Tag-arkiv: Toscana

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2022 Castello di Romitorio, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienSocietà Agricola Castello Romitorio ligger knap en kilometer vest for Montalcino by i Toscana og står bag den næste vin i glasset … en 2022 Chianti Colli Senesi.

Vinhuset er grundlagt i 1984 af Sandro Chia, som startede med at plante vinstokke med nogle af de ældste kloner af Sangiovese på en række af hans marker omkring en smukke gamle borg.

Sandro Chia er en italiensk maler og billedhugger, der i slutningen af ​​1970’erne var med til at skabe den italienske neo-ekspressionistiske kunstbevægelse Transavanguardia.

Sandro er født i Firenze i 1946 og er kendt for sin blanding af abstraktion og figurativitet, ret stærke farver og sine dynamiske penselstrøg. Han har udstillet i prestigefyldte gallerier og museer over hele verden og arbejdet i både Tyrkiet, Indien og undervist på School of Visual Arts på Manhattan i USA.

Men i 1984 besluttede han sig også for både at studere, udforske, forædle og promovere Brunello di Montalcino vine i et samarbejde med den lokale ekspert og vinmager Franco Martini. Senere har Sandro også haft hjælp af Carlo Vittori, der jo i dag driver det spændende vinhus Molino di Sant’Antimo.

I 2006 overtog Sandros søn Filippo Chia driften og startede det andet kapitel af Castello Romitorios historie. Han byggede først et ny vineri, udvidede med flere vinmarker og har også udvidet driften med købet af endnu en vingård Tenuta Ghiaccio Forte i Bolgheri og har til vinproduktionen også fået hjælp fra Franco Martinis søn Stefano.

Castello di Romitorio har sammenlagt 15 hektar vinmarker, som danner baggrund for en lang række vine … pt over 10 vine, der alle – selvfølgelig – har vinetiketter med præg af Sandros kunst, som man også kan nyde i kunstgalleriet på vingården.

Her smager jeg husets Chianti Colli Senesi … og Colli Senesi betyder noget i retning af”Sienas bakker. Vinen er lavet på 100% Sangiovese og dyrket i bakkerne omkring byen Siena. Druerne til vinen høstes manuelt og sorteres nøje både før og efter afstilkning.

Gæringen og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på egefade.

I glasset har vinen en let brunlig snert og op af glasset vælter det – bogstavelig talt – med en massiv mur af kirsebær, sød kirsebærsauce, Amarena Fabbri dessertkirsebær, blommer, kandiserede æbler, søde krydderier med muskatnød, spidskommen, svampe, champignon, røg og sød tobak … lidt ekspressiv, malerisk og karikeret med nogle søde noter af fad med mælkechokolade og skumfiduser.

Smagen er lidt som duften … cremet, elegant med søde kirsebær, umodne kirsebær og lakrids. Der er en saftig vin, hvor der er peber og en sødsyrlig frugt, som udover kirsebær også har smag af lidt ribs samt citrusfrugt med citroner og lemon, der lige giver en ganske lille smule bitre elementer, der er med til at give vinen rygrad. Tanniner er der også og de er pænt tilsted, men er ikke ultra vilde, selvom de ofte giver vine Sangiovese Grosso masser af tørhed. Det er med andre ord en kompleks, saftig og intens Chianti Colli Senesi, så Houlberg lander på 92 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienVino Nobile di Montepulciano er jo den ypperste vin omkring byen Montepulciano og den skulle jeg selvfølgelig også smage fra kvinderne på Villa Sant’Anna, så den smagte jeg i årgang 2019.

Faktisk lavet Villa Sant’Anna 2 forskellige Vino Nobile di Montepulciano vine … denne og så den eksklusive topvin Poldo Vino Nobile di Montepulciano.

Vino Nobile di Montepulciano 2019 er lavet på 85% Sangiovese og de sidste 15% er Merlot, Mammolo, Canaiolo og Colorino, der alle er høstet fra 17. september til 9. oktober på husets marker i 260-320 meters højde.

Gæring og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 24 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret i yderligere 12 måneder. Der laves årligt omkring 26.000 flasker af denne vin.

Så røg niveauet da lige et par trapper op … møglækker duft med ristede svampe, champignon, mørke kandiserede kirsebær, sorte blommer og lidt ribs, sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, godt med egetræ og cedertræ og klart noget vanilje fra træet.

I munden er det en balanceret og frugtrig vin, der stadigvæk føles ganske ungdommelig. Frugten er levende, tør og endda citruspræget med bitter lemon og citroner, der følger brombær, syrlige kirsebær, sorte kirsebær og blommer undervejs. Der er vildt tørre tanniner, der sætter sig på fortænderne og alt er rundt og høj klasse fornægter sig sgu ikke. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienVi fortsætter hos de 3 gæve kvinder på Villa Sant’Anna anført af Simona Fabroni og det er nu deres 2021 Rosso di Montepulciano, som jeg har fået i vinglasset.

Igen er det en vin, der primært er lavet på Sangiovese … her er det 80% Sangiovese, mens de resterende 20% består af et skønt blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Derefter er vinen lagret 10 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 25.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er denne vin nærmest som en forlængelse af husets foregående Chianti, men mørkere, mere fadpræget og dybere med sød tobak og ellers meget tør. Der er blommer og modne kirsebær, gammel balsamico, chokolade, skumfiduser og søde krydderier.

Sådan er smagen også … dybere, mørkere og mere rund end Chianti’en, men fortsat med en syre, der er balsamisk, sød, intens, kraftig og moden på en eller anden måde. Frugten er sorte blommer og sorte kirsebær og søde krydderier. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienUn’azienda dal tocco femminile … en vinproducent med et feminint præg. Vi snakker om vinhuset Villa Sant’Anna di Fabroni Anna … en Produttori di Vino Nobile di Montepulciano, der drives af 3 kvinder i form af Simona samt hendes to døtre Anna og Margherita.

Jeg smager nu 3 vine fra de stolte kvinder og starter med et glas af deres 2021 Chianti Colli Senesi … en DOCG vin lavet primært på Sangiovese helt efter de klassiske forskrifter.

Vingården Villa Sant’Anna ligger på adressen Via della Resistenza i byen Abbadia di Montepulciano i Siena området vel omkring 5 kilometer nordøst for selve Montepulciano by.

Vingården stammer helt tilbage fra 1800-tallet og familien Fabroni har i over 200 år lavet vin på gården … en tradition som stadig i dag videreføres med passion og dedikation.

Det er Simona Fabroni, som har holdt liv i familiehistorien og genfødt vingården, hvilket sker med hjælp fra hendes to døtre Anna og Margherita. Hun har faktisk knyttet til et helt kvindeligt team, der er engageret i dyrkningen og produktionen  af ​​de prestigefyldte vine, som også har gjort Villa Sant’Anna til anerkendte vinproducenter i Montepulciano.

Siden Simona overtog driften i 1989, så har hun forbedret vinstokkene, tilplantet nye vinmarker og fornyet egefade og -barriques. Der sker stor vedligeholdelse af ​​de århundrede gamle underjordiske kældre, hvor alle vinene lagres og raffineres ved naturlig temperatur.

Før Simona genrejste vingården, så havde man blot solgt alle druerne fra husets sammenlagt knap 10 hektar i løs vægt til andre producenter, men i dag laver huset deres egne vine … både Chianti, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile di Montepulciano.

Jeg starter med at smage deres 2021 Chianti Colli Senesi, der er lavet på 90% Sangiovese, 5% Merlot og de sidste 5% er fordelt på druesorterne Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret omkring et års tid på store, gamle egefade på 1.900-3.900 liter og først derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 15.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en temmelig rent mix af en frisk, ung og rød balsamisk frugt og et våd modent fagpræg. Frugten er mest kirsebær og blommer, nogle champignons, sød lakrids, sød mørk pibetobak og tørre papkasser. Har denne typiske Chianti lyse og syrlige nerve.

Sådan smager vinen også … har en syrlig, frisk og urtet frugt med tranebær, umodne blommer, syrlige kirsebær og ribs. Syren er ren, clean og balsamisk, der er citroner, lemon og lidt Campari bitter og pæn stor tørhed, tørre og markante tanniner … virkelig en vin, der kræver noget mad til. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Podere La Vigna, Maritato Rosso, Toscana, Italien

2020 Podere La Vigna, Maritato Rosso, Toscana, ItalienJeg har mest smagt Brunello’er fra Azienda Agricola Podere la Vigna i Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino, men nu har jeg fået hældt et glas op af deres 2020 Maritato Rosso.

Det betyder også, at jeg før har skrevet om huset … og har faktisk smagt deres Brunello di Montalcino i både årgang 2015, 2017, 2018 og senest 2019.

Maritato betyder ægteskab eller at være gift … og vinen er netop et ægteskab mellem 50% Sangiovese, 30% Syrah og 20% Merlot, som Adriano Rubegni håndplukker fra  huset egne marker i 320-340 meters højde. I tidligere år var vinen på 70% Sangiovese og 30% Merlot,

Vinen er lavet med gæring og maceration over 15 dage i store  temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques, der er brugt én gang før.

Det er duftmæssigt en mørk og krydret vin … har en dyb lakridset note suppleret med sorte kirsebær, brombær, stegte svampe, tobak, en kaffe espresso samt mørk bitter chokolade. Der kommer også en del balsamiske noter … der er godt med rustik power.

I munden er det også en mørk vin … men frugten virker egentlig lysere, klar, ren og frisk med både sorte og syrlige kirsebær, hindbær og endda lidt ribs. Der er knastørre tanniner, der jo næsten er helt på Brunello niveau og så kommer der i eftersmagen en snas peber og så en syre, der er lidt rustik og kejtet, men bestemt godkendt … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Rosso Newton, Toscana, Italien

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Rosso Newton, Toscana, ItalienFra de de to kendte vinmagere, Maurizio Saettini og Michele Corsi på Fabbrica Pienza smagte jeg også den røde udgave af Newton IGT vinen, nemlig deres 2021 Toscano Rosso Newton.

Det er en vin lavet på 100% Sangiovese, hvor 85% af alle druerne er afstilket og de øvrige indgår i vinifikationen som hele klaser.

Gæringen er sket med druernes egne gærceller helt spontant i gæringskar op til 30 grader og den har fået lov af macerere i længere tid end selve gæringen … sammenlagt 90 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder i cementtanke. Der produceres 13.000 af denne vin om året.

Det er duftmæssigt en ung, urtet og grøn vin … der er grannåle, gazebind, nelliker, grønne madagascar peberkorn og frisk frugt med både hindbær, granatæbler og små gærede noter. Det er ungt, friskt og følges op med lidt saltlakrids og mentol- og eucalyptus bolsjer.

Smagen er rigtig lækker … både rund og frisk, der er masser af røde kirsebær, jordbær, hindbær og ribs suppleret med lidt citrusnoter, en vild frisk og ung syre samt vildt tørre tanniner, der giver dig stramme trækninger ved mundvigen. Men så er det godt, at vinen også har lidt sødme, som bløder den op og gør det rigtig drikkevenlig med dette tørre syre- og tanninbid. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Bianco Newton, Toscana, Italien

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Bianco Newton, Toscana, ItalienFabbrica Pienza ligger på adressen Loc Borghetto lidt øst for Pienza i Sienna provinsen og det er lige præcis derfra, at jeg nu smager en af deres vine … en 2021 Toscano Bianco Newton.

Fabbrica Pienza er etableret i 2013 af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat, som har indgået et samarbejde med de to kendte vinmagere, Maurizio Saettini og Michele Corsi.

Det er et par erfarne herrer og fx har Michele Corsi tidligere været vinmager ved Biondi-Santi. Her på  Fabbrica Pienza har de 24 hektar vinmarker, som drives organisk og bæredygtigt, mens vand og restprodukter fra vinproduktionen genbruges og således ikke går til spilde. Strømmen produceres af solceller og sprøjtemidler er bandlyst

Vingården er i det hele taget meget utraditionel og ligner ikke den typiske vingård,  virkelig strømlignet og virker næsten helt usynlig midt ude i vinmarkerne. Vingården er tegnet af Tonie Bertherat og etiketterne på husets vine er tegnet af en verdensberømte kunstner, Ugo Rondinone, som står bag flere store værker, blandt andet en af USA’s største landbaserede kunstinstallationer Seven Magic Mountains.

Der laves årligt 38.000 flasker vin årligt fordelt på pt 11 forskellige vine og det er nogle stykker mere end sidst, jeg smagte et par vine fra vingården og denne Toscano Bianco Newton er en af de nyere vine lavet på et blend af 50% Viognier og 50% Vermentino.

De to sorter er vinificeret separat … først er der sket presning og kold dekantering af vinen, hvorefter gæring kun sker med druernes naturlige gærceller i store koniske trægæringskar fra Foudrerie Marc Grenier sur lie ved 18 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder i 2.000 liter store egefade fra Grenier og derefter sammenstukket og aftappet på flaske. Der produceres 13.000 flasker af denne vin om året.

I næsen mærkes Viognier druens fedme omgående … der er sgu olieret fedme, godt med fadnoter af vanilje samt denne fede, saftige frugt med æble, pærer, fersken, abrikos, syltet grape, akaciehonning og blomster. lidt muskat og nysmuttede mandler.

Smagen er lækker … har smag af syltede eller kandiserede grape- og lemonfrugter, lidt saltet fedme og nærmest småolieret. Der er pærer og fersken, ristede mandler, mandarinskræl og alt er virkelig cremet, blødt med lidt omfavnende varme. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 La Massa, Carla 6 IGT, Toscana, Italien

2021 La Massa, Carla 6, Toscana, ItalienJeg har også fået tilsendt denne Carla 6 IGT fra Tenuta La Massa i Panzano in Chianti nær Firenz, der modsat foregårende Giorgio Primo IGT, er lavet på ren Sangiovese.

Druerne kommer fra parcel nummer 6 – deraf navnet. Det er en mark på sølle 1,5 hektar og har en undergrund med skifer- og lerjord, mens vinstokkene er plantet i 1999.

Alle druer er alle høstet den 9. oktober, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke efter en meget streng og omhyggelig sorteret udvalg af både hele klaser og afstilkede druer fra 2 store udvælgelsesborde.

Efter endt fermentering er vinen lagret på franske tonneau, hvoraf 30% er nye fade. Derefter er vinen så lagret videre på betontanke i yderligere 6 måneder inden aftapning på flaske i juli 2023. Der er lavet 4.000 flasker af vinen i denne årgang og som med alle 3 vine hos La Massa er det en IGT Toscana vin.

Som med den forrige La Massa vin, så er det en mørk og samtidig kødfuld vin med tobak, engelsk lakrids, sorte kirsebær, hindbær og en smule svampe, violer, salte kapers samt ny træ, cedertræ og har en lidt krydret note. Derudover er der jord, leret jord, aske og sten.

I munden er det også en mørk og kødfuld vin, hvor der er kraft, saft og syrlig power. Frugten er kølig, ung og rig … igen er der kirsebær og hindbær … måske lidt blåbær, bitter Campari og små citrusperler. Så er der også godt med stramme og tørre tanniner … med lidt luft i din mund, så lammer de dejligt alt i munden med strejf af mineraler, sten og tør lerjord. Vinen har en tør underliggende saftighed med spinkel sødme, masser af viril og silkeagtig struktur. Mums og 95 point.

Vinen kan købes via Kobaj, hvor en flaske koster 573 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 La Massa, Giorgio Primo IGT, Toscana, Italien

2020 La Massa, Giorgio Primo IGT, Toscana, ItalienJeg smagte forleden en lækker 2020 La Massa IGT fra den fabelagtige vinmager Giampaolo Motta på Tenuta La Massa. Nu synes vinhuset dog også, at jeg skal smage deres 2 andre vine og har fremsendt dem helt fra Italien. Fabelagtig idé, så jeg starter med at smage deres 2020 Giorgio Primo IGT.

Vinen Giorgio Primo er helt klart den vin, som har gjort La Massa verdensberømt. Den opstod i 1991 som en Chianti Classico DOCG på 96% Sangiovese og 4% Merlot, men i 2002 besluttede Giampaolo af deklassificere vinen og ændre på blendet, således vinen bedre fangede det lokale terrior.

Årgang 2003 var første årgang som IGT vin og årgangen blev på et blend med 50% Sangiovese, 40% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon og Petit Verdot.

Få år senere røg den toskanske drue Sangiovese imidlertid helt ud af blendet, så i dag består vinen af 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petite Verdot … altså et klassisk Bordeaux blend.

I denne årgang 2020 er vinen helt præcis lavet på 75% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 10% Petit Verdot … altså et bordeauxfilt blend og i stil med mange andre supertoscanere og dermed er det således en IGT Toscana vin, som alle husets 3 vine … til trods for, at man jo ligger lige i Chianti Classico området.

Druerne til denne årgang 2020 er pga. regn sent på sommeren og  lavere temperaturer i begyndelsen af ​​september først høstet sent … med Merlot midt i september og de øvrige i starten af oktober,

Efter høsten er gæring og maceration sker i rustfrie ståltanke over 30 dage med løbende punch-downs og pump-overs. Gæringen er via daglige prøveudtagninger stoppet ved et punkt for maksimal polyphenol udvinding.

Derefter er vinen lagret  i 16 måneder på franske egefade, hvoraf 50% er nye fade. Derefter er den lagret videre i ståltankene inden aftapning på flaske i marts 2023. Der er i denne årgang 2020 lavet 11.500 flasker.

Hold da op … sikke en lækker aroma. Det er en mørk og intens med klare bordeauxfile træk i næseborene, virkelig velkomponeret samt dragende som bare pokker. Det er lakrids og sød tobak, solbær, sorte kirsebær, brombær og blommer. Derudover fanger jeg en gammel og fed balsamicoeddike, våde fade, trænoter, lidt kastanjer, vanilje og virker let, svævende og æterisk som æter i næsen.

Det er en vin, som smagsmæssigt breder sig i munden fra første sluk, for man kan mærke, hvordan den langsomt og overbevisende breder sig ud i alle afkroge med en dyb frugt og mørk syre. Syren virker helt italiensk og dermed bliver det en veritabelt møde mellem en krydret Chianti og ædel Bordeaux. Frugten er ren, klar og rammer med kraft som en dynamo, hvor også tanninerne er knastørre, hvilket fremmer kølig stramhed, godt med syrlige citroner og bitter sorte teblade og bitter Campari og et tilpas lille, fin sødme. Det er svært ikke at blive imponeret og så er vinen endnu fortsat ung som en viril knøs og vil helt sikkert blive bedre af nogle flere år i kælderen. 97 point.

Nogle af de ældre årgang kan købes via Kobaj, hvor en årgang 2019 fx koster 719 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Magari, Toscana, Italien

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Magari, Toscana, ItalienMagari er storesøster til Promis og var den næste vin i glasset. Vi snakker selvfølgelig om vinen Ca’ Marcanda di Gaja Magari fra Angelo Gaja og fortsat i årgang 2018.

Magari har dog også lidt Bordeaux look-alike over sig, mens navnet på italiensk skulle betyde noget i retning af ”bare det var sandt”.

Vinen er lavet på 60% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, men sammensætningen kan godt variere en smule efter årgang.

Hver druesort er blevet gæret separat i ståltanke. Efter endt malolaktisk gæring blev vinene fra de 3 druesorter modnet separat 12 måneder på nye og et til to år gamle franske 225 liter barriques. Vinen bliver sammenstukket umiddelbar inden aftapning og den modner yderligere nogle 4-6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vi igen i et bordeauxfilt land … hvor der er både solbær, brombær, godt med kirsebær, blommer og ribs. Samlet set virker frugten let syrlig og frisk. Atter er der skovbund, cigaræsker og tørt cedertræ, fed og gammel balsamico, en smule blyanter, lakrids og kaffebønner.

I munden er vinen meget tør, syrlig og egentlig også frisk … har denne vilde og friske italienske syre, masser af balsamico, masser af bid, mens nogle tørre tanniner også bidrager til et præcist og skarp koncentration. Der kommer lidt krydderier, urter, mineraler, mørk kakao og et strejf af vanilje … men virker endnu utrolig ung og nok udvikle sig meget i kælderen i kommende år. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske kan købes til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7