der tilsammen dyrkede et areal på 40 hektar økologisk. Dette skal ses i lyset af, at der i området på daværende tidspunkt var ca. 100.000 hektar vinmarker.

Yderligere valgte Jean Francois’ far at løsrive sig fra det lokale kooperativ og han tilplantede en del af sine vinmarker efter middelalderlige principper, hvor man planter de forskellige sorter ind mellem hinanden uden opbinding. Meget besværligt … men skulle give bedre biodiversitet.

Jean Francois har valgt at forfølge sin fars principper med en endnu større intensitet, hvorfor der ud over de 14 hektar vinmarker er plantet 400 oliventræer udelukkende med det formål at forbedre biodiversiteten i det ellers flade og stærkt opdyrkede landskab, hvor jordbunden hovedsagligt består af ler og kalksten.

Mas Coutelous vine kendetegnes ved en kølig elegant stil og en utrolig renhed i frugten, hvilket skyldes, at størstedelen af vinen kun tappes med druernes naturlige indhold af SO2, øhhh altså svovl … et vovestykke, som kun en håndfuld andre franske vingårde gør Jean Francois efter.

Mas Coutelou har i den engelske presse modtaget flotte anmeldelser, og Decanter Magazine har givet Le Vin des Amis 2010 19 point ud af 20 mulige. Her har vi den dog i en årgang 2011. Vinen er lavet på druerne Cinsault, Syrah, Grenache og Mourvèdre. Lad os da endelig smage vinen.

Duftmæssigt er der endelig godt med kostald … sådan, ren bondegård, nytårskrudt, solbær, brombær og svag svovl og lakrids. Smagen er en smule speciel, meget tynd, nærmest med lyserøde frugter og meget frugtdrevet. Der er virkelig tale om druesaft, som i eftersmagen er let krydret med spidskommen … eller derhenad.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine Roche-Audran, Côtes du Rhône César, Rhône, Frankrig

2010 Domaine Roche-Audran, Côtes du Rhône César, Rhône, FrankrigSå gik vi et skridt videre … fra økologisk vin til biodynamisk vin med denne Côtes du Rhône César fra Domaine Roche-Audran, som ligger i den lille bjerglandsby Visan i den sydlige del af Rhônedalen.

Visan tilhørte tidligere de sagnsomspunde tempelriddere, indtil den i 1317 overgik til pavedømmet, men i dag er landsbyen omgivet af 390 hektar vinmarker af brun, fed, leret jord med enkelte småsten. Her har Domaine Roche Audran også 7,3 hektar vinmarker.

Derudover har domænet også 16,6 hektar vinmarker i Buisson og to små parceller på hver 0,3 hektar i Courthezon, den ene parcel i AOC Cotes du Rhone og den anden i AOC Châteauneuf-du-Pape. Husets vinstokke er 35 til 100 år gamle.

Domainet blev grundlagt af familien Rochette og har siden været i familiens eje. Oprindeligt blev alle druer solgt til det lokale kooperativ, men da Vincent Rochette overtog driften i 1998, så besluttede han at forlade kooperativet og selv lave vine fra sine marker.

Domaine Roche-Audran har været certificeret Agriculture Biodynamique (økologisk) siden 2009, men har derudover et strengere krav til dyrkningen end hos de økologiske producenter, idet domænet også er bionynamisk. Den biodynamiske fremstillingsmetode er rettet omkring dyrkning i marken, og der er f. eks. ikke noget krav om naturgæring.

Ordet biodynamik er udledt af de græske ord bio (liv) og dynamis (kraft) – altså livskraft. Den biodynamiske vinbonde sigter på at styrke hele økosystemet rundt om vinstokken mest muligt. Blandt andet giver man jordens mikroorganismer de bedst mulige livsbetingelser ved at behandle jorden med præparater af komposteret kogødning og kisel.

I modsætning til økologisk vin, er det ikke EU men derimod uafhængige organisationer, som fastsætter kravene for at en vin kan certificeres som biodynamisk. Hovedtrækkene i biodynamik er, at vinmarkerne skal være økologisk dyrket og godkendt, at jorden behandles med præparater af komposteret kogødning og af kisel, mens al arbejde i mark og kælder tilrettelægges efter en astronomisk, biodynamisk kalender, som bl.a. viser månens faser.

Denne Côtes du Rhône César er lavet på 100% Grenache fra 50-100-årige stokke, og har lagret på barriques i ca. 12 mdr.

Duftmæssigt har den et strejf af våd hund, grannåle, modne druer … og lidt syrlige rosiner (hvis sådan nogle findes). Smagen er fuld og fyldig med blåbær, brombær, meget ren frugt og godt med tanniner. Eftersmagen er forholdsvis kort … med svag muskat, lidt krydderier og en fin syre, som holder balancen godt på sporet. Bedste vin denne aften … so far.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Thorn-Clarke, Shotfire Shiraz, Barossa Valley, Australien

2009 Thorn-Clarke, Shotfire Shiraz, Barossa Valley, AustralienSå kom der ellers bulderbasse i glasset, nemlig i form af denne Shotfire Shiraz fra Thorn-Clarke Wines. Det er selvfølgelig en australsk vin og vinhuset ligger da også ved den lille by Angaston i Barossa … faktisk ikke langt fra Torbreck og Greenock, og sjovt nok heller ikke langt fra Kaiserstuhl Conservation Park … en 403 hektar stor naturpark, som intet har at gøre med det tyske Kaiserstuhl.

Vingården ejes af David og Cheryl Clarke, og både David og Cheryl stammer fra gamle vinfamilier fra Barossa. Cheryls pigenavn var Thorn inden hun blev gift med David … deraf navnet Thorn-Clarke Wines. Parrets søn Sam er daglig leder af vingården, mens Helen McCarthy er ansat som ansvarlig vinmager på gården.

Ser vi på Cheryls familie, så ejer hendes far Ron Thorn en af ​​de ældste Shiraz vinmarker i Australien … ja muligvis i hele verden, nemlig på Thorn familiens ejendom “Clifton”, som også ligger udenfor Angaston. Cheryl har fundet optegnelser, som viser at den gård har produceret vin helt tilbage til 1854.

David Clarkes familie har også rødder i Barossa tilbage til 1871, hvor den tidligere forfader James “George” Goddard slog sig ned for og lavede en guldmine. Han var tidligere sømand, hvalfanger, hotelejer og landmand. Imidlertid ophørte minedriften allerede i 1892, da minen blev oversvømmet fra et nærliggende reservoir og to minefolk døde. Lady Alice guldminen – som den blev kaldt – var ellers den største guldmine i South Australia på det tidspunkt.

Thorn-Clarke har vinmarker i både Barossa og Eden Valley, nemlig markerne Kabininge og St Kitts & Truro i Barossa samt Mount Crawford og Milton Park i Eden Valley. Samlet har vinhuset 273 hektar vinmarker på de 4 marker … en ganske stor historie med andre ord.

Shiraz-druerne til denne rødvin kommer fra Kabininge vinmarken, der er beliggende 270 meter over havet. Jordbunden her er mørk, og holder godt, på den begrænsede mængde vand der kommer. Vinen gæres under temperaturstyring for optimal farve og frugtudtrækning fra skallerne. Vinen lagres 14–16 måneder på egetræsfade af både fransk og amerikansk eg, heraf 40% nye. Denne kombination bruges for at fremelske både finesse og kraftig frugt i rødvinen.

Og i glasset selvfølgelig også en mørk fætter, som udsender dufte af solrige solbær, marmelade, chokolade og sødme. Smagsmæssigt har vinen vildt mange tanniner, lidt skarphed, stor syre og en del alkohol … men mærkelig nok ikke rigtigt nogen peber, som der ellers normalt findes i australske Shiraz. Okay vin, men jeg er nok ikke (længere) største tilhænger af disse Shiraz.

Købt hos Skjold Burne, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Plantagenet Wines, Hazard Hill Shiraz, Margaret River, Australien

2009 Plantagenet Wines, Hazard Hill Shiraz, Margaret River, AustralienVingården Plantagenet Wines er oprindeligt grundlagt i 1968, da englænderen Tony Smith for en lille arv købte en lille gård kaldt Bouverie ved Mount Barker i Vest Australien. Indtil da var der alene dyrket æbler på gården, men Tony plantede de første vinstokke, nemlig Shiraz og Cabernet Sauvignon, og var dermed én af de første til at tilplante vinmarker i denne del af området.

Første høst var i 1974, og de første flasker af krydret Shiraz og fyldig Cabernet lovede godt, og Tony Schmidt plantede herefter også yderligere sorter som Riesling, Pinot Noir og Chardonnay.

I 1999 blev vingården imidlertid købt af Lionel Samson & Son, et lokalt, gammelt, familieejet firma, som ellers beskæftiger sig med alt inden for emballage, transport, shipping samt vin- og ølproduktion. Med brødrene Lionel og William Samson i spidsen blev vingården udvidet med tilkøb af nye marker, og løbende udvidelser af produktionen.

Plantagenet har fundet deres egen stil og de laver unikke vine som bliver solgt over hele verden. Især deres Riesling kan blive meget gammel og deres Shiraz er “one of a kind” med masser af hvid peber i næsen og lidt Rhône-agtig i stilen.

Det milde og tempereret klima i Vest Australien er medvirkende til at deres vine opnår stor elegance og finesse.

Plantagenets ønolog og senior vinmager er John Durham, som har en lang og seriøs vinuddannelse, bl.a. har han tidligere været konsulent hos Chateau Margaux og Veuve Clicquot og derudover har han arbejdet som vinmager i Italien i flere år.

Plantagenet har opnået guld medalje ved Decanter World Wine Awards med deres Plantagenet Shiraz i årgang 2003, 2004 & 2005. Vinhuset er derudover kåret som “5 Star Winery” af den australske vinkritiker James Halliday i 2009 og 2010.

Denne Hazard Hill Shiraz er lavet på 82% Shiraz og 18% Grenache. Druerne kommer fra forskellige vinmarker og bliver presset og gæret hver for sig og derefter lagret på franske 225 liter tønder i 10 måneder inden der til sidst laves en sammenstikning af vinen.

Duftmæssigt selvfølgelig godt med moden frugt … typisk Australien, ingen overraskelser der. I næsen godt med blommer, lidt blomster, bolsjer (Kongen af Danmark), lidt lakrids og svage krydderier … men det hele meget intenst. Smagen overrasker imidlertid en smule, for det er ingen Aussi-Shiraz bulderbasse. Der er mere finesse i denne vin, og det er sgu dejligt. Der er selvfølgelig mørke bær med solbær, som det dominerende udtryk sammen med peber, sol … lidt alkohol. Medium eftersmag, men en australsk Shiraz, som er langt bedre end gennemsnittet.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 139 kr. for 1 stk., og 105 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk. Fås også hos Salling, hvor prisen er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, Frankrig

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, FrankrigMed næste vin røg vi til det dejlige Alsace, helt præcis den lille by Soultzmatt i det sydlige del af Alsace. Her finder vi Domaine Paul Kubler, som står bag denne Pinot Blanc ”K”.

Vinhuset Paul Kubler drives i dag af Philippe Kubler, som er ikke mindre end 13. generation Kubler, som har lavet vin i Soultzmatt siden 1640. Philippe er en ung og visionær vinmager, som har ændret husets stil til den mere ”tørre” stil siden han overtog driften i 2003.

Før den tid havde Philippe taget sin vinuddannelse som ønolog på universitetet i Bordeaux, stået i lære hos vinmager Denis Dubourdieu og derudover arbejdet 6 måneder hos Cloudy Bay.

Han er en ydmyg mand: ”Jeg laver vin, som jeg synes Alsace-vin skal smage”, siger han og bliver lykkelig, når han bekræftes heri af tilfredse kunder.

Vingården er på i alt 9 hektar med vinstokke i og omkring Soultzmatt, herunder en god andel i Grand Cru marken Zinnkoepfle, hvor de gror Gewurztraminer, Sylvaner og Pinot Gris.

Vinen her kommer fra gården ”basis-serie”, som kaldes Les ”K” de Kubler, og findes i udgaver på Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, denne Pinot Blanc samt en ”Kintet”, som består af en blanding af druerne Pinot Blanc, Sylvaner, Pinot Noir, Muscat og Riesling.

Duftmæssigt en meget grøn vin, og jeg har noteret grønne æbler, grønne blommer, blade, citrus og en lidt mineralsk, næsten petroleumsagtig undertone. Smagsmæssigt en utrolig frisk og mineralsk vin. Jeg har også noteret, at vinen er meget til stede … meget direkte, og derudover med dette lidt stenet og mineralske udtryk, hvilket faktisk gør det til en herlig vin.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 140 kr. for 1 stk., og 105 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7