Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandFredag bød (selvfølgelig) også på en Spätburgunder. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Stadt Lahr, et lille vinhus drevet af Wöhrle familien og beliggende i byen Lahr/Schwarzwald i Baden, ca. 15 kilometer syd for Offenburg

Vinhuset Stadt Lahr er grundlagt tilbage i 1943, som et stats-/kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen, at driften skulle ophøre. Derfor forespurgte Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Herrentisch, Kirchgasse samt Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir. Og efter overtagelsen af både Weingut Stadt Lahr og Weingut Wöhrle har han nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle.

Denne flaske 2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken er således med den “gamle” etikette, selvom der jo står, at indehaverne er familien Wöhrle. Det er husets røde Gutsweine … der findes også en udgave et kvalitetstrin over, deres Spätburgunder Bestes Fass i serien af Ortsweine. Der er i 2011 lavet 850 kasser af vinen, men ellers lidt begrænsede oplysninger om vinen.

Duftmæssigt virker vinen lidt kølig i udtrykket med grønne blade, umodne kirsebær, sure jordbær, champignon, flintesten og let stald. Ganske skøn næse … ikke voldsom i starten, næsten neutral, men den udvikler sig hurtigt med lidt varme i glasset. Smagen er søde kirsebær, god balance med svag syre og en smule skarphed. Tanninerne mærkes og generelt efterlader den et rigtigt godt indtryk. Thumbs Up.

Købt hos Gourmondo til 10,90€ eller ca. 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USAFredagens sidste Pinot var fra et af Jysk Vins nye huse, nemlig Murphy-Goode Winery, som ligger i Sonoma County mellem Healdsburg og Geyserville. Gert havde medbragt vinen … ganske velvalgt, da jeg ikke tidligere havde hørt om vinhuset … endsige smagt nogle af deres vine. Det fik vi så lige rådet bod på.

Vingården blev grundlagt i 1985 af de tre venner Tim Murphy, Dale Goode og Dave Ready. Efter et spil terninger “Liar’s Dice” … på dansk vist nok kendt som “snyd” … besluttede de, at tage det endelige skridt til selv at producere vin efter deres egne hoveder, da de længe havde haft en stor passion for god vin. De startede i Sonoma County med at lave Fumé Blanc og Chardonnay.

I de efterfølgende år opkøbte de vinmarker langs den californiske kyst og udvidede produktionen til de mange forskellige vine, de laver i dag.

I dag er de tre grundlæggere imidlertid døde, men vingården er stadigvæk i familiens eje og drives af David Ready Jr. Han er i kraft af faderens interesse for vin vokset op med vin, men havde ellers plan en anden kurs. Han ville være rockmusiker. Som teenager spillede han i lokale Minneapolis bands, og drømmen om en liv med rockmusik trak ham til Californien, hvor det dog blev vinen, som sluttelig fangede hans interesse.

Selvom det i dag er vinen, som er det centrale hos David Ready Jr., så holder han dog den gamle interesse i live ved ved at spille trommer og skrive musik. Faktisk sammenligner han vinproduktion med det at komponere sange og skrive sangtekster. At finde de ord, der bedst passer til melodien er ligesom at lave en afbalanceret blanding vin eller opdage, hvordan en speciel type af egetræ tønde kan harmonerer med bestemte druer.

Derudover er Davis også grill entusiast, og han hævder, at der er intet bedre match end en flaske Murphy-Goode Cabernet Sauvignon sammen med en grillet oksefilet toppet med smuldret blåskimmelost. Og det med grill fylder også på vingården, hvor der fx ansat en Grill Sergeant Dirk Yeaton, som kan sørge for lidt barbecue til gårdens besøgende. På deres hjemmeside er der således også tonsvis af opskrifter på god grillmad, fx Really Goode Spareribs.

Murphy-Goode er også sponsor til Operation Homefront, en non-profit organisation, der ærer og hjælper aktive amerikanske soldater og veteraner ved at støtte deres familier med finansiel nødhjælp. Dette sker også med en vinkel til Goode navnet, nemlig Give Goode, do Goode, Goode Deed.

Faktisk har Murphy-Goode Winery lavet en serie vine med navnet Homefront, hvor 50 cent pr. solgt flaske går til Operation Homefront. Målet er at få indsamlet 300.000 dollars. Med lidt fiks hovedregning, så skal der så sælges ikke mindre end 600.000 flasker af disse vine.

Og så er de også lidt vilde med spil, og på gårdens hjemmeside finder du fx også regler for Two-Hand Touch Vineyard Ball, Liar’s Dice og Texas Hold ‘Em.

Nå, men tilbage den aftenens Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker placeret langs den californiske kyst fra Mendocino i nord til Monterey i syd. Det kølige kystklima er velegnet til den lidt sarte Pinot Noir. Den er imidlertid ikke helt ren Pinot Noir, idet der er tilsat 1% Cabernet Sauvignon … ganske uhørt. Vinen har lagret 8 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt også lidt sød stald … varm sød stald, grønne blade, salvie, kirsebær, vanilje og babybræk … på den gode måde selvfølgelig. Minder lidt om tysk Spätburgunder, blot lidt varmere og fyldigere i udtrykket. Smagen er god kirsebær, godt med frugt i det hele taget, men der er også fint styr på syren med blide tanniner og et let krydret udtryk. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, pris 99 kr. ved køb af 6 stk., ellers er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland Næste vin … er fra et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange på bloggen, nemlig Weingut Knipser, og her med en ganske klassisk Spätburgunder, en Kalkmergel Spätburgunder.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Kalkmergel Spätburgunder er blandet af druer fra forskellige marker, hvor jordbunden – som navnet også indikerer – består af mergel og kalksten. Hovedparten af druerne kommer fra marken Großkarlbacher Burgweg. Vinen har lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt rigtig tysk hestestald, sødme, mirabeller, hindbær, jordbær, vanilje og mineralitet. Smagen er ganske tør … var min første tanke. Dejligt. Vinen er let krydret, stram og i flot balance. Den har god frugt, mineralitet … hmmmm.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor pris er 210 kr. Min er købt i Tyskland til ca. 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandSom efterhånden kendt her på bloggen, så er fredag Spätburgunder dag … ja, jeg ved godt, at jeg ikke får drukket Spätburgunder hver fredag, men netop i fredags var der flere af slagsen på bordet, og én af dem var denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider.

Jeg har tidligere skrevet en smule om ham. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Druerne til denne Spätburgunder M kommer fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand. Alle druer plukkes i hånden, og fremstilling sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 6 uger, og vinen lagrer på fade frem til marts … dvs. nogle 6-7 måneder.

Duftmæssigt fornægter dens tyske ophav sig ikke, men der er også lidt mere “varme” i duften. Jeg har noteret mig hestestald, en kødfuld Irish Stew, svampe, kaffe, modne solbær, jordbær, hindbær, kardemomme og nødder. Smagsmæssigt fanger jeg kirsebær, fin mineralitet og stramhed, krydderier og let sødme. Lidt mere fyldig end vi normalt finder tyske Spätburgunder, men på en fantastisk charmerende måde.

Købt hos Gourmondo, pris 15,90€ … eller ca. 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Og husk:

Vise ord

2011 Gerard Bertrand, Domaine de l’Aigle Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2011 Gerard Bertrand, Domaine de l’Aigle Pinot Noir, Languedoc, FrankrigLige en vin fra vor lille vinsmagning tirsdag på jobbet, hvor Kim havde indkøbt denne Domaine de l’Aigle Pinot Noir fra den store Gerard Bertrand, som jeg også har skrevet om en del gange her på bloggen.

Gérard Bertrand har en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, om end de ikke orker at sætte sig ind i detaljerne.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker. Udover Domaine de Villemajou ejer Bertrand også Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de Cigalus, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de l’Aigle. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Domaine de l’Aigle ligger tæt på landsbyen Roquetaillade i nærheden af Limoux ved foden af Pyrenæerne. Der er 31 hektar med vinstokke, og markerne ligger mellem 250 og 500 meter over havets overflade, hvilket gør det til nogle af de højeste vinmarker i Haute Vallée de l’Aude og Languedoc. Det giver nærmest ideelle klimaforhold til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir.

Netop det kølige klima bevirker, at druerne høstes helt op til en måned senere, end det er tilfældet nede ved kysten. Den længere vækstsæson gør det muligt for druerne at optage flere nuancer under modningen, hvilket i sidste ende giver mere komplekse vine.

Druerne til Domaine de l’Aigle Pinot Noir kommer fra 20 til 30 år gamle vinstokke, der er plantet i en – for Pinot Noir – nærmest ideel jord, bestående af grus og småsten. Inden druerne begynder at tage farve i august, går man vinmarkerne igennem for at fjerne en del af udbyttet, hvilket giver de tilbageværende druer en større koncentration. Vinen har lagret 9 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt er det umiddelbart svært af fange Pinot Noir … jeg noterer mig i stedet lidt Rhône krydderier, fugtig jord, hindbær, grønne blade. Måske er der et lille strejf af noget, som leder tankerne hen på Pinot Noir, men det er meget lidt. Smagen er varm med stikkelsbær, godt med syre, lyserøde kirsebær … ikke helt modnede og så lidt krydderier. Synes, at vinen mangler finesse … og mangler sjælen af Pinot Noir.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, TysklandJa, jeg ved godt, at det ikke er fredag, men derfor kan man vel godt nyde et godt glas Spätburgunder? Og det er just præcis, hvad dette er … et godt glas Spätburgunder. Vi er nemlig hos Weingut Dr. Heger i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området, og vinen er hans Mimus Spätburgunder.

Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistriktlægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af ​​firserne er det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som driver vingården, men i 1981 overtages driften af den nuværende ejer, nemlig Wolfgangs søn Joachim Heger. Sammen med sin kone Silvia fortsætter Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerer det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området. I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.

Joachim Heger er netop af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet indenfor de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg. Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som har nået eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur. I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine, og nu er turen kommet til de røde vine”.

Druerne til denne Mimus Spätburgunder kommer netop fra den bedste mark Ihringer Winkler, som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland. På grund af det stærkt reducerede udbytte, den særprægede terroir og det specielle mikroklima, så må denne vin sammenlignes med “Grand Cru” vine i Frankrig. Dr. Heger kategoriserer i hvert fald selv marken Ihringer Winkler som GG … Erste Lage eller Grosses Gewächs.

Og derudover er det alene de bedste druer fra de ældste vinstokke, som bliver brugt til denne vin.  Vinen lagrer 14 måneder på små franske egetræsfade, heraf omkring 50% nye fade. Vinen er – som den opmærksomme læser måske allerede har gættet – opkaldt efter Max’s søn Wolfgang Heger, som nemlig også blev kaldt “Mimus”. Hvad etiketten ellers forestiller, ja det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Det vil jeg imidlertid forsøge mig omkring smagen af vinen. Men først duften, som er helt klassisk tysk Spätburgunder med sød hestestald … voldsomt indbydende, vilde kirsebær, mineralitet, nelliker, krydderier, trøfler, vanilje, regnvejr og en smule jordbær. Nam nam … man bliver i godt humør allerede inden første tår. Og smagen er tør, stram, stringent med en sød delikate rød frugt og godt med mineralitet. Hmmmm, det er altså godt, og associationer til Bourgogne kan bestemt ikke udelukkes. Elegant, fint og samtidig med stor intensitet. Tanniner er finmaskede og fløjlsbløde. Flot vin.

Fået i gave af vinbuddy Gert, som jeg nød vinen sammen med. Købt i Tyskland, hvor prisen typisk ligger omkring 24-26,50€ … eller ca. 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Dr. Nägler, Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Jeg plejer at sige, at fredag er Spätburgunder dag … og i går var ingen undtagelse, da jeg havde fundet denne gutswein Pinot Noir fra Weingut Dr. Nägler frem. Jeg har tidligere smagt et par vine fra den gode Dr. Nägler, bl.a. hans 2011 Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein og en 2010 Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken.

Dr. Nägler ligger i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz. Familiens hotel stammer fra 1826 og udover restauranten rummer det 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot.

Nå, men denne lille sag er Dr. Näglers gutswein … altså billigste Pinot Noir, og der kan ikke hentes mange oplysninger om vinen. Vi springer derfor i stedet ud i en beskrivelse og bedømmelse af vinen, som i næsen ikke giver en fin Pinot næse. Jeg har i stedet noteret mig lidt vingummibamser, let mentol, granatæbler, røg … virker lidt sød/syrlig og indelukket … lille “mulle” og kemisk. Smagen er desværre ikke meget bedre, syrlig, stram med kanel, spidskommen og generelt ikke særligt imødekommende. Pazzzzz. Dr. Nägler … das ist ein Ommer.

Købt i Tyskland for 8,30€ eller ca. 61 kr., så selvfølgelig skal man nok heller ikke forvente det store til den pris.

Vinanmeldelse 2/7   

2010 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandEndnu en vin fra sidste uge … og en vin, som jeg har smagt en del gange, nemlig denne Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of Ara, som består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne vin.

Druerne gæres ud på rustfrie ståltanke. Efterfølgende forbliver vinen sammen med skallerne, mens temperaturen hæves til 32-36 grader. 30% af vinen lægges derefter på gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i seks måneder, inden den blandes med de resterende 70% af vinen, hvorefter den endelige blanding filtreres og tappes på flaske.

Duftmæssigt den typiske søde Pinot Noir stald-næse, som man oftest finder i Pinot Noir fra New Zealand og Tyskland … her bliver den dog næsten “overdone” … dvs. en anelse for sød, hvilket efterlader et lidt “fluffy” udtryk. Herudover godt med hindbær og jordbær. Smagen viser lidt grønne toner, en lidt basisk syre, hindbær, mens balance nok igen en smule til den søde side … men et okay glas Pinot Noir … og vi elsker jo Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet bakketop finder man det lille vinhus Peay Vineyards, og herfra kommer sidste uges Pinot … nemlig en Sonoma Coast Pinot Noir … ganske lille charmerende sag, let og elegant.

Peay Vineyards er grundlagt af brødrene Nick og Andy Peay. De havde i foråret 1995 brugt en stor del af deres tid på at lytte til gamle jazzplader og på at brygge øl, men over en flaske Château Beaucastel samt lidt lammeryg overbeviste Nick sin bror Andy, at de i stedet burde producere vin. 

Andy havde arbejdet som økonomisk analytiker på Wall Street, mens Nick godt nok havde uddannet sig i vinbranchen og arbejdet for vinhusene Schramsberg, La Jota, Newton og Storrs. I 1996 købte de derfor lidt jord i Sonoma Coast, men der kom først rigtigt gang i produktionen, da Vanessa Wong stødte til i 2001.

Vanessa Wong havde arbejdet med vin siden hun var 14 år gammel, og havde bl.a. været hos Peter Michael Winery, Château Lafite-Rothschild i Pauillac, Domaine Jean Gros i Vosne-Romanée samt hos Hirsch Winery i Californien, så hun medbragte en stor del erfaring og knowhow til foretagendet.

Trekløveret har i alt 14 hektar med Pinot Noir, og over 13 forskellige kloner af slagsen. De er fordelt på 20-25 markstykker og alle vinificeres separat. Derudover dyrkes der lidt Syrah, Viognier, Chardonnay samt en smule Rousanna samt Marsanne. Der købes derudover også lidt druer fra andre vinbønder i området, men ganske lidt.

På Peay Vineyards produceres organisk og der benyttes bio-diesel og solenergi på gården.

Denne Sonoma Coast Pinot Noir er primært laves med druer fra egne marker samt et par enkelte tønder fra Campbell Vineyard. Selvfølgelig lagret på fad … hvor lang tid fremgår ikke. Der laves 1.350 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt hindbær, jordbær, våd hund, grønne blade, lidt eg og lidt vanilje, men virker bestemt ikke tung i næsen. Smagsmæssigt er der også godt med lyserøde bær, sødme, som går i hånd med god lethed, søde krydderier … lidt nellike? Der er mineralitet samt en lidt sjov … med god … syre, mens eftersmagen ikke er voldsom lang … men med Pinot Noir er man let at stille tilfreds. Og jeg er tilfreds.

Forhandles af FineWines.dk, hvor prisen er 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USASom kom 2009 årgangen af Pinot Noir Rho i glasset … og den er faktisk – i min optik – en smule bedre end 2007’eren, men det er jo som bekendt en smagssag. Der er også et par synlige forskelle på flaskerne, idet 2007 flasken er lidt mere buttet eller bredere, og så er der også forskel i korkproppen.

I 2007’eren er der brugt en almindelig korkprop … som vi har kendt den i århundrede. I 2009’eren … og i øvrigt alle de øvrige vine denne aften … er der brugt en prop, som er fremstillet ved at presse og lime små korkstykker/korksmuld sammen i den velkendte korkform. Denne type propper kender man også fra billige vine, men måske de også findes i forskellige kvaliteter? Sikkert!

Peter Work fortalte, at de – siden de startede med disse “komposit-korkpropper” slet ikke har haft klager om vine med prop. De gode erfaringer har gjort, at de nu kun anvender disse propper. Peter er samtidig modstander af skruelåg … idet meget af charmen ved at åbne en vin så helt forsvinder.

Nå, men lad os også lige smage denne 2009 Pinot Noir Rho, som faktisk byder på lidt af samme næse som 2007’eren, dvs. lidt grønne noter, mørke kirsebær, krydderier, lidt brændte noter, eg, hengemt kælder og blod/jern. Den virker imidlertid knap så rustik som 2007’eren, og det går også igen i smagen, som virker mere præcis.

2009’eren er klart lettere i udtrykket, og fortsat lidt kantet og godt med tanniner, som sidder rundt i ganen. Eftersmagen fortsat sindssyg lang … der er meget stor intensitet. Efterlader et meget fint indtryk.

Forhandles af Otto Suenson, pris 390 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7