Tag-arkiv: aglianico

Aglianico  er en gammel italiensk rød druesort, som primært dyrkes i det sydlige Italien, primært Basilicata, Apulia og Campanien. Den anses af flere – sammen med Sangiovese og Nebbiolo – at være en af ​​de tre største italienske sorter … og kaldes nogle gange Sydens Barolo.

Det menes, at Aglianico egentlig stammer fra Grækkenland og er blevet bragt til Italien af græske bosættere for et par årtusinder siden, hvorfor navnet Aglianico kan stamme fra ordet Ellenico … det italienske ord for græsk.

Aglianico er en drue, som knopskyder tidligt og modner sent, giver meget høje udbytter og skal begrænses for at give gode vine. Den giver typisk fyldige vine med markant struktur, høj syre og masser af tanniner. Duft og smag er præget af mørke bær, blommer og svesker.

2019 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

2019 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, ItalienJeg sluttede Società Agricola Nativ vinene med den vin, som nok er den mest kendte vin fra huset og fortsat på Aglianico og det er deres Eremo San Quirico, som jeg smager i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra vinstokke som har over 100 år på bagen. Ved høsten bliver alle druer sorteret, så det kun de bedste druer, som bliver udvalgt til produktionen.

Ved ankomst til vineriet sorteret druerne nok en gang, inden de presses og gærer med skinkontakt i 20 dage i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på nye egetræsfade.

Fadpræget er ikke så tydeligt eller dominerende som hos Blu Onice, men der er til gengæld mere råstyrke i frugten, som er søde kirsebær og blommer … måske lidt solbærmarmelade, men nu også klart noget peber sammen med kanel, vanilje, ristede kaffebønner, chokolade og alt er tætpakke, kompakt og fyldig som bare pokker.

I munden er der vin blød, fyldig, cremet og lækker vin … lidt som en fyldig og blød Amarone, men der er en årsag til, at der er en hest på etiketter, for lukker du luft ind i kæften sammen med vinen, så får du et spark af hesten, hvor Aglianico druen viser den tanniske side. Men det bliver dog aldrig helt vild, for den store frugtsødme giver dig stor og behagelig comfort … mægtig, fed og blød … og sød, men jeg giver alligevel fine 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Nativ, Blu Onice, Campanien, Italien

2019 Nativ, Blu Onice, Campanien, ItalienNæste Società Agricola Nativ vin var såmænd også på Aglianico druen og det var deres 2019 Blu Onice Irpinia Aglianico.

Druerne til vinen er høstet i slutningen af ​​oktober og i begyndelsen af ​​november fra gamle vinstokke på marker i 600 meters højde ved Gesualdo nær Irpinia. Jorden er meget stenet og rig på sedimenter og mineraler.

Efter høsten sker der en kold udblødning, maceration i 20 dage med daglige pumpover, gæring og ender med malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder i nye små franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en fyldig vin, der har godt med fadpræg, for op af glasset nærmest sprænger krydrede og ristede noter af kaffebønner, chokolade, let vanilje og kakaopulver sammen med en tyk frugt med mest sorte og røde kirsebær, modne blommer og solbærmarmelade.

I munden er det også en fed, fuldmoden, solrig og varm vin, som på overfladen kan virke lidt for fed og doven, men der skal ikke lukkes ret meget luft ind i munden, så åbner karburatoren alle ventiler og  Aglianico tanninerne slippes løs … vilde, tørre og munddominerende sammen med en lemonagtig syre, der samlet giver godt med spark samt karakter. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Nativ, Rue dell’Inchiostro, Campanien, Italien

2021 Nativ, Rue dell’Inchiostro, Campanien, ItalienDe næste vine fra Società Agricola Nativ var alle røde og den første på en drue, som jeg er vild med … Aglianico … og vinen er deres 2021 Rue dell’Inchiostro.

Aglianico druerne til vinen kommer fra næsten 100 år gamle vinstokke, der står på en mark højt i bjergene i Campania regionen. Jordbunden er stenet og primært af vulkansk oprindelse, som er rig på mineraler. Druerne er høstet i starten af november ved optimal modenhed.

Vinen er lavet ved, at druerne først har gennemgået en kølig premaceration med kontinuerlig overpumpning og nedstansning over 10 dage, hvorefter den alkoholiske gæring er sket med udvalgte gærstarter efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter 8 måneders lagring i ståltanke.

I næsen er det en dyb, mørk … næsten sort og fyldig vin, som har masser af tobaksblade, lakrids, spidskommen og søde krydderier samt en frugt af sortblå blommer, blåbær og solbær … men kan tydeligt fornemme, at den har fået godt med sol.

Smagen er fed … fed og stærk … det er powervin, hvor man også mærker en vis varme fra den solrige alkohol. Frugten er kraftig, men det er sgu ikke uden syre, for vinen har enkelt en ren, sødbitter samt grillet citronagtig syre, som giver liv i den kraftfulde vin. Der er også godt med tørre – og fede – tanniner, så samlet set bliver det både en bassevin og en frisk powervin. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, Italien

2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, ItalienJeg sluttede vinene fra Di Majo Norante med endnu en højoktan 15,5% top rødvin og endda med lidt alder. Vinen er denne 2015 Sassius Aglianico Riserva.

Det er 100% Aglianico, som kommer fra Contrada Camarda marken, der er på 6 hektar, ligger i 200 meters højde og har 15 år gamle vinstokke … og her er druerne først høstet rimelig sent i slutningen af november.

Vinificeringen er som med foregående sket helt traditionelt med gæring over særlig lang tid i kontakt med skindene. Efter gæringen er vinen lagret mindst 24 måneder på barrique og tonneau af fransk eg og derefter mindst 18 måneder på flaske.

WAUW … sikke en aroma, som har denne utrolige ædle duft, der er moden, lidt mulle, røg, fede fadnoter med lakridskonfekt, vanilje og kanel, mælkechokolade, karamel, flæsk og skumgummifiduser. Vinen har en mørk og munter frugt med sorte kirsebær, sorte blommer, lidt overmodne jordbær og gammel tyktflydende balsamicoeddike.

Hvor smager den godt … flyder roligt og nærmest smeltende i munden, har noget modenhed og alkoholen på 15,5% kan slet ikke mærkes, men er integreret smukt i smagen. Men så sætter Aglianico druens vilde tanniner ind … helt på den højde Barolo skala, hvor den bider og vrider sig tørt i munden. Sikke et vildt tanninbid, men det kommer samtidig med en blød og moden frugt, en cremet smag og giver dermed en vild, vild fabelagtig vin. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, Italien

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, ItalienAglianico druen – vi nok mest kender fra Basilicata, Apulia og Campanien – kaldes ofte for sydens Nebbiolo og selvfølgelig laver Di Majo Norante også vin på Aglianico … og her smager vi deres 2017 Contado Aglianico Riserva.

Her kommer Aglianico druerne fra marken Vigneto Camarda, der her 22 år gamle vinstokke, ligger i 200 meters højde og samlet er på 35 hektar. Alle druerne er høstet relativt sent i slutningen af oktober og start november.

Efter høsten er der sket en langsom gæring og maceration i ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og så er vinen herefter lagret sammmenlagt 3 år, heraf mindst 1 år på barriquefade samt tonneaux … og  resten af tiden ellers i ståltankene,

Sikke fed, lækker, varm og kropstung næse, hvor der er masser af fadpræg med røg, træ, tjære, tobak, brændte noter, noget chokolade, vanilje, mælkede noter samt en opulent frugt med blåbær, brombær, godt med sorte kirsebær samt blommer, medicinkasse, balsamico og søde krydderier.

I munden er det en blød, cremet og fyldig vin … masser af sorte kirsebær, blommer og solbær, mens samtidig en blød, mørk og frisk syre med en smule lemon, grape og Campari bitterhed og så ellers knastørre og stringente tanniner, der sætter sig i munden med en lammende kindhest … alligevel med sødblød lækkerhed. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, Italien

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, ItalienVi skulle lige for en stund tilbage til Rocca del Principe, som vi jo smagte aftenens 2. syditalienske hvidvin fra, men har var det så deres røde 2019 Aurelia Taurasi.

Denne er også aftenens første vin, der er lagret på egefade, da alle de forrige er lagret på stål, men Aurelia Taurasi er også lavet på Aglianico, der tit regnes som den syditalienske Nebbiolo.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke over 25 dage og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på barriques, 12 måneder på store slavonske egefade og endda yderligere 18 måneder på flaske.

Duftmæssigt … tør, stram og med god kraft, dyb frugt og det pæne fadpræg trænger godt igennem og dermed virker vinen klart mere mørk og simpel end fx en Barolo. Frugten virker mørk, gæret og der er sorte kirsebær, tørret blomster, tørrede urter, lidt violer og så en omgang læder … ganske flot og mørk vin med nerve.

Nu smager vinen også som en flot, stram og alligevel saftig vin med markante og tørre tanniner, som virkelig er mundudtørende, bare på en mere mørk facon. Den har også godt med syrlighed, lidt tjære og syrligheden fortsætter i en lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, Italien

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, ItalienMed næste vin blev der skruet op for volumenknappen, for det var en 15% højoktan og tung flaske 1943 del Presidente Salento Rosso fra kooperativet Cantine Due Palme i årgang 2016.

Kooperativet er forholdsvis nyt og grundlagt i 1989 i Cellino San Marco i provinsen Brindisi. Det var Angelo Maci – der selv er 3. generation i en familie af stolte vinavlere, som fik ideen.

Angelo Maci startede med 15 samarbejdspartnere – men i dag har kooperativet 1.200 tilknyttede vinavlere, der samlet har et areal på over 2.500 hektar vinmarker.

Fra kooperativet smager vi en af deres topvine … 1943 del Presidente Salento Rosso i årgang 2016 og lavet på 50% Aglianico og 50% Primitivo, som kommer fra nogle af de marker, som Angelo Macis familie ejer med vinstokke plantet tilbage i 1968. Derfor er vinen også meget simpelt opkaldt efter Angelo … præsidenten i Cantine Due Palme.

Primitivo druerne er høstet i starten af ​​september og Aglianico druerne i starten af oktober. Men vinificering sker ikke omgående, for først er en del af druerne tørret i kooperativets frugtkælder, hvorefter gæringen foregår i vandrette roterende kar ved en kontrolleret temperatur mellem 23-25 grader over 14 dage.

Den er derefter lagret 9 måneder på nye barriques og gennemgår yderligere flaskemodning inden den frigives til salg.

I næsen er det – nok ikke overraskende – en fed, tyk og tæt vin af et opulent bombenedslag, der oser af våde fade, en lakridset Nordsø Bitter, tørv, tørret kød og vanilje, lakridskonfekt, tobak, chokolade samt balsamico. Læg dertil blommer, sorte kirsebær og lidt ristede kaffebønner.

Smagen er samtidig sød … og stærk, men det kommer også en syre, der er krydret med masser af power. Det er lakridspiber og frodig frugt af blommemarmelade, dadler og silkebløde tanniner, men vinen har heldig også en køligere side, som giver en vis rygrad mellem det frodige. 90 point.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flasker koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, Italien

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, ItalienVi slutter smagning af vinene fra Antica Enotria med den måske mest interessante af druerne … nemlig deres 2019 Aglianico, der jo mest er kendt i Basilicata og appellationen Aglianico del Vulture.

Men Luigi di Tuccio dyrker den også i Puglia og har lavet den gæring over 12 dage i ståltanke og derefter er vinen først lagret 12 måneder i samme tanke og det er så efterfulgt af yderligere 12 måneder i store 30 hektoliter egetønder.

Allerede i næsen mere struktur, mere syre og mere kompleksitet, læder, knuste blomsterblade, brombær, kirsebær, ribs, champignon, balsamiske noter samt et let fadpræg med en smule vanilje og kaffe,

I munden er der en pæn fyldighed, men den kommer samtidig med en intens, dyb og stærk frugt. Der er en vild og tannisk syre, der lige styrer de stramme, tørre og tanniner, men en lille sødme trækker i den anden retning og giver lidt modspil og balance. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Rocca del Principe, Taurasi Aurelia, Campanien, Italien

2016 Rocca del Principe, Taurasi Aurelia, Campanien, ItalienAglianico druen er fabelagtig og en af de mest spændende i det sydlige Italien. Nu smager vi en vin på druen, en 2016 Taurasi Aurelia fra Rocca del Principe.

Vinhuset ligger lidt syd for Lapio syd for Taurasi i Irpinia området og er grundlagt i 2004 af Ercole Zarrella, konen Aurelia Fabrizio og broderen Antonio.

De har samlet 10 hektar med vinmarker, hvoraf halvdelen er beliggende i Fiano ved Arianiello bakken ved Lapio i 520-600 meters højde og de nærliggende Picentini bjerge med toppen på Tuoro i 1.400 meters højde.

Familien Zarrella har egentlig været vinbønder i flere generationer, men det var Ercole Zarrella, der i 2004 besluttede at stoppe med at levere deres druer til andre og selv starten produktion, aftapning samt salg og markedsføring.

Jordbunden i Rocca del Principes marker er af vulkansk herkomst fra et af Vesuvs mange udbrudm men med underliggende lerjord, der holder godt på vandet og giver friskhed.

Markerne dyrkes økologisk, og certificering er på vej. Den store højde og den friske jordbund giver vine, røde som hvide, der først og fremmest er domineret af mineralitet samt en nærmest glitrende friskhed.

Denne Taurasi Aurelia er lavet på ren Aglianico, hvor gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke over 25 dage. Efter gæring er vinen så lagret 2 måneder på store, gamle egefade.

Det er duftmæssig en kraftig vin, hvor frugten er blommer, solbær, brombær, muldjord, gammel balsamico eddike, våde fade, virker ret frugtrig og har en lidt aromatisk note af tørrede blomster.

Smagen er langt mere syrerig … har en streng, ren og streng syre, meget frisk og tannisk. Den har nogle vildt tørre tanniner, der niver, napper og bider dig i kæberne. Syren virker faktisk lidt baroloagtig, godt med bid samt bitterhed fra lemon, citron og grape. Alligevel slutter det hele i et venligere saftigt bid. 91 point.

Forhandles af Estrup & Udsen VIn, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, Italien

2019 Grifalco, Aglianico del Vulture Gricos, Basilicata, ItalienDenne Aglianico del Vulture Gricos er et godt bud på interessant og ikke alt for voluminøs, syditaliensk vin med god nerve. Det er en 2019 Aglianico del Vulture Gricos, som kommer fra vinhuset Azienda Agricola Grifalco.

Det er en vin, der kommer fra appellationen Aglianico del Vulture DOC i  Basilicata, der vel nærmest ligger som svangen i foden på den italienske støvle og jeg har da også tidligere smagt vinen i årgang 2017 og dengang skrev jeg masser om selve vinhuset.

Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot lige igen på vinen, der jo – som navnet også siger – er lavet på ren Aglianico, der kommer fra 10-30 år gamle vinstokke på forskellige økologisk dyrkede marker i Venosa, Maschito og Forenza.

Efter høsten afstilkes druerne og gæring sker i rustfrie ståltanke op til 28 grader. Efter endt fermentering er  druerne såpresset og vinen har lagret 6-12 måneder sur lie i egefade, både brugte amerikanske barriques og brugte franske tonneau inden den kommer retur til ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 4 måneders lagring inden frigivelse.

WAUW for en aroma … animalsk og kropstung næse … masser af fadpræg, røg og træ, men også en opulent frugt med både blåbær, brombær, kirsebær og blommer, sød og salt lakrids, blomsterpollen, tjære, tobak, chokoladesødme, vanilje, mælkede noter, kærnemælk, balsamico, medicinkasse samt søde krydderier.

I munden er det en saftig bandit … lidt mere opulent end 2017’eren, men atter med en frisk frugt og en vild syre, der styrer de stramme, tørre og tanniner. Frugten er både til den lyse side, saftig, frisk samt bitter med lemon, grape og Campari bitterhed samt nogle stenede mineraler. Hvor er det en frisk, bitter og syrlig vin … 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7