Så skal vi igen et smut til vinmageren Daniele Palini på Cantine Adanti lidt syd for Bevagna samt nord for Montefalco i Umbrien og igen med deres fine basisvin Montefalco Rosso.
Montefalco Rosso har jeg smagt flere gang … sidst i årgang 2015, hvor jeg også skrev en masse om vingården og dens historie,
Derfor kigger vi nu bare videre på vinen, som er lavet på et mix af 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i en Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.
Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration sker ved 28 grader og en løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering så ligger vinen i ekstra maceration i 4-5 dage inden den lagres på både barriques og tonneaux i omkring 12 måneder.
WAUW … dejlig duft og virkelig en fin kombination af druerne giver en mørk og alligevel let vin med brombær, sorte kirsebær, blommer og samlet lidt fyldig i frugten, men derudover ha vinen en frisk, livlig og næsten luftig syre, som hiver den modsatte vej. Det suppleres så med svage noter fra fadene … vanilje, lakrids, tobak og derudover læder og en anelse tørrede blomster.
Smagen sidder sgu også lige i skabet og gør, at denne Montefalco Rosso skiller sig ud i mængden. Som sidst giver Sagrantino druerne vinen nogle tørre og potente tannier, som virkelig mærkes i munden, men de kommer sammen med en ren og klar syre samt en frugt, der virker lysere end i duften … kirsebær, hindbær og ribs. Det giver en frisk vin med både en let bitterhed, en let sødme, de tørre og faste tanniner og rigtig god balance. Det er sgu godt skruet sammen og prismæssigt en rigtig lille prisbasker.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster ganske beskedne 95 kr. , hvilket er et rigtigt godt køb.