Tag-arkiv: 4½

2015 Latium Morini, Soave Campo le Calle, Veneto, Italien

Derefter stod den på lidt hvid Soave-saft, nemlig i form af vinen Soave Campo le Calle fra vinhuset Azienda Agricola Latium Morini, der ligger i Val di Mezzane i den østlige del af Valpolicella og dermed udenfor Classico området.

Vinhuset ejes og drives af Morini familien, som grundlagde Latium Morini tilbage i 1992, hvor de flyttede fra Lazio og købte en historisk gammel vingård fra omkring starten af 1900-tallet og byggede en moderne ejendom til produktionen af vin. Ja, det er selvfølgelig Morini familien, som I kan se på billedet ovenover.

De har samlet 40 hektar marker, hvorfra de laver både vin samt lidt olivenolie. Markerne ligger primært ved Mezzane lige mellem gode producenter som Roccolo Grassi og Corte san’t Alda og derudover har familien marker i Illasi tæt på Dal Forno’s vinmarker, altså både i Valpolicella og Soave områderne.

I Valpolicella ejer familien vinmarkerne Grezzana, Mezzane ai Monti og Leòn samt olivenmarken l’Olivara, mens de ved Illasi ejer markerne Ai Progni, Forade, Sottomonte og La Calle, som netop har leveret druerne til denne Soave Campo le Calle.

Morini familien satser meget på kvalitet og særligt i fremstillingen af deres Amarone vine, hvor de fx bruger samme druesammensætning som Dal Forno, nemlig Corvina, Rondinella, Croatina og Oseleta.

Derudover har de et meget lavt udbytte på omkring 25 hektoliter pr. hektar, anvender grøn høst, knækker halvdelen af drueklasen midt over, hvorved de yderste druer bliver ikke brugt til vinproduktion … kun den inderste og bedste halvdel nærmest stilken.

Marken La Calle ligger midt i Val d’Illasi i en højde på 75-80 m over havets overflade. Der dyrker familien druesorterne Garganega og Trebbiano di Soave i en jord, som er præget af kalksten med en mudret, sandet og gruset tekstur.

Garganega vinstokkene er omkring 35 år gamle og giver en udbytte på omkring 50 hektoliter pr. hektar.  Druerne høstes manuelt, normalt i første tredjedel af oktober. Druerne tørres let i bakker i 12 dage, inden druerne afstilkes og presses.

Fermentering sker med maceration i 12 timer efterfulgt af gæring i rustfrie ståltanke omkring 25 timer. Derefter lagrer vinen i tankene, men hvor lang tid fremgår ikke. Efter flaskning lagrer vinen endnu et par måneder.

I næsen er det moden fersken, melon, hyldeblomst … sødmen fornemmes, men virker ikke oversød, selvom druerne er tørret. Der er dog en vis fedme og fylde i næsen.

Smagsmæssigt rammes man først af sødmen … fyldig og cremet vin med en vis portion sødme, men heldigvis også lidt tørhed og godt med eksotisk frugt. Meget behagelig vin, opulent, cremet og et fint glas vin. Det er en vin, som alle vil kunne li’ … både tante Oda og vinnørden.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 129,50 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Alte Reben Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Når vi nu er ved Riesling fra Nierstein, så er det vel passende at smage Weingut Georg Gustav Huffs Riesling Hipping Alte Reben Trocken … specielt da jeg lige har givet min svoger en af slagsen. Han elsker nemlig Huff og er lige trådt ind i de voksnes rækker.

Og vinhuset Georg Gustav Huffhar jeg jo skrevet om her på bloggen et utal af gange. Hvis du vil læse om Huff’erne, så læs nogle af de øvrige blogindlæg bl.a. fra nogle af mine besøg på vingården i Schwabsburg ved Nierstein.

Denne Riesling Hipping Alte Reben Trocken er husets topvin på Riesling. Druerne kommer fra Rote Hang, helt præcist selvfølgelig fra marken Niersteiner Hipping. Og som de fremgår af navnet fra gamle vinstokke.

Lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den. Imidlertid kan jeg godt afsløre med det samme, at den ikke helt lever op til de andre vine fra Huff’erne … og det endda til trods for, at dette er husets absolutte topvin på Riesling.

Næsen byder på en dyb og lidt småfed Riesling med petroleum – jo vist – men dog ikke voldsom buldrende der-ud-af, men mere ganske sagte. Der er godt med frugt, nærmest presset frugt, banan, abrikos og modne æbler. Syren virker umiddelbart beskeden og driller lidt dine hår i næsen.

Smagen har en fin frugtrig syre, men det hele er slet ikke så dybt eller intensiv som forventet eller håbet. Der er dog god frugt, citron, modne æbler og en beskeden bitterhed, lidt fad og fylde med en svag spændstighed.

Købt på vingården til 15€ … eller omkring 112 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Cantina Terlan, Sauvignon Blanc Winkl, Alto Adige, Italien

Jeres flittige vinblogger var forleden forbi den  lille Wineboutique, der ligger – tør jeg godt sige – lidt ude på landet og drives af den rare Flemming. Han har masser af spændende vine, så vi faldt hurtigt i snak og jeg blev også budt på et glas vino. Og I kender jo mig … det siger jeg ikke nej tak til. Det var et glas af denne Sauvignon Blanc Winkl fra Cantina Terlan aka. Kellerei Terlan.

Vi har vinmæssigt fået iført os et par slidte lederhosen, for det lille kooperativ holder nemlig til i Sydtyrol, helt præcis i vinbyen Terlan eller Terlano, som byen hedder på italiensk, der ligger 7-8 kilometer nordvest for Bolzano.

Cantina Terlan er grundlagt i 1893 og er i dag et topmoderne kooperativ bestående af over 143 vinavlere, som samlet repræsenterer omkring 165 hektar vinmarker med stejle, bjergrige vinmarker med rød, vulkansk og kvartsholdige porfyr jord, der både har et meget højt mineral indhold og er fantastisk veldrænet.

Og det er heller ikke et helt almindeligt kooperativ, for de ligger kvalitetsmæssigt helt i top og producerer specielt hvidvine, som er meget efterspurgte. Derfor er Cantina Terlan også noget så usædvanligt som et kooperativ, der sælger deres vine per allokation, altså hvor importørerne får tildelt en begrænset mængde hvert år.

Cantina Terlan har tradition for at lave utroligt sejlivede, rene, mineralske og syrerige hvidvine, der kan overleve årtiers lagring. Levetiden af deres vine skyldes en kombination af det høje indhold af mineraler i jorden, gamle vinstokke, omhyggeligt plejede vinmarker, der dyrkes efter bæredygtige principper, lave høstudbytter, og en streng udvælgelse af kun de sundeste og fuldt modne druer.

I kælderen regerer den unge vinmager Rudi Kofler og han har i højere grad fokus på at stimulere de mere mineralske sekundære og tertiære aromaer, frem for de primære – men ofte hurtigt døde frugtaromaer, som man ellers normalt har fokus på i hvidvine. Afhængigt af vinen lagrer Rudi sine vine på tanke af rustfrit stål, store træfade eller barriques.

Der lægges særlig vægt på “sur lie” metoden, hvor vinene ofte ligger på bærmen i årevis før de aftappes og efterlades til langsomt at modnes til perfektion. Den langsomme modningsproces giver vinene deres særlige karakter og kompleksitet.

At Terlans metode virker kan ses i vingårdens vinarkiv, som indeholder mere end 20.000 sjældne flasker i en samling, som omfatter årgange helt tilbage til 1955. Man finder endda enkelte flasker fra 1893, det år vingården blev grundlagt. Disse hvidvine har gentagne gange overrasket selv erfarne vinanmeldere over hele verden.

Cantina Terlan arbejder med 4 serier af vine: Tradition, Selection, Rarities og Terlaner I og denne Sauvignon Blanc Winkl kommer fra serien Selection, som alle er enkeltmarksvine.

Winkl marken ligger i 300-500 meters højde og regnes for at være Alto Adiges bedste Sauvignon Blanc mark, hvor druesorten har været dyrket siden 1956.

Druerne til vinen er høstet med 56 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med presning af hele klaser uden afstilkning, fermentering i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret sur lie i 5-7 måneder. Det er en vin, som kooperativet laver rigtigt mange flasker af … hele 210.000 flasker årligt.

Næsen er herlig aromatisk med kiwi, hyben, abrikos, sæbe, en lidt næsten olieret fedme samt friskplukket pebermynte. I munden er vinen ikke fed på nogen måder, men ganske frisk, grøn og syrlig. Syren er fint fremme i skoene sammen med lidt hvid peber, grøn peberfrugt samt lidt jern. Syren er måske en snas for aggressiv, men det smager sgu godt. Virkelig en fin italiensk hvidvin.

Flemming gav mig resten af flasken med hjem. Han havde endnu ikke vinen på lager hos Wineboutique, men var i gang med dette og mente, at den skulle prises omkring 120 kr. for en flaske.

Rating 4,5/7  

2013 Paitin, Nebbiolo d’Alba Ca Veja, Piemonte, Italien

Jans sidste dartpil, sidste skud og trumf i ærmet blev denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja – en mini Barbaresco – fra Azienda Agricola Paitin di Pasquero Elia … et vinhus, der ligger en kilometer sydøst for Neive by i Piemonte.

Vinhuset stammer tilbage til 1796, hvor Benedetto Elia købte ejendommen med vinmarker og vinkælder. Hans søn Giuseppe udvidede senere med flere  vinmarker og købte også en stor underjordisk vinkælder, som stammer tilbage fra 1500-tallet, så det er en vingård, som gennem århundrede har produceret vin. Faktisk har huset endda siden 1893 produceret vinen Barbaresco del Sori Paitin.

Siden 1965 har vingården været drevet af Secondo Pasquero-Elia, som har bygget ny vinkælder og gradvis omplantet og tilplantet med nye vinstokke.

I 2010 indgik Secondo også et samarbejde med konsulenten og superønologen Dante Scaglione, som Secondo var skolekammerat med. Sammen har de fået omlagt produktionen til mere traditionelle dyder og løftet kvaliteten, så vingården i dag skal tælles blandt toppen i Barbaresco.

Vinene vinificeres i dag udelukkende på store fade efter lange macerationsperioder efter gæringen og deres udtryk er koncentrerede, rene og ekspressive på samme tid.

I dag har Secondo også hjælp fra sønnerne Giovanni and Silvano, og sammen passer de husets 17 hektar vinmarker, hvor den bedste mark klart er Serraboella, som leverer druer til husets 3 top Barbaresco’er.

Udover vinproduktionen har driften siden 1997 også omfattet udlejning på L’Agriturismo Paitin … lækre ferielejligheder, svømmepøl og mulighed for spisning.

Denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja er lavet på ren Nebbiolo fra marker sydvest for Alba med vinstokke plantet tilbage i 1995. Maceration i 10-12 dage og derefter lagrer vinen 18 måneder i store fade inden tapningen.

Næsen er multo special … det er blomster, violer, appelsin, rugbrød, grønne og syrlige noter og et slat læder og lidt tobak. Den italienske og insisterende syre er ikke til at tage fejl af.

Smagsmæssigt havde vinen det svært efter den ældre Cornas, og det hele kom til at virke noget syrligt, men der er også tonsvis af stramme, italienske hestekræfter i tanninerne. Derudover er vinen let og luftig med sten, granit og jernagtig næve. Virker utrolig ung, uhæmmet og utøjlet endnu, men det lover godt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Domaine Boucabeille, Monte Nero Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

Denne Monte Nero Côtes du Roussillon Villages fra Domaine Boucabeille i den lille by Corneilla de la Riviére blev en maskulin ledsager til en omgang boeuf bourguignon a la forår n/jordskokkemos & rødvinsglace.

Vi er i Roussillon hos et vinhus, der er grundlagt i 1990, hvor Regis Boucabeille købte 12 hektar vinmarker, som den tidligere ejer Rene-Jean Camo havde plantet tilbage i 1976. Sammen med sønnen Jean Boucabeille begyndte han at pleje markerne, plantede skov omkring markerne og kunne så i 2001 høste første årgang til en produktion af vine fra domænet.

Siden er der bygget et moderne vineri og Jean Boucabeille har overtaget driften af vingården i dette lidt øde og klippefyldte område, hvor vinmarkerne er stejle og så stenede, at det kræver en absurd mængde hårdt arbejde at opdyrke jorden.

Jean Boucabeille siger endda selv, at skal have en hjerne som en gnaver, hvis man vil give sig i lag med at dyrke vin på disse golde jorder.  Men de stejle, sydøstvendte terrasser er faktisk perfekt eksponerede til solen, samtidig med at den allerværste hede om eftermiddagen mildnes af briser fra Middelhavet.

Desuden består jordbunden af mager, nedbrudt skifer – perfekt til dyrkning af kvalitetsvin og der dyrker Jean de typiske sydfranske druesorter Grenache, Syrah og Mourvèdre samt den grønne Maccabeu.

Dyrkningen foregår efter økologiske principper, og Jean Boucabeille blander sig mindst muligt under vinens tilblivelse. Desuden er enhver af brug af enzymer, kunstig gær og andre kunstige tilsætningsstoffer helt bandlyst.

Denne Monte Nero Côtes du Roussillon Villages er lavet på 70% Grenache  og 30% Syrah og på druernes naturlige gær. Almindelig maceration – men periode er ikke oplyst – og lagring i 12 måneder på barriques.

Næsen er maskulin med peber, blæk, spidskommen, boysenbær, blåbær og sagte elementer af en god landlig mødding. Rustik, kødfuld og landlig kluntet næse med masser af power, lidt kanel, vanilje og lakrids.

I munden er vinen godt tør og byder både på peber, sødme, kanel og rustikke tanniner. Lige ud af landevejen med masser af sol, kraft og peber.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 165 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Bodegas Godelia, Mencia, Bierzo, Spanien

I det tit oversete vinområde Bierzo i Castilla y Leon finder vi mellem byerne Pieros og Cacabelos vingården Bodegas Godelia aka Bodegas y Viñedos Godelia. Derfra kommer næste rødvin, lavet på Mencia druen.

Vinhuset er grundlagt i 2009 af García Rodriguez og hans familie. Garcia kommer fra en lang række af bønder og grundlagde Bodegas Godelia med det formål, at lave kvalitetsvine fra Bierzo området og til at hjælpe med vinproduktionen har han hyret vinmageren Olga Verde Vieitez, som I også kan se på billedet ovenover.

Vingården har samlet 35 hektar vinmarker i et område, som kaldes det spanske Schweiz på grund af stejle skråninger og jordbundsforhold med skiffer og jern … med andre ord et klima ideelt til vindyrkning.

Markerne omfatter en del meget gamle vinstokke med Mencia druer og de passes og plejes efter alle kunstens regler. Mencia er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ikke ligger helt klart. Nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på, at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet genfødt i Bierzo.

Bodegas y Viñedos Godelia laver vine på druerne Mencia, Godello og Doña Blanca, samlet 6 forskellige vine, hvoraf en af disse altså er denne Mencia eller Godelia Red, som de også selv kalder den.

Vinen er lavet på 100% Mencia, som kommer fra forskellige marker, nogle af druerne fra egne marker og nogle fra lejede marker. Vinstokkene er mellem 40 og 80 år gamle. Hver mark er vinificeret separat i store 150 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på 18-22 dage, hvorefter vi lagrer på 400 liters egetræsfade i 12 måneder inden flaskning.

Og hold da op … næsen er ren vaniljebudding for alle pengene. Duft bare til flaskehalsen, så strømmer der massiv aroma af vanilje op. Det bliver blandet med mørk frugt, modne blommer, sød tobak, virkelig godt med sødme, Coca Cola, kødfuld, fed og opulent næse, men samtidig egentlig også ganske spændende.

I munden er vinen en kraftig, sød og saftig bandit med en peberet tørhed, en syrlig frugt, som slet ikke virker så tung, som næsen ellers indikerer. Peberen sidder lidt fast i smagsbilledet og er måske en smule for markant, mens tanniner samtidig bidrager til virkelig at tørre munden godt ud. Anderledes … men godkendt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 144,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 119,95 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Ortas Cave de Rasteau, Rasteau Prestige, Rhône, Frankrig

Havde forleden et par timer, som skulle slås ihjel. Det kunne jeg – efter kort tids vortering – bedst gøre med lidt vin i glasset, så jeg rundede lige Bistrotekets nye lille nyfødte … Bistrobiksen, hvor man udover at købe alskinds lækker mad, også kan nyde et glas vin. Og det blev et glas af denne Rasteau Prestige fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau.

Kooperativet kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau, og de holder selvfølgelig til i byen Rasteau. De er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

I dag omfatter medlemskredsen omkring 180 vinavlere i området og sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationens Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket er ganske imponerende.


Lige et lille stemningsbillede fra Bistrobiksen i Randers.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel). Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Rasteau Prestige er lavet på 50 % Grenache, 35% Syrah og 15% Mourvèdre, som kommer fra 50 år gamle vinstokke, høstet med udbytte på 38 hektoliter pr. hektar. Lavet ved, at alene 15% af vinen lagrer på egefade i 12 måneder.

Næsen har godt med mørk frugt, solbær, lakrids, bacon og svage krydderier. Der er derudover noget ristet over duften, som om der er en smule sødbrændt fad, men med alene 15% af vinen lagret på egefade, så må afsmitningen jo ellers være begrænset.

I munden er der god syre er min første tanke. Vinen er dejlig blød og byder på fed frugt, bitter peber og egentlig god afbalanceret med en vis bitterhed og masser af peber i eftersmagen. Fyldig og tæt i smagen, men heldigvis med en vis syre og friskhed.

Forhandles herhjemme bl.a. af Bundgaard Vinimport, hvor en flaske koster 109 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Bodega Noemia de Patagonia, A Lisa, Patagonien, Argentina

I Chile mod Argentina battlen, så blev næste deltager et vinhus, som tidligere har imponeret mig, nemlig Hans Vinding-Diers’ Bodega Noemia de Patagonia. Og vinen er husets basisvin, som kaldes A Lisa.

Det er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg smagte husets topvin Noemia Malbec i en årgang 2011 og  lillesøsteren J. Alberto i årgang 2012. Læs disse blogindlæg for lidt historie om vingården og den danske vinmagers eventyr i Argentina.

I stedet kigger vi her nærmere på denne A Lisa, den mindste søster i familien. Den er – som de øvrige vine fra Bodega Noemia de Patagonia – også en Malbec baseret vin, som i denne årgang 2013 består af 90% Malbec og 10% Merlot.

Hans Vinding-Diers plejer dog at komme 1% Petit Verdot i, men i foråret 2013 havde disse druer fået frost og kunne ikke anvendes til vinen, så der røg der 10% Merlot i blendet i stedet for 9%.

25% af druerne til vinen kommer fra egen vinmark, en enkelt 5 hektar stor parcel ved Valle Azul, mens den sidste del kommer fra andre vinavlere i området samt marker, som Vinding-Diers har lejet på længere kontrakter.

Druerne bliver efter afstilkning lagt på 2.500 og 5.000 liters cementtanke samt 10.000 liters rustfrie ståltanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i fire dage, inden der tilsættes en gærfløde.

Den alkoholiske gæring finder sted over to uger i alt, mens der foretages piquage og pumping over dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes.

Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, overføres 30 % af vinen til brugte franske egetræsfade, mens de resterende 70% forbliver i stål og cementtank.

Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres under de ni måneders lagring. Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den flaskes og kan frigives til salg.

Og hold da op  … virkelig god dybde, meget elegant med kridt, røde bolsjer, brombær og blommer. Derudover er den måske lidt neutral i duften og mangler en tak kompleksitet.

I munden er vinen virkelig vedvarende med en utrolig lethed, friskhed og det hele er afbalanceret flot. Dejlig vin, selvom den ikke er på niveau med sine storesøstre, men bestemt ganske vellavet.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 210 kr.

Rating 4,5/7 

2009 Pelissero, Langhe Long Now, Piemonte, Italien

Så er det sgu lige fifty/fifty … halv Barbera og halv Nebbiolo i denne Langhe Long Now fra vinhuset Pelissero Azienda Agricola Vitivinicola.

Vinhuset Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn.

Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården. Det er ham, så I kan se på billedet ovenover.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Langhe Long Now, altså lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo, hvor druerne kommer fra marken Cascina Tolino mellem Treiso og Neviglie. Vinstokkene er plantet mellem 1950 og 2001 og denne vin er første gang lavet i år 2000.

Vinen er lavet med maceration på 10-12 dage for Nebbiolo druerne og 25 dage for Barbera druerne i rustfrie ståltanke og derefter er vinen blendet og lagret 15-18 måneder på barriques inden flaskningen. Derefter lagrer vinen yderligere 10-12 måneder,

Duftmæssigt først nogle egenoter, dyb fad … godt brændt fad, dyb engelsk lakrids, moden frugt, solbær, kirsebær, blommer, vanilje og tobak. Smagen er mørk og krydret, igen med masser af mørk frugt og så alligevel en klar syre, som går igen i hele smagsspektret. Den er virkelig svær at placere denne vin. Fyldig, syrlig, kantet.

Forhandles hos SuperVin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2013 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro hedder vinhuset, som ejes og drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Og derfra kommer denne Beyra Superiore.

Rui etablerede vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere. Samtidig startede han imidlertid også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, købt Quinta da Pedra Escrita fra familien og opstartet projektet Beyra – Vinhos de Altitud, hvorfra denne vin altså kommer.

Derudover arbejder den flittige vinmager også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a. Adega Cooperativa de Vila Real, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Quinta dos Castelares.

Beyra – Vinhos de Altitud er et projekt, hvor Rui Roboredo Madeira arbejder sammen med det lille vinhus i Vermiosa, hvor han egentlig startede sin vinøse karriere. Om han har købt vinhuset eller blot laver vinene for huset kan jeg ikke umiddelbart se.

Det startede i 2011 med et ønske om at lave vine med nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke. Og som navnet indikerer, så ligger markerne pænt højt, nemlig i omkring 700 meters højde.

Denne Beyra Superiore er det, som hedder et fieldblend … altså lavet fra marker, hvor der vokser forskellige vinstokke. Samtidig kommer druerne også fra forskellige marker, men Rui anslår, at blendet består af omkring 70% Tinta Roriz – som vi jo kender som Tempranillo – 20% Jaen, også kaldt Mencia, 7% Touriga Nacional samt 3% Rufete.

Alle druerne er vinificeret sammen … i en pærevælling. Druerne afstilkes og vinen laves med en forholdsvis kort maceration på 7 dage ved 22-26 grader og derefter lagrer vinen 12 måneder på 1/3-del franske fade og 2/3-dele nye amerikanske egefade. Vinen er lavet under DOC’en, som hedder Beira Interior.

Og halløj der er smæk på drengen … det er solbær, mint, marmelade, natron, vanilje, kanel, lakrids, eg, sødbrændte fade, ja faktisk godt med sødme i næsen.

I munden er vinen kraftfuld, fyldig og blød med masser af solbær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men frugten er egentlig meget god. Fader dog en smule ud efter lidt tid i glasset, men ellers lidt af en blockbuster.

Forhandles af SuperVin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7