2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, Italien

2018 Réva, Langhe Bianco Grey, Piemonte, ItalienLidt omvendt sluttede smagningen hos Réva med en hvidvin, nemlig husets Langhe Bianco Grey, som er lavet med 50% Sauvignon Blanc og 50%, Sauvignon Gris fra 2 af husets marker.

Det er ikke druer, som man normalt støder på i Piemonte, men Gianluca Colombo mener, at de er perfekte til deres vin.

Druerne høstes manuelt tidligt om morgen, hvorefter de kommer i et kølerum/fryser ved 0 grader i 72 timer. Derefter presses druerne og ligger med skindet i  8 timer, hvorefter fermenteringen sker … 70% i rustfrie ståltanke og resten i brugte egefade.

Derefter lagrer Langhe Bianco Grey 4 måneder, blandes … lagrer yderligere et par måneder og flaskes. Den årlige produktion ligger på 6.000 flasker.

Næsen er – måske som forventet med druerne – lidt grøn og parfumeret, meget aromatisk, frisk med fersken, abrikos, banan og stor mineralitet og samtidig en herlig landlighed med både sved og mødding.

Smagen er imidlertid langt mere blød, rund og varmere end forventet. Det skyldes formentlig brugen af egefade på en del af vinen, som fortsat har en god syre, god nerve og friskhed. Vinen bliver heller aldrig for fed, men smager rigtigt godt. Klart 4½ af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske i årgang 2017 koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Réva, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Réva, Barolo, Piemonte, ItalienVi gik videre til den almindelige Barolo fra Réva … en vin, som er lavet med druer fra 4 forskellige marker i Barolo, La Morra, Serralunga og Monforte d’Alba … og i sidstnævnte fra Ravera marken og så primært fra de unge stokke.

Motivet på etiketten er – som hos Révas enkeltmarksvin fra Ravera – en ugle, da et gammelt ordsprog i Piemonte siger, at det altid bliver en god årgang, hvis uglen slår sig ned i egetræet i vinmarken. Druerne fra de 4 plots er høstet manuelt, og fermentering sker i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druerne naturlige gærceller.

Gæring og maceration varer 30-35 dage, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring … 80% i de store, østrigske egefade og de andre 20% i brugte barriques.  Derefter lagrer vinen 24 måneder i store egefade inden aftapning på flaske. Der laves årligt 8.000 flasker.

I glasset ganske, lys og transparent … og sikke en dejlig næse, som er lys, let og meget elegant med alle de bedste Barolo dyder. Der er lys, syrlig og moden frugt, granatæbler, ribs, lyse kirsebær, rosenblade, tobak, timian, fennikel samt tør jord. Det er virkelig en let, lys, svævende og superskøn aroma … betagende.

Smagsmæssigt en let, lys, venlig og imødekommende Barolo, som allerede er meget tilgængelig nu. Det er lyse og modne bær, tørhed, tørre tanniner, men leveret blødt, rundt og blidt. Stilen hos Réva er klart superlet, feminin og alligevel meget tilgængelig.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Réva, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienNæste vin, som Francesco Spadaro skænkede, var Révas Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer både fra Sebastiano og Ravera marken lige ved vingården.

Druerne spontangærer med skindet i rustfrie ståltanke i 30 dage, hvorefter vinen får en malolaktisk gæring … 70% i store egefade og de sidste 30% i en blanding af brugte tonneaux og barriques. Derefter lagrer vinene på egefadene i 12 måneder, hvorefter vinen endelig aftappes på flaske og frigives. Der laves årligt 6.500 flasker af denne vin.

I glasset er der allerede mere farve og næsen er også ganske typisk Barbera … pænt krydret, masser af kirsebær, boysenbær, gærede og med masser af frugtsødme, power og en lille underliggende syre.

Smagsmæssigt god frugtsmag, masser af kraft, og så er der alligevel også en fin lethed, et mineralsk bid samt nogle krydderier. Det er en vin, som skriger på lidt mad. Men fandens god Barbera og kan igen rigtigt godt lide letheden i smagen.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2016 normalt koster 158 kr., men pt. er på bud til 118 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Réva, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Réva, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, ItalienDen lille smagning med 4 af Révas vine på terrassen med udsigt til Ravera marken startede helt perfekt med en Nebbiolo d’Alba.

Druerne til vinen kommer fra en lille 1,3 hektar mark San Sebastiano ved Monforte d’Alba og beliggende i 360 meters højde. Druerne er selvfølgelig høstet manuelt og fermentering er sket i rustfrie ståltanke druernes naturlig gærceller og maceration i 17 dage, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring i østrigske egefade for 80% af vinen og brugte tonneaux og barriques for de resterende 20%. Derefter er vinen lagret 12 måneder i de østrigske egefade. Der laves årligt 4.500 flasker af vinen.

Etiketterne til Révas vine er tegnet af en kunstner fra Prag, som dog er bosiddende i New York i dag. Motiverne på vinene er alle dyr, men måske lidt fortegnede. På denne Nebbiolo d’Alba forestiller dyret en flagermus.

I glasset er vinen herlig lys, transparent med svagt orange skær, og næsen følger op med dejlig lys, let, syrlig og moden frugt, tranebær, ribs samt granatæbler.  Der er lidt blomster, rosenblade, lidt grønne elementer, tør jord, let grafit og mineraler … virkelig let og der er lidt Pinot Noir over duften. Yammy.

Smagen er også meget let, luftig med masser af lyse bær, ribs, jern, mineraler og godt med syrlighed. Det er smuk vin, så let, så præcis og er totalt pjattet med vinens lethed. Der er fast bid, slanke tanniner og mineralsk renhed.

Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 178 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i sydlig retning mod Dogliani … godt gemt i en dal ved Ravera marken. Det var næste stop på min vinøse Barolo dag, og jeg havde aftalt et møde med Francesco Spadaro, som er salgschef på det tjekkede sted, som ligger helt fantastisk smukt og isoleret.

Det er ikke kun et vinhus, for driften omfatter også et hotel/resort med spa, wellness, massage, indendørs og udendørs pool, restaurant og såmænd også en 9-hullers golfbane, alt toptrimmet og moderne luksus til priser i den dyrere ende. Klart en sted for folk med tegnebogen i orden, lyst til forkælelse og måske lidt vino.

Ejendommen kan dateres tilbage til 1867, men blev i 2010 totalt renoveret og der er vist ikke meget af den gamle vingård tilbage. Det har været et større og dyrt projekt, men etableringen er foretaget af en tjekkisk rigmand, som blev forelsket i området omkring Monforte d’Alba og Barolo vinene.

Tjekken hedder Miroslav Lekes og har i hjemlandet er større virksomhed indenfor lægemidler. Francesco Spadaro fortalte, at den rige Lekes fortsat bor i sit hjemland, men kommer på besøg på vingården hver 3. måned. Og han har ansat et hold af unge mennesker til at drive stedet.

Den vinmæssige del er lagt i hænderne på Gianluca Colombo, som er en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. Gianluca laver i øvrigt også vin på sin egen ejendom Segni di Langa og har tidligere arbejdet på kooperativet Terre del Barolo.

I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på markerne Ravera ved vingården, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

Der er 4 hektar med Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon Blanc … og alle markerne drives økologisk. Der anvendes derfor ingen syntetiske midler i hverken marker eller kælder … der anvendes alene certificerede bio-produkter og organisk gødning og man lader græs og urter gros mellem vinstokkene. Réva har registeret mere end 130 forskellige slags urter i markerne, hvilket giver en utrolig stor biodiversitet.

Rundvisning og smagning

Francesco Spadaro viste mig først rundt i vinhuset … lutter moderne faciliteter, men stedet er ikke stort. Den årlige produktion ligger også kun på 40.000 flasker og alene fordelt på 6 forskellige vine, som alle laves af Gianluca Colombo i samarbejde med den assisterende vinmager Daniele Gaia, som begge er uddannede ønøloger fra vinskolen i Alba.

Alt kører ultraprofessionelt … fra mark til vinkælder og i det tilhørende resort. Druerne høstes manuelt og sorteres 3 gange inden vinifikatinen. Der arbejdes helt klassisk med lang maceration, gæring ved lave temperaturer og udelukkende ved brug af druernes egne gærceller.

Vinene lages dog en smule mere modernistisk, nemlig med en kombination af barriques og store østrigske egefade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Gianluca siger selv, at han er klassisk … og altså hverken traditionalist eller modernist.

Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd. Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo, har den unge vinmager tidligere udtalt.

Francesco Spadaro viste de forskellige elementer i produktionen, og den professionelle tilgang er meget tydelig. Der tænkes på alt … fx viste Francesco mig de nye etiketter, som var trykt på et bedre papir, som bedre kunne holde til at blive våde, når vinene serveres på restauranter og måske kommes i en isspand.

Efter rundturen, så havde Francesco sørget for, at der på terrassen – med udsigt til Ravera markerne og en stor lækker pøl nedenunder – var gjort klart til smagningen, selvfølgelig med et par store Zalto vinglas, lidt saltede mandler og en brochure om Réva. Tjekket.

Vi skulle igennem 4 af husets vine og jeg fandt ikke ud af, hvorfor vi ikke skulle smage alle 6. Det job havde jeg nok også magtet. Men det betød, at jeg smagte:

Rækkefølgen havde Francesco valgt, og var valgt ud fra, at de to første vine er de letteste. Det gav godt mening. Jeg fik noteret lidt smagsnoter, som de er selvfølgelig lagt på bloggen og linket til ovenover.

Og meget kan man sige om det tjekkede sted, men vinene smager bare fremragende. Det er bestemt et up coming vinhus, lette, lyse og fine Barolo’er. Jeg valgte et par flasker, som jeg købte med hjem inden kursen blev sat mod dagens sidste destination.

2018 Bodegas Neleman, Tempranillo Monastrell, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Neleman, Tempranillo Monastrell, Valencia, SpanienBodegas Neleman drives af den ihærdige og innovative Derrick Neleman, som stammer fra Holland. Vi smager her hans Tempranillo Monastrell vin fra det varme Valencia i Spanien.

Helt præcis ligger Bodegas Neleman i den østlige del af Valencoa ved Cases del Rey. Her har den flyvende hollænder slået sig ned for at lave biodynamiske vine. Han startede egentlig med at handle og imponere økologiske vine i over 15 år, men han faldt pladask for spansk kultur og vinbrug. Derfor besluttede han sig for selv at producere vin ud fra filosofien; By doing the good things right, you make the world more beautiful. It’s that simple!

Bodegas Neleman har samlet 19 hektar vinmarker, som dog endnu ikke drives fuld biodynamisk, men dog totalt økologisk uden brug af sprøjtemidler eller andet skidt. Derudover anvendes alene naturlige plantebaserede materialer og det gør også hollænderens vine veganervenlige.

I det hele taget forsøger Derrick Neleman at arbejde i pagt med naturen og skåne miljøet så meget som muligt. Det har også betydet, at han har udviklet en lang række innovative tiltag, bl.a. en korkprop, som kan skrues af flasken … et system han kalder NDTech cork.

Denne Tempranillo Monastrell er også forsynet med sådan en sjov lille korkprop, som du kan skrue af uden brug af proptrækker. Det ser faktisk meget charmerende ud.

Derrick anvender heller ikke gærkulturer – kun druerne egne, naturlige gærceller – og der anvendes også kun meget lidt svovl for konservering ved aftapning af vinene på flaske.

Denne Tempranillo Monastrell er lavet op 65% Tempranillo og 35% Monastrell, som kommer fra husets marker, der ligger i omkring 700 meters højde. Druerne er hæstet om natten for at undgå de høje dagtemperaturer og for hurtig oxidation.

Når druerne ankommer til vingården køles de ned til 10 grader. Så får druerne lov at stige langsomt i temperatur, og spontangæringen starter og holdes ved omkring 21 grader. Pump-over sker to gange om dagen under den første uge og en gang om dagen i løbet af den anden. Derefter presses marcen og gæringen aftager langsomt.

I glasset er vinen herlig grumset og uklar … men yippee ki-yay sikke da en herlig funky og syrlig aroma, som strømmer op af glasset. Vi tripper lidt ude på landet i ko-lort, gæret mødding, blomstersæbe og en buket markblomster til konen. Der er en herlig biokant i næsen, mens frugten er jordbær og kirsebær i skøn forening. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt har vinen også en pæn og hip syre, men langt mer’ sødme, end jeg lige havde forventet. Men det smager både tæskende og læskende godt, virkelig en drikbar vin. Den lidt funky syre er tilstrækkelig til at holde sødmen lidt i ave. Samlet set er Tempranillo Monastrell en charmerende, landlig, bondsk, joyful, moderne vin, som skal drikkes og ikke gemmes.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2000 Parusso, Barolo Bussia Riserva XX, Piemonte, Italien

2000 Parusso, Barolo Bussia Riserva XX, Piemonte, ItalienGuilia fortalte, at jeg var heldig med mit besøg, idet de netop havde åbnet en ældre topvin, som slet ikke er frigivet endnu … en Barolo Bussia Riserva, som de planlægger at frigive i 2021 i forbindelse med, at Parussos 50 års jubilæum. Indtil nu har de blot kaldt vinen Barolo Bussia Riserva XX og den har heller ingen etiket endnu.

Den er lavet på samme måde som de foregående Barolo’er, så ingen forskel der, men den er blot lagret på flaske i – indtil videre – næsten 17 år. Og så skulle man jo forvente, at den i glasset vil være endnu mere orange/brun end foregående 2010’er?

Men det er ingenlunde tilfældet, for i glasset er vinen slet ikke brun, men faktisk nærmest samme farve, som de tidligere 2015’ere, endda lidt mørkere. Næsen har alt det, som er essensen af Barolo, lys og moden frugt, lyse blommer, gravet læder, rosenblade, tobak, gammelt træ, eg, fennikel og lakrids. WAUW.

Og gud hvor er det blødt, det er blødt i blødt, fløjl, lys moden frugt, æterisk og luftig, svag og velkomponeret syre, runde tanniner … fuck dette er en perfekt vin og flere ord ikke nødvendigt. Houlberg sidder foran Guilia og nyder det bedste glas vin på hele turen so far.

Vinen er ikke frigivet endnu, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 7/7 

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, Italien

2010 Parusso, Barolo Bussia Riserva Oro, Piemonte, ItalienMed de sidste to Barolo’er fra Parusso, så kom der også lidt alder på. Den ene var denne Barolo Bussia Riserva Oro fra 2010, som i øvrigt er en fantastisk årgang i Piemonte.

Det er da heller ikke en vin, som Parusso laver hvert år, men alene i de bedste årgange, og Guilia fortalte, at denne havde de planlagt først at frigive i dens 10 år fra høsten, men normalt lagrer den mindst 5 år på flaske efter vinificeringen, som i øvrigt er fuldstændig identisk med de foregående Barolo’er, altså bl.a, med 18 måneders lagring på barriques.

Det er imidlertid en meget moden – også for overmoden – duft for den gode vinblogger, så dermed lever duften bestemt op til farven i glasset … meget lys og brun i farven. Der er hengemt blomstervand over duften, men aromaen bliver på en eller anden måde alligevel dragende efter et stykke tid. Der er lidt jord, skovbund, svampe og champignon, overmodne lyse blommer, dekadent forfald … og den dufter som om, at den har sine bedste stunder bag sig.

Imidlertid smager den langt bedre end duften … det er silkeblødt som nervøs velour med modne og overmodne blommer, lyse bær, trøfler, meget zen og smuk. Det er klart smagen, som redder denne Barolo Bussia Riserva Oro, for duften er multo speciel.

Guilia fortalte, at vinen måske i øjeblikket er nede i en dal for senere at blive mere frisk igen. Sådan har mange Barolo’er det, hvilket jeg skulle få at se, dufte og smage med den sidste vin.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2006 koster 1.095 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienBussia marken regnes klart som den bedste af Parussos marker, og nu var turen kommet til deres Barolo Bussia … igen i samme årgang 2015 som de foregående Barolo’er.

Det er den vin, som jeg faldt pladask for ved Mr Rubys store Barolo Terroir smagning tilbage i maj måned, men blot i en årgang 2013.

Parusso vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Denne flaske Barolo Bussia var – modsat de øvrige Barolo’er jeg smagte – lige åbnet, da jeg fik den i glasset og næsen var da også lidt mere utilgængelig end de øvrige. Den er klart mere blomsterrig og parfumeret end de øvrige, lidt til den feminine side og samtidig meget animalsk. Der er lys, moden og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, læder, medicinskab og har samtidig langt mere dybde.

Smagen har også mere bund, men fortsat på en blid, cremet og blød facon. Jeg er atter overrasket over Parusso … at en Barolo 2015 kan være så blød og imødekommende allerede nu. Med lidt luft i glasset åbner vinen sig mere op … fine tanniner, silkeblød, forførende og mild. Det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske i årgang 2013 koster 654 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mosconi, Piemonte, ItalienVi fortsatte i det dejlige Barolo spor og næste vin Guilia hældte i vinbloggerens glas var lidt af Parussos Barolo Mosconi.

Druerne kommer nemlig fra husets parcel på Mosconi marken, der lige ligger en anelse længere mod sydvest lige nedenfor Ginestra marken, hvor jorden også er lidt mørkere og har mere ler og kalksten.

Igen er vinen lavet som de forrige, altså med tørring af klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, men anvendes alle i vinen. Vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Igen masser af gentagelse fra de forrige Barolo’er, men Mosconi er lidt mere rustik, lidt mørkere og mere maskulin med nogle lidt mere ristede noter, kaffe, chokolade oveni lyse, lette og modne bær, sorte kirsebær, salvie, rosenblade og tør jord.

Smagsmæssigt er det også et tak op i styrke … mere kraftig, maskulin og mørk, men fortsat en ren, direkte og let moden frugt, lidt mere fyldig og tanninerne også en tak mere markante, så det er helt sikkert en vin, som bør få nogle år i kælderen.

Forhandles af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger