Tag-arkiv: 4½

2017 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USA

2017 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USAPå Highway 101 i Greenfield  i Monterey County lidt over 100 kilometer syd for San Francisco i Californien finder vi vinhuset Scheid Family Wines, som står bag denne lille 2017 Souvenir Pinot Noir.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen. Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Her smager vi familiens 2017 Souvenir Pinot Noir, hvor druerne høstes fra certificeret bæredygtige topmarker i Monterey. Vinen modner 24 måneder på 30% helt nye franske fade.

I glasset er vinen klart lysere og mere transparent end forventet, mens den duftmæssigt også er ganske grøn og let … dog med en vis US sødme. Der er nogle støvede noter, jordbær, ribs, kirsebær samt kirsebærsten, tørt træ, tørre fade, bitre kaffebønner, papkasser og lidt tobak.

Smagsmæssigt kommer US sødmen endnu mere frem, hvorved syren er skubbet i baggrunden til fordel for sødme og flomme, som dog giver vinen stor saftighed samt drikkevenlighed. Dybden er ikk’ vild og tanninerne samtidig bløde og bøjelige, men hvor er den nem at drikke og superflot næse for pokker. Den balancerer sådan lige mellem  4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, Frankrig

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, FrankrigDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en  Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton 2018 fra Patrick Lesec og nu har jeg atter en vin fra den franske vinmager i glasset … en 2019 Apollon & Dionysos.

Patrick er i dag bosiddende i Avignon, hvor han tilbage i 1993 grundlagde sit negociantfirma og siden har lavet vin med købte druer fra langtidskontrakter fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Rhône.

Denne Apollon & Dionysos er lavet på 85% Syrah og 15% Greanche, der begge selekteres fra meget gamle vinstokke … Syrah druerne fra 45 år gamle stokke i Gard nær Châteauneuf-du-Pape og Grenache druer fra 80 år gamle fritstående buskvine.

Kun 20% af druerne afstilkes inden gæring og maceration over 17 dages. Efter endt fermentering er 90% af vinen lagret på betontank, mens de sidste 10% er lagret på 2 år gamle barriques.

Vinen er fra Patrick Lesec nye Lumieres-serie,  der hylder Nietzsches tænkning om sanselighedens Dionysos og intellektets Apollon som to komplementære modsætninger … sikkert inspireret af Patricks fortid som filosof.

Fin frugtrig næse … masser af Rhône karakter, men med en pæn friskhed, kirsebær, brombær, sten, granit, grønne grene, let flæsk, men kun svagt. Det er en meget ligetil og imødekommende aroma, lidt peber, men igen svagt doseret, svagt fadaftryk med en smule lakrids og chokolade.

I munden er det en overraskende saftig, lidt fyldig og frisk vin … faktisk vildt lækker karakter. Her er peberen mere fremme og giver lidt styrke, tørhed og rigtig god smag. Det er kirsebær, tranebær og andre mørkere bær, tør lakridsrod, sten, tæmmede og lettere saftige tanniner og pæn eftersmag. Klart 4,5 store fingre med pil op. Selvom det kun er en Vin de France, så er det et godt glas Rhône vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 139,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Collier Creek Wine Co., Red Wagon Pinot Noir, Californien

2018 Collier Creek Wine Co., Red Wagon Pinot Noir, CalifornienDenne 2018 Red Wagon Pinot Noir kommer fra vinhuset Collier Creek Wine Co., der er ejet af Peltier Winery og begge er beliggende i Lodi i Californien.

Historien om Peltier Winery startede i 1985, da ægteparret Rodney og Gayla Schatz købte deres første vinmark på lidt over 16 hektar i Lodi og så grundlagde deres eget vinhus, som de kaldte Peltier Winery.

I starten var driften dog ikke centreret om vin … men derimod frugt, som bl.a. ferskener og kirsebær, men siden 2005 har parret for alvor kastet sig over vinproduktion.

Siden er vinhuset bare vokset og vokset, således parret i dag laver vin fra ikke mindre end 485 hektar vinmarker i Lodi. Det er både en hel masse private label vine, vine under Peltier navnet og senest altså også under brandet Collier Creek Wine Co. Over 75% af produktionen sælges bulk og kun 25% flaskes.

I spidsen for produktionen har familien ansat vinmageren Susana Rodriguez Vasquez, som gennem mange år har arbejdet i Lodi, bl.a. for Constellation Brands og E & J Gallo, inden hun i 2016 kom til Peltier … i øvrigt samme år, som man også lavede brandet Collier Creek Wine Co.

Denne Collier Creek Wine Co. Red Wagon Pinot Noir er der ikke vildt mange oplysninger om, men Pinot Noir druerne kommer fra nogle af husets mange marker, som drives økologisk, er plukket med håndkraft, hvorefter selve fermenteringsprocessen foregår på temperaturregulerede ståltanke.

I næsen har vinen en herlig landlig og lettere animalsk note … en lidt quirky moden duft, saftige kirsebær og jordbær, lidt flæsk og bacon, grønne blade samt eukalyptus. Det dufter ikke europæisk, men virker dog heller ikke overdone og solvarm.

Smagsmæssigt slår det californiske og amerikanske dog igennem med pænt sødme, fedtet, fyldig og varm frugt, sorte kirsebær samt solbær, sød lakrids, mælkechokolade, cola, ristede kastanjer, men det bliver dog aldrig for flommeagtigt eller for sødt, men venlig, rund, cremet og totalt imødekommende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Jean Bererd & Fils, Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Bererd & Fils, Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone, Bourgogne, FrankrigMed denne Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone er vi atter i Beaujolais, for lige udenfor den lille by Perréon finder vi nemlig Jean Bererd & Fils også kaldet Domaine de La Madone.

Det skal dog ikke forveksles med et andet Domaine de La Madone i Fleurie. For Jean Bererd & Fils drives nemlig af  de 3 brødre Bruno, Olivier og Frédéric Bererd, der overtog driften af vingården i slutningen af 1980’erne fra forældrene.

Vingården har været ejet af familien siden det 16. århundrede, selvom familien dengang hed Perréon … altså samme navn som den lille landsby. Det ændrede sig dog i 1964, hvor Marie-Odette Pérreon blev gift med Jean-Marie Bererd.

Jean Bererd & Fils har aftappet vine i eget navn siden 1960’erne, hvor familien ejede 12 hektarer. I løbet af de seneste 25 år har de 3 brødre dog opkøbt yderligere jord og har i dag 28 hektar vinmarker og en årlig produktion på omkring 160.000 flasker vin.

De 28 hektar vinmarker er opdelt i ikke mindre end 90 forskellige parceller under Beaujolais-Villages appellationen. Markerne ligger i 300-500 meters højde på  stejle skråninger med en overvejende syd-sydøstlig orientering. Jorden er gold, stenet og består af granit, den samme terroir som Beaujolais’ store crus mod nord.

Brødrene har plantet Gamay på sydvendte marker, mens de på de køligere nordvendte marker dyrker en smule Chardonnay. En del af vingården er nu økologisk certificeret. Og denne Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone kommer netop fra nogle af de økologiske marker med 50-70 år gamle Gamay vinstokke.

Familien Bererd høster senere end sine naboer, da man prioriterer vine med ekstraordinær frugt og smagsdybde. Udbyttet er dog lidt beskedent med 20-40 hektoliter pr. hektar afhængig af årgang og brødrede afstilker omkring 80% af druerne.

Vinen er ikke – som oftest i Beaujolais – lavet efter macération carbonique metoden, men blot almindelig gæring og maceration i åbne gæringskar over 12 dage. Derefter er vinen lagret sur lie i beskedne 3 måneder inden aftapning på flaske.

Dejlig bondsk duft … kirsebær, hyben, tranebær, blåbær og kogte blommer, blæk, blomster samt lakrids. Vinen har denne arketypiske saftige, rustikke og bondske charme, men man ofte finder i vinene fra Beaujolais. Derudover har vinen en lille balsamisk og småbitter note.

I munden er vinen på saftig, varm, saftig og letløbende med både kirsebær og blåbær, jern, mineraler, koks, kul samt en meget svag syre. Det gør vinen læskende og let drikbar. Selvom dybden måske ikke er voldsom, så har vinen denne umiddelbare og charmerende drikkeglæde.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Gustave Lorentz, Pinot Gris Lieu-dit Schofweg, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Pinot Gris Lieu-dit Schofweg, Alsace, FrankrigMed næste Gustave Lorentz hvidvin skiftede vi fra Riesling til Pinot Gris med denne Pinot Gris Lieu-dit Schofweg 2016.

Marken Schofweg betyder fårets vej og marken ligger lige øst for Altenberg de Bergheim Grand Cru marken. Lorentz’s lille Lieu-dit er på 0,77 hektar og har 39 år gamle vinstokke, som altid giver meget modne druer.

Vinen er fremstillet i rig, kraftfuld, koncentreret stil med et klassisk blidt strejf af sødme fra de 20,3 gram restsukker pr. liter, der gør vinen sådan lidt mellem halvtør til halvsød.

I næsen fornemmer du omgående, at sødmeniveauet er steget en oktav, mens der samtidig dukker pærer, melon, fersken op. Der er så også honning, estragon, safran og marcipan. Man fornemmer også, at der er tale om en meget blød vin.

Og smagsmæssigt er det absolut også en blød vin, sød og rund med pærer, honningmelon og fersken, meget svag syre, søde krydderier og nogle ler- eller kalkagtige elementer.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Gustave Lorentz, Riesling Lieu-dit Burg, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Lieu-dit Burg, Alsace, Frankrig Næste 3 vine på Houlbergs Vinblog er fra vinhuset Gustave Lorentz, der er grundlagt i 1836 og har været drevet af Lorentz familien i 7 generationer. Den første vin er en Riesling Lieu-dit Burg 2018.

Vinhuset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion.

I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation og han har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Her smager vi en af Lorentz’ mange vine, nemlig deres Riesling Lieu-dit Burg, altså fra den lille markparcel på marken Burg, der ligger lige op til Grand Cru marken Kanzlerberg. Vinen er vinificeret alene i temperaturstyrede ståltanke og har 4,48 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt arketypisk Riesling … godt med petroleum, diesel suppleret med grønne æbler, pærer, citroner og saltet grape, godt med mineraler og sten, lidt ingefær og grønne urter.

I munden er der sgu godt med citroner og mineraler, virkelig en syrerig, stram og mineralsk vin. Det er skarpt, skinger og ætsende præcis, ren og sur. Der er grape, citronsyre og knuste sten, så det er dermed en Riesling, der virkelig kan vise tænder, bide og ætse, men hvem elsker ikke det?

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, ItalienJeg har smagt mange vine fra vinhuset Marchesi di Barolo og anmeldt en del her på bloggen. Nu var næste vin netop en vin fra det piemontiske vinhus … en basis Barolo årgang 2013.

Det er en vin, som er lavet af druer fra næsten alle af husets vinmarker, selvfølgelig 100% Nebbiolo. Druerne håndplukkes og presses, hvorefter mosten lagres 3 år på både små, nye egetræsfade samt ældre og større fade. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere nogle måneder, således den frigives 4 år efter høsten.

Duftmæssigt en moden frugt suppleret med læder, mentol, svag eukalyptus, mahogni ædeltræ, roser, blyanter, skovbund,  røde bær og en smule balsamico.

I munden er der tranebær og lidt mørkere bær, egentlig lidt stærk og småbitter, hvorved den får et lidt rustikt udtryk. Syren er også rustik og samtidig lidt moden. Det er – som sidst jeg smagte vinen – en lidt kantet Barolo og mangler lidt elegance og balance.

Forhandles af VinMedMere.dk, hvor en flaske i nyere årgang koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Domaine Genoux, Son Altesse Roussette de Savoie, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Genoux, Son Altesse Roussette de Savoie, Savoie, FrankrigI testen af Savoie vinene var de sidste to fra Domaine Genoux … også kaldt Château de Mérande. Derfra starter jeg med en hvid Roussette de Savoie vin … en 2019 Son Altesse

Domaine Genoux aka Château de Mérande ligger i Combe de Savoie i Arbin. Vinhuset drives af familien Genoux med André og bror Daniel Genoux i spidsen.

De er 5. generation i rækken af vinproducenter på Château de Mérande, selvom familien allerede i 1248 flyttede til Arbin efter et jordskred ved deres gamle hjem i Mont Granier.

André og Daniel Genoux havde egentlig valgt andre erhverv … den ene som lærer og den anden indenfor sygepleje. De vendte alligevel tilbage til familieforetagende for at fastholde og udvikle Château de Mérande … og en 6. generation er endda også på vej.

Brødrene har samlet 12 hektar vinmarker, som dyrkes både økologisk og biodynamisk. Den mest udbredte drue på deres marker er klart Mondeuse, som de har over 7 hektar med … hvoraf nogle af vinstokkene er over 50 år gamle.

Derudover har de 2 hektar med Roussanne ved foden af ​”Grand Blanc klippen. Der også 1,5 hektar i gammel morænejord med nogle vinstokke med Altesse, hvorfra de producerer den store Savoie hvidvin Roussette de Savoie, lidt Gamay, Jacquère og Persan.

Her smager vi så netop en vinen Son Altesse fra en af de 3 appellationer i Savoie, nemlig Roussette de Savoie, hvor der på de samlet 244 hektar laves hvidvine på druen Altesse, som også tit kaldes for Roussette. Andre navne fir druen er Anet, Fusette, Prin Blanc og Mareste.

Altesse er en af ​​Savoies mest værdsatte druesorter, da den giver fyldige og koncentrerede hvidvine med blomster, nøddeagtige karakterer og god syre.

Det menes, at Altesses oprindeligt stammer fra Cypern, da man har fundet tidligere omtaler om druen fra det 18. århundrede. Indtil for nylig mente man også, at Altesse var identisk med Tokaji’s Furmint, selvom dette senere er blevet modbevist.

Nu er den mest accepterede teori, at Altesse stammer fra den sydlige bred af Genfersøen i Schweiz og at druen er i familie med den schweiziske Chasselas, som også findes i fx Alsace.

Altesse modner sent og druerne får et rødligt skær inden høst, hvilket også er baggrunden for druen primære synonym Roussette, som jo betyder rødlig på fransk.

Udover anvendelse i Roussette de Savoie og Roussette du Bugey-vinene, så er druen også tilladt i blend sammen med de Jacquere baserede vine under den store Vin de Savoie appellation.

Her er Altesse druerne høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar, hvorefter de presses langsomt og blødt uden afstilkning. Så er fermentering sket ved kølig temperatur og alene med druernes egne gærceller i 6-8 uger. Det er efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i ståltankene sur lie i en periode,.

I næsen er vinen lettere nøddet, frugten er melon, pærer samt gærede æbler, æblecider, masser af mandler og marcipan, klare kalkede noter, lakridskonfekt, søde krydderier og let timian.

Smagsmæssigt lidt en sjov størrelse, nærmest med stærk peber, lime, umodne æbler samt nogle saltede elementer. Samtidig er der en nærmest flad smag … voldsom bitter og tør. Det smager lidt som en oxideret vin, selvom den på ingen måder dufter sådan. I starten stod jeg lidt af, men der er sgu et eller andet over vinen, som bare er anderledes, spændende, blidt og anderledes.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 17,80€ … svarende til 133 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, FrankrigDer blev efterspurgt hvidvin i det houlbergske palæ, hvilket blev løst med en lille Chablis fra Domaine Louis Moreau.

Vinhuet ligger i den lille by Beines i Chablis i Bourgogne … omkring 10 kilometer nordøst for Auxerre og drives af Moreau familien.

De har været vinbønder i Bourgogne siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jean Joseph Moreau arbejdede som tonnelier, altså producerede vintønder.

I 1814 skiftede han dog spor og etablerede sig som en vinkøbmand med J. Moreau & Fils, som siden har lagt grund til det nuværende Domaine Louis Moreau  … og endda også Domaine Christian Moreau, som drives af Louis’ onkel.

Louis Moreau er 6. generation og er selv uddannet ønolog fra fra Fresno State University i Californien og har også arbejdet for forskellige vinhuse i staterne inden han i 1994 vendte tilbage til Chablis og overtog driften efter hans forældre Jean-Jaques Moreau og Eva Madsen … ja, det hedder hans mor. Om hun er dansker ved jeg imidlertid ikke, men det lyder jo unægtelig sådan.

Moreau driver reelt 2 vinhuse, nemlig Domaine Louis Moreau samt Domaine de Biéville. Domaine de Biéville ligger i den østlige del af Chablis og er startet af Louis’ far i 1970’erne, hvor han tilplantede en stor 45 hektar sammenhængende vinmark.

Domaine Louis Moreau ejer omkring 20 hektar og allerede i starten af 1900-tallet købte familien en række vinmarker, så i dag ejer de blandt andet en lang række fine Premier Cru og Grand Cru marker, faktisk ejer de 5 Grand Cru marker, heraf er de endda eneejer af en af Grand Cri markerne … altså en såkaldt Monopole mark. Derfra laver de bl.a. vinen Grand Cru Clos des Hospices dans les Clos.

Louis Moreau laver alene hvidvine og 11 forskellige fra de to domainer. Louis’ vine fadlagres gennemgående kun ganske få måneder for at fadets vaniljearomaer ikke skal maskere vinenes naturlige store renhed og kompleksitet. Målet er at lave vinene der bedst muligt afspejler den unikke terrior.

Denne basis Chablis er levet på Chardonnay druer fra en række  udvalgte parceller med næsten 40 år gamle vinstokke omkring landsbyerne Beines og Chabllis.

Efter høsten er druerne skånsomt presses efterfulgt af naturlig spontangæring med temperaturstyring. Vinen er lagret 12 måneder sur lie på ståltankene … altså helt uden lagring på egefade.

Duftmæssigt er der smæk på … masser af æbler, æblekompot og æblegrød sammen med lidt tropiske frugter som mango og ananas, lidt røgede noter, flint og et skvis citrus. Det er en frejdig, frisk samt ekspressiv duft … intet sart eller forsigtigt, men masser af velduft.

I munden er det lidt samme historie … meget smagsfuld vin med skrald på aromaerne. Der er æbler, pærer, fersken samt et saltet, røget og mineralsk bid. Det er Chablis med tyngde, krop og masser af smag … absolut læskende og drikkevenlig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin er en god og prisbillig bordeauxvin … en velsmagende 2018 Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron.

Vinslottet ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre og nordlige side af Dordogne floden.

Blaye er ikke den mest kendte region i Bordeaux, men har en beliggenhed overfor de berømte kommuner Saint Julien og Pauillac lige på den anden side af floden.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992, men er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige basis rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon.

Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 13 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade. Vinen er flasket i april 2020.

Meget klassisk Bordeaux næse … solbær, sorte kirsebær, muldjord, gammel kælder, lidt chokolade og kaffebønder. Frugten virker meget moden og rund, mens fadpræget af afdæmpet, hvorved der kommer lidt træ, vanilje, tobak, lakrids og kanel.

I munden er det en flot og moden Bordeaux vin, har igen både solbær, mørke kirsebær, lidt hindbær måske endda også, virker lidt opulent, rund og fyldig, men fortsat med en lille bitter syre. Den er i denne årgang 2018 bedre end 2015’eren, som jeg smagte for et par år siden. Den er mere balanceret og eftersmagen også længere og mere behagelig, så klart 4,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7