2009 Pelissero, Langhe Long Now, Piemonte, Italien

Så er det sgu lige fifty/fifty … halv Barbera og halv Nebbiolo i denne Langhe Long Now fra vinhuset Pelissero Azienda Agricola Vitivinicola.

Vinhuset Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn.

Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården. Det er ham, så I kan se på billedet ovenover.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Langhe Long Now, altså lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo, hvor druerne kommer fra marken Cascina Tolino mellem Treiso og Neviglie. Vinstokkene er plantet mellem 1950 og 2001 og denne vin er første gang lavet i år 2000.

Vinen er lavet med maceration på 10-12 dage for Nebbiolo druerne og 25 dage for Barbera druerne i rustfrie ståltanke og derefter er vinen blendet og lagret 15-18 måneder på barriques inden flaskningen. Derefter lagrer vinen yderligere 10-12 måneder,

Duftmæssigt først nogle egenoter, dyb fad … godt brændt fad, dyb engelsk lakrids, moden frugt, solbær, kirsebær, blommer, vanilje og tobak. Smagen er mørk og krydret, igen med masser af mørk frugt og så alligevel en klar syre, som går igen i hele smagsspektret. Den er virkelig svær at placere denne vin. Fyldig, syrlig, kantet.

Forhandles hos SuperVin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2013 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro hedder vinhuset, som ejes og drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Og derfra kommer denne Beyra Superiore.

Rui etablerede vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere. Samtidig startede han imidlertid også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, købt Quinta da Pedra Escrita fra familien og opstartet projektet Beyra – Vinhos de Altitud, hvorfra denne vin altså kommer.

Derudover arbejder den flittige vinmager også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a. Adega Cooperativa de Vila Real, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Quinta dos Castelares.

Beyra – Vinhos de Altitud er et projekt, hvor Rui Roboredo Madeira arbejder sammen med det lille vinhus i Vermiosa, hvor han egentlig startede sin vinøse karriere. Om han har købt vinhuset eller blot laver vinene for huset kan jeg ikke umiddelbart se.

Det startede i 2011 med et ønske om at lave vine med nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke. Og som navnet indikerer, så ligger markerne pænt højt, nemlig i omkring 700 meters højde.

Denne Beyra Superiore er det, som hedder et fieldblend … altså lavet fra marker, hvor der vokser forskellige vinstokke. Samtidig kommer druerne også fra forskellige marker, men Rui anslår, at blendet består af omkring 70% Tinta Roriz – som vi jo kender som Tempranillo – 20% Jaen, også kaldt Mencia, 7% Touriga Nacional samt 3% Rufete.

Alle druerne er vinificeret sammen … i en pærevælling. Druerne afstilkes og vinen laves med en forholdsvis kort maceration på 7 dage ved 22-26 grader og derefter lagrer vinen 12 måneder på 1/3-del franske fade og 2/3-dele nye amerikanske egefade. Vinen er lavet under DOC’en, som hedder Beira Interior.

Og halløj der er smæk på drengen … det er solbær, mint, marmelade, natron, vanilje, kanel, lakrids, eg, sødbrændte fade, ja faktisk godt med sødme i næsen.

I munden er vinen kraftfuld, fyldig og blød med masser af solbær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men frugten er egentlig meget god. Fader dog en smule ud efter lidt tid i glasset, men ellers lidt af en blockbuster.

Forhandles af SuperVin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Louis Jadot, Nuits-Saint-Georges, Bourgogne, Frankrig

Så er vi der igen … men det er også et behagelig sted at være, altså hos Maison Louis Jadot, det gamle hæderkronede vinhus grundlagt af Louis Henry Denis Jadot i 1859. Denne gang er det med deres Nuits-Saint-Georges i en årgang 2009.

Jeg har skrevet om vinhuset et utal af gange her på bloggen. Det skal jeg derfor ikke trætte jer med … blot søg på Louis Jadot i søgefeltet, så kommer der blobber der masser af blogindlæg op. Og det er faktisk værd at læse om, for det har en god historie og har fået masser af roser gennem alle årene.

Jeg har aldrig smagt denne Nuits-Saint-Georges, som er lavet af druer fra markerne omkring byen, som er hovedbyen i Côte de Nuits i Bourgogne. Det er da også i Nuits-Saint-Georges, at man årligt fejrer den traditionelle bourgognefestival la Saint-Vincent-Tournante.

Nuits-Saint-Georges er den eneste kommune i Côte de Nuits, som ikke har en masse stjerneproducenter, på samme måde som det er tilfældet i Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Vosne-Romanée. I Nuits-Saint-Georges er der alene få kendte vinproducenter og én af disse er Maison Louis Jadot.

Nuits-Saint- Georges appellationen har eksisteret siden 1936, men den har lavet rødvine i næsten et årtusinde. Den har ganske vist ikke nogen Grand Cru, men dens mange 1. Cru’er – 41 i alt – vurderes til at være blandt de fineste i Bourgogne.

Nuits-Saint- Georges er i med sine 322 hektar den næststørste af de 26 appelationer i Cote d’Or, en anelse mindre end Beaune. 175 hektar er Village vine og 147 hektar er 1. Cru vine. Området har groft set tre terroirs og der er stor forskel mellem disse terriors.

Helt præcis er vinen en village vin og druerne kommer fra området omkring  Nuits-Saint-Georges og Premeaux-Prissey. Vinen er vinificeret i store åbne trækar i 3-4 uger og efterfølgende lagret 12 måneder på egefade.

I næsen sød kostald … hmmm, sød engelsk lakrids, kirsebær, hindbær, teblade, skovbund og selvfølgelig klart Pinot Noir. Så langt så godt. De let brunlige kanter afslører en smule alder, men der er vis fedme over duften, men det bliver ikke tungt eller sødt, men bestemt i den lettere ende.

I munden god lethed, kirsebær, hindbær, blommer … en meget direkte frugt, godt grøn og fremtrædende syre. Smager godt – eftersmagen ikke voldsom lang, men dejlig vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor sådan en fætter koster 399 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Weingut Moric, Blaufränkisch Reserve, Burgenland, Østrig

Jeg har én gang før smagt Blaufränkisch fra Weingut Moric og var imponeret. Nu har jeg smagt endnu en flaske af slagsen fra Moric, nemlig hans 2013 Blaufränkisch Reserve og jeg er stadig oppe at ringe.

Vinhuset Moric drives af Roland Velich, som egentlig kommer fra en traditionel vinfamilie i Østrig. I 1990’erne besluttede han sig imidlertid at skabe sit eget vinhus med fokus på vine på Blaufränkisch og slog sig ned i byen Großhöflein på den vestlige side af Nieusiedlersee og kaldte sit lille projekt for Blaufränkisch Unplugged.

Han fandt også et par spændende marker, nemlig Lutzmannsburg og Neckenmarkt med nogle meget gamle vinstokke med Blaufränkisch, og det blev grundlaget for vingården.

I 2001 sendte han de første vine på markedet under navnet Moric … og det første år alene nogle få tusinde flasker. Og i dag bliver Roland Velich uofficielt kaldt kongen af Blaufränkisch og har samlet 25 hektar vinmarker.

Han står således i dag bag den mest berømte østrigske vin på Blaufränkisch, nemlig vinen Neckenmarkter Alte Reben, en vin der herhjemme koster omkring 650 kr. Den er ratet ekstremt højt af både den internationale  og østrigske vinpresse.

Roland laver ikke vine med power, fedme og fadsødme, og flere beskriver hans vine som værende en blanding af Nebbiolo fra Piemonte og Pinot Noir fra Bourgogne, og det er den elegance, som har bragt ham hæderen.

Denne Blaufränkisch Reserve er lavet med druer fra markerne Neckenmarkt og Lutzmannsburg. Vinen er spontant fermenteret i åbne kar med maceration over 3 uger og derefter lagrer vinen 20 måneder på bærmen i store 500 og 1.000 liters egefade inden flaskning uden klarering eller filtrering.

Og uha … allerede ved første snif er der dyb stald, en virkelig animalsk og bedøvende næse. Det er mælk, mejeri, ymer, mørk tobak, blyant, violer, salt, tonsvis af mineraler, kvartssten, hinkesten, tør jord, kulør til sovs, røg, eg og masser af tørhed. Wauw.

I munden er vinen meget stringent, præcis og let med syrlig frugt, stenet med salt, jernklar næve og kantet friskhed. Det er både let og powerfuld på en og samme tid. Smager sgu også wauw. My kind of wine.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 275 kr.

Rating 6,5/7 

2015 Weingut Laible, Durbacher Plauelrain Spätburgunder, Baden, Tyskland

Vinaftenens første rødvin blev denne Durbacher Plauelrain Spätburgunder fra Weingut Laible eller rettere Weingut Andreas Laible, der holder til i Durbach i Baden.

Laible familien har været vinbønder i 13. generationer siden 1672, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også skulle være vinproducenter. Og det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård, mens Alexander selv måtte ud at købe en vingård. Og Alexander er vi faktisk stødt på 3 gange her på bloggen, nemlig med en Weißer Burgunder Trocken **, en Spätburgunder Alte Reben *** samt en Spätburgunder Louis.

Andreas viderefører Weingut Laible sammen med far senior, der i øvrigt også hedder Andreas. De ejer i alt 7,5 hektar vinmarker ved Durbach, primært parceller på marken Durbacher Plauelrain, som ligger på en meget stejl skråning.

Vinhuset laver årligt 45.000 flasker vin, specielt hvidvine på Riesling og weißer Burgunder, men altså også lidt rød, fx denne Durbacher Plauelrain Spätburgunder. Det er dog klart de hvide vine, som huset er kendt for.

Vinhuset er medlem af VDP og vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Erste Lage samt Grosse Lage. Denne Durbacher Plauelrain Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Durbacher Plauelrain, men fra det område, der kaldes Steinrassel på marken.

Udover Steinrassel er der også Plauelrain-Am Bühl samt Plauelrain-Stollenberg, som er Großen Gewächse parcellerne.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men mon ikke vinen er lagret på egefade en periode? Det skal dog ikke være nogen hindring, for så springer vi da bare til mine smagsnoter.

I næsen virker vinen en smule indelukket … næsten som et ældre tøjskab, der har været lukket i årevis. Den søde og karakteristiske kostald og lyserøde bær er der ikke. I stedet er her blæk, grafit, sprøjtet vinmark, en smule tobak, kirsebær, lidt eukalyptus, hvid peber, lakrids, fennikel og kanel. Mørkere i næsen end normalt for Spätburgundere.

Smagsmæssigt er vinen også mørkere med kirsebær, godt med hvid peber, stor tørhed, virkelig tør, røg, syre … men peberen driller virkelig din mund og smagen, forstyrrer måske en anelse. Jeg ved ikke rigtigt … er der ikke helt.

Købt hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr., men 175 kr. ved køb af 2 flasker.

Rating 4/7 

2014 Movia, Sauvignon, Goriška Brda, Slovenien

Movia er – udover det trafikselskab, som står for al bustrafik i Region Hovedstaden – et familiedrevet vineri, der – af alle steder – ligger ved byen Dobrovo v Brdih i Slovenien tæt på den italienske grænsen op til vinområdet Friuli-Venezia Giulia.

Og de står såmænd bag denne skønne, skønne Sauvignon, som jeg faldt ganske pladask for til vores seneste vinaften. Og selvfølgelig en svær vin at gætte … både hvad angår land, men egentlig også hvad angår drue, idet denne Sauvignon Blanc er gennemgået malolaktisk gæring og lagret hele 18 måneder på barriques, hvilket er lidt usædvanlig for en vin på denne drue. Men det virker sgu meget godt.

Som nævnt ligger Movia ved byen Dobrovo v Brdih i Goriška Brda området i Slovenien. Vinhuset kan dateres helt tilbage til 1700-tallet, men har været i familien Kristančičs eje siden 1820.

Det er i dag den unge Aleš Kristančič, som står i spidsen for vinhuset. Ja, det er ham, som I kan se på billedet ovenfor. Han har inden overtagelsen af familiens vinbrug lært at lave vin i både Bordeaux og Bourgogne.

De mange idéer fra Frankrig har han taget med til Slovenien og bl.a. er hele produktionen i dag økologisk og nogle af vine laves endda også biodynamisk.

Movia har samlet 22 hektar vinmarker og faktisk ligger halvdelen af markerne på den italienske side under appellationen DOC Collio i Friuli-Venezia Giulia.

Vinhuset laver en lang række vin, nogle på lokale druer og andre – som denne – på mere kendte druer. Selvom der alene står Sauvignon på etiketten, så er det altså 100% Sauvignon Blanc.

Druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstokke og er høstet sent. Vinen er lavet med kort fermentering på 2 timer i store ståltanke, alene på den naturlige gær og efterfølges af en 2. gæring i barriques sur lie. Der lagrer vinen i 18 måneder inden den flaskes ufiltreret. Herefter lagrer vinen yderligere 4 måneder inden frigivelse. 100% økologisk.

Og hold nu op for en næse … en markant næse. Der er godt med hyld, blomster, hø, hyben, peberfrugt, masser af den gode gamle astronaut-is, hvide kandisbolsjer og alt sammen meget koncentreret, pornoagtigt, fyldigt og fedt. Uha.

I munden er vinen sødkrydret med fylde, tyngde … godt med blomster, honning og ganske cremet. Det bliver aldrig for sødt, for vinen er egentlig god tør. Det er en bred matrone, men på en ganske elskelig måde. Kan bestemt anbefales.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 145 kr.

Rating 5,5/7 

2009 Erpacrife, Nebbiolo Brut Zero, Piemonte, Italien

WTF? Pink slash orange mousserende vin lavet på Nebbiolo og lavet af 4 gamle studiekammerater. Det blev velkomstvinen ved seneste vinaften med rødderne.

De 4 studiekammerater hedder Eric, Paolo, Christian og Frederico og de fik den vandvittige idé, at de skulle lave nebbiolovin efter champagnemetoden. Federico hedder Scarzello til efternavn og så ringer der måske en klokke. Han driver nemlig til daglig Barolohuset Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Det vinhus har jeg tidligere skrevet om, bl.a. da jeg sammen med Jan drak en 2006’er Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra vinhuset.

De fire kammeraters navne fremgår i øvrigt med underskrift på etiketten. De øvrige kammerater arbejder også alle hos andre vinhuse, så dette projekt … som de kaldte Erpacrife – efter en forkortelse af deres navne – er alene et hobbyprojekt, som de fire gutter startede i 2010 som et rent nonprofitselskab.

Alle de gamle vinproducenter i Barolo området syntes, at de var skøre, bl.a. fordi prisen på Nebbiolo druer var alt for høj til, at det kunne betale sig. I dag er sortimentet udvidet til også at omfatte en Erpacrife Bianco samt en Erpacrife Moscato … og alle vinene, der produceres i små antal – er meget efterspurgte.

Denne Erpacrife Nebbiolo er lavet på 100% Nebbiolo og druerne er høstet tidligt for at bevare et højt syreindhold og samtidig reducere alkoholen … nogle af de væsentlige betingelser for mousserende vine.

Efter udblødning af druerne følger den første alkoholiske gæring ved lave temperaturer. Det sker i store egefade og efter omkring 6 måneder kommes vinen på flaske til anden gæringen. Den varer mindst 24 måneder inden disgorgement … altså den klassiske fjernelse af gærresterne.

Og ja pinkfarvet med svagt orange skær i glasset samt en næse, som både skriger en smule Barolo, men mest af alt byder på lidt oxyderede noter, æbler, pærer, ribs, roser … virker tør og støvet med en anelse gærnoter samt karameller.

I munden er boblerne meget afdæmpede … næsten lidt flad i udtrykket. Boblerne fiser hurtigt af … ikke at jeg er tilhænger af massiv og dominerende bobler, men her bliver de næsten for blide og for lidt mærkbare. Det er tørt, nærmest tanninrigt med en fin syrlighed, citron og ikke megen sødme. Sjov og charmende mousserende vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 290 kr.

Rating 4,5/7 

Vinaften 29. april 2017 … houlbergsk rød front

En rødbede er – udover at være ganske rød – en herlig knold, som er i familie aka slægt med både sukkerroen og sølvbeden. Den er samtidig sprængfyldt med god energi og fremmende for restitution efter store præstationer, da den indeholder nitrat, som kroppen omdanner til nitrit og dermed påvirker blodårene, så der strømmer mere ilt til musklerne.

Det siges endda, at der kan laves rødbedevin af den røde og aflange knold. Under krigen blev ristede rødbeder sågar anvendt som kaffeerstatning. Så kan man da snakke om rød Gevalia ;o)

Og en vinaften omfatter såmænd – meget lig rødbeden – også en flok knolde aka vingutterne, masser af suk, god energi, røde ører og næser samt godt med røde vine. En sådan aften kræver bestemt også store kraftanstrengelser, som kan nødvendiggøre restitution dagen derpå.

Så hvad var mere naturligt et par dage før 1. maj – de røde faners arbejderdag – at vælge den røde knold som tema for seneste udgave af netop sådan en vinaften. Og så var der ikke langt fra tanke til handling. Jeg elsker nemlig rødbeder.

Og jeg – jeres flittige vinblogger – var værten, som med røde fingre havde forberedt en rød blok af en menu med overskriften “De røde beder (hva’ ka’ de ellers gøre?) … en farvet aften med rødderne”. Og ja … rødbeder sviner sgu i et køkken, når de massakreres.

Og vi skulle ha’ den farvede grønsag på forskellige måder … bagt som chips, som presset saft, kogt, rå samt frossen. Og selvfølgelig også som suppe i en afart af den russiske klassiker borsjtj. Den danske klassiker sildesalat havde jeg dog sprunget over.

Det betød med andre ord en menu, som denne aften så sådan her ud:

Rødderne ankom til det houlbergske palæ med omhyggelig akkuratesse kl. 18.00 … det indstævnede tidspunkt, og så startede vi som altid hos mig i havestuen. Jeg havde forberedt en start med lidt hjemmelavede rødbedechips og en rødbedeshot … sådan bare lige for at komme i gang.

Chipsene havde dog været lidt besværlige at lave, da de både skulle ha’ lang tid i ovnen og samtidig skrumpede ind til næsten ingenting. Undervejs måtte jeg derfor forbi grønsagspusheren for at supplere forrådet med flere rødbeder. Enkelte chips ville heller ikke blive sprøde, men det lykkedes dog at få produceret en anstændig skål med de runkne, små, men sprøde rødbedechips.

Jeg havde fra gemmerne også fundeten mousserende vin fra Piemonte, lavet på ren Nebbiolo, som vi kunne nyde inden maden. Da den selvfølgelig var svær at gætte, så havde jeg ladet den indgå i vores blindtest konkurrence og kun Paul gættede landet i et totalt vildskud. Og så var han omgående i spidsen af konkurrencen.

Således opløftet, så gik vi til bords – alle bevæbnet med 2 medbragte flasker vin, selvfølgelig behørigt indpakket i sølvpapir, mens Paul havde flottet sig og indpakket hans 2 flasker i harlekinmønstret gavepapir. Jo, ingen grund til beskedenhed der.

Forinden havde jeg dog hældt lidt hvidvin i glasset, og så gik vores traditionelle vinaften ellers i gang. Lad os inden vi kommer til vinene lige tage et kig på de forskellige knaldrøde retter.

Rødbedeshots & rødbedechips


Chips – tjek … glas sat frem – tjek

Pizza med rødbede


Pizza på Weber’en er jeg efterhånden blevet ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Hvorfor så ikke forsøge sig med en pizza med rødbede? Her er den rødbeder samt stegte, kandiserede rødløg og en langtidshævet dej af helt almindelig mel …


… selvfølgelig serveret totalt Bistro-moderne med grønt på toppen i bedste nutidig næsten-sund stil.

Rødbedesuppe med creme fraiche & friskrevet peberrod


En forenklet udgave af russisk borsjtj … her med oksekødsuppe, løg, hvidløg, en bagekartoffel og tonsvis af rødbeder, godt blendet og serveret med fed creme fraiche og friskrevet peberrod.

Rørt oksetatar med rødbedecrudité


Rørt oksetatar – selv skrabet – efter bedste opskrift fra Michel Michaud havde vi aldrig smagt i vores lille vinklub, så det havde jeg valgt og selvfølgelig serveret med rødbeder til … god supplement. Det blev en rødbedecrudité – rå, revne rødbeder med bl.a. løg, kapers, ansjoser, worcestersauce og meget andet godt. FÅK jeg elsker tatar.

Onde ben med rødbedemash og saltbagt selleri


Onde ben, som egentlig ikke var særlig onde. Den er svineskank eller rettere spoleben, som jeg marinerede i bl.a. porter, soya og krydderier og efter et døgn i køleskabet røg i stegesoen et par timer inden endelig grill, hvor de blev penslet med en glace indkogt på marinaden.


Og her på tallerkenen med en saltbagt selleri samt rødbedmash, som er blendede, kogte rødbeder med lidt balsamico. Ovenpå sellerien timian, revet citronskal og hakket, bredbladet persille. Det fungerede sgu da vist meget godt.

Rødbedeis med chokorug-drys


Vi sluttede menuen med søde rødbeder, nemlig en rødbedeis lavet på rødbedesaft, kondenseret mælk og græsk yoghurt … alene 2%, således den slanke linje kan holdes. De blev serveret ovenpå lidt grov rugbrød revet i småstykker og vendt i mørk, smeltet chokolade. Fin kombo.

På den vinmæssigt front blev retterne fint suppleret med forskellige vine. Efter den mousserende vin, så serverede jeg en hvidvin fra Slovenien … en herlig aromatisk vin, hvor Paul – formentlig igen i et vildt vildskud – gættede druen, som var Sauvignon Blanc.

Men så gik vi over til de 8 rødvine, altså de 2 medbragte vine fra hver af os. Og Steffen lagde omgående ud. Samlet så feltet sådan her ud – både i billede og tekst:

Som vanligt følger beskrivelser og anmeldelser selvfølgelig i den kommende tid. Kun en enkelt vin havde jeg smagt før … og den havde jeg selv taget med, nemlig Sagrantino’en fra Antonelli. Selvfølgelig skulle drengene ha’ en smagsprøve fra nogle af de hjembragte souvenirs fra min tur til Umbrien.

Igen et herligt og broget felt af vine … bl.a. med en Spätburgunder, som vi slet ikke gættede (helligbrøde) samt en virkelig lækker Blaufränkisch, som jeg var meget imponeret af. Der var lidt for alle smagssanser … lette vine samt fede og kraftfulde banditter, som kunne spille op til rødbederne.

Der var dagen efter lidt leftovers … sjatter i flaskerne, om du vil … så jeg fik derfor lige lov at smage nogle af dem igen. Smagsnoterne fra aftenen var dog ganske præcise, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til i anmeldelserne.


Der diskuteres og overvejes … hvilken drue og hvilket land?

I blindsmagningen havde vi fortsat den praksis, som vi endte sidst, altså med at vi både skulle identificere druen (eller hoveddruen, hvis det var et blend) samt landet. Og lad os afsløre vinderen med det samme.

Det blev Paul på en suveræn 1. plads … godt skudt i gang med et forspring på den mousserende og den hvide. Det forspring holdt han hele battlen igennem. Hva’ skal vi sige? Efter Paul holdt op med trofast at gætte på Sydafrika, så er det sgu kun gået fremad.


Her er jeres flittige vinblogger foreviget i selfie med aftenens vinder i blindsmagningskonkurrencen.

Jan havde derimod en offdag på den vinøse front og måtte nøjes med sidstepladsen. Måske var det bekymringer om et forestående skarpt hjørne, som rumsterede i baghovedet ;o)

Skål på endnu en vinaften med vingutterne.

2009 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Vendanges Tardives Amélie, Alsace, Frankrig

Smagningen med den charmerende Jacques Sipp sluttede selvfølgelig med lidt sød vin med sent høstede druer. Det blev denne 2009 Pinot Gris Vendanges Tardives Amélie.

Det er 100% Pinot Gris og vinen laves kun i specielt gode årgange. Den er således de seneste år alene lavet i 2007, 2009 og 2014.

Druerne til denne årgang er høstet midt i september, og presses derefter meget langsomt og nænsomt i 3-6 timer. Derefter fermenteres vinen i rustfrie ståltanle, hvor den også ligger sur lie helt frem til august året efter, hvor den kommes på flaske. Der er hele 99,6 gram sukker pr. liter … men så er det jo godt, at vinen alene kommer på 0,5 liters flasker.

Duften er nærmest kandiserede frugter … godt med sødme, mango, lidt benzin, røg og frugten er nærmest svævende, ganske frugtrig. Den virker langt mere frisk end forventet og på ingen måder gumpetung.

Smagsmæssigt er det også en let nektar og igen et let dessertvin, som aldrig bliver oversød. Den har – midt i sødmen – en fin friskhed, jern, direkte frugt og smager sgu godt.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., men prisen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2013 Domaine Sipp Mack, Gewurztraminer Tradition, Alsace, Frankrig

Og næste drue fra Sipp Mack var den aromatiske Gewurztraminer, her i form af vinen Gewurztraminer Tradition.

Den er jo lavet nogenlunde som de andre vine, dvs. at druerne druer høstes manuelt. Herefter presses de forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter i 4 måneder på store, gamle egefade. Den har hele 14 gram restsukker pr. liter.

Og denne vin byder – som andre gewurztraminere – virkelig på en aromatisk og parfumeret næse med blomster, roser, abrikos samt andre eksotiske frugter. I munden er vinen nærmest sødkrydret … nærmest med en lidt krydret syre, som jeg ikke er så vild med.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., men prisen er112 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger