Derefter stod den på ægte burgundisk Pinot Noir i form af denne 2019 Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots fra Lucien Le Moine i Beaune.
Vinhuset er grundlagt i 1999 af Mounir Saouma, der forinden havde uddannet sig som ønolog i Montpellier og nogle år arbejdet som kældermester på et kloster i Israel, hvor han også mødte den smukke Rotem Brakin.
Derefter arbejdede parret i Bourgogne, hvor Mounir fik en særlig kærlighed for Chardonnay og Pinot Noir. Han blev hurtigt ansat som kældermester hos et af de største negociantfirmaer i Bourgogne og fik på denne måde sin daglige gang blandt mange af de bedste vinproducenter i Bourgogne.
Her kunne han forvisse sig om, at man i Bourgogne generelt er dygtige til markarbejdet og dyrkningen af de legendariske druer, men til gengæld var han ikke i samme omfang begejstret over for nogle af de teknikker og traditioner, der herskede i en del kældre i forhold til vinificering og modning af vinene.
Han fik derfor den idé, at han ville skabe et vinhus ved at købe absolutte topvine – udelukkende 1. Cru og Grand Cru – hos særligt udvalgte producenter og hjemtage dem til sin gamle kælder fra det 17. århundrede og umiddelbart efter den alkoholiske gæring selv forestå den videre vinificering – udelukkende på nye klassiske barriques på 228 liter fra Bourgogne.
Både de hvide og de røde vine lagrer han så sur lie – med bundfald – og dét mener Mounir er afgørende for vinens typicitet og kvalitet. Det tilfører vinen fedme, struktur og karakter fra terroiren og vinen skal derfor forblive på sit lie indtil aftapning. En ugentlig batonnage aka omrøring foretages indtil da.
Den malolaktiske gæring foretages ret sent på foråret og bevirker, at man ikke behøver at konservere vinen kunstigt fx med svovl, så alle vinene aftappes manuelt direkte fra fad og uden filtrering.
Her smager vi så en vin lavet over samme læst … en vin fra Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og der kan du finde ikke færre 6 Grand Cru, flere 1er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.
Dette er en 1er Cru … Vosne-Romanée 1er Cru Les Suchots i en årgang 2019 fra marken Les Suchots, der nok er blandt de ypperste 1er Crus i Côte d’Or. Marken ligger mellem Grands Cru markerne Richebourg og Romanèe Saint-Vivant på den sydlige side og Echezeaux på norlige side.
Duften er næsten blodig kød, tørret bacon, blæk, grafit, tørrede blomster, jord, lidt parfumeret og har mynte, lakridspiber, engelsk lakrids, bagepulver samt en frugt af sorte kirsebær, meget tæt og koncentreret … bare så elegant.
Smagen er også mørkere end forventet … virkelig blød, cremet og alligevel med den burgundiske lidt grønne note. Der er tranebær, lidt bitterhed, sorte kirsebær. Smagen er kompleks og afbalanceret, stor frugtkoncentration, saftig med tydelig fadkarakter og levende, let og legende syrestruktur … det giver en utrolig elegant vin, der er delikat og forførende på en snigende facon, 97 point.
En årgang 2018 er fundet hos Vinoble til 1.799 kr.