Endnu et glædeligt gensyn, nemlig med det rheingauske vinhus Weingut Balthasar Ress, hvorfra jeg nu smager deres 2016 Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken.
Jeg besøgte Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli. Formentlig smagte vi også denne Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken under vort besøg og måske endda i denne årgang 2016.
Hatterheimer Nussbrunnen er en sydøstvendt mark i Hattenheim og den har sit navn efter en kilde eller brønd, som stadig eksisterer i dag og oprindelig var omgivet af valnøddetræer … deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde/brønd. I kan på billedet ovenover se, hvor kilden/brønden ser ud i dag.
Det er en 9,7 hektar stor Grosse Lage mark, hvor Weingut Balthasar Ress har en parcel på omkring 1,5 hektar. Marken ligger op til Wisselbrunnen, hvor Ress også har parceller.
Hattenheimer Nussbrunnen marken har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen, fordeling af vand. Samlet gør det således Hattenheimer Nussbrunnen til en regulær Grosse Lage topmark.
Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken er lavet ved, at druerne efter høsten presses forsigtigt i en pneumatisk presse og derefter gærer i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.
Næsen er lidt parfumeret og har allerede pænt med petroleum, en sindssyg lækker vibrerende syre, abrikos, lidt nødder og klare aftryk fra fadlagringen, lidt eg og fyldig, varm vanilje.
I munden har vinen god dybde, bund og en moden kraft. Der er en klar modenhed i frugten, igen tropisk i frugten og så er vinen meget blid, stille, tilbageholdende med et lidt kalket udtryk og en krydret samt frisk koncentreret syre. Det er virkelig lækker Riesling og samtidig klart en vin, som også vil vinde yderligere med tid i vinkælderen.
Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske koster 440 kr.