Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Il Bruciato, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Il Bruciato, Toscana, ItalienMed næste vin er vi igen et smut hos Marchesi Antinori familien, som jeg tilbage i oktober måned sidste år smagte en hel røvfuld vine fra, herunder også en 2015 Cont’Ugo fra Antinori familiens Tenuta Guado al Tasso ejendom i Bolgheri. Denne gang er det imidlertid en 2015 Il Bruciato, som vinbloggeren har fået i glasset.

Guado al Tasso ejendommen er jo blot én af Antinoris mange ejendomme, og den ligger et par kilometer syd for selve Bolgheri by i den allerøverste del af Maremma og tilhørte oprindelig Gheradesca familien, som havde rødder i regionen helt tilbage til 1200-tallet, men lavet vin i over 400 år.

I 1930 arvede Carlotta della Gherardesca Antinori – Pieros mor – ejendommen sammen med søsteren Mario Incisa della Rocchetta og siden har den 1.000 hektar store ejendom – hvoraf 320 hektar er vinmarker – været en central del i hele familiens vinimperium.

På de 320 hektar vinmarker dyrkes der både Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Petit Verdot og Vermentino, hvilket giver basis for 6 forskellige vine, herunder altså også Il Bruciato, som netop er lavet på 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 15% Syrah.

Bruciato er andenvinen til godsets kultvin Guado al Tasso. Vinen blev produceret første gang i 2002 årgangen, hvor kvaliteten af høsten ikke var helt tilstrækkelig til at blive til Guado al Tasso.

Druerne kommer fra en række vinmarker, som strækker sig over 200 hektar. Vinen er fermenteret i temperaturstyrede rustfri ståltanke i 10-15 ved 28-30 grader, dog er en del af både Merlot og Syrah druerne gæret ved lidt lavere temperaturer.

Den malolaktiske gæring er sket med en del i egetræsfade og en del i rustfri ståltanke, hvorefter vinen har lagret 7 måneder på barriques og efter aftapning på flaske yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Sikke en lækker aroma med både gazebind, et gammelt apotek, lakridsrod, norske brystdråber, dyb mørk frugt, solbær, svesker, kul, tjære, flydende asfalt, grønne kaktuspiller, krydderier, kaffe og lidt sandeltræ. Det er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er det bestemt en powervin med saft og kraft, stor tørhed, masser af fadpræg, vanilje, røde bær, solbær, kirsebær, nogle nøddede elementer, kaffe og chokolade, mens syren måske virker en kende fladmast i alle de store, kraftige smage. Til gengæld har vinen en monsterlang eftersmag. Det er 5 – 5½ fede fingre.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Château Haut-Bailly, La Parde de Haut-Bailly, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Haut-Bailly, La Parde de Haut-Bailly, Bordeaux, FrankrigDenne La Parde de Haut-Bailly er andenvinen hos vinslottet Château Haut-Bailly, der ligger på den højeste grusbanke i Léognan.

Vinhuset stammer helt tilbage fra 1530, hvor Goyanèche og derefter Daitze-familien købte en række marker, som de tilplantede med de bedste vinstokke. Markerne havde allerede siden 1461 været anvendt til vinproduktion. I 1630 blev slottet købt af Firmin Le Bailly og Nicolas de Leuvarde, der var et par ganske velhavende parisiske bankfolk, som elskede vinene fra  Graves.

Da var famiien Bailly, der byggede selve slottet og lagde navn til vinhuset, som familien ejede helt frem til 1736, da det blev købt af den gode Thomas Barton, der allerede i en ung alder af 27 år forlod byen Curraghmore i Fermanag i sit hjemland Irland og slog sig ned som vinhandler i Frankrig.

Thomas Barton er vi stødt på tidligere her på bloggen. Barton havnede i 1725  i Bordeaux, hvor han opbyggede sit store vinfirma. Allerede i 1737 havde han tjent en større formue og blev blandt de lokale kaldt French Tom.

Han købte sidenhen Château Langoa og i 1826 også nogle marker fra den store Léoville ejendom.  Det blev til 2 separate vinhuse … nemlig Château Langoa Barton med det tilhørende slot og så Château Léoville Barton med bedste marker, men uden slot.

I dag ejer Barton familien både Château Langoa Barton, Château Léoville Barton og Chateau Mauvesin Barton … og ejede altså også i 1736 Château Haut-Bailly, som Thomas Barton også var med til at gøre kendt på et tidspunkt, hvor de franske vine virkelig var meget efterspurgte i specielt England.

Siden solgte Barton dog Château Haut-Bailly, som i de efterfølgende år skiftede ejer flere gange. I 1800-tallet var det fx  først Christophe Lafaurie de Monbadon, som ejede slottet og drev det sammen med sønnen Laurent, som i øvrigt senere blev borgmester i Bordeaux.

I 1872 købte Alcide Bellot des Minières ejendommen og byggede den ejendom, som i dag er hovedbygningen på vinslottet. Han var en præcis, banebrydende og videnskabsdrevet producent, der nærmest blev en legende i Bordeaux. Han lavede så fine, fremragende vine på Château Haut-Bailly, at priserne næsten var på niveau med 1. Cru Classé vinene fra Lafite, Latour, Margaux og Haut-Brion.

Efter Alcide Bellots død oplevede Haut-Bailly en periode med stor ustabilitet, mange skiftende ejere, men i 1955 blev slottet købt af Daniel Sanders, som var en belgisk negociantproducent.

Han drev slottet sammen med sin søn Jean Sanders og de stor bl.a. bag en stor renovering af slottet, markerne og gjorde i det hele taget atter Haut-Bailly et anderkendt vinslot.

Siden 1998 har vinslottet dog været ejet af  den amerikanske bankmand Robert G. Wilmers, som både er bestyrelsesformand og direktør i M&T Bank i Buffalo … og vild med vinene fra Bordeaux.

Den rige, amerikanske Robert G. Wilmers var dog ikke selv vinmager, så han fik i stedet Jean Sanders til at fortsætte med at lave vinene på slottet. I dag er det imidlertid Jeans barnebarn Véronique Sanders, som nu i 4. generation af Sanders familien laver vin på Château Haut-Bailly.

Slottet har siden 1953 været klassificeret som et Crus Classés de Graves slot og har dets 30 hektar vinmarker på den venstre side af Garonne floden i Pessac-Léognan appellationen. På markerne har man de sædvanlige druer fordelt med 60% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 3% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc.

De mest bemærkelsesværdige af markerne er en 4 hektar parcel, hvor vinstokkene er plantet af Alcide Bellot des Minières himself i slutningen af 1800-tallet. Det er over 100 år tussegamle vinstokke med Carmenère, Merlot, Cabernet Franc, Malbec,  Petit Verdot og Cabernet Sauvignon.

Denne La Parde de Haut-Bailly er slottets andenvin … ja ret beset hedder den i dag ikke længere La Parde de Haut-Bailly, men i stedet Haut-Bailly.II … selvom vinen er lavet siden 1967.

I denne årgang 2007 er vinen lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 42% Merlot samt 8% Cabernet Franc. Vinen er lavet på samme måde som første vinen, altså med vinifikation i egefade, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på barrques.

Næsen er rigtig nice … lettere animalsk, solbær, marmeladefylde, lettere parfumeret, meget frugtrig, dyb sort frugt, sorte oliven, våde vaskeklude, røg, grafit, blyanter, kælder, chokolade og sød tobak. Utrolig levende kraft af sådan en 2007’er.

Smagsmæssigt er vinen slet ikke så voluminøs som i næsen, slet ikke overdone på nogen som helst måde, pænt syrlig, masser af jern samt mineraler, kirsebær, hindbær, brombær, læder og lidt honningsøde elementer. Meget smagfuld vin, som måske også netop nu topper udviklingsmæssigt.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en nyere årgang koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Familia Martínez-Bujanda, Finca Antigua Reserva, Castilla-La Mancha, Spanien

2012 Familia Martínez-Bujanda, Finca Antigua Reserva, Castilla-La Mancha, SpanienFinca Antigua er et af de 5 vinhuse, som drives af Familia Martínez-Bujanda. Det ligger i appellationen La-Mancha i Castilla-La Mancha. Derfra smager vi nu deres 2012 Finca Antigua Reserva.

Familia Martínez-Bujanda er grundlagt i Oyón i Rioja i 1889 af Jaoquin Martínez-Bujanda, som startede med at lave vin fra sine små vinmarker. Det var dog først i 1951, at familien startede deres ekspansion, da de købte vinhuset Cosecheros y Criadores i Castilla-La Mancha og startede med at eksportere deres vine.

Siden har familien også i 1997 købt Finca Valpiedra i Rioja og udvidet deres den oprindelige vingård Viña Bujanda i Oyón. De købte også i 2003 Finca Antigua i La Mancha og i 2012 Finca Montepedroso i Ruedo.

Samlet har familien i dag over 700 hektar vinmarker og drives af den 4. generation i familien i form af bror og søster Carlos and Pilar Martínez-Bujanda samt 110 ansatte.

Carlos er direktør  vinhuset og er samtidig også medlem af Grandes Pagos de España, som er en sammenslutning af ledende spanske vinhuse, som forsvarer og sikrer den spanske vinkultur.

Men den 5. generation er allerede kommet med i Familia Martínez-Bujanda, nemlig Carlos’ børn Borja og Adrián samt Pilars børn Marta og Alfredo Santander Martínez-Bujanda.

Finca Antigua, som familien – som nævnt – købte i 2003, er den absolut største af de 5 vingårde. Samlet har familien på Antigua 421 hektar vinmarker og derudover yderligere 500 hektar jord, som dog endnu ikke er tilplantet.

Vinmarkerne ligger forholdsvis højt i 900 meters højde mellem Cuenca og Toledo … et område meget rig på buske af rosmarin og timian og et mangfoldigt dyreliv. De har bygget et stort og moderne state-of-the-art vineri og samtidig restaureret den gamle vingård, som nu anvendes til vinbutik og smagelokaler.

Her smager vi en af vinene fra Finca Antigua, nemlig deres 2012 Finca Antigua Reserva, som er lavet på 60% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Syrah, som er høstet fra de 3 vinmarker Pedazo Chicote, La Longuera og Casilla Nueva. Fermentering er sket i rustfrie ståltanke med en maceration over 24 dage, hvilket er efterfulgt af 24 måneder lagring på franske egefade.

Næsen byder på en eksplosiv, furiøs og marmeladerig aroma, brombær, solbær, lakridsrod, masser af fadpræg, vanilje, chokolade, sød tobak – virkelig en vin på erythropoietin eller bedre kendt som epo – overlæsset og svulstig, men med masser af fed, kontrolleret kraft.

Smagsmæssigt er det også en kraftig vin, stærk og frisk mørk frugt, en vis tørhed, pænt med eg, solbær, enebær, fedme, fylde, peber, lidt grøn mynte, kaktuspiller, lidt skrald fra alkoholen og utroligt tørre tanniner. Det er klart en powervin, balsamisk, mørk og frugtrig … alligevel med masser af rå kvalitet.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 125 kr., men i hele 2020 kan den købes til 79 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, Østrig

2017 Weingut Höpler, Cuvée K7, Burgenland, ØstrigSikke en underlig skabning … et blend mellem Blaufränkisch, Syrah og Merlot … er Höpler gået mental? Og så kalder han endda også selv vinen noget så usexet som Cuvée K7.

Men K’et har en mening, for druerne kommer nemlig alle fra Kirchberg marken, hvor Höpler jo netop dyrker både Blaufränkisch, St. Laurent,  Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah samt Grüner Veltliner. Her har han så hældt 3 af druesorterne sammen, og så skulle man synes, at det vil give en underlig vin … og den er også noget anderledes, men smager skam okay.

Om 7 tallet i vinens navn skriver Christoph selv; Magisch wie die Zahl 7 betört er alle Sinne und weckt ungeahnte Emotionen. Det kan vel oversættes med; magisk som nummer 7 forfører den alle sanser og vækker uventede følelser.

Vinen er ved, at Blaufränkisch druerne er vinificeret på ståltanke, mens både Syrah og Merlot druerne er gæret og lagret 16 måneder i franske barriques, heraf 2/3-dele nye og 1/3-del brugte fade.

Næsen er lys frugt, blomsterpollen, lidt ristede noter, medicinskab og grønne grene, lidt mint, eukalyptus, vinblade og kaktuspiller. Der er pænt med egetræ, våde fade, mens frugten er kirsebær, moreller, brombær, granatæbler … og egentlig okay frisk med lidt røg, lakridskonfekt og mørk chokolade.

Smagen er lidt til den underlige side … både nogen lethed, formentlig fra Blaufränkisch druerne, men derudover masser af tørhed, flade tanniner og tørre krydderier. Höpler mener selv, at det er en saftig vin, men det synes jeg ikke … dertil er tørheden alt for stor.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Pertaringa, Stage Left Merlot, Adelaide Hills, Australien

2016 Pertaringa, Stage Left Merlot, Adelaide, AustralienVi knokler videre med endnu en vin fra Pertaringa – dirty job, but someone has to do it – og det er såmænd en ren Merlot vin, som hedder Stage Left Merlot.

På etiketten står der, at vinen er fra Adelaide Hills regionen, men det er nu en tilsnigelse, idet 55% af druerne kommer fra husets marker i McLaren Vale, men de resterende 45% kommer fra Geoff Hardys K1 marker i Adelaide Hills, hvor der er en tak køligere end i McLaren Vale, hvilket giver mere syre og finesse til vinen. Men ellers er der igen meget begrænsede oplysninger om produktionen af denne vin.

Duftmæssigt er der en smule Bordeaux inspiration med her klart mere potent … frugtmæssigt er det klart blåbær, lidt sorte kirsebær, mynte eller After Eight og mørk chokolade, cigarkasser, egetræ, skovbund og kaffegrums. Giv vinen lidt luft i glasset … så giver den klart mest.

Smagen er fed, tør og med mørk, tør frugt, tørre tanniner og så samtidig nogen sødme. Der er tørrede blåbær og tranebær. Tanninerne udtørrer munden totalt og sætter sig på tænderne, så det er klart en vin, som vil vinde med masser af år i kælderen.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, Australien

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, AustralienNæste vin fra Pertaringa er også fra Lakeside serien, nemlig Geoffs 2017 Lakeside Red Meritage.

Vinen er inspireret af den gamle verden, som Pertaringa selv skriver. Det er et blend på druerne Petit Verdot, Malbec og Merlot, men igen er der nærmest inden oplysninger om produktion … udover 1,2 gram restsukker pr. liter.

Her er næsen langt mere interessant … en kende dybere og en smule animalsk, og selvom blandingen af Petit Verdot, Malbec og Merlot måske er en kende mærkelig, så fungerer det duftmæssigt. Der er solbær, blåbær, kirsebær og endda lidt fed, suppleret med cigarkasser, blyanter og det er faktisk fint balanceret.

Smagen er tør … meget tør med en fed, kraftig frugt, nærmest lidt blåbær. Tørheden følges op med stramme og uforsonlige tanniner, peber og en lille bitterhed. Det bliver ikke en fed, overdone australsk vin, men klart en ren, frisk og stringent vin med masser af syrlig frugt og et nærmest europæisk snit.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Lighthouse Collection Moody Lagoon, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter i det Bordeaux inspirerede spor med denne 2017 Lighthouse Collection Moody Lagoon, som også er lavet på et blend af nogle af de klassiske druer.

Lighthouse Collection Moody Lagoon er lavet med Cabernet Sauvignon og Syrah som de dominerende druer og så også tilsat Petit Verdot, Merlot og Cabernet Franc, men forholdet mellem de forskellige druer fremgår imidlertid ikke. Igen er hver druesort vinificeret separat med udvalgte gærceller og en gæring på omkring 6 dage.

Herefter er det endelig blend sammenstukket og overført til egefade til den malolaktiske gæring og en efterfølgende lagring i 18 måneder på franske egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Moody Lagoon har en lidt sjov, skæv og blomsterrig aroma, hvor der også er håndsæbe, crème, blåbær, egetræ, tobak, røg, chokolade og samtidig pænt let og luftig. Smagsmæssigt er vinen egentlig også let, rund og meget frugtrig, fint balanceret, pæn tørhed og derudover er der kirsebær, blåbær, lidt peber og chokolade.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Collage Red Blend, Walker Bay, SydafrikaEstate Collage Red Blend er et Bordeaux inspireret blend på Cabernet Sauvignon, Malbec, Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc, men hos Benguela Cove Lagoon Wine Estate rammer man ikke referencen helt spot on.

Det er helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 23% Malbec, 16%Merlot, 13% Petit Verdot og 13% Cabernet Franc, som er kommet i blendet. Det er fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 2004 til 2008. Hver enkelt druesort er også vinificeret separat. Efter fermentering er vinen så sammenstukket og har lagret 20 måneder på franske egefade. Der er produceret 18 fade af vinen.

Mørk, krydret næse … lakridskonfekt, solbær, blåbær, egetræ, masser af tørhed, kanel, mælkechokolade samt en del sol. Der er også blomster, håndsæbe, kamfer, nogen syrlighed og stærke krydderurter. Samlet er det bestemt ikke en lettilgængelig vin.

Egentlig starter vinen smagsmæssigt blød og rund, men har en stor syrlig tørhed, som får vinen til at virke utrolig kantet. Der er syrlige kirsebær, ribs og umodne blåbær, lidt mentol og samlet bliver det stramt, surt, bittert og på ingen måder nem at danse med.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Château Curton la Perriére, Bordeaux Contrôlée, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Curton la Perriére, Bordeaux Contrôlée, Bordeaux, FrankrigChâteau Curton La Perriere ligger lidt syd for Jugazan og vel omkring 30-35 kilometer øst for selve Bordeaux by. Det er et af de knap 10.000 vinslotte, som der findes i Bordeaux og vi smager denne røde Bordeaux Contrôlée fra slottet.

Vinslottet er næsten umuligt at finde oplysninger om … ingen hjemmeside, ikke mange søgeresultater eller omtaler, men det laver nogle billige Bordeaux vine. Det er Jérôme Falgueyret, som driver det lille vinslot, som vist skulle lave 3 forskellige vine.

Den årlige produktion skulle vistnok ligge på 14.000 flasker, men jeg har ikke fundet oplysninger om vinmarker, historien bag slottet eller andre relevante informationer. Denne Bordeaux fra Château Curton la Perriére skulle dog være lavet på 100% Merlot.

Duftmæssigt er det tør jord, mørk frugt, solbær, brombær, rugbrød, æblemost, granatæbler, blæk og røg. Smagen er også tør, men det er egentlig med god saft og kraft, en syrlig rygrad, sindssygt mange tanniner og meget vedholdende i smagen.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Domaine Chiroulet, Grande Réserve, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Domaine Chiroulet, Grande Réserve, Sud-Ouest, FrankrigOg alle gode gange tre, for når vi nu er i gang med at smage vine fra Domaine Chiroulet, så lad os også smage den forrige Grande Réserve en årgang nyere, altså en 2016’er.

Det er fortsat 60% Merlot og 40% Tannat, lang maceration og efter endt fermentering er vinen lagret først 12 måneder på 60% nye franske Seguin Moreau fade af Haute Futaie egetræ samt 40% kaukasiske egefade. Så er vinen bagefter sammenstukket og har lagret yderligere 6 måneder.

Duftmæssigt igen sådan lidt Bordeauxagtige noter med solbær, brombær og fadpræg. Den er måske en anelse mere ren i duften end 2015’eren, men ellers igen blæk, engelsk lakrids, asfalt, tjære, kaffe, svagt lidt kanel og vanilje.

I munden igen fin stringent … måske med lidt mere fylde, en rigtig god syre, men så igen tonsvis af tanniner, som udtørrer munden og en frisk, syrlig og rank eftersmag.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 5/7