2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, FrankrigVi skifter lige spor … for næste vin i glasset er en mere moderne Bordeaux, som kommer fra vinslottet Château Surain og det er en 2021 News Drinker Merlot.

Det lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag på 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux.

News Drinker Merlot er lavet på ren Merlot fra 30 år gamle stokke på familiens marker ved Saint-Gervais mellem Cotes de Bourg og Fronsac. Det er totalt økologisk, men ikke certificeret og druerne er høstet på en frugtdag i total harmoni med månens cyklus. Efter gæring er vinen lagret på ståltanke. Vinen er  flasket uden sulfitter og der er samtidig kun laver beskedne 2.000 flasker af vinen.

Den naturlige tilgang til produktionen af denne vin kan nærmest duftes fra første fløjt. Duften er landlig, animalsk, bondsk, gæret og har en syrlig og flæsket aroma med en smule biokant. Der er solbær, blommer, hindbær, mynte, våde vaskeklude, spidskommen, en pikant syre, tør engelsk lakrids eller lakridsrod … og så helt klart røgede noter som fra et lejrbål.

I munden smager vinen langt mere ren, frisk og lysere, end jeg lige havde forventet. Der er tranebær, hindbær og lyse kirsebær og det er med en tør, frisk, krydret, spændstig og ungdommelig syre, som lige bider fra sig sammen med tørre og bitre tanniner. Der er noget grape og Campari bitterhed og minder ikke om typisk Bordeaux, men er alligevel spændende. 89 point..

Forhandles af Supervin, hvor denne 2021 endnu ikke er prissat, mens 2020’eren koster 169,95 kr,, men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7