Tag-arkiv: 4½

2013 Weingut F.J. Eiffel, Trittenheimer Apotheke Riesling Su Wie Frieja, Mosel, Tyskland

Fra det danske sommerland lige lidt dugkold Riesling, nemlig denne økologiske Trittenheimer Apotheke Riesling Su wie frieja fra vinhuset Weingut F.J. Eifel, hvor F.J. står for Franz-Josef.

Det er netop Franz-Josef, der som 4. generation siden 1985 driver det lille  vinhus, der ligger midt i byen Trittenheim stik syd for Piesport i et af Mosel flodens talrige 180 grader sving. Sammen med moderen, hustruen og et par børn driver de tre generationer vinhuset samt et lille gästehaus.

Samlet har Franz-Josef 5 hektar vinmarker med marken Trittenheimer Apotheke, som husets centrale mark, som giver basis for en årsproduktion på 30.000 flasker vin.

Trittenheimer Apotheke er en af de større, kendte vinmarker i området og en lang række vinproducenter har parceller på marken, bl.a. en del i Eifel familien, herunder Weingut Clüsserath-Eifel, Weingut Bernhard Eifel, Weingut Eifel-Pfeiffer og Weingut Loersch-Eifel, mens også mere kendte producenter som Weingut Grans-Fassian har parceller på marken.

Her har vi fat i en af husets vine fra Trittenheimer Apotheke, nemlig en tør af slagsen og med navnet “Su wie frieja”, gammelt dialekt for “so wie früher”, altså “som før”, da vinen er lavet helt økologisk og uden brug af tilsætningsstoffer … altså som i gamle dage.

Næsen er også frisk som en kølig sommerbrise, virkelig levende, selvom den ikke byder på petroleum. Duften er dog ganske sart og delikat og bestemt Riesling i næseborene, dog med et fint bundtræk, intensitet og tæthed. Det er gule frugter, ananas, citrus og alle meget afdæmpede.

Fornemmer man lidt mineralitet med sten i glasset? Jeres flittige vinblogger keder sig vist bare i sommerlandet.

I munden fornemmes der en vis sødme, og vinen siger da også hele 14,2 gram restsukker pr. liter, men det mærkes ingenlunde, da der også er godt med pågående syre … lidt en kraftig syre. Midt i syren er det også lidt fedme, svage krydderier, lidt sten og slutter med et grønt bid.

Købt hos EP Vin, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 4,5/7  

2015 Domaine des Marnes Blanches, Savagnin Les Molates, Jura, Frankrig

Jeg skrev forleden om vinen Chardonnay Les Molates fra det kække vinhus Domaine des Marnes Blanches … hvad er så mere naturligt end også at smage deres Savagnin Les Molates?

Det giver god mening … samme mark, samme produktionsmetode på rustfrie ståltanke og lagret 11 måneder på egefade med fadede toppes løbende op. Høstet med lidt større udbytte, nemlig 25 hektoliter pr. hektar og dermed også ganske lavt og derudover er vinen flasket uden tilsætningsstoffer og alene sikring ved en lille knivspids svovl. Eneste forskel er således druesorten.

Og druen er Savagnin, som mest  findes i Jura … en grøn drue, der mest er kendt for druen bag den kendte Vine Jaune. Men med Ouillé metoden bliver det rene vine, som fortæller mere om druen og terroiret i Jura.

Det menes, at druen kommer fra Tyrol, helt præcist fra området omkring Tramin og er kendes bl.a. også undet navnet Traminer og er således også i familie med Gewurztraminer.  Den har mange andre navne, bl.a. Paien og Heida.

De fleste kendere siger, at en vin som denne … ren, tør Savagnin bør luftet omkring 15 minutter inden servering. Og det lytter vi så efter … eller hva’?

Næsen er meget speciel … landlig, saltet, gæret og har god sødme, våde papkasser, overmodne pærer, tørrede abrikoser, svag nøddet islæt og en gammel karklud. I munden er der god friskhed, spændstighed og syre, hvilket sidst i smagsspektret afløses af fedme. En chamerende vin, som både har karakter, lidt kant og alligevel appellerer bredt.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4,5/7

2012 Cambria Estate Winery, Julia’s Vineyard Pinot Noir, Californien, USA

Der er mange meninger om, hvad forkortelsen PN står for. Nogle mener peanut, part number, public nudity, practical nurse, product name og meget andet. Men os som ved … vi er klogere og ved, at det står for Pinot Noir. Og det er netop sådan en, som vi nu har i glasset, nemlig vinen Julia’s Vineyard Pinot Noir fra Cambria Estate Winery.

Vi er selvfølgelig i Guds store land, helt præcist 15-20 kilometer sydøst for Santa Maria by og vel omkring 30-40 kilometer nord for danskerbyen Solvang i det solrige Californien. Så det er amerikansk PN i glasset.

Vinhuset Cambria Estate Winery er en del af et stort vinimperium, nemlig Jackson Family Wines, der – sidst jeg skrev om vinhuset – ejede 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han sammen med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen sværere.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt “50 Wines You Can Always Trust” og nydes den dag i dag bl.a. af Barack Obama.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium.

Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

Og det er netop Barbera, som sammen med døtrene Katie og Julia står i spidsen for dette vinhus Cambria Estate Winery, som dermed er et af de mange huse, som er under koncernen vinger.  Det var faktisk Barbera, som stod bag opkøbet af vingården i 1986.

Vingården var oprindelig en del af Tepusquet Vineyard og vinstokkene på de tilhørende marker er plantet helt tilbage i starten af 1970’erne. Samlet har vingården ikke mindre end omkring 650 hektar, så det er med andre ord en stor historie og big business.

Den tre kvinder laver selvfølgelig ikke selv vinene, men det er lagt i hænderne på vinmageren Denise Shurtleff. Hun stammer selv fra området omkring Santa Maria og har stået for produktionen siden 1999.

Denne Pinot Noir er en enmarksvin, hvor druerne kommer fra en mark, der jo selvfølgelig er opkaldt efter en af Barberas døtre. Det er en kæmpe mark og har 8 forskellige Pinot Noir kloner, som alle er plantet i 1991. Jeg ved ikke, hvor stor selve marken er, men på vingårdens kort fylder den det meste af deres vinmarker.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og lagret 7 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 20% er nye. Ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er det klar PN … men også lidt til den kraftige side, hvilket farven i glasset også indikerer. Derudover er der grannåle, eg, eukalyptus og peber, mens frugten er mørke bær med et halvt knust enebær. Der er også nogle urter samt nelliker og kanel, hvilket giver en duft af lidt jul med i billedet.

I munden er det også Pino med power, godt med peber og måske endda også lidt alkohol. Der er masser af kirsebærsmag, tørhed og kraftige tanniner, som kradser lidt i munden, og derudover god, lang og lidt brændende eftersmag.

I starten er vinen meget voldsom, men efter lidt tid i glasset, så vinder den lidt og bliver lidt mildere i udtrykket. Den må dog ikke blive for varm, men server den køligt, for det klæder vinen og gør det hele mere rundt og elegant.

Det bliver sjovt nok aldrig en vin, som man sidder og nyder i lang tid, men er – på en eller anden måde – en drik-her-og-nu vin. Der har vinen sin stærkeste side.

Fået min flaske i gave, men forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2011’eren af Azienda Agricola Bocales Sagrantino di Montefalco var næste vin i glasset. Vi bevægede os hurtigt frem og jeg havde travlt med at få alle smagsnoterne skrevet ned.

Heldigvis snakkede den godmodige Ennio Valentini godt og fortalte om familien samt vinhuset. Så fik jeg tiltrængte pusterum mellem de enkelte glas,

2011’eren er i næsen lidt mere moden end 2012’eren, og den er heller ikke så parfumeret. Der er blæk, tyk tæthed, power, læder, blommer, brombær, tørhed, jord og krydrede elementer.

Tanninerne er nu også mere integrerede og der er fortsat godt med frugt, jern og italiensk syre. Smagen er moden med blommer, mørk og blød.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Så gik vi over til 3 x Montefalco Sagrantino DOCG vine i streg fra Azienda Agricola Bocale di Valentini og den første blev denne årgang 2012.

Druerne til husets topvin høstet ved håndkraft i den første uge i oktober. Vinen laves med maceration i 25 dage og fermentering i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagrer på egefade i 18 måneder. Ingen klarering, stabilisering eller filtrering og efter flaskning lagrer vinen yderligere en periode, således appellationens regler om samlet lagring i 37 måneder overholdes.

Duftmæssigt er her godt med landlig power og er samtidig godt parfumeret med sæbe, mentol og eukalyptus. Det er tørt med mørke bær, solbær, brombær, blommer samt ribs, vanilje, læder, peber og en smule krydderier.

I munden er vinen blød og mørk. Tanninerne er – som altid med ung Sagrantino – som en jernhård næve i mellemgulvet, men vinen bliver ikke overtør og utilgængelig. En ganske okay Sagrantino, der stadig er for ung … en teenager.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Sidste Montefalco Rosso hos Bocale blev årgang 2013, som i mine øjne også var langt den bedste af de tre årgange.

Selvom 2013 måske ikke var det bedste år i området, så afslører denne Rosso en mere givende og animalsk side end de to foregående vine. I næsen er det kirsebær, som dominerer frugten. Derudover er der let sødme, violer, lidt læder, blomster, vanilje, peber samt klare, syrlige balsamiske noter. Dufter samtidig ganske frisk, ung og skarp, men på en virkelig god måde.

I munden er vinen federe, mere blød og rund end duften egentlig indikerer. Vinen er – med en blidt syre – egentlig ganske tilgængelig og lidt sødme, fylde og tæt kraft bidrager til, at vinen virkelig er saftig, præcis og easygoing.

Vinen forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 105 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Bocale, Trebbiano Spoletino Umbria IGT, Umbrien, Italien

Denne Trebbiano Spoletino Umbria IGT er en ny vin hos Bocale … husets første hvidvin og første vin i det lille, hurtige smageprogram.

Det blev en stående smagning ved et glasbord midt i husets lille smagelokale. Det passede de andre vinjournalister fint, selvom jeg gerne havde brugt mere tid på stedet.

Nå, men vinen er lavet i 4.800 eksemplarer, lavet på rustfrie ståltanke og lagret på disse i 6 måneder. Ellers har jeg ingen yderligere oplysninger om vinen eller produktionen.

Næsen er både æbler, fersken, lidt citrus og jeg får igen disse Riesling noter, som jeg tidligere har oplevet med Spoletino druen. Denne vin virker derudover til at ha’ god fylde og er lidt fed samt smøret i duften.

I munden bekræftes fedmen, for vinen er meget blød, cremet og rund med en pæn portion sødme. Den mangler måske noget af det skarpe og præcise, som jeg fandt hos både Le Cimate og specielt Perticaia. Men ellers en lækker vin.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 99 kr.

Rating 4,5/7 

2016 Tenuta di Corte Giacobbe, Soave, Veneto, Italien

På Vindanmark Vin & Tapasbar valgte vi lidt kold hvidvin – og da de ikke havde førstevalget Vigneto Runcata fra Tenuta di Corte Giacobbe på køl, så valgte vi lillesøsteren … en almindelig Soave DOC.

Tenuta di Corte Giacobbe er én af de 3 vingårde, som ejes af Dal Cero familien. De øvrige er Dal Cero i Valpolicella samt Tenuta Montecchiesi i Toscana.

Vinhuset er reelt grundlagt tilbage i 1934 af Augusto Dal Cero, som købte et unikt – men goldt – stykke land i kommunen Roncà, der er domineret af de to uddøde vulkaner Crocetta og Calvarina på grænsen mellem Verona og Vicenza.

Jorden er rig på basalt samt grå og sort tuf, men krævede meget arbejde. Men Augusto var ikke bange for hårdt arbejde og startede med at anlægge vinmarker i terrasser på vulkanernes skråninger.

Imidlertid stod arbejdet stille under 2. verdenskrig, hvor Augusto blev indkaldt og tilbragte krigsårene som soldat i Afrikas sand. Han returnerede efter krigen til vingården i sørgelig forfatning, men optog uden ophold arbejdet med at få vingården på fode igen.

Efter Augustos død fortsatte sønnerne Dario og Giuseppe Dal Cero driften, og det var også dem, der i 1980 stod bag udvidelsen med købet af vingården Tenuta Montecchiesi i Toscana.

I dag er det 3. generation, som driver vingården, nemlig Alberto, Davide, Nico og Francesca Dal Cero, og det er dem, som har stået for seneste udvidelse, nemlig købet af Tenuta di Corte Giacobbe ganske tæt på familiens oprindelige vingård.

Dermed har familien samlet omkring 15 hektar vinmarker ved Roncà og den bedste mark er klart Runcata, som ligger på en højderyg mellem de to gamle vulkaner og dermed en vulkansk undergrund med hærdet lava, tephra, pimpsten og vulkansk aske, hvilket giver en speciel mineralitet og duft til vinen.

Derfor var det selvfølgelig lidt ærgerligt, at Vindanmark Vin & Tapasbar ikke havde Vigneto Runcata på køl. Nå, men den må vi smage en anden gang.

Vinene fremstilles bæredygtigt efter økologisk principper, så naturligt som muligt og uden brug af nogen form for kemikalier. De er ikke certificerede, men husets filosofi er at holde naturen i balance og beskytte organismerne i jorden for at opnå sunde og stærke druer, som giver bedre vin.

Denne Soave er selvfølgelig på 100% Garganega og lavet med en premaceration … en såkaldt cryomaceration, hvor druerne kvases og ligger koldt ved 5 grader i 24 timer inden temperaturen hæves til 16 grader og gæringen starter. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og har lagret i disse 3 måneder sur lie inden flaskning og yderligere lagring i 45 dage.

Vi snuser en gang ind …. arghhh hyld, melon, kamillete, kridt og sten, herlig mineralsk side samt lidt urter, rosmarin, kørvel og sammenlagt et fint og lidt vådt indtryk. I munden er vinen frisk med fin syrlighed, en vis grape bitterhed og melon, citrus samt igen stringent mineralitet.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr. På vinbaren kostede vinen vistnok  omkring 180 kr., hvilket er virkelig fornuftigt.

Rating 4,5/7 

2012 Domaine des Marnes Blanches, Empreinte Savagnin, Jura, Frankrig

Jura er hip og med på den økologiske/biodynamiske bølge, som de seneste år har ramt både de nye, moderne restauranter samt os forbrugere, som er træt af de gamle travere, gerne vil prøve noget nyt og selvfølgelig også flashe, at vi er med på moden.

Opblomstringen af det kun 1.100 hektar lille vinområde mellem Bourgogne og Schweiz skyldes bl.a. et væld af nye unge og stræbende vinbønder, som laver økologiske, biodynamiske og naturlige vine. Og én af disse er det unge ægtepar Géraud og Pauline Fromont, som driver Domaine des Marnes Blanches og derfra kommer denne 2012 Empreinte Savagnin.

Vinhuset ligger ved den lille by Sainte-Agnés og blev grundlagt tilbage i 2016 af Géraud og Pauline. De stammer begge fra Franche-Comté lidt længere mod syd, hvor deres respektive forældre drev lidt landbrug inkl. et par hektar vinmarker.

De forfulgte imidlertid begge en drøm om at lave egne vine og mødte  hinanden under deres studier til ønologer i Dijon. Og der var ingen tvivl om, at de skulle slå sig ned i Jura … hvilket således blev ved Sainte-Agnés, lige knap 2 kilometer fra andre nye, progressive producenter som Peggy & Jean Pascal Buronfosse samt den skøre og energiske Julien Labet, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Géraud og Pauline Fromont har samlet 10 hektar vinmarker med vinstokke, der er op til 100 år gamle. Marker ligger spredt omkring 3 byer i den sydlige del af Côtes du Jura appellationen, nemlig omkring Cesancey, Vincelles og Sainte-Agnés.

Marken ved Cesancey var deres første køb og har en undergrund rig på hvid mergel. Mergel hedder på fransk Marne og derfor blev husets navn også Domaine des Marnes Blanches … huset med den hvide mergel.

Husets øvrige marker har dog ganske forskellig jord, bl.a. rød mergel, kalk og kalksten med fossile rester. Alle parceller drives certificeret økologisk og vinificeres separat på samme måde som hos nabo regionen Bourgogne.

Parret dyrker primært druerne de hvide Savagnin og Chardonnay samt de røde Trousseau, Pinot Noir og Poulsard. Specielt Trousseau har Géraud Fromont store forventninger til. Han har endda ryddet en ældre 2 hektar stor mark og tilplantet den med Trousseau, som han mener passer perfekt til den mergelholdige jord.

Fromont har opdelt deres vineri i to vinkældre … én dedikeret til deres Blanc Ouillé, hvor fadene toppes op, som man gør i Bourgogne, og den anden del til de mere traditionelle Sous Voile vine, som Jura er kendt og berygtet for.

Førstnævnte er et nyere anlæg, som fyldt med rustfrie ståltanke og neutral fade af forskellige størrelser. Her sigter man efter elegance, mineraler og energi.

Sidstnævnte er en 200 år gammel vingård, som de har omdannet til et tre etagers vineri. Det er i øvrigt også i den bygning, at man finder husets smagerum.

I de gamle bygning er der vinduer i hver ende af huset, hvorved der tillades varm luft at passere  gennem hvert niveau om sommeren. Og de forskellige niveauer af fugtighed på hver etage gør, at der skabes optimale betingelser for den naturlige gæring.

Sous Voile betyder “under slør” … altså at vinen ligger under et slør af gær. Vinene laves uden at fadene toppes op, hvilket giver mere fordampning og dermed oxydering – hvorved der kommer et slør af gær på overfladen – hvilket giver mulighed for udvikling af aromaerne af nødder, karry og sherry.

Udover disse to slags vine, så laver Géraud og klassisk Crémant, en sjov PetNat og den magiske Vin Jaune.

Géraud og Pauline Fromont kalder deres Sous Voile vine for Empreinte, hvilket jo meget passende betyder fodaftryk … fodaftryk af et terroir, aftryk af en knowhow og fodaftryk af typisk Jura.

Der laves to Empreinte vine, en Tradition – lavet på 60% Savagnin og 40% Chardonnay – samt denne Empreinte Savagnin på ren 100% Savagnin.

Druerne er høstet med meget lille udbytte, alene 25 hektoliter pr. hektar fra 60 år gamle vinstokke. Den er lavet – som bekrevet ovenfor – helt Jura klassisk med lagring i 4 år uden at blive toppet op og uden indblanding af nogen slags. Masser af slør … masser af oxydering … næsten på vej til en Vin Jaune. Vinen sikres alene med en lille knivspids svovl.

Og det er – som altid med Jura – vin, som deler vandene. Mange står helt af, når de dufter og smager klassiske Jura vine, som både har sherry og oxyderede noter. Min frue var en af dem og sagde direkte, at den smagte forfærdelig.

Det gør den ikke og selvom jeg heller ikke har en stor forkærlighed for oxyderede vine, så rummer vinen faktisk rigtigt mange herlige og klassiske Jura elementer … og til et stykke stærk ost vil den være fantastisk aka et match made in heaven.

Næsen byder på tonsvis af valnødder, en sjat benzin, honning, gær, svage oxyderede noter, fedme, mug, sherry, timian, salt og en smule karry. Jo, den er god nok. Det dufter faktisk herligt.

Smagsmæssigt er det klart sherry med et citrus-tvist, salt, nødder. Syren er sådan lidt medium … ikke bidende og der er en vis elegance, luftighed og afdæmpethed over vinen, hvilket klæder den. Den bliver bedre og bedre med lidt luft i glasset.

Har du ikke tidligere smagt Jura vine, så skal du altså iklæde dig en vis portion tålmodighed og samtidig sænke dine parader, men så bliver du altså også belønnet. Det er fransk Film Noir … uforståeligt for nogle og genialt for andre.

Nogle vil dermed sige, at 4½ fede tommelfingre er alt for lidt, mens andre hårdnakket vil påstå, at det er alt for meget. Jeg er heldigvis ligeglad teflonbelagt og elsker vinen … men med en vis portion tålmodig indforståethed.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 210 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Ramey Wine Cellars, Chardonnay Russian River Valley, Californien, USA

Denne Chardonnay Russian River Valley fra det californiske vinhus Ramey Wine Cellars er en ret imponerende vin at servere til middag for knap 6.000 mennesker.

Og da underholdningen for aftenen samtidig bestod af både Rytteriet, Rasmus Seebach, Peter AG, Alphaville, Infernal, Carpark North, Lucas Graham, Shaka Loveless og Medina, så var der vel lagt op til lidt af en fest. Og det blev sgu også lidt af en fest. Men jeres flittige vinblogger fik selvfølgelig lavet et par smagsnoter på vinene midt i alt festivitassen.

Lad os dog forinden lige kigge nærmere på Ramey Wine Cellars, der ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien.

Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla. David havde gennem to årtier arbejdet for en lang række kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.

Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på rejsen blev Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.

Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog David posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.

Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af. Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.

Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnayvine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.

Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.

Og det er typisk amerikansk Chardonnay … fed, faglagret med masser – og jeg siger masser – af vanilje i næsen. Derudover aromatisk med blomster, pærer, sødme, eg og lidt appelsin. I munden fed, cremet med sødme, vanilje. En ordentlig mundfuld, men smager sgu da bare godt.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen er 285 kr.

Rating 4,5/7