Tag-arkiv: sousão

Sousão – eller Souzão – er en rød drue, som findes i Minho regionen i Portugal, men er udbredt i hele Duero dalen og bl.a. anvendes til fremstilling af portvin.

Sousão findes også i appellationen Monterrei DO i Galicien, men anvendes ellers primært i Australien, Californien og Sydafrika. i I Australien bruges Sousão til at fremstille vin i stil med portvin, men også bordvine, ofte blandet med andre portugisiske druesorter.

i Sydafrika betragtes det som en af de bedre sorter til søde vine på grund af druens høje sukkerindhold og dybe farve. Sousão modner tidligt og giver vine med en meget tæt, mørk farve og en kras smag.

Genetiske analyser har vist, at Sousão er identisk med sorten Vinhão, men også kendt under navne som  Sousão de Comer, Sousão Forte, Sousão Vermelho, Souzão Sezão og på spansk Sousón.

 

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, PortugalSidst jeg drak denne LBV Unfiltered Port fra Quinta do Pégo, så var det i årgang 2016 og ved julemiddagen 2021 til risalamanden. Nu smager jeg så årgang 2019, men helt uden dessert eller julestemning.

Late bottled Vintage er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på egefade i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne LBV Unfiltered Port er flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Den er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Uhhh, hvor det dufter rart … modne blommer, sorte kirsebær, svesker, klart lidt søde krydderier, nødder, lakridskonfekt, vanilje, våde fade … og så noget blæk eller tryksværte, mens alkoholen også lige kan fornemmes.

Den smager også rasende godt … alkoholen mærkes, men det er først efter lang tid og er samtidig smukt integreret i vinen, endda bedre end i årgangen 2016. Derfor får du i stedet en nektaragtig og lækker frugt med fedme, sødme, blommer, kirsebærsauce, noget sød lakrids og nøddekompot. Det er faktisk en LBV Port på et rigtig flot niveau samt en meget fordelagtig pris. 91 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition Port, Douro, Portugal

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition, Douro, PortugalAftenerne bliver pludselig hurtigt mørke … men så er det jo godt, at man kan sætte sig i en hyggekrog med et glas portvin, som nu fx en 2018 Late Bottles Vintage Special Edition Port fra Quinta do Pégo.

Quinta do Pégo har jeg skrevet om før, så det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne 2018 Late Bottles Vintage Special Edition, der er lavet på et mix af  Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão.

En Late Bottled Vintage er jo lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Denne portvin har Quinta do Pégo lagret i deres kældre i 4½ år inden aftapning og 2018 var en fremragende årgang. Det betyder bl.a. at huset i det år ikke har lavet en klassisk vintage, så det i sig selv kan allerede betyde, at dråberne er af en højere kvalitet.

Virker den i næsen ikke en smule blomstret? Jo, det vil jeg mene, men omgående kommer der fede lakridsagtige noter frem, blommer, indkogt kirsebærsauce, noget svagt mentol og balsamico noter, let peber og en anelse varme fra alkoholen fornemmes også.

Smagen er dog langt bedre end duften … der er styrke fra alkoholen, men holder sig fint sammen med en lille nektarsødme, en fed, lækker og intens frugt med blommer og sorte kirsebær. Der er nødder, finsk lakrids og et godt spark, hvor vinen næsten smelter i munden og gør hyggekrogen lige en tand hyggeligere .. dejlig portvin, så 90 point.

Vejledende udsalgspris er på 149,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2000 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår vi nu allerede er i gang med de gamle flasker Vintage Port fra Delaforce, så stikker vi bare lige den forrige med en endnu ældre portvin i form af denne 23-årige 2000 Vintage Port.

Nu skal jeg ikke trætte jer med yderligere info om vinen, for den er lavet på samme blend som foregående og ligeledes lavet helt på den samme måde … og allerede ved brug af Coravin på flasken kan man mærke, at der er tale om en gammel og blød korkprop, som nålen lige uden problemer penetrere uden større modstand.

Men det holder tæt … og heldigvis for det, for i næsen er det en moden, rund og moden vin, der er fyldt med modne, sorte kirsebær, kirsebærsauce, figenpålæg, dadler og solbærsyltetøj … men på én eller anden måde er vinen sket ikke så ekspressiv og fremme i skoene som 2003’eren, men lidt mere afdæmpet.

I munden er vinen dog blødere, mere rund og mundsmeltende end 2003’eren, men har – som portvine skal have – lidt varme af alkohol, lakridslikør, solbær, dadler og tørrede figner, masser af tørret frugt, hvor man næsten fornemmer små frugtstykker i munden og det gør, at man får en kraftig og næsten tyggevenlig vin, der emmer af stor, tyk og kraftig frugt, der suppleres af lakrids, kaffe, chokolade samt likør … men alt koncentreret og lækkert, 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2003 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår det kommer til portvin, så er jeg en total  sucker for enten Tawny Port eller Vintage Port og nu smager jeg ikke mindre end en 20 år gammel Vintage Port fra det klassiske portvinshus Delaforce, som jeg før er stødt ind i her på vinbloggen.

Som med de nyere Delaforce Vintage Port er denne portvin fremstillet på et skønt Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære og selvfølgelig alene fra et enkelt år.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank og oftest omkring 10-15 år i flaske.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Vinen har normalt omkring 100 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen.

Det dufter vildt lækker … der er en skrueblyant skruet op på max, men samtidig tilsat både sød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, en smule brændt karamel, kaffe, espresso, tørrede blomster, noget nøddekompot, sirup af figner, blommelikør, noget dadelmarmelade, solbærsyltetøj, brombær- samt blåbærsyltetøj, meget moden i frugten suppleret med noget tørt lakridsrod.

Jamen … eller var det måske et amen? Hvor er det intenst. Der er solbær, figner, dadler og nøddekompot, har denne nektaragtige og lidt alkoholstærke smag, som giver varme gennem hele drænrøret, men det er helt som ventet, for man får både karamel, kaffe, mørk chokolade, mundsmeltende saftighed med solbær, sorte kirsebær, dadler og tørrede figner … men finere kan det nok heller ikke blive, så jeg ligger mig i slipvinden til at blive portvinsalkoholiker, så fabelagtig er denne vin. Elsker denne vin … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienNæste vin var rød, men dog fortsat fra Bodegas Forjas del Salnés, for det var deres 2020 Goliardo Tinto … en vin jeg før har smagt i årgang 2018.

Vinen er lavet på et mix af de lokale druesorter … 40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão.

Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix, men Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño, hvilken vi faktisk skulle smage som næste vin.

Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Det dufter sgu af rigtig bondevin … på den gode måde, for det er landligt, animalsk og har både godt med kirsebær, banan, grøn peber, koks, kul, blomster, lynghonning, grøntsagsfond og fennikel … og alt med et lille frisk pust.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … har nemlig denne rustikke og kantede syre og virker på en eller anden måde langt mere syrlig end forventet. Som med 2018’eren spræller vinen sgu nærmest i munden med den vilde syre, syrlige kirsebær, bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler og alt alligevel på en læskende og saftig måde. 88 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2018 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalDet er fortsat koldt udenfor, mens jeg er portvinstosset indenfor. Det er nu også løst med et velskænket glas 2018 Vintage Port fra Delaforce, som lige giver mig lidt tiltrængt varme og sødme.

Delaforce Vintage Port har jeg smagt før … både i årgang 2016 og 2017 og det er også fortsat fremstillet på et Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære.

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har 103 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen og det er vinmageren Jorge Moreira, der har stået for produktionen.

Uha … elsker denne aroma med tørret frugt, brombær, sorte kirsebær, solbær, dadler, blommemarmelade, blæk, lidt tør engelsk lakrids og så mærkes også lidt varme fra alkoholen. Der er også præg fra fadlagringen med brændt karamel, kaffe, mint, kanel, vanilje, lys og fyldt chokolade … meget tør aroma.

I munden kommer der også noget tørhed frem, men det er er nu sammen med karamel, kaffe, mælkechokolade, solbær, brændte figner og kæmpestor fylde. Igen giver alkoholen dig et lille varmt kick, nøddenektar, engelsk lakrids og alligevel rund, cremet og komfortagtig med blød syre. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, Spanien

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, SpanienJamen, vi napper da bare endnu en vin fra kooperativet Señorío de Rubiós og denne gang er det deres 2018 Condado Tinto Selección på et mix af lokale druesorter.

Ja faktisk er vinen lavet på et blend af Sousón, Caíño Tinto, Espadeiro, Pedral og Mencia. Vinen har både gæret og er så bagefter også lagret på ståltank, efterfulgt af kort lagring på egetræsfade.

Igen møder vi en rustik og bondsk frugt … ganske intens med sorte bær, sorte kirsebær, jordbær samt brombær, en brugt karklud eller nogle lidt indelukkede noter, krydderier, saltlakrids, jern, blæk, blod samt læder.

I forhold til foregående Sousón, så er her en smule mere sødme via lidt brombærsyltetøj, men ellers igen en lidt kantet og brovten frugt, krydret med saftig lakrids. 87 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, Spanien

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, SpanienDerefter stod den på røde spanske vine og den næste er fra det lille kooperativ Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo, der ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Herfra fik jeg smagt Manuel D´Amaro Sousón 2016.

Det lille vinkooperativ er  forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.

I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring det samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.

Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.

Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.

Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.

Og netop Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi det spændende kooperativ har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.

Normalt er Rías Baixas jo den hvide druesort jo klart Albariños’ hjemmebane og inden etableringen af Señorío de Rubiós blev der ikke produceret megen rødvin. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.

Denne 2016 Manuel D´Amaro Sousón er lavet på 100 Sousón aka Sousão druer, som kommer fra nogle af husets bedste parceller med meget gamle pre-phylloxera vinstokke. Vinen er tilegnet figuren Manuel d’Amaro, som var en af grundlæggerne af kooperativet.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på galiciske Carballo egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen let og bondsk … har lidt den samme rustikke bonderøvsstil som Beaujolais. Her er der godt med jordbær, røg og brændte noter, lidt mørk kraft og har faktisk noget rustikt Mencia over sig. Der er modellervoks, frugtlikør, lakrids og sådan lidt grov i mælet suppleret med lidt grønne urter.

I munden er vinen også lidt brovten og skarp. Der er godt med goddaw i frugten med denne mørke og kantede syre, touch af peber, småtykke og småtørre tanniner, men brovten er nok nøgleordet for denne vin med sin skarpe syre. 85 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, Portugal

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, PortugalFerien i sommerhuset stod også på et godt glas portvin. Det blev til et glas 2004 Colheita Port fra det store og kendte portvinshus Niepoort.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var selv født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede derefter en negociantforretning.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og søsteren Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften, mens Verena er samlet direktør for foretagendet. Dirk er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Men her er det altså en ægte Colheita portvin, som er lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz og lidt flere, som alle kommer fra nogle lavtydende vinmarker i Cima Corgo regionen i Douro dalen.

Druerne er efter høsten trampet i lagares i huset kælder på Vale de Mendiz ejendommen med efterfølgende gæring. Så er vinen lagret på 550 liter pipa-tønder på Vila Nova de Gaia.

Hos Niepoort skal vinen helst lagre minimum 7 år, men denne har lagret i næsten 14 år, da denne 2004 på grund af dens fremragende kvalitet først er tappet i marts 2018.

Sikke en flot farve, som vinen har i glasset … en rødligt, nøddebrunt skær, men op af glasset strømmer der også en aroma af både ristede, kandiserede og syltede nødder, masser af nektarsødme samt frugt med blommer, rosiner, figenpålæg, tørrede abrikoser samt en smule vanilje, brun sukker aka brun farin, chokolade og virkelig så fed, betagende og vanedannende.

Det smager sgu også på samme måde … blot med lidt varm alkohol tilsat. Den giver sammen med de mange modne noter, nødderne og den brune sukker virkelig velvære i kroppen. Den løber som en sød væske olieret, cremet og fyldig igennem din krop og giver netop en voksenvelvære. Det er kandiserede bær, nødder og stor intensitet stoppet ned i et glas … næsten en dessert i sig selv. 95 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Quinta de la Rosa, La Rosa Tinto, Douro, Portugal

2019 Quinta de la Rosa, La Rosa Tinto, Douro, PortugalFra spansk til portugisisk, for den næste vin er denne 2019 La Rosa Tinto fra det gamle og smukke vinhus Quinta de la Rosa, der ligger helt ned til Douro floden ved Pinhão i Douro.

Vinhuset er grundlagt omkring 1850 af Dietrich Feueheerd, som startede med at handle portvin med Storbritannien via familiens firma Feueheerd Bros. Hans søn H. L. Feueheerd etablerede 10 år senere endda et kontor i London.

I 1908-1910 byggede de imidlertid en vingård med 8 store lagares i granit med over 800 rør, hvorved gården fik største lagerkapacitet i  Douro og fortsat bruges i dag. Sønnen Albert købte også vingården Quinta Amarela, som i dag er en del af Quinta de la Rosa.

Senere blev driften overtaget af svenskeren Eric Bergqvist, som giftede sig med Albert og Evelyns datter Claire, men i dag er det Erics søn Tim Bergqvist, som står for driften af vingården sammen med datteren Sophia … og siden 2002 hjælp fra vinmageren Jorge Moreira.

Huset har i 2005 også købt Quinta das Bandeiras, så samlet har Bergqvist familien i dag 162 hektar vinmarker og derfra kommer alle druerne til denne vin … La Rosa Tinto, som er et mix på 60% Touriga Nacional, 12% Touriga Franca, 8% Tinta Roriz samt 5% Sousão.

Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade.

Duftmæssigt er her godt med blommer, brombær og egentlig er vinen meget kødfuld, småflommefed, sødkrydret med våd træ, urter samt nogle tykke, balsamiske elementer. Det er mørk frugt med dyb mulle- og kælderagtige noter, grønne stilke og en frisk side.

I munden går det kødfulde, fyldige sammen med en frisk frugt, der har et godt bid med tørre tranebær, brombær, rabarber, en rustik og landlig syre, en vis tørhed … gode og tørre tanniner, men sammenlagt rigtig fin, rund og imødekommende vin. Klart 4,5 tomler med svag pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 14,44€ … svarende til 108 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 107,62€ eller 802 kr., svarende til 134 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7