Ved byen Oestrich-Winkel i herlige Rheingau finder vi det gammelt slot Schloss Vollrads med det karakteristiske 8 kantede tårn fra 1471 og omgivende voldgrav. Denne lille fæstning huser Weingut Schloss Vollrads, der står bag denne Riesling Alte Reben, der selvfølgelig kommer i en flot, irgrøn Rheingauer Flöte flaske.
Slottets historie er tæt knyttet sammen med familien Greiffenclau, som selv kan spores tilbage til 1097. Men der har faktisk været dyrket vin på stedet i endnu længere tid, og ejendommen blev oprindeligt i 983 givet af ærkebiskoppen i Mainz til ridderen Vollradus fra Winkel. Så siden dengang har den lille fæstning heddet Schloss Vollradus … i dag Schloss Vollrads, selvom der ikke eksisterer bygninger tilbage fra den tid.
Familien Greiffenclau var efterkommere af den gamle ridder Vollradus, og de har gennem tiden sat deres præg på Schloss Vollrads, som nærmest altid har været deres residens.
Det var således Georg Phillip Greiffenclau von Vollrads, som i 1684 stod bag opførelsen af de tilhørende bygninger og vinkælderen på gården samt det specielle … nærmest ikoniske baroktag på det gamle, 8-kantede tårn, som i 1471 blev opført på fundamentet til et romersk tårn fra det første eller andet århundrede
Og det har altid været lavet vin på Schloss Vollrads, som menes at være en af de ældste vingårde i hele Tyskland. Der er dokumenteret vinproduktion på stedet tilbage til 1211. Schloss Vollrads har derfor også en speciel betydning i tysk vinhistorie og har således – som Schloss Johannisberg – sin egen appellation.
Den hedder selvfølgelig Schloss Vollrads efter marken, som vingården er eneejer af sammen med markerne Winkeler Dachsberg, Gutenberg og Schlossberg. Samlet har vingården omkring 80 hektar vinmarker, som ligger omkring Oestrich-Winkel, Hallgarten, Hattenheim og Geisenheim.
Og helt fra til 1997 har Weingut Schloss Vollrads været drevet af familien Greiffenclau, generation efter generation. Da Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau i 1975 overtog driften fra sin fader Richard Graf Matuschka-Greiffenclau, så var ejendommen dog stærkt forgældet.
Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau formåede ikke at få vendt økonomien, så i 1997 blev der indgivet konkursbegæring og Erwein endte med at tage sit eget liv. Siden 1997 har ejerskabet således ligget hos Nassau Sparkasse, som har forvaltet vinslottet og en tilhørende restaurant på stedet.
Sparekassen har også sørget for en større restaurering af ejendommen, som i dag delvis er åben for besøgende og om sommeren afholder en masse begivenheder med slotskoncerter, vinsmagninger og store bryllupper.
Nok historie … lad os se nærmere på denne Riesling Alte Reben, hvor druerne kommer fra vinstokke, der mindst er 15 år gamle. Vinen er lavet på store egefade med en kort, kold macerering og efter fermentering er vinen flasket helt ufiltreret. Der er 4,3 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt helt klart Riesling med lidt diesel eller petroleum, abrikos, fersken, god dybde i frugten, en gammel kælder og nærmest våde, gamle egefade.
I munden har vinen en let sødme, lidt krydderier, citron … sådan nærmest fin og elegant citronsyre med mineralitet og samlet set virker vinen meget klar og præcis. Det er god Riesling.
Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster den 15,88€, svarende til 118 kr.