Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2005 Bodegas Palacios Remondo, La Montesa Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienOg hvorfor ikke fortsætte med storesøsteren … endda en væsentligt ældre storesøster, La Montesa Reserva Selección Especial i årgang 2005? Selvfølgelig stadigvæk et blend på Grenache, Tempranillo og Mazuelo fra vinmarken La Montesa del Monte Yerga i Rioja.

I denne skulle fordelingen være 40% Grenache, 45% Tempranillo og 15% Mazuelo … dvs. væsentligt mere Tempranillo end hos lillesøsteren. Men det er nu ikke så langt fra den almindelige La Montesa fra 2005, hvor fordelingen er 55% Garnacha, 40% Tempranillo og 5% Mazuelo.

Da det er en Reserva, så har vinen også lagret længere, minimum 3 år og ikke under 6 måneder på egetræsfade. Denne her har ifølge Vinspecialisten lagret på nye fade i 12 måneder, men der andre steder på nettet står, at den har lagret 16 måneder på eg, 80% franske fade og 20% amerikanske fade og alle næsten nye fade.

I næsen er bærerne mere mørke med elementer af blommer, vanilje, kaffe, muskatnød, cola, jord, kaffe, våde fade, cigaræsker, eg, jord og lidt brændte og mørke krydderier.

Og i munden er vinen også langt mere fyldig, fed, rund og mørk. Det er let peber, engelsk lakrids, brombær, eg, bitter chokolade … og selvom vinen har 10 år på bagen, så er der stadig frisk frugt og tanninerne markerer sig også sammen med fin tørhed og en smule bitterhed i eftersmagen.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 230 kr.

Rating 5/7 

2013 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, Italien

2013 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, ItalienGensyn med vinen Il Piccolo – italiensk for “den lille” – som her hos danskeren Peter Vinding-Diers på vingården Montecarrubo i Sicilien henviser til, at dette er 2. vinen på stedet. Sidst jeg smagte Il Piccolo, da var det i årgang 2011, men her har vi altså vinen et par år yngre.

Peter Vinding-Diers har jeg skrevet om et par gange, både ved smagningen af Il Piccolo 2011 samt smagning af topvinen Rosso di Sicilia IGT i en årgang 2008. Det er den vin, som i dag hedder Il Carrubo. Faktisk laver Peter også en endnu dyrere vin, som han kalder Vigna Grande, men den laves kun i helt specielt gode år.

Jeg skal ikke trætte jer med en gentagelse af hele historien om Peter Vinding-Diers, men blot henvise til de tidligere blogindlæg, hvor jeg har skrevet om den store dansker og hele historien om Montecarrubo på Sicilien.

Il Piccolo er som de øvrige vine fra Montecarrubo lavet på Syrah. Peter siger dog selv, at der ikke er tale om en 2. vin, men om en vin lavet fra en bestemt vinmark nær Ispica på den sydlige spids af øen. Her har Peter Vinding-Diers forpagtet et par hektar hos en god ven, som får en skare folk fra Pachino til at komme og håndplukke druerne specielt til ham.

Il Piccolo gærer i store cementkar … både med druernes naturlige gær og via saccharomyces. Efterfølgende lægges vinen på franske Troncais egetræsfade, hvor den gennemfører den malolaktiske gæring og lagrer i 9 måneder, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt herlig animalsk, en gammel hest, mødding, gammel kælder, godt med mørk frugt, brombær, lidt hindbær, grønne blade og vanilje. I munden intens, tør og med fin syre, godt med frugt … frisk frugt, et godt greb … føj, den er sgu lækker og endda endnu bedre end sidst jeg smagte vinen i årgang 2011. Dejlig vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 180 kr.

Rating 5/7 

2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, Østrig

2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, ØstrigPaul havde taget en lækker Pinot Noir med … ja faktisk var 2. gang, at Paul havde denne Pinot Noir Cécile med til én af vore vinaftener. Men da første gang var en årgang 2002 for efterhånden mange år siden og da vinen smager sindssygt godt, så var det et glædeligt gensyn.

Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg. Undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin, bl.a. denne Pinot Noir Cécile eller Cécile Blauburgunder, som Willi Bründlmayer også kalder den. De andre røde er på druerne Zweigelt, St. Laurent og Cabernet Franc.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider.

Det ser ud som om, at Bründlmayer ikke længere laver denne Pinot Noir Cécile … i dag hedder hans to Pinot Noir vine henholdsvis Pinot Noir Reserve og Pinot Noir Dechant. Pinot Noir Cécile er lavet af de bedste druer fra markerne Dechant og Käferberg.

Druerne er vinificeret med en relativt lang maceration med skindkontakt for udtræk af farve og tannin. Den efterfølgende lagring foregår over 12-18 måneder i såvel rusfrie ståltanke som nye og 1 år gamle fade af østrigsk eg. Den endelige blanding af de enkelte fade foretages ud fra en vurdering af vinens lagringspotentiale.

I glasset er vinen en smule transparent … men altså ikke helt lys og næsen er fyldt med sød kostald, flæsk, bacon … faktisk helt præcis baconchips og endda ganske tydelige. I ved … dem med 3 striber. Derudover er der lidt røg, våde fade samt en pose lyse bær, jordbær, hindbær samt et touch af lidt krydderier.

I munden er vinen blød og cremet med lidt peber, bitre noter, kirsebær og så lidt mellem-mørke bær, godt med substans i smagen og bestemt ikke ultra let i smagen, som Pinot Noir ofte er. Der er lidt fylde i smagen og der er også lidt peber i eftersmagen sammen med lidt andre krydderier.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Jysk Vin, pris 259 kr.

Rating 5/7  

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USA

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USASleight of Hand Cellars holder til i det progressive og spændende vinområde Walla Walla Valley i Washington State og står bag denne Levitation Syrah.

Vinhuset er grundlagt af Jerry og Sandy Solomon sammen med Trey Busch, og de udgav deres første vin i 2007.

Allerede kort tid efter blev Sleight of Hand Cellars udråbt som “The Next Generation” af nye, fremadstormende vinhuse af bl.a. Seattle Magazine, mens andre kaldte vinhuset “The Next Cult Winery”. Parker har også været begejstret og givet vinene gode rating, bl.a. fik deres Black Circle Cabernet hele 95 Parker point.

Sleight of Hands Cellars laver en række anderledes vine. Vinene har – som denne – sjove og anderledes etiketter samt en række sjove navne som The Funkadelic, Illusionist, Archimage, The Spellbinder, The Conjurer, Levitation og mange andre.

Denne Levitation – vel frit oversat som svævende eller fri af tyngdekraften – har en etikette, som meget passende viser en tryllekunstner og en svævende vintønde.

Vinen er lavet på ren Syrah og druerne kommer fra en lang række forskellige marker i Washington State, nemlig Lewis, Les Collines og Funk Vineyards. Vinen har lagret 17 måneder på egetræsfade, heraf 40% nye fade.

Og det er en volumiøs satan, som i næsen har sød vanilje, solbær … virkelig en kraftig og intens næse med tons af mørk frugt og marmelade. Den er fyldig, voldsom med blyanter, våde fade samt en spids peber.

Smagen er meget frugtrig … og langt mere frugtrig end duften egentlig antyder, da frugten virker meget frisk. Der er også lidt alkohol og derudover har jeg noter af lakrids, helt præcis engelsk lakrids.

Tidligere været forhandlet af Smalle Vine. De har den ikke i øjeblikket, men mener at prisen var omkring 299 kr.

Rating 5/7 

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, Frankrig

2005 Domaine de la Mordorée, Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois, Rhône, FrankrigLa Reine des Bois … betyder skovens dronning. Det er en Châteuneuf-du-Pape og den kommer fra vinhuset Domaine de la Morderée, som ligger lige udenfor den lille by Tavel lidt syd for Lirac i Rhône.

Vinhuset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1986 af Christophe Delorme, som kom fra en familie af vinavlere. Han kaldte vinhuset for Mordorée af respekt for hans far. Mordorée betyder nemlig skovsneppe på den lokale dialekt og hans far var en ivrig jæger.

Christophe fik hurtigt sit navn slået fast hos vinkritikerne, og således har vinhuset siden etableret opnået ikke mindre end 160 medaljer. Specielt anmeldere som Revue du Vin de France, Wine Spectator og Parker har været meget begejstret for vinene fra Mordorée.

Gennem årene har Delorme købt jord op, så han nu råder over 60 hektar fordelt på 38 forskellige parceller i 8 områder. Han har 5 hektar i AOC Châteuneuf-du-Pape, som han købte i 1993. De er fordelt på de kendte marker La Crau, La Nerthe, Cabrières og Le Bois de la Ville.

Derudover har Christophe vinmarker i Lirac, Tavel og Côtes du Rhône, og alle vinmarkerne har siden 2013 været certificeret økologisk. I markerne er opdyrket et helt naturligt økosystem med insekter til at bekæmpe diverse sygdomme i marken. Alt dette bunder i tanken om, at kvaliteten i flasken stammer fra kvalitet i marken.

Denne Châteuneuf-du-Pape Cuvée La Reine des Bois er husets absolutte topvin, som er lavet på Grenache, Mourvedre, Syrah, Vaccarese og Counoise, Det er primært Grenache, men det andelen varierer fra årgang til årgang … typisk mellem 65% til 80%. Vinstokkene er gennemsnitlig 60 år, og vinen er lavet med maceration i 30 dage og 30% af vinen er lagret i brugte barriques, mens resten er lagret i enten ståltanke eller cementtanke.

Og her er godt med koncentreret ekstrakt … mejeri, nærmest hele andelsmejeriet. De er koncentreret solbærekstrakt med vanilje, mælkechokolade, svedsker, våde og brændte fade. Det er mørkt og intenst og man fornemmer også, at alderen så småt er begyndt at trykke den gamle dronning fra skoven.

I munden er der fortsat en voldsom tørhed, tydelige tanniner, godt med solbær, fedme, saft og kraft. Fed, cremet, mørk og alligevel med en frugt, som kan bæren syren igennem.

Forhandles af Otto Suenson, hvor vinen i nyeste årgang koster 449 kr.

Rating 5/7 

2014 Domaine de la Loue, La P’tite Loue Trousseau, Jura, Frankrig

2014 Domaine de la Loue, La P'tite Loue Trousseau, Jura, FrankrigHvorfor ikke? Pourquoi Pas? Det står der i hvert fald på etiketten af denne vin fra vinhuset Domaine de la Loue, som ligger i byen Port-Lesney, lige op ad floden Loue, som langsomt flyder gennem byen og har lagt navn til vinhuset.

Vi er i appellationen AOC Arbois i Jura, et område som primært laver rødvine på druesorten Trousseau, der giver meget kraftige vine. Og det er netop en vin på denne drue, som vi har fat i … nemlig vinen La P’tite Loue Trousseau.

Vinhuset ejes og drives af Catherine Hannoun, som tidligere har arbejdet som filmproducent. Hun har bl.a. tidligere i 2004 produceret filmen Mondovino … en omtalt og kritisk dokumentar om globaliseringens indvirkning på den lokale vinfremstilling.

Catherine boede i Paris, men længedes efter noget andet, så i 2008 returnerede hun til den lille by Port-Lesney, som hun tidligere havde besøgt under optagelserne til Mondovino. Efter lidt råd og hjælp fra hendes ven Emmanuel Houillon, så startede hun som vinbonde med 1,5 hektar vinmarker i Pupillin, Villette les Arbois samt i Buffard et stykke nord for Arbois.

Med andre ord en meget lille producent, men Cathrine vil gerne udvide til samlet 2,5 hektar, som hun mener vil være helt ideelt for hende.

Vinhuset er certificeret økologisk, og derudover arbejder Cathrine efter biodynamiske principper med det mål at lave naturlige vine, som smager godt og samtidig er fremstillet med respekt for tradtionerne og terroiret. Der dyrkes Savagnin, Chardonnay, Pinot Noir samt en smule Trousseau.

Vinene hos Cathrine Hannoun er opdelt i Vin d’Arbois vine samt Vin de France vine. Denne La P’tite Loue Trousseau tilhører den sidste serie, men ellers har jeg ikke ret mange oplysninger om vinen.

Men det er en voldsom spændende vin, som i næsen er voldsom animalsk med sødme, kraft, fylde, våde hunde og røde bær. Smagen er helt anderledes end duften, for her der der syrlige røde og friske bær … nærmest som var de lige plukket. Det er godt syrligt og taninnerne er voldsomme … stramme, markante og bidende. Herligt.

Har ikke fundet en dansk forhandler eller pris på vinen.

Rating 5/7 

2014 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, TysklandÉn af de Spätburgundere, som jeg tidligere har været meget begejstret for, er Weingut Ellermann-Spiegels Spätburgunder S, som punkt 1; er ganske prisbillig og punkt 2; smager ganske fortræffelig. Det var i hvert fald min konklusion, da jeg smagte vinen i årgang 2013.

Hvad er så mere passende end at bestille en røvfuld af vinen i seneste årgang 2014 … og så ellers håbe, at den lever op til den foregående årgang, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Først lige lidt gentagelse om selve vinhuset.

Weingut Ellermann-Spiegel er grundlagt af Frank Spiegel. Efter efter uddannelse til ønolog fra Geisenheim, ophold hos Weingut Knipser og en afstikker til Bordeaux overtog han i 2007 sin stedfar Harald Ellermanns vingård i den lille by Kleinfischlingen, omkring 20 kilometer sydøst for Kaiserslautern i Pfalz.

Harald Ellermann havde indtil Franks overtagelse af vingården solgt sine druer til det lokale kooperativ, men da Frank overtog driften ændrede man navnet til Ellermann-Spiegel og begyndte produktionen af egne vine. Frank har udover forbedring af vinene også satset massivt på markedsføring af vingården.

Et af elementer i markedsføringen er blandt andet etiketterne på husets vine, hvor der er en stjerne og initialerne for Ellermann-Spiegel … ES, som jo også på tysk betyder “det”. Og der står ganske passende på etiketterne; Dir muss ES schmecken! … du må smage det. Og det gør vi skam også.

Weingut Ellermann-Spiegel har samlet 48 hektar og dyrker sorterne Riesling, Auxerrois, Cabernet Dorsa, Spätburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer, Grauburgunder, Sauvignon Blanc, Weißburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Regent, St. Laurent … ja et bredt udsnit af de druer, som typisk findes rundt omkring i Tyskland.

Her har vi husets Spätburgunder, men jeg har desværre ikke mange oplysninger om vinen, da vingårdens hjemmeside næsten er ikke eksisterende, og jeg heller ikke andre steder har kunnet finde mange oplysninger om vinen. Det gør den dog ingenlunde ringere.

I glasset er vinen som tidligere herlig transparent … den fine, lyse teglfarve. Duftmæssigt sød kostald, igen let animalsk med lyse frugter, hindbær, jordbær … let brombær, lethed, kanel, spidskommen og florale noter. I munden er der samme lethed, hindbær, elegance, frisk og rund frugt, lys, velafbalanceret og meget imødekommende.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,00€ … eller omkring 52 kr. Næsten rent tyveri.

Rating 5/7   

2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua Valley, Chile

2009 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua Valley, ChileUpdate fra ugen, som bl.a. bød på et glas af denne Don Maximiano Founder’s Reserve … en af topvinene fra Viña Errazuriz, det store chilenske vinhus.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 4 serier, nemlig først Estate Reserva, som er husets basisvine, Reserva fra specialudvalgte marker og en videreudvikling af Estate Reserva-vinene, ofte med lidt længere/intens fadlagring. I denne serie finder vi bl.a. de populære Max Reserva vine.

Så laver huset og en serie med specialiteter, fx Single Vineyard, Wild Fermented, Organic og Late Harvest og i toppen deres ikonvine, nemlig vinene Viñedo Chadwick, La Cumbre Syrah, Sena, KAI Carmenere og så denne Don Maximiano Founder’s Reserve Cabernet Sauvignon.

Helt ren Cabernet Sauvignon er det nu imidlertid ikke, for vinen er i denne ågang 2009 lavet på 80% Cabernet Sauvignon, 10% Carmenere, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet i klassisk Bordeaux stil, dvs. med vinifikation, hvor druerne er helt adskilt fra den øvrige del af høsten under gæringen. Maceration på mellem 16 og 35 dage afhængig af den enkelte produktion. Derefter har vinen lagret 22 måneder på nye fade af fransk eg.

I næsen har vinen en dyb mørk frugt, solbær med vanilje, lakrids, kanel, lidt peber og efter lidt tid i glasset kommer der en lidt animalsk note, som er ganske herlig. I munden er der en meget lang i eftersmag, men selvom vinen er cremet, fed og fyldig, så er vinen meget frisk i frugten og samtidig også langt lettere i smagen end duften antyder. God balanceret syre og meget ren i frugten. Smager supergodt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 550 kr.

Rating 5/7  

2011 Catherine & Pierre Breton, Les Galichets, Loire, Frankrig

2011 Catherine & Pierre Breton, Les Galichets, Loire, FrankrigDen forrige vin … Spätburgunderen drak jeg sammen med Jan. Han havde også taget en flaske med, som vi lige skulle smage, nemlig denne Les Galichets fra vinhuset Donaine Breton eller Catherine & Pierre Breton, som det kaldes på alle flaskerne.

Vinhuset drives nemlig af vinbondeægteparret Catherine & Pierre Breton, som driver deres vingård lidt øst for Bourgueil i landsbyen Restigné i Loire. Pierre grundlagde vinhuset tilbage i 1985 og sammen har ægteparret siden etableringen købt yderligere jord, så deres produktion i dag omfatter vine fra appellationerne Bourgueil, Chinon og en smule Vouvray.

De laver deres vine med stor passion  udenom de gængse regler dikteret af teorifikserede ønologer. De arbejder efter økologiske og biodynamiske principper og ved spørgsmålet om svovl, ønsker de at minimere eller helt undgå tilsætning. Dermed får vinen lov til at udtrykke sit terroir og karakteriska fra hver årgang.

Parret har samlet 11 hektar vinmarker, og med meget forskellige jordtyper, bl.a. grus, kalksten, ler og skifer. Vinene er primært på Cabernet Franc og Voyvray vinene på Chenin Blanc. Det er Pierre, som er huset vinmager, men Cathrine står også selv bag en række af vinene, bl.a. La dilettant og Dabbler.

Denne Galichets hører til de hurtigere modnede vine i Bourgueil, fordi de 50 år gamle vinstokke gror på skråninger af flodaflejringer med sand, større småsten og dermed en lettere jord. Udbyttet er på 40 hektoliter pr. heltar og vinen er gæret på ståltanke med de naturlige gærceller og har således slet ikke set egetræ. Galichets er tappet ufiltreret.

I glasset er vinen meget let, lys og en smule grumset … så det ufiltrerede ses straks. I næsen er vinen ganske rustik … let animalsk, meget frisk … godt med frisk frugt, blomster, lakrids, anis, citronmelisse, mynte, kridt, mineraler og flintesten. Smagen er præget af den utrolige lethed, blødhed … virker meget rund, let med lyse søde kirsebær, bitterhed … meget lang eftersmag, sidder i munden i meget lang tid.

Noget lettere og mere feminin end mange andre Cabernet Franc vine fra Loire.

Købt hos GladVin, hvor prisen er 162 kr.

Rating 5/7 

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, Tyskland

2011 Weingut Horst Sauer, Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S, Franken, TysklandSpätburgunder på en tirsdag? Hvad fanden sker der i det houlbergske hus? Er manden vanvittig, dopet eller på speed? Rolig nu. Ingen af delene … og vinen er endda blot en rest fra i går. Ikke at det gør det bedre … så var det jo bare Spätburgunder på en mandag.

Men mens jeg har kigget væk, blogget og har travlt med livet generelt … så har kilometertælleren sgu rundt 50K … 50 af de store … 50 år … et halvt århundrede. Fuck. Eller sagt på en anden måde, så har jeres flittige vinblogger sgu da lige 50 års fødselsdag i dag. Hurra. Og hvis det ikke skal fejres med lidt Spätburgunder, hvad skal så? Og denne Spätburgunder er såmænd fra en vingut, som kalder sig Horst Sauer.

Weingut Horst Sauer bor på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive … Bocksbeutelstraße. Men denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S kommer imidlertid ikke i en bocksbeutel, men derimod en almindelig Bourgogne flaske.

Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra. Vingården ligger nedenfor Lump marken – én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker af netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jord af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene; “Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved “Winechallenge London” 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Denne Escherndorfer Fürstenberg Spätburgunder S er én af Horsts Erste Lage vine. Druerne kommer selvfølgelig fra marken Escherndorfer Fürstenberg, og er høstet manuelt. Vinen er lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset fin, teglfarvet transparent … måske ikke sådan voldsom lys, men klare indikationer af, at vi her har fat i den dejlige Spätburgunder. Duftmæssigt ikke umiddelbart den sædvandlige sødlige stald og våde hunde. Animalsk er næsen dog … bare mere dyb, grøn og krydret med kirsebær, lakrids, godt med røg, egetræ og masser af syre. Sådan mere anmassende … som Spätburgunder ofte er i Franken. Dér bliver vinene sjældent særligt søde.

Det går også igen i smagen, som modne kirsebær, rund, blød med fortsat med mineralitet og stram syre, som klæder de modne frugter og den friske frugt generelt. Med lidt luft i glasset vinder vinen yderligere, og bestemt en flot Spätburgunder fra Franken. Den kan vi sgu godt li’ her i det houlbergske hus. Og nu er flasken også tom.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 15,40€ … svarende til 115 kr.

Rating 5/7