Tag-arkiv: 4½

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, FrankrigSå er vi retur hos den unge unge Julien Albertus fra Domaine Kumpf et Meyer, som tidligere har fascineret og betaget mig med deres vine. Denne gang er det med vinen Muscat Westerberg.

Jeg skal ikke skrive en helt masse om vinhuse, men der blot henvise til tidligere indlæg på vinene Riesling Grand Cru Bruderthal og den lille Restons Nature Pétillant Naturel.

Muscat Westerberg er jo ren Muscat … ikke en drue, som ofte finder vej til min blog. Muscat er en lidt sart sort, der ikke kan gro i al slags vejr og klima. Syreindholdet er lavt og det gør, at den ofte bruges i mousserende vine samt dessertvine.

Her har vi dog en tør udgave, hvor druerne selvfølgelig kommer marken Westerberg, som dog ikke er en Grand Cru mark … men en almindelig 42 hektar stor mark mellem Rosheim og Rosenwiller.

På Westerberg er der primært plantet Sylvaner, Gewurztraminer, Riesling og Pinot Noir, men Kumpf et Meyer har altså lidt Muscat på deres parcel. Lavet ved, at vinen gærer helt ud … ingen tilsætningsstoffer og flasket inden filtrering.

Duftmæssigt er der lidt permanentvæske, muskatnødder, spidskommen, koriander, hyld samt en omgang rustik mødding … den skal jeg lige tænke over … men Muscat druen er egentlig meget karakteristisk.

Smagen er sådan lidt afdæmpet, nærmest svag i udtrykket med en lidt nøddet smag samt både lidt metallisk og grøn note. Syreindholdet er lavt, og dermed mangler jeg lidt nerve i vinen. Men ellers en dejlig vin … men slet ikke på niveau med husets Riesling Grand Cru Bruderthal. Måske er jeg blot ikke en Muscatmand.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, Tyskland

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, TysklandCollective Z hedder et lille vinbrug, som ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … sammen med den røde traktor på billedet ovenover.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint, for så kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte.

Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud. Denne Spektakel er lavet på ren Dornfelder, som jo faktisk er Tysklands næstmest plantede druesort. Vinen er gæret 7 måneder på stål og 2 måneder på gamle fade. Er blevet sikret med en knivspids svovl inden ufiltreret flaskning.

I næsen er det en frisk og ung vin … godt med jordbær, ja faktisk masser af jordbær og meget let i udtrykket. Slet ingen mørk og tanninrig Dornfelder, men en let, næsten tynd og legende sommervin. Har lidt landligt eller animalsk præg, rabarber, grønne noter, lavendel, timian og svag kanel.

Smagsmæssigt virkelig let … Martin fra Extra Brut siger selv bællevin, og det giver god mening. Let, syrlig med bolsjesødme og ganske easygoing. Lige til at holde af.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNu bevæger vi os fra Fiat til Lancia … fra de sekundære druer til Nebbiolo, druen som vel kan betegnes som kongen af de italienske druesorter … her med en Langhe Nebbiolo fra G.D. Vajra.

At det er en Langhe Nebbiolo betyder, at den kommer fra området/regionen Langhe … et område ved bjergene over Tanoro floden ved Alba.  Langhe dækker altså også over appellationerne Barolo og Barbaresco og blev en DOC appellation i 1990’erne, således man kunne klassificere den vin, som før blot var almindelig og simple Vino da Tavola.

Derudover er der ikke – som med Barolo og Barbaresco – krav om, at vinen skal ha’ ligget på eg og dermed er mange Langhe Nebbiolo’er også ofte alene vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke uden brug af det mindste eg.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole og Fossati. Vajras Langhe Nebbiolo er ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Duftmæssigt mærkes det også, at den syrlige skrue er strammet yderligere. Duften er lyse bær, granatæbler, ribs, stikkelsbær, grønne buske, violer, grafit, blomster, lidt eg og en smule krydderier. I munden er der også godt med syre, så trutmunden hurtigt findes frem … syren er ganske forførende, ung og jomfruelig. Det er ikke en vin, som appellerer til bredden … men hva’ gør det? En flot krydret og syrlig eftersmag holder godt ved.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, TysklandEfter mit indlæg om Weingut Louis Guntrum … eller helt præcis Louis Guntrum Weinkellerei GmbH, som det helt korrekt hedder … hvad er så mere passende end at drikke en vin fra huset? Det blev denne lille Blanc de Noirs Trocken, som hustruen min og jeg nød i aftes.

Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor saften blot er presset uden at saften ligger med skallerne. Dermed lever den jo også op til sit navn … en hvid vin fra sorte druer … Blanc de Noirs.

Druerne kommer fra forskellige marker i området og fermenteret med udvalgte gærtyper på rustfrie ståltanke ved 13 grader og opbevaring på stål inden flaskning. Den indeholder 4,6 gram restsukker på liter og har ganske bobler … nærmest perlende.

I næsen er vinen ganske aromatisk … både modne æbler, abrikos, tropiske frugter, hindbær, jordbær fanger jeg også. Har bestemt elementer efter Pinot Noir, men er derudover parfumeret, har lidt sødme, er lidt sødkrydret og har samtidig også en lidt tør samt småskør note … lidt som papkasser. Egentlig meget charmerende.

I munden er vinen let perlende … ikke meget, men lidt samtidig med en sød, fyldig og sødkrydret smag … syren ganske fin og smager egentligt ganske fint. Den blev sgu hurtig drukket.

Købt på vingården i en restkasse til 5,00€ … omkring 37 kr., men normalprisen ligger på 8,60€.

Rating 4,5/7  half_thumb

2008 Viñedos y Bodegas de la Marquesa, Valserrano Reserva, Rioja, Spanien

2008 Viñedos y Bodegas de la Marquesa, Valserrano Reserva, Rioja, SpanienI den lille by Villabuena de Álava i Rioja ligger vinhuset Viñedos y Bodegas de la Marquesa … i daglig tale kaldet Valserrano, og de står bag denne Valserrano Reserva.

Vingården er grundlagt i 1850’erne, da D. Francisco Javier Solano og Eulate Marquis de la Solana slog pjalterne sammen. De havde tidligere lavet lidt vin og fået ros for vinen af Monsieur Pineau fra Bordeaux, og netop inspireret af de flotte roser og vinene fra Médoc, så udvidede de derefter med køb af yderligere vinmarker, køb af egetræsfade og flaskning af deres vine, som de solgte under navnet  Marquis de la Solana.

 Og det medførte succes, og således begyndte de at modtage vigtige priser, bl.a. en sølvmedalje i 1898 på udstillingen i Logroño og guldmedalje ved verdensudstillingen i Barcelona i 1929.

I dag er det 4. generation, som driver vingården, nemlig oldebørnene Simon Juan Pablo og Milans del Bosch. Og 5. generation er også allerede involveret i driften,  idet Simon Juan Pablo børn Pablo, Jaime og María de Simón alle varetager forskellige ansvarsområder i familieforetagendet.

 Viñedos y Bodegas de la Marquesa har samlet 65 hektar vinmarker, som er tilplantet med druer som Tempranillo, Mazuelo, Garnacha, Graciano og Viura. De årlige produktion ligger på 306.000 liter rødvin og 30.000 liter hvidvin.

Denne Valserrani Reserva er lavet primært på Tempranillo og omkring 10% Graciano. Druerne høstes på familiens ældste og bedste vinmarker i Villabuena. Vinen lagres i minimum 24 måneder på en kombination af amerikanske og franske egefade, og yderligere 12 måneder på flaske inden den forlader kælderen.

I næsen er her røg, brændte elementer … sådan lidt sødbrændt note, søde frugter, solbær, violer, lidt salt, sød lakrids og med lidt luft i glasset kommer der også en duft af lidt indelukket stald rullende.

Smagen er lidt ovre i samme boldgade … voluminøs og fyldig med kafferistede aromaer, engelsk lakrids, en pebret syre og derudover en grøn og rustik side. Dejlig Rioja.

Forhandles af Lago Import, men de oplyser ikke prisen. I udlandet koster vinen omkring 12,30€ … svarende til omkring 92 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2013 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2013 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro er vel efterhånden nærmest husvin i byggesjakket … og 5 gange tidligere har vi ved vore byggemøder smagt vine fra det spanske hus. Dermed var dette så 6. gang, og det var i form af husets almindelige Crianza, som jeg sidst smagte i årgang 2009.

Hele byggesjakket er vilde med vinene fra det imponerende vinhus ved byen Quintanilla de Onésimo i Ribera del Duero, og det kan jeg bestemt godt forstå, for det er ofte flotte, kraftige og indbydende vine.

Jeg vil undlade at skrive en masse om huset … der kan I bare søge efter tidligere blogindlæg i søgefeltet. I stedet kaster vi os over denne herlige Crianza.

I denne årgang er vinen lavet på  100% Tempranillo, mens der i tidligere år nogle gange har været blandet lidt Cabernet Sauvignon og Merlot i. Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen.

Vinen gærer i ståltanke, og lagrer derefter i 14 måneder på amerikanske og franske egefade. I Ribera del Duero betyder Crianza, at vinen skal være lagret minimum 1 år, heraf 6 måneder på eg … og det opfylder denne således uden problemer.

Vinmager er Adolfo González og han har i 2013 lavet ikke mindre end 495.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt masser af blommer, dyb mørk frugt, lakrids, chokolade, marmeladeagtig sødme samt lidt kanel.  Smagsmæssigt flot med god frugt, solbær, blommer og generelt en fyldig og sødlig vin … men fortsat med en god balance … måske med en tendens til at blive en kende vandet i udtrykket.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  half_thumb

2012 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USA

2012 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USASå er vi atter tilbage hos den den amerikanske filminstruktør og rigmand Francis Ford Coppola, som faktisk står bag en række lækre vine … og det gælder også denne Director’s Cut Zinfandel, som er knap så voluminøs og sød, som mange amerikanske Zins … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Francis Ford Coppola startede egentlig med at lave vine på sin fabelagtige ejendom Rubicon Estate. Men så besluttede han i 2006 – på bedste amerikanske vis – at vinforretningen skulle være større og at der skulle bygges nyt vineri i Sonoma County.

Og i USA gør man jo intet småt … specielt ikke, når man nu er vandt til at begå sig på det store lærred.  Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside. Der er også blevet plads til et mindre amphiteater hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik.

Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film.

Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Men vinene fejler imidlertid ikke noget, og det er denne Director’s Cut Zinfandel et godt eksempel på.

Etiketten har naturligvis reference til filmindustrien … viser i øvrigt en duplikat af en original filmrulle, som blev brugt af en Zoetrope … verdens første filmfremviser. Zoetrope maskinen blev opfundet i det 19. århundrede, men navnet stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på sådan effekter.

Og mange af Francis’ vine har referencer til filmindustrien, således er der lavet serier med navne som Director, Directors Great Movies og denne Directors Cut.

I denne serie findes der 6 vine på Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, denne på Zinfandel samt vinen Cinema, som er et blend på Zinfandel, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petite Sirah.

Director’s Cut Zinfandel er ikke ren Zinfandel, idet vinen er lavet på 84% Zinfandel, 14% Petite Sirah og 2% Syrah. Druerne kommer fra Dry Creek, hvor mikroklimaet giver druer med høj intensitet og nerve.  Vinen har lagret 12 måneder på amerikanske og franske fade, heraf 25% nye fade og 75% brugte fade … brugt en eller to gange tidligere.

Næsen er ikke så voldsom … en vis lethed, men dog med power og fylde. Der er engelsk lakrids, en smule Maggi terning, kirsebær, brombær, lidt mælkechokolade, våde egefade, tobak og lidt sødme.

I munden er der saft og kraft med mørkere bær end i næsen … lidt brombær og solbær, sødme, fedme … forholdsvis kort i eftersmagen, men fint med frugt og heldigvis hverken overfed, overkogt eller oversød.

Prisen på vinen er 199 kr. hos Otto Suenson.

Rating 4,5/7 

2014 Herdade do Rocim, Mariana Branca, Alentejo, Portugal

2014 Herdade do Rocim, Mariana Branca, Alentejo, PortugalDruerne gættede vi heller ikke på næste vin … denne Mariana Branca fra vinhuset Herdade do Rocim. Vi er nemlig tilbage i Portugal og vinen er lavet på de lokale druer Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Herdade do Rocim er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Mariana lavet i både en rød, en rosé og en hvid udgave … denne Branca, hvide udgave altså lavet på 60% Antão Vaz, 30% Arinto og 10% Alvarinho.

Druerne kommer fra marker nær vineriet, hvorfra man kan se til tårnet på Castelo de Beja, hvor den berømte nonne Mariana Alcoforado sad afsondret og skrev breve til sin elskede, den tapre franske soldat Marquis af Chamilly, der var i Portugal med sine tropper ved udgangen af krigen i det 17. århundrede.

Soldaten endte dog med, at vende til sit hjemland, hvor han blev gift og forfremmet, mens Mariana levede afsondret i klosteret indtil en alder af 83. Imidlertid blev kærlighedsbrevene skrevet af Mariana til sin elsker Chamilly udgivet i Frankrig i 1669 og dermed en vigtig del af den litterære historie i Portugal. Derfor en vinen også opkaldt efter den  elskovssyge nonne.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt hyld, fersken … en smuk og blid animalsk note, ferskensten, lidt indelukket kælder, men på en fed måde samt støvede og grønne noter. Ganske indbydende. I smagen er der en god renhed, nærmest med stål og sten … mineralsk og okay friskhed … måske med en tendens til at blive en smule vandet. Syren er fin afbalanceret.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 89 kr. ved køb af 1 flaske og 49 kr. ved køb af 6 flasker, men den hvide ser ud til at være udsolgt i øjeblikket.

Vinanmeldelse 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2015 Mollydooker, The Violinist Verdelho, McLaren Vale, Australien

2015 Mollydooker, The Violinist Verdelho, McLaren Vale, AustralienByggemødet startede med denne hvidvin, hvor mit bud gik på lidt spansk Verdejo … men det var sgu fra australske Mollydooker. Vi troede dog, at jeg havde druen korrekt … men Verdelho er imidlertid ikke samme drue som Verdejo. Dermed røg Houlberg sgu lige et point ned.

Verdelho er derimod samme drue som den spanske Gouveio, som særlig findes i det nordlige Portugal. Derudover findes den i begrænset omfang i Spanien, hvor den er kendt som Verdello, men dyrkes derudover i både Argentina og Australien. Nå, så blev vi da så kloge og det er også første gang, at vi møder druesorten her på bloggen.

Nå, men Mollydooker er vi jo stødt på tidligere … vinhuset er grundlagt af Sarah og Sparky Marquis i 2005. Mollydooker betyder venstrehåndet på australsk … og både Sarah og Sparky er begge venstrehåndede.

Sarah og Sparky har om nogen været med til at forme produktionen af højkvalitetsvin i Australien. Sarah er datter af Jim og Hellen Watts, der grundlagde Fox Creek Wines i McLaren Vale.

Efter endt vinuddannelse fik Sarah og hendes mand Sparky i 1994 ansvaret for produktionen af vin hos Fox Creek. Efter 4 succesfulde år hos Fox Creek forlod parret i 1998 Fox Creek for at stå i spidsen for vinproduktionen hos Henry’s Drive, Shirvington og Parson’s Flat, hvorunder flere af deres vine opnåede både national og international berømmelse, og høje Parker scores.

I 2001 dannede parret i samarbejde med den amerikanske importør, Dan Philips, branded Marquis Philips, der satte nye standarder for kvalitet/pris forholdet for australsk vin.

I 2005 fik parret langt om længe foden under eget bord og følger deres filosofi om at lave Wines that make you go Wow!

Druerne til Mollydooker vinene kommer fra McLaren Vale, Langhorne Creek og Padthaway i South Australia. Sarah og Sparky’s debutvine fra årgang 2005 har fra dag ét betaget vinpressen i både Australien og USA, med flotte bedømmelser fra bl.a. Wine Spectator, Robert Parkers Wine Advocate og Cork’d ved Gary Vaynerchuck.

Det har også betydet, at priserne også er steget løbende. I dag koster deres topvin The Velvet Glove således hele 1.299 kr. hos den danske importør.

Denne The Violinist Verdelho er imidlertid fra vinhuset anden ende af skalaen, og som nævnt lavet på druen Verdelho … og ikke Verdejo. Druerne til vinen kommer fra marken Gemtree Vineyard i McLaren Vale. 2/3-dele af druerne er fermenteret på ståltanke, men den sidste 1/3-del er lagret på nye egefade, 67% amerikanske og 33% franske. Den trækker en monstrøs alkoholprocent på 15,5%. Heftigt for en hvidvin, men det er helt normalt hos Mollydooker.

Duftmæssigt er der god dybde i næsen med melon, pærer, friske blomster, appelsiner og lemon, honning, vanilje, sødme, fad … virker til at ha’ lidt fedme og fedt over sig.

I munden er det en blid og cremet vin. Ordentlig mundfuld med sødme, fylde og en let- og sødkrydret syre. Ganske okay vin med let bitterhed i eftersmagen. Den høje alkohol mærkes egentlig ikke.

Forhandles hos Atomwine, pris 169 kr.

Rating 4.5/7  half_thumb

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal Portugal har i dag 55 vinregioner, hvoraf de 19 har status som Denominação de Origem Controlada. Dão er et af de gamle områder og havde på et tidspunkt ikke det bedste ry herhjemme og det er en skam, for der laves spændende og rustikke vine i Dão og det er denne 10 år gamle rødvin fra Terras de Tavares et godt eksempel på.

Vinhuset Terras de Tavares drives fra vingården Quinta da Boavista, som ejes af João Tavares de Pina. Vingården ligger i Penalva do Castelo i Beira Alta regionen under den gamle DOC Dão appellation. Ejendommen har været i familiens eje gennem generationer og de 7 hektar vinmarker ligger i 450 meters højde med en undergrund bestående af skifer, granit og den typiske regionale lerholdig jord.

Udover vinproduktionen opdrætter familien også de berømte Lusitano springheste og driver samtidig lidt agriturismo med udlejning af 8 værelser på den gamle gård.

João går sine egne veje når han skal producere. Der bliver ikke gået på kompromis eller taget lette løsninger, når han målbevidst går efter at lave nogle af Dãos bedste vine.

Han er uddannet ønolog fra universet i Bordeaux og har derudover studeret på Villa Real, hvor han igennem et 3-årigt projekt forskede i udvikling af gær fra Vinho Verde druen med henblik på kommerciel salg i hele verdenen.

Det betyder også, at Joãos vine skiller sig ud fra mange andre Dão vine … bl.a. stor brug af druen Jaen og dernæst ved en virkelig lang lagring af vinene … langt længere end typisk i appellationen.

Druen Jaen menes at være en klon af den spanske drue Mencia, som igen menes at være beslægtet med den franske Cabernet Franc, João bruger druen … ofte sammen med den mere udbredte Turiga Nacional og mener, at Jaen er med til at give vinene mere kompleksitet og elegance.

Derudover frigiver João først sine vine, når de er modnet på fade og i flaskerne. Det betyder, at hans vine starter med 24-36 måneder på Barrique, hvorefter vinene flaskes og lagres 3-7 år i kælderen før de frigives.

Det giver forbrugeren den unikke mulighed at smage en vin, der har været igennem en naturlig udvikling. Det er – udover sjældent – selvfølgelig en voldsom fordyrende proces at frigive signe vine så sent, men som sagt; João går ikke på kompromis … sådan skal Dão vine smage, siger han.

Denne Vinho Tinto er hans introvin blandt de sent frigivne vine. Den er lavet på 50% Jaen og 50% Touriga Nacional. Vinen er lageret i 36 måneder på barrique før den flaskelagres i minimum 5 år før frigivelse.

Og hold da op for en næse … syrlig og animalsk med mentol, mørke bær, nærmest gærede bær, stærk lakrids, stor tørhed, eg … virkelig moden næse. Den dufter virkelig godt. Smagen er også meget moden i udtrykket, virkelig blød og cremet med røde bær og nærmest blommer. Den virker faktisk ikke overdone, selvom det til sidst bliver lidt fluffy, men den er samtidig nem at drikke og smager rigtig, rigtig godt. 4½ fede fingre op og endda tæt på de 5.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 199 kr. for en flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7