Tag-arkiv: Frankrig

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, Frankrig

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, FrankrigRhône eksperten Niels Lillelund sagde engang, at man med et rigtigt godt glas Cornas skal være i tvivl om, hvorvidt man har fået et glas vin eller bare én på hovedet. Som næstsidste vin til byggemødet fik vi så en veritabel lussing … en 2021 Cornas Signature Verset fra A&E Verset.

Vinhuset hed tidligere blot Alain Verset, men efter datteren Emanuelle er kommet med i driften, så hedder det selvfølgelig nu  Domaine A & E Verset.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der siden 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering.

I dag har man dog afveget fra praksissen hos den tidligere generation om bare at lave én vin, så i dag laver Alain og Emanuelle Verset 4 vine … en Cornas, som jeg har smagt tidligere i både årgang 2018 og 2019, en Syrah VdF, en Viognier VdF og så denne Cornas Signature Verset, som jeg nu smager i årgang 2021.

Vinen er lavet af Syrah druerne fra op til 100 år gamle vinstokke på parceller på de to marker Champelrose og Genal i Cornas og med ret små mængder. Gæring sker i brugte 228 liters og 400 liters egefade og efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder på de samme fade.

Næsen byder på fond … både okse- og grøntsagsfond samt mælkede noter af kærnemælk, tørret kød, peber, støvede granitskærver, sten og andre bjergarter, violer og sort oliven. Frugten er mørk, dyb og tæt med en omgang brombær, blåbær og ribs, men fadene giver også nogle mere søde og venlige pust af vanilje, kabel, våde fade og let candyfloss.

I munden er vinen bare sindssyg tør … tør og stenet mineralsk med peber bag på tungen, brombær, tranebær og ribs i stride strømme og lidt lemon bitterhed. Der er stram syre, godt med tanninbid og man føler virkelig, at dette er old-school klassisk Cornas. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, Frankrig

2018 Christophe Violot-Guillemard, Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, Bourgogne, FrankrigNæste vin havde vi selv givet Flemming i gave til en rigtig snapsejulefrokost lige før jul. Det er en imponerende lækker 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Christophe Violot-Guillemard.

Vinhuset ligger på Rue de la Refene i Pommard og er startet for over hundrede år siden af Joannès Faivre, som sideløbende drev et lille destilleri.

Han fik sammen med hustruen Léontine Badet datteren Marie-Louise, som blev gift med Louis Violot og drev vinhuset sammen, men desværre døde Louis alt for tidligt i en ulykke, så derefter giftede hun sig med Jules Guillemard.

Marie-Louise Faivres to drenge Roger og Gilbert fra ægteskabet med Louis Violot blev også vinbønder … men i dag er det Gilberts søn Christophe Violot-Guillemard, der som 4. generation driver gården videre og selv overtog ansvaret i 1990.

Han har i dag 7 hektar vinmarker i en række af Bourgognes kendte kommuner – primært i Côte de Beaune – og fx appellelationer som Pommard, Volnay, Meursault og Saint-Romain.

Christophe Violot-Guillemard har børnene Camille, Chloé, Théo og Louis … og Théo studerer i øjeblikket vinavl og vil være 5. generation til at drive familieejendommen. Han deltager allerede i driften og er langsomt ved at overtage mere og mere ansvar.

Denne 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots, hvor alle Pinot Noir druerne kommer fra Premier Cru-marken Les Suchots, som er beliggende lige nord for selve Vosne Romanée i smørhullet mellem berømte Grand Cru-marker som Richebourg, Romanée Saint Vivant og Echézeaux,

Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots – og husets andre vine – er der ikke mange informationer om, men vinen er lavet med mindst mulig indgriben og lagring, hvor der kun bruges en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt kan man mærke, at vi nu har skiftet spor … igen er det cremet, ultrablødt og med en lille saftig varme, som endda virker en smule fyldig på en let og luftig måde. Der er frugt af jordbær, ribs og kirsebær samt søde noter af lakrids, nougat, chokolade og vanilje, en mineralsk kant og en anelse mentol. Det er elegant og man kan også fornemme en vis saftighed.

I munden fylder vinen godt … giver en indre ro, for alt er blødt, cremet og nærmest mundsmeltende med en koket flommefedme, krop og tæt frugt, der mest er sorte kirsebær, jordbær, tranebær og ribs suppleret med lidt campariagtig bitterhed, let peber og næsten feminint bid … det gør lidt ondt, men er også så dejligt. Tanninerne er blidt og medgørlig, gnubber blot lidt på tungen og spiller op til dans med skyggelang længde. 97 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.405 kr., mens prisen er 1.260 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2022 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny les Nazoires, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny les Nazoires, Bourgogne, FrankrigSidste sommer smagte jeg fra vinkøleskabets dybe indre denne Chambolle-Musigny les Nazoires fra Domaine Machard de Gramont, men det var en årgang 2014. Som aftenens første rødvin servede Flemming samme vin i en nyere årgang 2022.

Det er en vin, som der ikke er vildt mange oplysninger om, men den er lavet helt klassisk med meget traditionel vinifikation og efterfølgende lagring på små egefade.

De fleste vine hos Domaine Machard de Gramont lagrer på barriques i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type.

Duften er fandeme lækker … er let, luftig og helt æterisk med en meget fin, sart og feminin lys frugt af jordbær og søde lyse hindbær, godt med blomster og klart fadpræg med nøddeknas, jod, vanilje, lakridskonfekt og mælkechokolade.

I munden er det lidt samme historie … lys, blød og cremet frugt af syrlige kirsebær, tranebær, rabarber og godt med citrus, virkelig ren, luftig, rank og kølig med forførende feminin syre. Det er med til at give vinen elegance, friskhed og bid … 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Margotés Blanc, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Margotés Blanc, Bourgogne, FrankrigTil forretten … eller mere præcist til de 3 små forretter smagte vi aftenens første hvidvin, som var en drønlækker 2023 Rully 1er Cru Margotés Blanc fra vinhuset Domaine Jacqueson.

Det er jo et vinhus, som jeg også er stødt på tidligere og det hedder også Paul et Marie Jacqueson og holder til midt i Rully by på adressen Rue Saint Laurent.

Rully er jo et af de mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste.

Domaine Jacqueson er grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige af familiens jordlodder i Rully, som dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begyndte Henry at sælge vinen til private og udvidede vinhuset ved at købe flere jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972 efter at have studeret  landbrug, vinavl, ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 13 hektar vinmarker godt fordelt på små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne 2023 Rully 1er Cru Margotés Blanc, hvor Chardonnay druerne jo netop også kommer fra en lille parcel Margotés på kun 0,95 hektar og vinstokke plantet i 1999. Marken har sit navn efter  margottes, som er små bundter af grene fra de nærliggende skove og marken drives efter biodynamiske principper.

Høsten er sket manuelt, hvorefter presning er sket direkte og efterfølgende er gæringen sket i egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 15-20% nye fade.

Duftmæssigt er det virkelig fadlagret Chardonnay … den har taget sin tykke smørfrakke på, smørret sig ind og er olieret lækker med en omgang lakridskonfekt, vanilje, ristede hasselnødder, toast og blød frugt af fersken og dåsepærer. Der er mushy mushy fedt og lækkert med feel-good saftighed.

Og sådan smager vinen sgu også … rund, blød, cremet med fersken, bløde og hvide pærer suppleret med let appelsinskal og kandiseret lemon, en smule hvid peber samt en blød syre. Det er tæt, fyldigt og samtidig med en vis kalket mineralitet … flot vin og 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Alfred Gratien, Cuvée Paradis Brut, Champagne, Frankrig

2015 Alfred Gratien, Cuvée Paradis Brut, Champagne, FrankrigByggemødet startede som forventet med lidt bobler og endda i form af en ægte flot årgangschampagne … en 2015 Cuvée Paradis Brut fra champagnehuset Alfred Gratien.

Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også vinhuset Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes Alfred Gratien af den store tyske Sekt producent Henkell,, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet.

Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et forholdsvis lille champagnehus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.

Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.

I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.

Denne 2015 Cuvée Paradis Brut er lavet på 65% Chardonnay og 35% Pinot Noir, som alene kommer fra Grand Cru marker. I selve vinifikationen er der brugt fade og vinen er også efter første gæring lagret på egefade. Andengæringen og lagringen på flaske er sket over minimum 6 år i husets kælder.

Allerede fra første snus kan fadlagringen klart fornemmes, for duften er fuldfed og næsten smørret … der er lakridskonfekt, vanilje, briocheboller, toast og mariekiks, en frugt af fersken, pærer og føles endda lidt eksotisk med mango, kærlighedsfrugt, mandarinskal samt ganske lidt Amaretto mandellikør. Allerede da vi smagte vinen sagde jeg, at der var nogle lighedstegn med Dom Perignon … lidt samme fedme, modenhed og stoisk ro … Uhmmmm.

Smagen er klart mere syrlig … der er nu lidt citroner, lemon og grape med syre og bitterhed. Læg dertil en lidt kalkholdig mineralitet, men også nogle mere umamiagtige smage af briocheboller, honning samt nogle letsaltede elementer. Boblerne aka moussen har godt med intensitet og brus … det smager fandeme fremragende. 95 point.

g leverer et udbrud af intense smage: syre, sødme og saltholdighed. Den lukker med en med aromaer af honning og brioche, der dvæler i ganen.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 895 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Paul Goerg, Tradition Premier Cru a Vertus Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Paul Goerg, Tradition Premier Cru a Vertus Brut, Champagne, FrankrigFra Champagnehuset Paul Goerg – det som blev grundlagt i 1950 af 8 familier vinbønder fra Vertus – skal jeg igen smage en champagne og det er så deres Tradition Premier Cru a Vertus Brut.

Den er lavet på mix af 60% Chardonnay og 40 % Pinot Noir, der udelukkende kommer fra husets egne kalkholdige 1er Cru marker omkring byen Vertus i Côte des Blancs.

Omkring 65% af druerne stammer fra 2014 høsten. mens 35% er reservevin fra ældre årgange. Efter første gæring er vinen først lagret i temperaturregulerede ståltanke, hvorefter den flæskes og så andengærer på flasken i yderligere 4 år sur lie. Sluttelig er vinen degorgeret med en dosage på 8 gram pr. liter og så lagrer den yderligere 4-6 måneder inden frigivelsen.

Allerede fra første snif kan man fornemme, at denne champagne hører til i den bedste skuffe … der er ristet brød, toast, croissanter, fersken, pærer, lemon, lette gærnoter og ristede hasselnødder. Den har derudover et sart kalket udtryk og så lidt lette forårsblomster, hvilket gør den ret luftig, fin og ærbar.

I munden er der også en rigtig god balance mellem en frisk frugt, sødme og nogle nødder, skovbund og man fornemmer også en vis bund og dybde fra Chardonnay druerne. Der er fersken, æbler og pærer, men også sødbitter lemon og citronsyre. Det hele er skruet temmelig godt sammen, så man får en lækker smag, som virkelig rammer bulls-eye. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen på tilbud er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Cougnet-Weber, Cuvée Authentique Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Cougnet-Weber, Cuvée Authentique Brut, Champagne, FrankrigTid til champagne igen … men det er det jo altid. Oscar Wilde sagde også meget rammende, at kun de fantasiløse kan ikke finde en grund til at drikke champagne. Her er det en Cuvée Authentique Brut fra champagnehuset Cougnet-Weber.

Det er et ganske lille og nyere champagnehus, der ligger i byen Verneuil i Vallée de la Marne og blev grundlagt i 1990 af Sylvie og Philippe Cougne, der fra marker ejet af familien i over 100 år er startet med at lave deres egne champagner.

Familien har en vinhistorie, der går tilbage til 1652 i Hautvillers, hvor deres forfældre enten var vinmagere eller bødkere .. og én af deres forfædre var endda en af ​​Champagnes store skikkelser og det var Gaston Poittevin, der levede fra 1880 til 1944 og arbejdede ihærdigt for Champagne og champagnevine.

Familien har i dag kun beskedne 2 hektar vinmarker med de 3 klassiske champagnedruer … omkring 70% med Pinot Meunier, 15% Pinot Noir og 15% Chardonnay og alle markerne dyrkes bæredygtigt HVE og VDC certificerede.

De beskedne 2 hektar marker danner grundlagt for en beskeden produktion på kun 18.000 til 20.000 flasker årligt fordelt 6 forskellige champagner.

Den lille produktion betyder også, at det vil være urentabelt for familien at investere i egen vinpresse og gæringstanke, så i stedet presses druerne i Verneuils lille Saint-Vincent-kooperativ, der ledes af Philippe Cougnet selv.

De er blot 4 medlemmer af kooperativet, hvorfor det er let af tilpasse alle medlemmers ønsker og behov for vinificering. Cougnet-Webers champagner lagres dog i familiens egen vinkælder, hvor alle flasker modnes og færdiggøres med remuage, degorgering og emballering.

I kælderen strækker flaskemodningen sig over minimum 3 år, altså
betydeligt længere end mindstekravet og tilmed lagrer nogle vinene efter første gæring også på egetræsfade, der tilfører yderligere finesse, kompleksitet og dybde

Sylvie og Philippe Cougnes yngste datter Justine har planer om at overtage slægtsgården om få år, så dermed ser fremtiden også lys ud fra denne lille mikroproducent.

Her smager vi deres Cuvée Authentique Brut, der er lavet på 40% Pinot Meunier, 25% Pinot Noir, 21% Chardonnay fra årgang 2018 og de resterende 14% er ældre réservevin lagret efter Solera metoden. Efter gæring og flaskning er andengæringen sket over mininum 3 år i kælderen før endelig degorgering i juli 2024 og frigivelse.

Duften virker i starten meget mineralsk … jern, granitskærver, sten og grus og det er egentlig uden mange forsonende træk. Der er tørre frugtkerner, kalk og kridt, kvæde, lemon, grapeskal og grønne æbler, godt med gærnoter, er ganske tør, animalsk og landlig med ganske en svagt nøddet aroma.

Smagen er klart bedre end duften … her kommer der bestemt en lille frugtsødme, masser af grønne æbler, lidt pigeonæbler, gule citroner, lemon og grapeskal. Boblerne er intense og bullerkraftige, men det er en lidt kølig, slank og frisk champagne, der virker lidt rustik, grovkornet og småbitter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens bedste pris er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Domaine Pansiot, Meursault Les Pellan, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Pansiot, Meursault Les Pellan, Bourgogne, FrankrigVi bliver for en stund i Frankrig, men er taget til Bourgogne, hvor vi i Corgoloin finder Domaine Pansiot, som jeg nu smager en røvlækker 2023 Meursault Les Pellan fra.

Vinhuset ligger i den sydligste del af Côtes de Nuits og tæt på grænsen til Côtes de Beaune tæt ved Corgoloin og holder til på en gammel vingård med imponerende kældre, der har rødder helt tilbage til 1700-tallet.

Domaine Pansiot har været kraftigt voksende siden Eric Pansiot startede ud på egen hånd i 1981 med små 4 hektar vinmarker. Det lille familie domæne har dog igennem de sidste 40 år opkøbt marker i Bourgogne bid for bid og ejer nu 18 hektar fordelt på hele 18 forskellige appellationer.

Huset er ekstremt alsidigt og formår at lave stor Gevrey Chambertin, 1er Cru Chardonnay fra Savigny-lès-Beaune og elegant Cremant de Bougogne til særdeles fornuftige penge.

I dag er det datteren Emelie Pansiot, der har overtaget tøjlerne efter sin far og Emelie Pansiot har arbejdet hos sin far Eric Pansiot, mor Chantal og waliseren Marc Thomson siden 2005.

Familie-domænet Pansiot er kendt for at lave fortryllende håndlavede bourgognevine … alt fra powerfuld Gevrey Chambertin til smørlækker Meursault, men vinene fra Pansiot bliver revet væk af franskmændene selv – både professionelle vinagenter og private – og kun sølle 1% procent bliver eksporteret

Det er også Emelie Pansiot, der har lavet denne 2023 Meursault Les Pellan, der er lavet med Chardonnay druer fra Pansiots parceller på
enkeltmarken Les Pellans, der grænser op til den verdensberømte 1er Cru mark Les Charmes, der anses for at være en af de bedste marker i Meursault.

Vinstokkene er omkring 35 år og efter høsten er druerne  presset blidt inden gæringen på ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie 12-14 måneder på franske egetræsfade med løbende omrøring og 25% af fadene er helt nye.

Uha mon dieu … allerede fra førster snif læbende savlen ned af min hage, for duften er smørlækker og totalt cremet med brunet smør, nødder, nougat, mælkechokolade, røg og en medrivende blød frugt af dåsepærer, fersken, ananas, honningmelon og mango.

I munden smelter vinen nærmest også på tungen, men alligevel virker frugten ren og struttende frisk, selvom den også er blød og mushy med hvide pærer og fersken suppleret med kandiseret lemon, syltede citroner og masser af frugtrigdom. Der er cremet, opulent og alligevel med en ren og slank sjæl … hvor smager dette bare helt henrivende. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 799,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Devaux, Cuvée D Rosé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Devaux, Cuvée D Rosé Brut, Champagne, FrankrigVi bobler ufortrødent videre med endnu en champagne fra champagnehuset Devaux … endda lavet på samme druemix, men med med mere farve, for det er deres lyserøde Cuvée D Rosé Brut.

Den er næsten lavet som foregående … igen på 45% Chardonnay samt 55% Pinot Noir, hvor 10% dog er rødvin, der er med til at give farve. Alle druerne høstes fra egne marker i Côte des Bar og Côte des Blancs.

Basisvinen gærer på ståltank med delvis malolaktisk gæring, mens andengæringen på flaske sker i vinkælderen over mindst 5 år og 7 år for magnums and jeroboams. Degorgering er sket med en dosage på 8 gram pr. liter, som gør champagnen tør.

Og i denne er der duftmæssigt lidt karamel, candyfloss, nødder, nøddecreme, Nutella og en sødlig frugt med kandiserede kirsebær, hindbær, ribs, ristet rugbrød, pigeonæbler og abrikos. Der er også noget floralt over aromaen med blomster og pollen.

I munden er vinen igen langt mere frisk og syrerig, men dog slet ikke så tør som foregående. Boblerne er friske, frugtrige og giver dig livlig og frisk smag med ribs, rabarber og sure kirsebær, noget lemon samt svag grape bitterhed og så alligevel en lille frugtsødme, som gør den langt mere rund og giver sammen med en kalket mineralitet en god balance. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 499 kr., men kan fås på tilbud til 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Devaux, Cuvée Ultra D Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Devaux, Cuvée Ultra D Extra Brut, Champagne, FrankrigLad os da endelig smage mer’ champagne og den næste blev en Cuvée Ultra D Extra Brut fra champagnehuset Devaux, der ligger på adressen Hameau de Villeneuve syd for Bar-sur-Seine og lige kort vest for Merrey-sur-Arce.

Champagnehuset kaldes også Veuve  A. Devaux og Veuve betyder som måske bekendt enke, for det har gennem årene i høj grad været drevet af enker, men blev grundlagt i 1846 af brødrene Jules og Auguste Devaux.

Det blev dog Augustes enke Claude-Joseph Devaux, der allerede i en alder af blot 39 år måtte bestyre champagnehuset, hvilket senere skete sammen med sin søn François-Auguste … og dengang fik det allerede navnet Maison Veuve A. Devaux.

Men efter François-Augustes død i 1879, så måtte hans kone Augusta-Maria Herbin Devaux overtage driften og han var ansvarlig for driften helt frem til 1895.

Men allerede i 1907 overtog den 3. Devaux enke Marguerite Marie-Louise Devaux driften, da hendes mand Charles-Auguste Devaux så døde … og Marguerite Marie-Louise drev champagnehuset helt frem til sin død i 1951 i en alder af 80 år og afsluttede dermed sagaen om Devaux champagne enkerne.

Hun blev efterfulgt af sine to sønner, men i dag ejes Devaux champagnehuset af Union Auboise, som er et kooperativ i Côte des Bar og de ejer også en række andre champagnehuse som fx Jacquart og Montaudon, Charles Collin, Clérambault og Marquis de Pomereuil.

Hovedparten af champagnerne fra Devaux kommer fra druer, som opkøbes hos en række vinavlere, som huset har samarbejdet med i mange år og tæller lidt over 100 hektar. Ansvaret for produktionen af champagnerne er lagt i hænderne på vinmageren Michel Parisot.

Denne Cuvée Ultra D Extra Brut er lavet på 55% Pinot Noir og 45% Chardonnay, der høstes fra fire forskellige terroirs i både Côte des Bar, Côte des Blancs, Montgueux og Montagne de Reims.

Gæringen er primært sket i ståltanke, mens en mindre del gæres på egetræsfade. Den er en Non Vintage uden årgang, da der er anvendt 35% ældre reserve vin i champagnen. Andengæringen på flaske sker i vinkælderen over mindst 5 år inden degorgering og denne med en beskeden dosage på 3 gram pr. liter, som gør den ekstra tør.

Duftmæssigt virker vinen let, meget ren og klar … frisken grønne æbler, gule æbler, ferslen og pærer, nogle kridt eller kalkagtige noter samt lidt sød karamelkrokant, lakridskonfekt, nødder og vanilje, alt rigtigt fint balanceret.

I munden er der klart mere syre end duften indikerede … der er mineralske og friske bobler, umodne grønne æbler, citroner samt lidt bitter grape og det gør champagne livlig og frisk med en jernholdig mineralitet, som får dig frem på stolen … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 479,95 kr., men kan fås på tilbud til 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7