Tag-arkiv: Frankrig

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte dernæst endnu en årgang af den fine Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og nu var det altså 2016’eren.

I Saint-Émilion er det en årgang, som fx Parker har ratet 95 point mod 94 for 2018’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren og det er på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques … og atter har Michel Rolland drysset lidt stjernestøv henover vinen.

I næsen kommer omgående lidt af de samme noter som med 2018’eren … bare mere modent og atter med denne nærmeste lidt dekadente aristokratiske elegance af gammelt ædeltræ, varm samt comfortagtig og fadpræget rund. Der er søde og sorte kirsebær, der er solbær og modne blommer, muldjord, våd fad, søde lakridspiber, chokolade, kardemomme og vanilje. Det virker ultra blødt og så venligt.

Smagsmæssigt kan årgangen og de to ekstra år smages, for nu er frugten slet ikke så frisk, men mere rund, poleret, afgratet, modent og glatslebet. Men tag ikke fejl, der er fortsat masser af liv med både brombær, kirsebær og hindbær, mens tanninerne mindst er lige så markant, tørre og spændstige som i 2018’eren. Det giver virkelig vinen spark, kant og god frugtintensitet. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNu står den på fin Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og endda i 3 årgange og jeg starter med at smage den i årgang 2018.

Vinslottet Château la Couspaude er ejet af Aubert familien via deres firma, der så hedder Vignobles Aubert.

De ejer ikke mindre end 8 Bordeaux slotte; Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Jean de Gué, Château Messile-Aubert, Château Saint Hubert … ja og naturligvis også Château La Couspaude, som familien har ejet i over 100 år.

Herudover ejer Alain Aubert også personligt 4 vinslotte og det er nemlig Château de Macard, Château Hyot, Château Haut-Gravet og Château de Ribebon.

Sammenlagt er der tale om en stor vinfamilie … og et kæmpestort foretagende. Og familien har da også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af oldefaderen Joseph Aubert før den franske revolution.

I dag er det brødrene Alain, Daniel og Jean-Claude Aubert, som står for Vignobles Aubert, bl.a. sammen med børnene Héloïse, Vanessa og Yohan Aubert.

Château la Couspaude ligger midt i hjertet af Saint-Émilion og har historiske rødder helt tilbage til middelalderen. Slottet har tidligere været ejet af både den engelske og franske kongefamilie og selve slotsbygningen er opført i 1700-tallet.

Vinslottet har samlet 7 hektar vinmarker omkranset af en unik, muromkranset Clos enkeltmark med 50 år gamle vinstokke med rødderne dybt begravet i Saint-Émilions kalkstensplateau. Alle markerne drives HVE3 bæredygtig og derudover benytter man sig af hestepløjning samt grøn høst, som medvirker til at holde jorden sund, udbyttet lavt og frugtkvaliteten helt i top.

Denne vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæringen er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

Château la Couspaude er ét af de vinslotte, der benytter sig af Michel Rollands ekspertise i produktionen af vinene og det kan sgu næsten duftes, for vin er allerede i næsen ultra blød med et stort og rart fadpræg. Der er ingen tvivl om, at vi her har fat i stor Bordeaux, hvor der er solbær, brombær, hindbær, cedertræ, muldjord, violer, røg, vanilje, kardemomme og chokolade. Vinen har samtidig en nærmest tørsødlig og dragende, dekadent elegance.

I munden har vinen masser af frugt … lysere og mere frisk end den egentlig indikerede duftmæssigt, men man også hurtigt mærker de friske og unge tanniner, der er levende, har liv og spark med kraft og spændstighed, men er godt integrerede. Der er brombær, kirsebær, hindbær, noget mineralsk og alligevel er alt leveret blødt, cremet med en nærmest præcis og delikat overlegenhed. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, FrankrigVi bliver med næste vin i Frankrig, da vinen er en 2017 Gigondas, der kommer fra den dygtige Laurence Féraud, der er ejer af det totalt legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau.

Hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône har givet givet hende adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant brand Sélection Laurence Féraud og jeg har også tidligere smagt flere vin derfra.

Jeg har bl.a. smagt denne Gigondas, men blot i årgang 2016 og dengang fortalte jeg også en del om vinhuset. Det gør jeg ikke nu, men kigger i stedet nærmere på vinen lavet på 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, der høstes fra Gigondas-terroirs med et mix af kalkholdigt ler og forvitrede sten.

Vinen gærer og macererer 30 dage på rusfrie ståltanke med frugtbevarende temperaturstyring og modner i hele 3 år på en kombination af ståltank, store brugte fade og små barriques.

Hvor er det her bare vellavet … smager sgu forrygende godt. Der er duftmæssigt Gigondas til den lysere og lettere side, hvilket allerede kan ses i glasset. I forhold til 2016’eren er vinen mere komplet, mere rund og så vildt flot balanceret. Frugten er fortsat jordbær, brombær og lyse kirsebær med en elegant og fin modenhed, mens det landlige er mere dæmpet. Til gengæld er der både violer, knuste rosenblade og læder som en Barolo, men også smørristede svampe, mineraler samt sten og så fine og delikate fadnoter, som slet ikke dominerer, men blot giver lidt vanilje og mælkechokolade

I munden er det nærmest som en burgundisk Rhône, for vinen har både den lette, sarte, fine side med lys frugt, men også en klar Rhône karakter med peber og krydderier, saftig lys frugt hindbær, jordbær, tranebær, jern, mineraler og sten. Der kommer også lidt bitterhed og tørre, men blide tanniner. Det er ultrablødt, cremet og rundt med en luftig, ren og spinkel smag, der bare er så balanceret … Gigondas magi til en vild god pris. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, FrankrigVi skifter lige spor … for næste vin i glasset er en mere moderne Bordeaux, som kommer fra vinslottet Château Surain og det er en 2021 News Drinker Merlot.

Det lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag på 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux.

News Drinker Merlot er lavet på ren Merlot fra 30 år gamle stokke på familiens marker ved Saint-Gervais mellem Cotes de Bourg og Fronsac. Det er totalt økologisk, men ikke certificeret og druerne er høstet på en frugtdag i total harmoni med månens cyklus. Efter gæring er vinen lagret på ståltanke. Vinen er  flasket uden sulfitter og der er samtidig kun laver beskedne 2.000 flasker af vinen.

Den naturlige tilgang til produktionen af denne vin kan nærmest duftes fra første fløjt. Duften er landlig, animalsk, bondsk, gæret og har en syrlig og flæsket aroma med en smule biokant. Der er solbær, blommer, hindbær, mynte, våde vaskeklude, spidskommen, en pikant syre, tør engelsk lakrids eller lakridsrod … og så helt klart røgede noter som fra et lejrbål.

I munden smager vinen langt mere ren, frisk og lysere, end jeg lige havde forventet. Der er tranebær, hindbær og lyse kirsebær og det er med en tør, frisk, krydret, spændstig og ungdommelig syre, som lige bider fra sig sammen med tørre og bitre tanniner. Der er noget grape og Campari bitterhed og minder ikke om typisk Bordeaux, men er alligevel spændende. 89 point..

Forhandles af Supervin, hvor denne 2021 endnu ikke er prissat, mens 2020’eren koster 169,95 kr,, men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Guy Breton, Morgon Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Guy Breton, Morgon Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigGuy Breton var sammen med Jean Foillard, Jean-Paul Thevenet og Marcel Lapierre en del af Beaujolais kvartetten The Gang of Four, der kan betegnes som begyndelsen på den naturvinsbølge, der i dag har stor indflydelse. Jan havde taget denne 2020 Morgon Vielles Vignes med fra Breton.

Guy Breton er kendt af sine venner som Petit Max, selvom han er alt andet end petit. Han overtog familiens vingård i Villié-Morgon fra sin bedstefar i 1986. Indtil da solgte familien blot deres druer til de store kooperative vingårde, der dominerede regionen og lavede vine uden meget udtryk.

Det skyldes bl.a. stigende brug af importerede gærkulturer og sammen med en udbredt kommercialisering af Beaujolais Nouveau, så forringede det regionens omdømme, hvorved Beaujolais kom til at blive betragtet som endimensionel vin uden udtryk af terroir.

Det var Guy Breton med til at ændre … præcis som de 3 andre lokale vinavlere Marcel Lapierre, Jean-Paul Thévenet og Jean Foillard, som vendte tilbage til gammeldags vinavl og fremstillingspraksis … brug af gamle vinstokke, ingen syntetiske herbicider eller pesticider, sen høst, streng sortering for kun at bruge de sundeste druer næsten ingen brug af svovl samt afvisning af både krystallisation og filtrering.

I dag er Foillard vel nærmest blev et ikon i Beaujolais, hvor han har sølle 3 hektar marker, hvor 80% af markerne ligger i selve Morgon appellationen omkring landsbyen Villié-Morgon. Vinstokken er fra 8 til 80 år og de ældste vinstokke er dedikeret til denne Vieilles Vignes.

Vinen er lavet med maceration carbonique, hvor farve og aroma trækkes ud i mosten under kulsyretryk, inden alkoholiske gæring. Mosten forvandles til vin uden fremmede gærstammer, næsten uden omrøringer, uden svovl og altid uden kemiske tilsætningsstof, chaptalisering, tilsætning af enzymer, forsuring eller andre input fra den stadigt voksende liste over mulige manipulationer i kælderen.  Efter endt fermentering er vinen på gamle fade.

Det er duftmæssigt en lettere vin med bio bio kant, krudt, svovl, blæk og ellers pænt med lyse kirsebær … har virkelig en utrolig fin, smuk og syrlig lethed, lidt malerspand og en halv banan, blomster, urter, violer og mynte, men altså virkelig luftig i stilen.

I munden er vinen meget rank, let og læskende med denne grønsyrlige kant, lysegrønne jordbær, hindbær, rabarber, tranebær, noget lemonagtig og grape bitterhed. Den er let, men for pokker også så syrligt og samtidig elegant. 95 point.

Forhandles af Vin de Table i København til 210 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har virkelig fået sit alsaciske og biodynamiske vinhus Domaine Bott Geyl op blandt den absolutte top og er måske et af de mest innovative … her smager vi hans 2017 Pinot Noir Les Galets Oligocène.

Du kan læse mere om Bott Geyl og hele historien i mit blogindlæg fra en online smagningen med Jean-Christophe, nemlig Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl.

Denne Pinot Noir Les Galets Oligocène er den ene af de 2 Pinot Noir vine, som laves på Bott Geyls. Udover denne laves der en Jules Geyl Pinot Noir, opkaldt efter én af forfædrene.

Pinot Noir Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra Pinot Noir druerne kommer fra. Galets kan vel oversættes med sten og Oligocène betyder Oligocæn og det hentyder til en tidsperiode for omkring 33,9 til 23,0 millioner år siden.

Da Oligocænperioden begyndte faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket bl.a. forårsagede at temperaturen faldt og Antarktis’ iskappe dannedes. Det har nok haft en stor betydning for aflejringer i undergrunden, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Bott Geyl er jo biodynamisk, så det gælder selvfølgelig også for denne mark Les Galets Oligocène. Vinen er lavet ved, at 50% af alle drueklaserne er afstilket, hvorefter der er sket kort premaceration i 4-5 dage efterfulgt af alkoholisk gæring i omkring 15 dage og samlet maceration 18-20 dage. Derefter er vinen lagret 14-18 måneder på barriques.

Sikke en aroma … sød hestestald, meget røget og næsten helt burgundisk i stilen. Der er hyben, tranebær, jordbær og ribs, en halv stang sød vanilje, meget delikat, aromatisk … legende, let, drillesyg og med en feminin, lys frugtsødme suppleret med tørre, grønne urter.

I munden har vinen samme lethed … bare mere mineralsk, jernet og stenet med en frisk frugt af tranebær, grønne jordbær, virkelig frisk med samme tørre feminine touch, masser af grønne elementer, der også giver associationer til noget burgundisk … virkelig en pågående samt sødbitter Pinot Noir af bedste alsaciske skuffe. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux, men vi er rykket over på vestre bred til Médoc halvøen, hvor vi i kommunen Blanquefort finder Château Grand Clapeau Olivier og derfra smager vi nu en 2015 Haut-Médoc Cru Bourgeois.

Det historiske vinslot er grundlagt i 1850’erne af entreprenøren Edouard Avril, som senere blev manden bag etableringen af Médoc-halvøens jernbane. Siden 1923 har slottet været i besiddelse af fire generationer af familien Baudinière.

I dag er det med Pierre Baudinière ved roret, men hans døtre er allerede med i driften og ivrige efter at fortsætte alle de tidligere generationers arbejde og modernisere vingård og kælder.

Château Grand Clapeau Olivier har knap 36 hektar grusholdige vinmarker med bæredygtig HVE-certificering og derfra kommer druerne også til denne Haut-Médoc Cru Bourgeois, som i denne årgang er lavet på 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Vinen har gærey på ståltank med frugtbevarende temperaturstyring ved 28-30°C med lang macerationstid. Efter endt gæring omstikkes vinen til 12 måneders lagring delvist nye 225 liter barriquefade.

Duftmæssigt er det en Bordeaux oppe på tæerne … let, luftig med søde krydderier,, en lys sødlig frugt med hindbær, brombær, solbær, lidt brændte fadnoter, cedertræ, teaktræsolie og en mælkerig cafe latte. Meget indbydende.

I munden er det lidt samme historie … lys, rund og let med en vis bitterhed ala sort te, Campari og lemonskal, masser af hindbær og tranebær. Det er måske ikke så kompleks, men har til gengæld stor drikkeglæde, en lys saftighed og levende syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed næste vin i glasset er vi på højre bred i Bordeaux med en 2019 Saint-Emilion Grand Cru Classé fra vinslottet Château Grand Corbin.

Slottet er opkaldt efter sin placering på plateauet Grand Corbin, som ligger nær grænsen til Pomerol og har samme type blåler i jordbunden som man fx også kan finde ved berømte slotte som Château Pétrus.

Château Grand Corbin er grundlagt i 1852 og har været ejet af forskellige berømte familier gennem årene, men det var i familien Girauds ejerskab i lidt over 50 år.

Igennem tiden blev det gamle domæne delt, når der skulle arves, hvilket skabte seks forskellige ejendomme, der delte Corbin-navnet. Det var  bl.a. Giraud, der i 2006 fik slottet ind som Saint-Émilion Grand Cru Classé – og den velfortjente forfremmelse blev igen bekræftet ved seneste klassificering i 2012.

I slutningen af 2010 blev slottet købt af SMABTP Group, som allerede fra overtagelsen havde et ønske om at forene Corbins fælles terroir. De fik således forenet Château Haut-Corbin og Grand Corbin forenet under navnet Grand Corbin, mens Château Le Jurat også kom ind under samme hat.

Den ambitiøse SMABTP-gruppe, der i forvejen råder over den store og legendariske Château Cantemerle 5. Cru Classé, har derfor hyret Hubert de Boüard fra Château Angelus til lave vinene og føre Château Grand Corbin op på næste niveau.

Ejendommen har 28,5 hektar vinmarker, der er tilplantet med 70% Merlot, 25% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon og dette bliver hvert år til ca. 150.000 flasker. 1. vinen hedder Château Grand Corbin Grand Cru og 2. vinen Les Charmes de Grand Corbin.

Her har vi netop 1. vinen i årgang 2019 og det er lavet på et klassisk højrebredsblend af 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, som er fra 45 år gamle vinstokke på plateauet Grand Corbin.

I kælderen sker vinificeringen efter en streng sortering og afstilkning af druerne. Vinen gærer og macererer på en kombination af trækar og betontanke, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring på 225 liters franske barriquefade, heraf 40% helt nye.

Sikke da en dejlig duft … moden, ædel og umiskendelig Bordeaux, hvor der både kommer skovbund, cedertræ, cigarkasser, gammelt chatol af ædeltræ, sorte oliven, violer og så en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og tranebær med let bitterhed, blyant, blæk samt en let fadsødme med mintchokolade.

Hvor er der et godt bid i smagen … masser af frisk frugt, meget ren, kølig og smooth. Det er meget tørt, så det er samtidig en Bordeaux, der skriger på lidt mad … tanninerne er spillevende og kommer med et drys peber, sort te, let Campari samt mineralitet. Der er ingen kære mor i smagen … skarp og ren. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Delas Frères, Hermitage Domaine des Tourettes, Rhône, Frankrig

2018 Delas Frères, Hermitage Domaine des Tourettes, Rhône, FrankrigVi sluttede vor taffel, nytårskur og vinsmagning med denne Hermitage Domaine des Tourettes 2018 fra det store vinhus Delas Frères, som jeg sidst har smagt i årgang 2011 og den store årgang 2010.

Rhônehuset Delas Frères har jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, så det springer vi over denne gang og kigger bare nærmere på denne Hermitage Domaine des Tourettes.

vinen er lavet af Syrah druer fra 3 forskellige vinmarker, nemlig L’Ermite, Le Sabot og Les Bessards, hvor den sidstnævnte er den mest kendte og betragtes som én af de allerbedste marker i Hermitage.

Alle druer håndplukkes og gæringen foregår i traditionelle åbne cementtanke med en samlet macerationsperiode på op til 20 dage og 2 dages kold premaceration og en gæring på 28-30 grader inden presning, malolaktisk gæring og lagring, som er sket på egetræsfade, primært brugte fade … alene 9% af fadene er nye. Vinen lagrer så samlet mellem 14 og 16 måneder på egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt bliver man igen lykkelig, selvom jeg ikke synes, at vi flyver helt i samme niveau som foregående fra Paul Jaboulet Aîné, men det er også flæsk, bacon, læder, kærnemælk, oksefond, en mere ren og klar frugt med blåbær, hindbær, ribs, kakuspiller, nelliker, peber, lakrids, røg og stenet mineralitet.

I munden er der også mørke frugter, kakao, peber … godt med syre og en rar bitterhed, godt med tør engelsk lakrids, en håndfuld spidse blyanter, godt med blommer, solbær og blåbær, fyldig og fløjlsagtig med en nerve af knust sten, godt med tanniner og garvesyre. Det smager fandeme godt. 95 point.

Forhandles bl.a. af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 829 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Paul Jaboulet Aîné, Hermitage La Maison Bleue, Rhône, Frankrig

2015 Paul Jaboulet Aîné, Hermitage La Maison Bleue, Rhône, FrankrigI byggesjakkets nytårskur nærmede vi os sikkert de sidste vine og de to sidste var begge fra Hermitage. Den første var denne Hermitage La Maison Bleue 2015 fra Paul Jaboulet Aîné.

Vinhuset er grundlagt i 1834 af Antoine Jaboulet, som flyttede til Tain l’Hermitage i det nordlige Rhône og købte familiens første vinmarker i Hermitage og Crozes-Hermitage. Hans mål var at producere topvine, og eftersom han både var passioneret og kompromisløs, så blev der hurtigt lagt mærke til hans vine.

Det blev dog hans søn Paul, som lagde navn til vinhuset, som herefter var i familiens eje i 6 generationer.

Og igennem årene opkøbte familien også yderligere vinmarker i det nordlige Rhône i appellationer som Hermitage, Crozes Hermitage, St. Joseph, Cornas og St. Péray, bl.a. parceller på berømte marker som La Chapelle, Le Chevalier de Sterimberg, Domaine de Thalabert og Domaine Mule Blanche.

På et tidspunkt blev der desuden knyttet en negociantvirksomhed til produktionen af vine fra egne marker.

I 1977 var det Gérard Jaboulet, som overtog driften efter hans far Louis Jaboulet. Da Gérard pludselig døde i 1997, så var der ingen børn til at arve vinhuset. Derfor måtte hustruen Odile, broderen Jacques, onklerne Jean og Philippe, en fætter Nicolas og nevøerne Frédéric og Laurent springe til og hjælpe med driften.

De havde dog svært ved at få vinhuset til at løbe rundt og de skrappe franske arveafgifter gjorde samtidig, at ingen i familien reelt kunne overtage vinhuset.

Derfor blev vinhuset i 2006 solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Og den rige Jean-Jacques Frey har sat sin ældste datter Caroline Frey til at stå for genopbygningen. Det er den smukke kvinde på billedet nedenunder.

Caroline er uddannet ønolog i Bordeaux og startede sin karriere som kældermester på Château la Lagune, hvor hun i samarbejde med professor Denis Dubourdieu var med til at bringe slottets standard op til dets oprindelige niveau.

Caroline Frey er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle Jaboulets eksisterende marker er blevet grundigt renoveret og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt.

Caroline har også indført en kontrolleret dyrkning efter principperne i integreret landbrug – agriculture raisonnée – og samtidigt iværksat et kæmpe program med overgang til biodynamisk dyrkning på alle firmaets vinmarker i det nordlige Rhône og i Châteauneuf-du-Pape.

I dag har vinhuset samlet 114 hektar vinmarker og laver en lang række vine, som er opdelt i flere serier, bl.a. Les Icônes, Les Domaines, Les vins de Vignerons og Les Incontournables.

Denne La Maison Bleue har tidligere heddet La Petite Chapelle, men fik i 2015 ændret navnet for at øge fokusset på Jaboulets flagskib, der jo er Hermitage La Chapelle.

Vinen er lavet 100% på Syrah, som kommer fra nogle af Hermitages bedste og biodynamisk dyrkede parceller, bl.a. fra Les Bessards, Les Greffieux, Le Méal og Les Rocoules. Vinstokkene er 40-60 år gamle, og produktionen er begrænset til 15-20 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med samme omhu og håndværk som tidligere, dvs. klassisk vinificering og efter endt gæring er vinen lagret på egefade i forholdsvis kort tid, men 20% af fadene er nye fade.

I næsen er det en magiterning af mørk eksplosion, brombær, solbær og blåbær, samt røgede og krydrede nuancer. Men det er langt mere end det, for der er også nogle lidt oxyderede noter, sorte oliven, blæk og flæsk, mejeri, yoghurt, tørret kød, pebermix, tør engelsk lakrids samt lidt sødere lakridskonfekt og kanel. Det er næsten som at få boksehandske i mellemgulvet, hårdt, smertefuldt og alligevel uforglemmelig.

Samme urkraft er der er smagen, godt med moden og let oxyderet, mørk frugt, brombær, solbær og blåbær, masser af blæk og grafit, en meget koncentreret og kølig vin, aromatisk, vild med kraft, power og fantastisk balance og slutter næsten salt, mineralsk og med fine samt tørre tanniner og stort bid. Wauw. 96 point.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6/7