Tag-arkiv: Frankrig

2016 Closerie des Alisiers, Rully Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2016 Closerie des Alisiers, Rully Blanc Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigJeg har efterhånden smagt en del vine fra Stéphane Brocard, hvor nogle sælges under eget navn, mens andre sælges med navnet på hans vinhus Closerie des Alisiers. Vi smager nu denne lille hvidvin Rully Blanc Vieilles Vignes.

Stéphane driver et voksende negociantfirma beliggende i Marsannay og derfra laver han hvid Chablis, men også andre hvidvine og lidt røde fra den sydlige del af Bourgogne.

Denne er selvfølgelig 100% Chardonnay, der høstes fra kalkholdige vinmarker i Rully med vinstokke med en alder på 30 år. Der er ingen oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på egefade.

I næsen er vinen landlig og animalsk, har en meget nøddet note, ristede nødder endda samt overmodne og smårynkede æbler, pærer, godt med blomsterpollen, toast og så lidt tropisk frugt med fersken, abrikos, let mango og grillet citron. Det er fadpræget Chardonnay, men fagpræget er diskret med svag vanilje og karamel.

Smagen er røget, blød og har alligevel et godt bid med grillede og syltede citroner, masser af frugtsyre, lidt tør appelsin samt kalket og tør mineralitet. Syren holder hele vejen igennem og giver dette lidt røgede bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Beurton & Fils, Les Chapelleries, Champagne, Frankrig

2016 Beurton & Fils, Les Chapelleries, Champagne, FrankrigJeg  smagte endnu en af de finere vintage champagner fra Beurton & Fils i form af denne 2016 Les Chapelleries og på ren Meunier .. . men det blev det bestemt ikke ringere af. Den smager også godt.

Les Chapelleries er lavet med ren Pinot Meunier fra en enkelt mark, nemlig Les Chapelleries i  Vallée de La Marnes.

Vinen er fermenteret i gamle egefade, gennemgår en malolaktisk gæring og får så andengæring på flaske i 3 år frem til september 2019, hvor den så er degorgeret samt tilført en dossage på 5 gram. Derefter er vinen så faktisk også lagret lidt længere på flaske igen … uden en 3. gæring 🙂

WAUW for en dejlig krisp og sprød duft, frisk som en efterårsmorgen, har klassiske gærede noter, lidt ristet franskbrød, ristede hasselnødder, pærer, fersken samt tørrede blomster, roser, tulipaner, appelsin … virkelig aromatisk og tiltrækkende.

Hvor er smagen også spot on syrlig, frisk … der er presset citronsaft, småsure appelsiner, umodne, grønne æbler, lemon bitterhed, har en rigtig dominerende og fin syre, mens moussen aka boblerne er rene, små og brusende … holder sig vedvarende og ivrige med masser af energi. Det er sgu smukt, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, Frankrig

2012 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, FrankrigMer’ champagne, for vi skal atter et smut til champagnehuset Beurton et Fils på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay og nu med denne lille, charmerende bobbelbombe 2012 La Quille.

Champagnehuset er stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer og drives i dag i dag fortsat af familien i 6. generation. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, som driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer både marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Her smager vi fra den fremragende årgang 2012 en af husets absolut topchampagner … La Quille, der er lavet på 40% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 20% Meunier.

Vinen er fermenteret i rustfrie ståltanke, gennemgår malolaktisk gæring og er så lagret med andengæring i knap 9 år i huset kælder frem til maj 2021, hvor den så degorgeret og tilført en dossage på 6 gram.

Duften er egentlig meget klassisk … luftig og har dybe kældernoter, pæn tørhed, godt med nødder, hasselnødder og har nærmest en blød og rund dekadent aroma. Frugten er abrikos, fersken, pærer, kogte grøntsager, kandiseret citron, mandarin, marcipan og vanilje.

Bruset er klar og frisk … meget rent og intens, virkelig opbrusende mousse, dejlig kompleks, elegant og velafbalanceret med masser af citron samt lidt Champagnebrus-is. Selvom den er meget frisk, rank og oprejst, så er der noget modent, tilbagelænet, honnigagtigt, roligt samt venligt over champagnen, som giver stor velsmag. Det er da en buttet lille champagnelækkermås. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. G.H. Martel & Co, Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig

N.V. G.H. Martel & Co, Premier Cru Brut, Champagne, FrankrigSidst jeg smagte champagne fra  G.H. Martel & Co var det en flot 2012 Cuvée Victoire Gold i en eksklusiv guldflaske, men nu har jeg igen bobler i glasset fra det store champagnehus i form af denne Premier Cru Brut.

Dermed har jeg også skrevet en masse om Martel, der årligt har en produktion på pænt over 10 millioner flasker champagne og er af blandt de 10 største huse i  Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

Denne G.H. Martel Premier Cru Brut er fremstillet på et udsøgt blend af Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Meunier, som høstes fra 1er Cru-klassificerede marker. Sådan står der i hvert fald på vinens etiket, mens huset hjemmeside siger, at blendet er 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay.

Basisvinen er gæret på ståltanke for at opnå en ren og autentisk gengivelse af frugt og terroir. Herefter følger en andengæring på flaske over 36 måneder inden degorgering med 10 gram dossage.

I næsen er det en krisp og sprød champagne, hvor der er nødder, mandler og hasselnødder, letristet franskbrød, gæret frugt, pærer, fersken og melon, marcipan samt hvide blomster.

Der er små og intense bobler i munden, fin mousse og god friskhed med æbler, fersken, abrikos, tørrede eller bagte æbler, har sødme og virker dejlig rund, moden og afbalanceret. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen på tilbud er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigI vor spændende smagning af nogle af Vinovas bedste vine var denne, fine Saint-Joseph Vieilles Vignes 2020 fra Domaine de Gouye den næste i rækken.

Domaine de Gouye drives af vinmageren Philippe Desbos og ligger ude på landet ved Saint-Jean-de-Muzols lidt vest for Grabouillère og lidt nord fra producenten Guy Farge.

Vingården har en betagende udsigt over Rhône flode og den berømte Hermitage høj mod øst, mens husets marker ligger tæt på gården højt hævet over den lille landsby Saint-Jean-de-Muzols.

Philippe Desbos er 3. generation på Domaine de Gouye, som i dag fortsat drives efter de gamle traditioner. Således er fx vinstokkene  bundet op med strå og den eneste lyd man hører – udover en svag brise i træerne – er lyden af Philippes hest Ramses, der godmodigt trækker ploven mellem de stenfyldte rækker af vinstokke.

Alt hos Domaine de Gouye følger økologisk tilgang og de ældgamle traditioner, men ikke for at følge en romantisk forestilling, men fordi, at det fortsat er den mest effektive måde at gøre det på, siger Philippe Desbos selv.

Også i familiens vinkælder er alt gammelt … fx den gamle, men fortsat aktive, vertikalpresse fra 1886, som fortsat står klar til næste høst af de håndplukkede Syrah druer.

Hele familien samt en stribe venner hjælper til med høsten, til presningen i den gamle presse og efterfølgende fodtrædning i de store gæringskar. Vinene er nok også det tætteste, som du kommer på uforfalsket, gammeldags Syrah fra Saint-Joseph.

Nogle af markerne stammer fra hans nu pensionerede nabo Saint-Joseph legenden Raymond Trollot, der dog også solgte nogle af sine marker til Pierre Gonon. Alt klares økologisk og traditionelt, bl.a. med helklasegæring på vildgæren og lagring i tanke eller gamle egetræsfade.

Produktionen er forsvindende lille, hvilket også har gjort vinene til et kultagtigt tilløbsstykke, når de frigives på Domaine de Gouye.

Denne Saint-Joseph Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra mindst 50 år gamle vinstokke. Marken er placeret lige udenfor vinkælderen og har en jordbund af nedbrudt granit. Vinen er gæret i hele klaser og fodtrådt i åbne trækar, inden pulpen så er presset i den gamle vertikalpresse. Lagring sker på gamle fade i 16 måneder.

Duftmæssigt er det også NordRhône … men bare – som også hos Gonon – mere luftig og let. Der er fortsat sorte oliven, baconfedt, mejeri, peber, blåbær og hindbær, men frugten virker forholdsvis luftig og lys … men også masser af blomster og en vis saftighed.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor det bliver en let og elegant Saint-Joseph vin, hvor frugten mest er blommer, brombær og lidt hindbær med fremragende koncentration, faste tanniner og man mærker, at den sorte peber lige ligger nedenunder det hele. Den har et venligt og pleasende ansigt, selvom den også strutter af seriøs business. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, Frankrig

2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, FrankrigNæste vin blev smagt blindt … og dén ramte jeg ikke, for jeg var ovre i noget lettere Beaujolais, men det var en total frisk 2011 Bourgueil Galichets fra huset Domaine de la Chevalerie i Restigné i Loire.

Huset drives af Caslot familien, der har været vinbønder siden 1640. I dag drives gården af den 13. generation i form af Laurie,  Emmanuel og Stéphanie Caslot … 3 søskende, der er fortsat alle traditionerne fra deres far Pierre, der dog fortsat hjælper børnene rundt om på vingården.

Domaine de la Chevalerie har sammenlagt 33 hektar vinmarker mellem Restigné og Benais i Bourgueil … og i det område må man ifølge appellationens regler alene lave rødvin, så markerne er tilplantet med masser af Cabernet Franc.

Alle marker har siden 2008 været dyrket økologisk og siden 2012 har de været biodynamisk certificeret.

Domaine de la Chevalerie råder derudover over en magisk og smuk vinkælder på størrelse med 2 fodboldbaner. Kælderen ligger under gården samt de tilstødende vinmarker og den har siden 1100-tallet  fungeret som et stenbrud, hvor blokke af sten blev hugget ud og brugt til kirkebyggerier i både Restigné og Chinon.

I dag er de nærmest katedralstore kælder hjemsted for både lagringsfaciliteter og – nok så vigtigt – for et imponerende lager af ældre vine, som først frigives til salg efter mange års lagring. Dette giver en sjælden mulighed for at smage modne vine på Cabernet Franc til overkommelige penge … som fx denne 2011 Bourgueil Galichets.

Den er selvfølgelig på 100% Cabernet Franc fra marken Galichets, som ligger på de øverste del af skråningen bag vinhuset lidt nord for Restigné. Vinstokkene på marken er plantet i 1930, men der er dog sket små genplantninger i 1970, 1980 og 1990, således gennemsnit på vinstokkene er 60 år.

Efter høst er druerne afstilket 100% og sorteret nærmest drue for drue. Gæring og maceration sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på store brugte fade.

Som med alle vinene hos Domaine de la Chevalerie er der tale om meget naturlige – men rene – vine. Der svovles minimalt og kun op til 30 mg. svovl pr. liter. Vinene tappes uden klaring og filtrering og vinen kommer fra husets serie Cuvée Parcellaires.

Duftmæssigt er det en rund, saftig, let og lys vin … har en bondsk lethed og en mellemlys frugt med hindbær, lyse kirsebær, blåbær, men derimod ikke megen cedertræ eller grafit. Der er blomster og små grønne noter, men samlet fremstår det som en fin og feminin Bourgueil vin.

Sådan smager vinen også … faktisk rigtig godt, meget blød, let og har total fin frugt, som overrasker med friskheden trods alderen på over 11 år. Der er en vis mængde tydelige tanniner, men samlet svævende og let samt så vedkommende, harmonisk, nem … og til prisen lidt et fund. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Bernard Baudry, Chinon Les Grézeaux, Loire, Frankrig

2020 Domaine Bernard Baudry, Chinon Les Grézeaux, Loire, FrankrigNæste vin var og både bondsk og charmerende, men vi er nu i Chinon i Loire, hvor vi udenfor Cravant-les-Côteaux finder det lille vinhus Domaine Bernard Baudry. Vinen er en 2020 Chinon Les Grézeaux.

Vinhuset er grundlagt i 1975 af Bernard Baudry, der selv er fra en familie af vinavlere, men han ville efter studierne til ønolog i Beaune og 5 års læretid hos en række forskellige producenter selv samt et job som vinkonsulent på Tours laboratoriet have egen vingård. På laboratoriet havde han arbejdet sammen med Jacques Puisais og blev inspireret til at starte sit vinhus i Chinon.

Han startede med 2 hektar vinmarker, men gennem årene er det imidlertid øget til i dag 32 hektar og siden år 2000 har han fået sin søn Matthieu med i driften.

Matthieu Baudry har selv studeret ønologi i både Macôn, derefter i Bordeaux og haft lærepladser i Californien og på Tasmanien, inden han vendte hjem til sin far.

Far og søn dyrker primært Cabernet Franc samt en smule Chenin Blanc. Alle marker er placeret i dalstrøget mellem Chinon og Cravat med en jordbund, der varierer både mellem ler og kalkholdig grus.

Vinstokkene har altid været dyrket uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler. Fra 2006 har vinmarkerne da også været certificeret økologiske. I dag bruger de udelukkende gødning, som de selv laver på basis af halm og ko-gødning.

Denne Chinon Les Grézeaux er en enkeltmarksvin lavet på ren Cabernet Franc fra Les Grezeaux marken, der ligger på en skråning i Sonnay nær Cravant-les-Coteaux. Her er den grusholdige jordbund præget af ler og silicium hvilket giver en dyb, intens mineralitet til den koncentrerede og mørke frugt.

Vinstokkene på Les Grezeaux er omkring 60 år gamle og druerne høstet med håndkraft inden en gæring og maceration 15-20 dage i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder i de uforede cementtanke og så tappet uden filtrering.

I næsen er vinen klart meget animalsk suppleret med lidt blyanter, lettere reduktiv med en lille bio-øko kant og en sagde, af nu havde koen vist løftet halen. Den har en mørk saftighed samt mørk frugt,  cedertræ, appelsin, urter, peber, bondsk og ellers lidt indelukket.

Smagsmæssigt er den saftig, blid og sagte … lidt en forsigtigper, har en mørk og tæt struktur, sorte kirsebær, brombær samt nogle mere lyserøde frugtaromaer samt letbitter mørk chokolade. Tanninerne er medium, men mest af alt er vinen silkeblød og frisk. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Cave de l’Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, Frankrig

2008 Cave de l'Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, FrankrigCave de l’Abbé Rous ligger ude på en vinmark i den sydligste del af Frankrig ved den maleriske og lille havneby Banyuls-sur-Mer hvor de høje Pyrenæer møder Middelhavet. De laver bl.a. ret lækker dessertvin, som fx denne Baillaury Banyuls Grand Cru.

Cave de l’Abbé Rous er en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der selv er en del af det store Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.

CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af ​​den årlige høst af til Collioure vinene.

CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af ​​sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af ​​vinene fra Banyuls og Collioure.

Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af ​​de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.

Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

Denne 2008 Baillaury Banyuls Grand Cru er dog fra før den tid og er en sød vin lavet på 75% Grenache 25% Grenache Gris fra vinstokke, der vokser på små skiferterrasser på stejle skråninger. Druer høstes, presses og gæres. Maceration på 18 dage og herefter lagring i 8 år i egetræsfade.

I glasset fremstår Baillaury Banyuls Grand Cru lettere rødbrun, mahogni eller kobberfarvet, mens der op af selvsamme glas svæver en sødlig, sukkerlækker og intens aroma af søde brunkager, nødder, honning og lækkermoden portvinsagtig frugt, dadler, figner, svesker, søde Amarena kirsebær og røde cocktailbær fra Dr. Oetker samt en anelse blomsterhonning, nougat, karamel, appelsinskal og kakao. Uha, min søde tand bliver vist her forkælet.

Hvor smager det godt … og sødt. Det er sød og moden frugt, igen kirsebær, svesker og figner, søde krydderier, sød tobak, nougat og karamel og alt på sød nektarniveau. Det er fyldig, fed og fløjlsagtig dessertvæske, som omgående smelter mit hjerte. Rigtig mums og dermed 93 søde point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Château German, Castillion, Bordeaux, Frankrig

2018 Château German, Castillion, Bordeaux, FrankrigNu er der Bordeaux i glasset … en lille højrebredsvin fra AOC Castillion, der grænser op til det berømte Saint-Émilion. Den er fra Domaines Alain Aubert og hedder Château German.

Aubert familien har levet i Saint-Émilion på højre Bordeaux bred siden 1750 og har en pæn lang historie som producent af Bordeaux vine. De ejer flere vinslotte, som fx Château German, Château Hyot, Château de Ribebon, Château de Macard, Château Haut‐Gravet, Château Independance samt Château Apogee.

I dag ejes Domaines Alain Aubert af Alaine og Bernadette Aubert, som samlet har omkring 250 hektar vinmarker og dermed er én af de største producenter i Saint-Émilion. De har igennem tiden lavet deres vine fra Château de Ribebon … et storslået vinslot fra det 18. århundrede og engang var en jagthytte for kong Louis XIV. Det er smukt bevaret og ligger med udsigt over Dordogne floden.

Alaine og Bernadette Aubert driver vinhuset med hjælp fra deres 3 døtre, nemlig Cécile, Amélie og Héloise, men det er Amélie der som 7. generation reelt har overtaget ansvaret for produktionen af alle vinene hos Domaines Alain Aubert.

Denne 2018 Château German er lavet på 70% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Vinstokkene er mellem 35 og 40 år gamle og står plantet i en sandet jordbund med en undergrund bestående af ler og jern.

Druerne bliver nøje selekteret i vinmarken såvel som på vineriet, hvor mosten undergår gæring i temperaturregulerede ståltanke ved omkring 28 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 12-24 måneder på neutrale tanke.

Det dufter da meget godt, har nogle klassiske Bordeaux dyder, en frugt med blommer, solbær, cigaræske og cedertræ, grøntsagsfond, en stenet mineralitet og egentlig pæn frisk i frugten.

Den er smagsmæssigt skruet godt sammen … har et flot bid, hvor der både er peber, sødme, tørhed, småbitter frugt, en fast tanningreb og en robust syre. Det er faktisk flot og til tilbudsprisen en lille prisbasker. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2020 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigVi fortsætter i samme boldgade, men har blot skiftet den hvide Sauvignon Blanc ud med rød Pinot Noir via denne Marigny-Neuf Pinot Noir fra Ampelidae.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra vinhusets egne marker ved slottet Manoir of Lavauguyot. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er vinen virkelig grønt og urtet … endda også en smule svovlet, har syrlig ribs, stikkelsbær, lyse kirsebær og umodne nødder, marcipan samt nelliker. Alt er sådan nærmest meget direkte, stramt, ungt og syrligt.

Men smagen er anderledes … har en sød lethed. Der er bolsjesødme fra røde drops, jordbær, lyse kirsebær og hindbær, meget venlig med et lyst sind, en lys saftighed, let peber og masser af lethed og samme juraagtige syre, som 2019’eren også havde. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7