Vi skal have lidt beaujolaisvin i form af denne 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis fra vinhuset Jacques Depagneux, der i dag er ejet af J.M. Aujoux Group.
J.M. Aujoux ligger i Fleurie halvvejs mellem Roche de Solutré, der er fødestedet for den berømte Pouilly-Fuissé og det ikke mindre berømte Mont Brouilly.
Huset er da også specialist i Beaujolais og Mâconnaise-vine. Det er grundlagt i 1938 af den schweiziske forretningsmand Mr. Amann og dengang hed firmaet Beaujolais Wine Company, men senere i 1954 fik det navneændring til Aujoux efter den tidligere CEP Jean Marc Aujoux, der var speciel fremsynet.
I 1996 erhvervede J.M. Aujoux også Domaine Jacques Dépagneux og dets 2,6 hektar store monopolmark Viré-Clessé Clos du Chapitre, der i dag står bag de bedste vine fra huset.
J.M. Aujoux er både vinavler, negociant og producent … opkøber altså også druer fra vinavlere i både Mâconnaise og Beaujolais, men også fra avlere i Languedoc og Roussillon regionen. Det er et pænt stort foretagende, som årligt over 10 millioner flasker vin, der både sælges i Frankrig og rundt om i verdenen. Foretagendet er i dag ledet af Bruno Mallet.
Vi smager her deres 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, der er vinificeret på klassisk vis, hvor halvdelen af alle druerne har gennemgåe semi-carbonic maceration, mens resten så har startet gæringen på almindelig vis ved en lidt højere temperatur i syv dage. Efterfølgende er druerne så blevet presset og lagret i kortere tid i ståltanke inden aftapning på flaske.
Okay lys i glasset og op strømmer klassiske Gamay noter med kirsebær, jordbær, ribs, blæk, lidt bananer samt kogte vingummier, nogle letgrønne noter, violer, god friskhed og man fornemmer sgu næsten også en pæn saftighed.
I munden kommer der også en klassisk Beaujolais saftighed … har denne rustikke og bondske stil, godt med kirsebær, jordbær, ribs og nu tilsat lidt peber. Der er stor frugtintensitet, blide tanniner, en lille mineralitet, men det er mest det læskende og saftige, som virkelig kommer frem i denne lille charmetrold sammen med en syrlig og frisk smag. Til prisen er den proppet med drikkeklar charme.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.