Tag-arkiv: Frankrig

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDomaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue og det er derfra, at jeg nu smager en 2022 La Gerbaude Côtes du Rhône

Huset har jeg skrevet om før … og denne La Gerbaude Côtes du Rhône har jeg også smagt før i både årgang 2021 og 2019.

Det er en vin, der er et mix af Grenache, Syrah og Carignan, hvor de to første sorter kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Garrique i Cairanne, mens alle Carignan druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Saint-Cécile-les-Vignes.

Alle druer plukkes udelukkende med håndkraft, så der foregår både sortering af drueklaserne i marken og siden også ved ankomsten til vineriet. Alle druer afstilkes inden vinificationen, som foregår over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret på store, gamle cementtanke.

Duftmæssigt er der fra starten fede, kraftige og mørke dufte, godt med urter, garriques og krydderbuske. Frugten er lettere jammy og marmeladefed, men det er med til at give denne kraftige, fede, lækre og intense aroma. Der er tør engelsk lakrids, saltlakrids, mørkbitter chokolade, brombær, sure kirsebær og balsamiske syre.

Smagen er enestående … højintens, frugtrig og samtidig syrerig, masser af frugt med brombær, kirsebær og ribs. Der er både engelsk lakrids, peber, blæk samt stor tørhed. Du får lidt et kinderæg med 3 ting, kraft og masser af bundtræk, mørk og intens frugt og sidst en livlig, levende og fin syre … tanniner er der også, men de er mest frugtrige og godt integrerede … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigStéphane Brocard laver masser af vine og de fleste fra hans eget vinhus, der hedder Closerie des Alisiers og Maison Stéphane Brocard. Det ligger i på Rue Charles Freycinet lidt nordvest for Ouges tæt på Dijon og derfra smager jeg en 2023 Bourgogne Chardonnay.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2022 og er vinen er lavet på Chardonnay druer fra kalkholdige marker i Tonnere nær Chablis samt fra  Mâconnais nær Pouilly-Fuissé. Det er med andre ord et blend af druer fra det kølige nord og den varmere sydlige del af Bourgogne.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring på ståltank og efter endt gæring har vinen lagret 10 måneder på rustfrie ståltanke, hvor den gennemgår en blødgørende malolaktisk gæring.

Duften er noget anderledes end hos 2022’eren … her klart mere vægt på det frugtrige og samtidig finder jeg mindre nødder. Det er mest en frugt af pærer, abrikos, fersken og litchi, mens den lidt fede sur lie duft næsten væk. Dermed får du ikke aromaen af brunet smør, vanilje eller lakridskonfekt … bare mere ren frugt.

Smagen er fortsat dejlig … blød og en smule tropisk med fersken, ananas, pærer, en lille smule melon samt noget lemon, der lige giver en svag sødbitterhed sammen med en lidt maskulin syre. Men det er samlet set saftigt, blødt og venligt … 2022’eren for mig dog en anelse bedre, men sådan kan det jo være med årgange … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, Frankrig

2023 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, FrankrigDer findes kun 160 hektar vinmarker med sorten Sauvignon Blanc i Chablis ud af samlet 27.000 hektar marker. Denne 2023 Saint-Bris Sauvignon er en vin derfra lavet fra vinhuset Lamblin & Fils.

De 160 hektar med Sauvignon Blanc findes faktisk kun i Saint-Bris, der ligger med sølle 80 kilometer til både Sancerre og Pouly-Fumé. Men også i Saint-Bris står vinstokkene også plantet i fossil- og kalkholdig jord.

Vinen er lavet med traditionel gæring i rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur og en 100% malolaktisk gæring samt en efterfølgende og kort lagring i tankene.

WAUW for en duft … det er ligesom at stå ved havet og mærke saltvandet og den rene luft i næsen. Den har nogle af de typiske noter fra Sauvignon Blanc i form af hyld, stikkelsbær, grønne æbler, pærer og grøn peber, men de er utroligt afdæmpede og endda mere end i 2022’eren. I stedet giver det bare en luftig, let og fin … næsten feminint og skrøbeligt … og slutter med let frugtsødme.

Det er faktisk primært smagsmæssigt, at Sauvignon Blanc druen viser sit ansigt, for nu bliver der skruet mere op for syrligheden og det er mest med grønne umodne æbler, stikkelsbær og pænt med citroner … virker langt mere syrlig end 2022’eren, for sødmen er her klart mindre. Det klæder nu kun vinen, som dermed kommer til at fremstår mere klar, frisk og viril … som en havbrise. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Vuillemez Père et Fils, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Vuillemez Père et Fils, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigNæste burgundiske vinhus er – som forrige – også startet af en, som ikke var vinbonde, men havde en kæmpe interesse for vin. Det er Claude Vuillemez, der var en schweizisk urmager, men forelskede sig i det nordlige Mâcon, hvor han grundlagde Domaine Vuillemez Père et Fils og derfra smager jeg en 2022 Mâcon-Villages.

Det var i 1989, at Claude Vuillemez købte en mere end 300 år gammel ejendom i den charmerende landsby Chardonnay. Ja, byen hedder rigtig nok Chardonnay og ligger i Mâcon lidt vest for byen Uchizy og floden Saône … en biflod til Rhône i øvrigt. Claude Vuillemez havde forinden arbejdet som leder i Richemont Group, der står bag en række kendte ur- og smykkebrands som fx Cartier.

Efterfølgende er både sønnen Paul og nevøen Valentin kommet med i driften … begge havde faktisk også arbejdet hos Cartier. Siden etableringen har holdet også udvidet vingården med køb af flere marker, således man i dag har ikke mindre end 10 hektar vinmarker.

Det er dog først fra 2019, at Domaine Vuillemez Père et Fils er startet med at sælge deres vine og de laves med hjælp fra den ret anerkendte schweiziske ønolog Christian Vessaz, der til dagligt er  vinmager på Cru de l’Hôpital i Schweiz.

I markerne får de også hjælp fra Florent Barday, der er en ældre perfektionistisk vinbonde, der allerede dyrkede alle vinmarkerne, før Vuillemez opkøbte dem.

Den har duftmæssige ingen smørfed overfrakke på … faktisk har vinen slet ingen overfrakke, men fremstår egentlig meget frisk, ren og frugtrig, hvor der kommer modne æbler, pærer, lidt abrikos samt grillede citroner. Man fornemmer en lille småopulent olieret note, hvilket kommer sammen med varm blomsterpollen og nogle lidt krydrede noter.

Smagsmæssigt fremstår vinen heller ikke fed, men har dog denne cremede og bløde smag, men samtidig en stærk og maskulin syre fra citrusfrugter … citroner og sødbitter lemon. Det giver en kølig, slank, klar, frisk og mager burgundisk Chardonnay, hvor du bare får frugten langt frem i smagsbilledet uden forstyrrende indflydelse fra sødlig fadpræg og det gør det også meget velegnet til mad … har bare en syngende og klingende syre, der er imponerende. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Ludovic Martin, Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir, Bourgogne, Frankrig

2022 Ludovic Martin, Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir, Bourgogne, FrankrigDer findes mange kendte med navnet Ludovic Martin … en tidligere fransk cykelrytter, der har kørt Tour de France, en amerikansk NBA fodboldspiller, en schweizisk atlet og en fransk skuespiller. Men denne Ludovic Martin har tidligere været politimand, men laver nu vin i Bourgogne og derfra smager vi hans 2022 Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir.

Ludovic har altid boet i Bourgogne, men besluttede sent i livet, at han ville sadle om. Han havde en kæmpe vininteresse, som var blevet vækket via nogle af hans gode bekendtskaber i Bourgogne. Men at starte som vinbonde i Bourgogne er nærmest umuligt, for prisen på vinmarker er meget høj.

Derfor startede Ludovic Martin med at leje nogle marker fra nogle af sine venner og det var alle marker, der i flere år havde været drevet økologisk, selvom ingen af dem er certificerede. Det er vinmarker i både Nuits Saint Georges, Chassagne-Montrachet og Monthélie

Vinkælder ejer Ludovic heller ikke … endnu i hvert fald. Så derfor laver han sine vine i lejede lokaler hos Château des Bligny i Bligny-les-Beaune. Undervejs har han også fået hjælp af sin ven Dominique Lafon fra det berømte Comtes Lafon.

Det betyder bl.a. at Ludovic er meget terroir tro, hvilket også betyder, at han arbejder hårdt i markerne … det mener han, er det absolut vigtigste. Derudover laves vinene med så lidt indgriben, hvilket typisk betyder spontangæring alene på druernes egne gærceller og brug af stor andel hele klaser, nænsom pump-over og næsten udelukkende lagring på brugte fade.

Klasse fornægter sig ikke … har den lidt karakteristiske grønne burgundiske side, men også dekadent ædeltræ med mahogni, teak, tobak, kanelstænger, vaniljesukker og lidt spejderhagl. Frugten er så mest jordbær og brombær … velplejet, velfriseret og dresseret med pæn frugtrigdom.

Smagen er faktisk ret enestående … også velplejet blød, meget rund, behagelig og smooth, hvor syren egentlig også bare virker blød, mild og tilbagelænet, men på en spinkel, ren og elegant facon. Frugten er jordbær og citrusmarinerede jordbær, noget hindbær og rysteribs, hvilket også er med til at give lidt friskhed midt i det lyse og lette, som gør vinen ret speciel og enestående. 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, FrankrigNicolas Feuillatte er det yngste af de store champagnehuse og er samtidig i dag det mest solgte champagnemærke i Frankrig og derfra har jeg nu smagt en Non Vintage Réserve Exclusive Brut.

Champagnehuset Nicolas Feuillatte er et stort kooperativ grundlagt i 1974 af den franske succesfuld forretningsmand Nicolas Feuillatte.

Han havde skabt en formue ved at importere afrikansk kaffe til USA, hvor han også var et velkendt ansigt på New Yorks sociale scene og spillede golf med Aristote Onassis, John F. Kennedy og hans hustru Jacqueline Kennedy.

Sammen med sin bror købte han vingården Domaine de Saint-Nicholaspå 12 hektar i hjertet af Côte des Blancs regionen. Gården blev restaureret, og vinstokkene blev genplantet. I 1976 besluttede Feuillatte brødrene at skabe deres eget brand og deres champagner fra øjeblikkelig kommerciel succes.

Den store succes betød også, at Nicolas Feuillatte fik kontakt til Henri Macquart, som i 1972 havde grundlagt kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og de to mænd var enige om, at de begge havde en mission om at gøre kvalitets-champagne tilgængelig for et så bredt publikum som muligt.

Så i 1986 blev Champagnehuset Nicolas Feuillatte en del af kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og dermed en stor spiller på markedet. Allerede i 1995 kunne man fejre, at det årlige salg af Nicolas Feuillatte champagner nåede 1 million flasker, men i 2014 er dette tal 10 millioner flasker årligt.

Kooperativet har da også i dag over 5.000 medlemmer aka vinavlere og de har samlet set over 2.250 hektar vinmarker, Der betyder også, at det er Frankrigs ledende champagnehus og det 3. største brand i verden.

Denne Réserve Exclusive Brut er en af husets store sællerter … den ikoniske blå champagne lavet på et blend af 20% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 40% Pinot Meunier. Der er ikke rigtigt informationer om, hvordan den er lavet … men den er lagret i andengæringen 3-4 år inden tilførsel af en passende dossage.

I næsen er der pænt godt med toast, smørristede arme riddere, nødder, peanuts og croissanter. De ristede noter er pænt fremme i billedet suppleret med mynte, en blomsteragtig parfume, umodne cideræbler, grape, citroner og noget røg. Det bliver en meget tiltrækkende aroma.

Smagen har et dejligt bredt brus … virkelig skønne, vedvarende og pænt kraftige bobler, mens frugten mest er pigeonæbler, grape samt lidt citroner, men alt er cremet og rundt med en lille sødbitterhed, så dermed bliver det en meget likeable champagne. 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 415 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Domaine des Fines Caillottes, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2023 Domaine Jean Pabiot et Fils, Domaine des Fines Caillotte Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigDomaine des Fines Caillottes, der også kaldes Domaine Jean Pabiot et Fils og derfra smagte jeg en 2023 Pouilly-Fumé som vores vin på pop-up Restaurant Syv Ni 13 fra Aarhus til deres Samsø sommertur.

Vingården blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af  Louis Pabiot, som havde små 1,2 hektar vinmarker, som han så dyrkede, selvom han ikke havde råd til en hest til arbejdet.

I 1910 kom Louis’ søn Gaston Pabiot med i driften, men han ville mere og startede med øge antallet af marker og endte også – i et samarbejde med sin bror – at købe en hest. Da vi nåede 1950 så havde vinhuset 3 hektar vinmarker og sin egen hest.

Allerede som 14-årig kom Gastons søn og Loiuis’ barnebarn Jean Pabiot med i driften og startede med ar arbejde i vinmarkerne og han passede dem med brug af æsler indtil 1958, hvor vingården fik deres første traktor til at trække plovene.

Efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog kom Jeans søn Alain med i driften i 1978, hvor vingården var vokset til 7 hektar. Han drev gården sammen med sin bror Dominique, Alains indtil 1997, hvor de gik hver til sit.

Siden 2004 har det imidlertid været Alains søn Jérôme, der som 5. generation i Pabiot familien har overtaget faklen og driver gårdens i dag 42 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller i 5 distrikter af Pouilly-Fumé appellationen.

Denne Domaine des Fines Caillottes 2023 Pouilly-Fumé er lavet med, at Sauvignon Blanc druerne først ligger i kølig premaceration inden afstilkning og blid presning. Derefter er vinen gæret i store rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret omkring 6 måneder, hvorefter de alle cuvéer fra de forskellige marker blandes.

Uha … er duftmæssigt så fin, sart, delikat, feminin og balanceret, hvor Sauvignon Blanc druens karakteristiske træk er meget blide og afdæmpede. Der er grønne æbler, bløde stikkelsbær, fersken, citrus samt kridt, kalk samt små briocheboller og meget svagt grøn peber, hyld … alt virker så luftigt, let, livligt, æterisk og overjordisk med en lille smørlækker, blomstret og cremet note.

WAUW … har i smagen også så fin, skrøbelig, ren og velplejet syre, hvor alt er blødt, elegant og afdæmpet … alligevel er det syren, som styrer kombineret med en frugt af umodne pærer, grønne æbler og en smule halvtropisk frugt. Det er en smooth, cremet og decideret smuk vin, som bare virker så lækker i munden … og med mere luft i glasset kommer den også til at fylde lidt mere. 95 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Chanson, Montagny 1er Cru Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Chanson, Montagny 1er Cru Blanc, Bourgogne, FrankrigDen sidste vin hos Den gamle Butik, Købmandsgården, Mad og Vinbar var burgundisk i form af en 2019 Montagny 1er Cru Blanc fra Domaine Chanson.

Vinhuset er et af de gamle i Bourgogne og har en historie, der går knap 275 år tilbage, da det blev grundlagt i 1750, hvor Simon Verry startede med at producere og sælge vin.

Der er siden opkøbt flere vinmarker og i 1777 købte man også husets domicilejendom på nuværende adresse Rue Paul Chanson i Beaune fra Monsieur de Migieu, som havde titlen som Marquis de Savigny.

I de mange år er vinene fra Domaine Chanson blevet anerkendt og drukket af prominente personer som bl.a. Voltaire, Kong Louis XVI’s søster og Louis Bonaparte. I vinhusets lange historie har navnet også skiftet, for vinhuset kom først til at hedde Domaine Chanson, da Chanson familien købte det af Verry familien i 1850.

Et af de store begivenheder i vinhusets historie var også købet af den mægtige ejendom La Tour des Filles – pigernes tårn –  i 1794. Det var en ejendom, der oprindelig var en del af de 5 bastioner, der stadig findes i Beaune.

Det var egentlig et forsvarstårn bygget under Louis XI og blev opkaldt efter kvinder med løs moral, der boede i nærheden. Det blev i senere omdøbt til Bastion de l’Oratoire på grund af det kapel, der ligger som nabo.

Ejendommen er i dag klassificeret som et historisk monument med sine 8 meter tykke mure, hvilket betyder konstante temperatur og stor fugtighed  … ideel som vinkælder. Og siden købet i 1794 har det da også været brugt til lagringen af tønder med alle husets vine.

Siden 1999 har Domaine Chanson været ejet af Bollinger Group, der fortsat i dag er privatejet. Vil du vidde mere om dette champagnehus – der også ejer flere andre vinhuse – så kan du læse om det i min anmeldelse af en Bollinger Non Vintage Special Cuvée.

Domaine Chanson har gennem de knap 275 år været en garant for den klassiske, elegante bourgognestil og lavet vine, som markant afspejler de mange vinmarker og parceller i deres ejerskab.

De er egentlig både producent og négociantt, for de ejer selv 93 hektar 1er Cru og Grand Cru vinmarker, men opkøber ellers druer fra andre vinavlere i Bourgogne. De har også bygget store vinerier og vinkældre i Savigny-lés-Beaune og på Clos Cameroy og bare på sidste har der plads til lagring af 1,5 millioner flasker vin.

Her smager jeg så deres 2019 Montagny 1er Cru Blanc, hvor Chardonnay druerne kommer fra forskellige 1er Cru marker i Montagny i Côte Chalonnaise syd for Côte de Beaune.

Druerne er høstet i midten af september og derefter er det sket en mild presning efterfulgt og gæring, hvorefter lagringen er sket på egefade i 12-14 måneder i den gamle Bastion de l’Oratoire.

Det er bestemt en fin lille vin, hvor næsen forkæles af nødder, fersken, pærer, vanilje, blomster og samtidig med en meget tydeligt landligt aftryk. Virker lidt fedtet eller olieret i duften og der kommer også en duft af noget mynte, let estragon, våde fade og halvmuggen vinkælder. Det virker blødt og tiltrækkende.

Smagsmæssigt også bred, cremet og fin vin, hvor lidt hvid peber først masser sig på sammen med friske grønne pærer, lidt lemon og syltede citroner samt en smule bitterhed fra grape eller vermouth, men egentlig lidt spinkel eller afdæmpet i bitterheden. Det bliver en fin cremet, sart og levende vin, så dermed 92 point.

Købt hos Den Gamle Butik, hvor en flaske i vinbaren koster 475 kr., mens den i butikker koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Plaimont Producteurs, Grand Héron, Gascogne, Frankrig

2021 Plaimont Producteurs, Grand Héron, Gascogne, FrankrigPå vinbaren i Ballen smagte jeg også denne hvidvin 2021 Grand Héron fra det kæmpestore vinkooperativ Plaimont … en virkelig syrlig bandit, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Vinkooperativet Plaimont Producteurs ligger i byen Saint-Mont og er er grundlagt i 1979 ved sammenlægning af kooperativerne i de tre byer Plaisance, Aignan og Saint-Mont.

Derfor fik det nye kooperativ også navnet Plaimont, Pl for Plaisance, AI for Aignan og MONT for Saint-Mont. I 1999 blev kooperativet yderligere forøget ved tilgangen af kooperativerne i Crouseilles og Condom.

I dag er der omkring 1.000 vinavlere tilknyttet kooperativet og de har sammenlagt 5.300 hektar vinmarker. Kooperativet producerer da også 40 millioner flasker vin årligt under appellationerne AOC Saint Mont, AOC Madiran, AOC Pacherenc-du-Vic-Bilh og AOC Côtes de Gascogne.

Faktisk laver Plaimont 98% af samtlige vine under Saint Mont appellationen, 48% af samtlige vine under både Pacherenc du Vic-Bilh og Madiran appellationen og derudover knap halvdelen af Côtes de Gascogne vinene. Omkring 45% af alt salget sker på det franske marked, mens resten eksporteres til 25 lande.

Denne Grand Héron – som jeg smager i 2021 årgangen – er én af kooperativets mange vine og den er lavet på 70% Colombard og 30% Ugni Blanc. Vinifikationen sker udelukkende på ståltanke for at sikre friskhed og ungdommelige aromaer … altså ingen lagring på eg.

Colombard druen er lokal og er oprindelig blev anvendt til produktion af Cognac eller Armagnac. Druen er formentlig en krydsning mellem sorterne Chenin blanc og Gouais Blanc og ses ellers også i Californien. Druen anvendes i store mængder til billigere hverdagsvine.

Duftmæssigt er vi godt nede i kurven med gule citroner. Der kommer ganske vist først lidt nødder, men så dukker denne grønne og syrlig note op med syrlig ensilage, friske citroner og kandiserede citroner.

Men var duften syrlig, så er smagen bare endnu syrligere, for vinen har godt syre, saltet syre. Frugten er virkelig citrondrevet med friske citroner, sure appelsiner og et skvæt grape. Den er dejlig og utrolig syrlig … lige før, at hårene på armen rejser sig og gør honnør, så Houlberg ender på 89 point.

Købt hos Den Gamle Butik, hvor en flaske i vinbaren koster 225 kr., mens den i butikker koster 75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, FrankrigPå Samsø besøgte jeg en fælles ven Thomas, der er bourgognefreak, så i hans sommerhus ved Ballen smagte vi et par lækre vine, bl.a. en  2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny fra en af de mest omtalte og hypede nye burgundiske producenter og det er Domaine Camille Thiriet.

Thomas har tidligere besøgt Camille, der startede sit vinhus i 2016. Det startede i hendes fars garage, hvor hun lavede et par tønder vin  samme med sin canadiske kæreste Matt Chittick, som hun havde mødt, da de begge arbejdede for Maison Roche de Bellene, hvor Matt var vinmager fra 2011 til 2014.

Da de arbejdede på Rocche de Bellene, så fik de kontakt til en lang række vinavlere fra nogle af de 70 forskellige appellationer, som de der lavede vin fra. Dette gav dem et stort netværk af relationer til mange anerkendte vinavlere, så de ved etableringen af deres eget vinhus kunne hente den bedste frugt.

Camille Thiriet sammen med Thomas’ bror Claus

Det har medført en omgående succes og nu er Camille Thiriets vine ventet med spænding for hver årgang … faktisk så meget, at Camille er flyttet fra garagen og ind i kælderen på det store slot Château de Comblanchien på adressen Chemin des Carrières i Comblanchien i Côte-d’Or i hjertet af Côte-de-Nuits.

De har selv i dag omkring 2 hektar vinmarker og både egne og opkøbte druer kommer fra vinmarker, der enten drives økologisk eller biodynamisk. Camilles tilgang i vinkælderen ved produktionen af vinene nærmest er hands-off. De laver også kun beskedne 3.000 flasker årligt … og de bliver bogstaveligt talt revet væk hvert år.

Denne 2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny har jeg imidlertid ikke ret mange oplysninger om … men den skulle være lavet med en spontangærong og lagret på neutrale barriques … normalt bruger Camille helt klassiske 228 liter burgundiske barriques og 336 liter cigarformede egefade.

Umiddelbart er duften utrolig frugtrig  og samtidig lidt beaujolaisagtig med et let bondsk udtryk, godt med kirsebær, knuste hindbær, jordbær og nogle lidt umamiagtige noter, fugtig skovbund, våde nedfaldsblade, svampe, lidt hospital og gazebind, lakrids samt urter. Der er noget forførende luftig og frisk med smuk struktur.

Uha, hvor er det også smagsmæssigt elegant frugtrigt og vildt balanceret. Den har en smuk struktur, finkornede tanniner og frugt med jordbær, hindbær og grillet citron. Selvom det er feminint fint og sart, så har vinen en svævende urkraft … det er skruet forbandet godt sammen, så dermed 96 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 70-80€ … hvilket svarer til omkring 520-596 kr.

Vinanmeldelse 6/7