Tag-arkiv: 5½

2018 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi Gran Corte, Mendoza, ArgentinaDen sidste Bodegas Valentin Bianchi topvin i Enza serien blev denne bordeauxinspireret Enzo Bianchi Gran Corte, som jeg har smagt i årgang 2018.

Det er en vin lavet på et mix af 41% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 9% Petit Verdot.

Druerne kommer fra Asti marken i Las Paredes ved San Rafael 750 meters højde og fra vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Vinstokke beskæres kraftigt og der skal hele 3 vinstokke til hver flaske Gran Corte.

Druerne høstes manuelt og gennemgår streng selektering, inden vinifikation og efterfølgende 12 måneders fadlagring, hvor 40% er på nye fade og 60% på 1 og 2 år gamle fade. Der laves årligt omkring 34.000 flasker af denne vin … plus lidt større flasker.

Igen er det en essens, et koncentrat og afkog af intens mørk frugt, men mere kølig og rank end foregående på ren Malbec. Frugten er blåbær, solbær, sorte kirsebær, våde fade og våde vaskeklude, lidt cedertræ, paprika, peber, mørk chokolade, røg, læder og vanilje.

Atter er smagen bare så imposant … koncentreret, dyb og intens. Gran Corte er mere rank og oprejst end den rene Gran Malbec, mere syrerig og frisk i frugten. Den er dermed ikke helt så blød, smeltende og fløjlsblød, men har mere kant, stringent frugt af solbær, brombær og ribs, mens tanninerne her også er mere markante og så kommer også en sjov, tannisk og jernagtig smag i slutfasen. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, Spanien

2021 Bodegas Mustiguillo, Finca Calvestra Merseguera, Valencia, SpanienVi skal for en stund tilbage til vinmageren Antonio Sarrión, som jo både driver Bodegas Mustiguillo og sideprojektet Risky Grapes Wine Co.

Nu smager jeg en hvid 2021 Finca Calvestra Merseguera, der på ren Merseguera … en drue ukendt for mange.

Det er en hvid druesort, der primært dyrkes langs den sydøstlige kyst af Spanien. Der findes relativt få marker med Merseguera og de er centreret i Valencia, Alicante og Jumilla.

Det er sjældent at finde vine alene lavet på Merseguera, da druen mangler sortkarakter og bedst bruges i blandinger. Generelt har den mest været værdsat for sine vinavlskvaliteter med store udbytter snarere end sine enologiske kvaliteter.

Vine på Merseguera kan være kedelige og mangler syre, men sorten er meget tolerant over for det varme og tørre klima … og Valencia er da også et af de varmeste områder i Spanien med somre omkring 40 grader.

Merseguera er i stand til at vokse effektivt i fattige jordarter og stadig producere betydelige udbytter. Vine fremstillet på druen ses meget sjældent andre steder uden for Spanien.

Med denne vin kommer Merseguera druerne fra Mustiguillos økologisk dyrkede monopolmark Finca Calvestra i Requena i 900 meters højde. Her har Toni Sarrión valgt at pode skud af Merseguera på op til 100 år gamle buskvine af rødvinssorten Bobal.

De gamle stokkes dybe rodnet og markens høje kalkindhold betyder, at planterne formår at modne druerne uden hjælp fra kunstvanding, hvilket er udsædvanligt for området og stærkt fremmende
for smagspotentialet.

De lave gamle buskvine står side om side med oliventræer i Finca Calvestras kuperede terræn, hvor biodiversiteten er helt i top og alle druerne høstes i hånden og afstilkes ved sorteringsbordet.

Frugten presses nænsomt, så kun den fineste og mest delikate druemost finder vej til spontangæringen på små 225 og 500 liter fade af akacietræ. Efter endt gæring modner hvidvinen 9-11 måneder sur lige på samme fade.

Det er egentlig ikke en fadpræget note … har i stedet en kropslig aroma med både havvand, pærer, vandmelon, fersken og samtidig noget grillet lemon. Man fornemmer omgående, at der er fylde og endda let olieret fedme, men byder samtidig på grønne oliven, lidt mynte, gule blomster, chai te og en lidt kalket note, som måske kunne lede tankerne hen på noget burgundisk.

Smagen er ligeledes både kropslig og frisk … har en virkelig blød gennemgående syre, mens frugten er lys eller hvid med pærer, lidt fersken og syltet lemon … smører bare lidt munden blidt, men har også denne friske og kalkede mineralitet. Den er svær at placere, men samtidig også svær ikke at holde af. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USA

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USADen allersidste Buena Vista Winery vin var fra Founders Collections serien og det var en 2019 The Sherif of Buena Vista med en ikonisk, sej sherifstjerne som etiket.

I denne årgang 2019 er vinen på 33% Cabernet Sauvignon, 28% Petite Sirah, 22% Syrah samt 8% Petit Verdot, 4% Grenache, 3% Mourvedre og 2% Mission.

Druerne til vinen kommer fra områderne Rockpile, Sonoma Valley, Russian River Valley, Dry Creek Valley, Fountaingrove District og Bennett Valley.

Efter gæring er vinen lagret 15 måneder på egefade … heraf 9% nye franske fade. Hver druesort er både gæret og lagret separat, således endelig sammenstikning af vinen først sker til sidst.

Så skete der sgu noget … og sikke en forskel i forhold til de foregående vine fra Buena Vista Winery. Her er fadpræget tydeligt fra første snif, men det er mere kompleks, nuanceret, subtilt, dybere og sammenhængende. Der er solbær, friske brombær, dadler og alt bare dybt med våde fade, mørk teaktræ, sød tobak, violer samt en smule oksefond.

Hvor smager den godt, virkelig blød og cremet, nærmest smelter i munden uden den helt store amerikanske sødme. Her spiller det sgu, smagen er dyb med kanel, vaniljesukker, solbær, blommer og nougat, mørk chokolade, cafe latte og tussegammel balsamico. Det er skruet godt sammen og et godt glas vin inspireret af Bordeaux, bare med mere epo, power og kraft. 94 point,

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Armilla, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Armilla, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Armilla ligger på Località Tavernelle udenfor Montalcino. Det er en ganske lille vingård, hvorfra vi nu smager deres 2017 Brunello di Montalcino.

Historien om vingården startede i 1980, hvor Marchetti Silverio købte en 4 hektar stor vingård i den smukke landsby Tavernelle 7 kilometer fra Montalcino, efter han i hele sit liv havde arbejdet hos en berømt vinproducent i området.

Han byggede en lille vinkælder og lavede startede med at lave vin sammen med sin hustru Ofelia samt døtrene Ilaria og Fiorella … men også børnebørnene Nicola og Giacomo blev fanget af vinen.

Da Marchetti Silverio købte gården, så lå markerne udenfor det område, som producerede Brunello, men i 1995 blev gården og markerne en del af Brunello di Montalcino DOCG

Desværre døde Silverio i 1997, så det var derfor naturligt, at driften blev videreført af familien med samme engagement og seriøsitet. De driver i dag vingården Armilla videre,

Vingården har i øvrigt fået sit navn fra det guldarmbånd, der blev givet til romerske soldater som belønning for udmærkelse i militær tjeneste. Men hér symboliserer det et løfte om fortsat drift og blev giver fra Silverio til Ophelia, fra Silverio til hans døtre samt fra Silverio til sine børnebørn.

Denne husets Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese Grosso druer fra vinstokke plantet i 1982 på en 2,5 hektar stor mark med en ler- og kalkholdig jord med mergel og tuf.

Høsten foregår manuelt med omhyggelig udvælgelse af de sunde drue klaser, der straks bringes til vingården, hvor de sorteres. Der sker kort knusning/presning, inden gæring og maceration er sket i åbne cementkar efter toskansk tradition. Derefter er vinen lagret omkring 24-30 måneder på 25 hektoliter slavonske egefade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Sikke lækker duft … sorte og modne kirsebær, blommer og måske endda blommemarmelade, lidt dadler, ristede champignon, tobak, kanelgifler, bagepulver, toast, læder, kaffe, sød lakrids, røg … moden og ganske tiltrækkende.

I munden har vinen en imponerende frugt … ikke dyb og mørk, men klart lysere, meget ren, frisk og syrlig. Det er syrlige knuste hindbær, ribs, smagfulde kirsebær og bitre tranebær, tørre tanniner, der dog ikke river alt for meget, men er rene, uskyldige og  med et stramt, elegant og langt bid. 93 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino Poggio Cerrino, Toscana, Italien

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vitivinicola Tiezzi ligger på Località Soccorso i Montalcino regionen i Toscana og derfra smager vi nu en 2021 Rosso di Montalcino Poggio Cerrino.

Vingården er grundlagt i  1980’erne af Enzo Tiezzi, der kommer fra Montalcino og før etableringen var direktør hos Col d’Orcia, men havde også før arbejdet for Tenuta di Argiano.

Enzo Tiezzi var også fra 1983 til 1988 præsident for Brunello-konsortiet, hvor han bl.a. organiserede reglerne for både Brunello og Rosso med landbrugsministrene. Enzo har således arbejdet i Siena- og Montalcino områderne som både agronom og ønolog … og han betragtes som far til Rosso di Montalcino.

På Azienda Vitivinicola Tiezzi driver Enzo – sammen med fruen samt datteren Monica – i alt 5,5 hektar vinmarker samt 3 hektar med cirka 500 oliventræer. Vinmarkerne tæller parceller på La Velona, Podere Cerrino, Podere Cigaleta og, Vigna Soccorso.

Alt på vingården sker med håndkraft og alle vine gærer i slaviske egetræskar på 35-40 hektoliter og lagrer i ældre 50 hektoliter store bottes. Vingården har en årlig produktion på 25.000 flasker.

Denne Rosso Di Montalcino Poggio Cerrino kommer fra nogle af husets marker, der er økologisk drevet. Gæringen er sket i store 50 hektoliter keglestubformede fade lavet af slavisk eg med en lang, fri gæringsproces alene med druernes naturlige gærceller og helt uden temperaturkontrol.

Efter endt fermentering er vinen lagret i 1 år på de samme store fade, som man bruger til at lave Brunello … og vinen er endda også lavet på Sangiovese Grosso, altså samme type som i en Brunello og Enzo Tiezzi har også fortalt, at den godt kunne være Brunello … den ældes i træ som Brunello, men tappes blot tidligere.

Hvor blændes man af, at denne vin er i så fin balance … har noget modent og voksent over sig. Der er dybde, en rød og saftig frugt med jordbær, kirsebær, svesker, violer, røg, champignon, tobak, lakrids og en smule vanilje. Normalt kan en Rosso godt skære lidt tænder, vise kluntede bevælgelser … men det gør denne ingenlunde, for alt sidder i skabet med stor overbevisning og virker meget brunellosk.

Sådan smager vinen faktisk også, så det er nærmest en mini-Brunello, der har disse fabelagtige tørre tanniner, der øjeblikkelig lammer, masserer, infiltrerer, dominerer og besætter din mundhule suppleret med en frugt med masser af tør og fin frugt med tranebær, jordbær, hindbær og ribs samt masser Campari bitterhed, balsamico samt denne fine balance … frugt, tannin, syre og sødme … og havde der også været noget knasende, så havde de været tilfreds i Masterchef … men her er Houlberg tilfreds. 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandDen næste vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg er fra deres serie Terroirwein og det er en 2021 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret på et brugt 500 liters egetræsfad, hvilket lige præcis er brugt nok til, at fadkarakteren nu ikke bliver dominerende, men blot ligger og hviler under vinens frugt. Vinen har gennemgået malolaktisk gæring og er lagret en periode på fad.

Duftmæssigt er fadlagringen tydelig, men bliver rigtig nok aldrig voldsom eller for meget, men det giver denne småtykke og alligevel meget frugtrige noter, hvor der både er ristede nødder, røg, vanilje, saltet frugt, fersken, æble, mango samt citrusfrugter … har en rigtig fin luftig lethed … stille, roligt og overskudsagtigt.

Smagsmæssigt sprøjter saftigheden nærmest ud af vinen med kærlighed og elskovseleksir på epo. Det er sgu smag på drengen med saftige, moden tropisk frugt med indestængt længsel … ananas, lidt grønne pærer, gule æbler … og selvom vinen virkelig er smagsfuld og rammer alle sanser, så virker frugten og syren faktisk lidt afdæmpet og nærmest sart, hvilket virkelig klæder vinen. I syren er der citron, syrlig æblesaft, saltede citroner og lidt blid grape, der omslutter dig med mere kærlighed og fasthed.  Shit det smager godt. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Veronica Ortega, Cobrana, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Cobrana, Bierzo, SpanienJysk Vinbar forlod vi for en stund Rías Baixas, for vi tog nu med næste vin til Bierzo, da vi helt sikkert skulle smage denne 2021 Cobrana fra den smukke,  unge samt dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega.

Den fremadstormende, unge Veronica Ortega har sit vinhus i Valtuille de Abajo lidt vest for León, men hun er er opvokset i Cadiz med fem ældre brødre og en berømt far, der var en kendt tyrefægter. Hun blev ramt af et vild passion for vin i 2000’erne og derefter flyttede hun til Priorat, hvor hun arbejdede med Alvaro Palacios og Daphné Glorian på Clos Erasmus.

Derefter lærte hun yderligere om vin på Burn Cottage i Central Otago i New Zealand efterfulgt af et ophold hos Niepoort i Douro og så hos Comte Armand og selveste Romanée Conti i Bourgogne inden Domaine Combier i det nordlige Rhône.

Da hun vendte tilbage til Spanien, så arbejdede hun sammen med Raúl Perez i Bierzo, fra hvis kælder hun eksperimenterede, før hun startede sit eget vinhus i 2012, som bl.a. kom i gang med lidt hjælp fra hendes ven Ricardo Palacios samt Raúl Perez.

Det var også i Bierzo, at Veronica Ortega forelskede sig i Mencia druen og dens fine evner til at udtrykke jordbunden i Bierzo … lidt på samme måde som Pinot Noir … er følsom over for dens jordtyper og højde. Den kan ifølge Veronica også minde hende om Syrah, som hun jo arbejdede med i det nordlige Rhône, bl.a. på grund af dens vilde natur og krydrede karakter. Hun siger også, at i blindsmagninger bliver de to druer ofte forvekslet.

Men derudover elsker hun på grund af dens historie, ægtheden af dens vine og den stærke atlantiske indflydelse.

Siden etableringen har hun fået samlet 5,7 hektar vinmarker sammen via enten køb eller via leje. Hun har fundet ud af, at de lokale er meget bundet til deres jord og helst ikke vil sælge.

Men med hjælp fra Ricardo Palacios fra Descendientes J. Palacios samt hans netværk, så har hun fået adgang flere topmarker med en del oldgamle vinstokke og styrer selv alt arbejdet i marken bl.a. med økologisk tilgang, plukkedato og alle beslutninger om markerne.

Hun følger økologisk praksis i sine egne vinmarker og er i gang med at konvertere til biodynamisk drift. Hendes filosofi er også klar via en biodynamisk tilgang, udelukkende naturgæring, typisk stor andel af helklaser for hendes rødvine, lagring af vine på gamle kæmpefade og/eller amphora lerkrukker og begrænset svovl, så vinene nærmer sig naturvinsgrænsen.

Hun laver meget elegante Bierzo vine … de er meget feminine, delikate, har meget lav alkohol og med en ubeskrivelig renhed i frugten … terroirtro vine med finesse og nerve.

The Wine Advocate er de seneste år blevet så begejstrede for hendes vine, at hun blev placeret på deres TOP Wine Discoveries for 2020. Samme år blev hun også  omtalt i Decanters artikel 10 great Spanish winemakers you need to know – og endda med ordene: her exceptional talent is plain to see.

Herhjemme har Langdahl nærmest også  givet hende heltestatus, bl.a. har han skrevet om hendes vin, at de har: burgundisk elegance, barolo’sk bisterhed, og nordrhone’sk røgede, urtekrydrede tranebær, slåen og granatæble.

Denne Cobrana er lavet på Mencia fra over 90 år gamle vinstokke i 750 meters højde og  som er rundet af med en lille andel af røde og hvide autoktone druesorter som Doña Blanca, Palomino, Godello, Alicante Bouschet og Estaladiña.

Cobrana er lavet med hele klaser uden afstilkning samt spontangæring på store 5.000 liter åbne trækar og har gennemgået en lang, blid ekstrahering på amphora og gamle fade. Derefter er  vinen så lagret i 12-13 måneder på henholdsvis 4.300 liter store amphora lerkrukker samt 1.500 liter brugte, franske egefade og produktionen i 2021 er på 7.500 nummererede flasker.

I næsen er det en slank, sart, energisk, letfodet, feminin og næsten burgundisk vin med en god blanding af vilde bær, kirsebær, jordbær, ribsgele, lyse svesker samt bergamottefrugt. Læg dertil lidt kul, kridt samt en kølig brise med sten, kamfer, balsamico og mynte.

Smagsmæssigt er det også en lys og stringent vin med burgundisk finesse og kølighed med en gnistrende energi. Den er lys, tørkrydret med rabarber, ribs, hindbær, stikkelsbær med bitterhed, finkornede tanniner og en syre, der er godt integreret i vinen. Jeg kan roligt sige, at jeg aldrig før har smagt Mencia på denne måde … så frisk, elegant og køligt … feminint på sin særegen facon. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandSå stod den derefter på rødvin, hvor første var en klassisk tysk Spätburgunder, nemlig en 2016 Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder fra Weingut Hammel & Cie.

Vinhuset ligger meget passende på Weinstraße Süd i Kirchheim i Pfalz og har været drevet af familien Hammel i nu 8 generationer siden 1723.

Det er i dag de to brødre Martin og Christoph Hammel, der står for driften af vingården og deres i alt 62 hektar vinmarker, hvor de 60% er de hvide sorter Müller-Thurgau samt Pinot Gris, Riesling, Chardonnay, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Grüner Veltliner … de røde druer er Spätburgunder.

Udover produktionen af vinen, så har familien også – som mange andre vinbønder – udlejning af nogle ferieboliger.

Denne vin er lavet med Spätburgunder druer fra 30 år gamle vinstokke på marken Kleinkarlbacher Herrenberg, som ligger på en sydskråning og har undergrund med høj andel af grus. Den er lavet helt klassisk og lagret på både barriques og tonneau fra lokale både lokale bødkere og nogle i Bourgogne.

I næsen er der sød hestestald og virker læskende saftig med modne kirsebær, hindbær, brombær og ribs. Derudover er der grønne urter, blæk, kakao, nelliker, gran, røg, violer og mandler. Der kommer også mælkede og flæskede noter samt fadnoter … godt med fad, cedertræ samt vanilje, kanel og lakridskonfekt.

Smagen har godt med elegance på en noget kødfuld måde, men det leveres fløjlsblødt med saftig frugt, der er sødsyrlig med læskende kraft, krydderier, peber, nelliker og lidt sødme. Det er virkelig en Spätburgunder, som overrasker på bedste vis. 93 point.

Forhandles af Whisky.dk, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Piollot, Champs Rayes Brut Nature, Champagne, Frankrig

2017 Piollot, Champs Rayes Brut Nature, Champagne, FrankrigForleden serveret Gert E et læs røvlækre vine og han startede helt klassisk med en champagne, nemlig denne fine 2017 Champs Rayes Brut Nature fra champagnehuset Piollot.

Piollot ligger i Aube i Côte des Bars i det sydlige Champagne og netop Côte des Bars er lige nu et af de mest interessante områder i Champagne.

Huset er etableret i det 19. århundrede, men det var dog hans oldebarn Robert Piollot, der udvidede driften og senere også tilplantede mange af husets vinmarker.

Det var også Robert, der etablerede Piollot Selection Massale, hvor man tager stiklinger af sine bedste planter til nyplantning. I det hele taget viede Robert sit liv til at udvælge og pode sine bedste planter.

På grund af Roberts arbejde med marker og tilplantning , så har Piollot i dag adgang til druer fra gamle stokke og over halvdelen af ejendommens vinstokke er mere end 40 år gamle.

I dag drives champagnehuset Piollot af 5. generation i form af Roberts søn Rolland, der allerede kom med i driften i 1986 og har stået for, at markerne i 2009 blev konverteret til økologi, hvilket var gennemført i 2014. I 2020 er Piollot fuldt biodynamisk certificeret, hvilket også er gældende for Rolands kones champagnehus, der hedder Dominique Moreau.

I dag får Rolland også hjælp fra sin datter Jeanne, som dermed er den 6. generation på vingården, hvor de samlet set har 8,5 hektar vinmarker med Pinot Noir, Pinot Meunier, Chardonnay, Pinot Blanc samt Arbanne.

Vinene er gæret naturligt og overvejende lagret på stål samt en smule gamle fade. Alle vine gennemgår fuld malolaktisk gæring før flaskegæring. Dér har man valgt en lidt alternativ og terroirpræget tilgang til at lave Champagne. Stilen er ren men ekspressiv … det er champagner med et meget personligt udtryk.

Denne Champs Rayes Brut Nature er en Blanc de Blancs og selvfølgelig dermed på ren Chardonnay, der kommer fra økologiske dyrkede druer på marken Champs Rayes. Gæret naturligt på store egetræsfade og modnet på gærrester i flasken i minimum 6 år og flaskes uden dosage … vinen er derfor Brut Nature.

I næsen er champagnen lidt vild i bruset, der nærmest får dig til at lave opstoppernæse, for den bruser godt op med boblende energi, har noget stålsat jern, grønne pærer, grape, fersken, grønne urter og mynte, rosmarin, lidt toast, blomster og nødder, så den indeholder faktisk alle de klassiske noter.

Det er også smagsmæssigt en ren og frisk champagne, der er tør, mineralsk og så alligevel læskende. Frugten er lemon, grønne æbler, hyld og også lidt sødme, så dermed har vinen også en rigtig smuk balance, der gør champagnen meget komplet. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Philippe Gonet, Ter Noir, Champagne, Frankrig

N.V. Philippe Gonet, Ter Noir, Champagne, FrankrigPå Fru Larsen startede vi med lidt snacks og champagne og det var den boblende Ter Noir lavet på de 3 klassiske champagne druer fra Philippe Gonet.

Det lille champagnehus Philippe Gonet ligger Rue de la Brèche d’Oger i Le Mesnil sur Oger og har været ejet af Gonet familien siden etablering tilbage i 1840.

I dag drives det dog af af de to søskende Pierre og Chantal Gonet, der samtidig er 7. generation i champagnehuset. De blev dog kastet lidt hovedkulds ind i driften, idet deres far Philippe Gonet døde som 52-årig i 1990 efter fald i vinkælderen.

De har siden genoprettet huset efter et par svære år, men Pierre’s talent er enormt og har fået Gonets stjerne til at lyse med fornyet kraft.

Mesnil er jo én af i alt 17 byer i Champagne, er klassificeret som 100% Grand Cru og berømt for sin Chardonnay, der fra den meget kridtholdige undergrund. De har samlet 19-20 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 45 forskellige parceller.

Denne Ter Noir er – som nævnt indledningsvis – lavet på de 3 klassiske sorter … Chardonnay fra marken Le Champ de la Truie i Le Mesnil-sur-Oger, Pinot Noir fra marken Le Tertre i Montgueux og så endelig Pinot Meunier fra parcellen Le pré des vallées i Monthodon.

Champagnen er først gæret på 60 hektoliters egetræsfade, for at få kompleksitet og dybde frem, men uden malolaktisk gæring. Vinen  er så flasket til andengæringen og det er sket på en speciel flaske, der er lavet efter en gammel flaske fra 1700-tallet, som man fandt, da Gonet udvidede sine lange, underjordiske kældre i 2010.

Flasken er ganske bred og har en meget tynd hals. Da Pierre Gonet undersøgte flasken slog det ham, at champagne i denne flaske burde udvikle sig meget lig udvikling på magnumflasker. Derfor startede Gonet en produktion af denne flaske, som har den smalleste hals i hele champagne.

Duftmæssigt er det en fin tør champagne … har noget rugbrød, ristede mandler, tørre nødder, marcipan, gær og så masser af lemon, abrikos og pærer. Den er luftig, let og har samtidig kalket mineralitet og små blomstrede elementer.

I munden er det en fin, frisk og glat champagne, hvor boblerne nærmest er blide og bløde. Men de efterfølges af god syre samt en frugt med lemon, citron, umodne, grønne æbler og fersken med svag bitterhed, kridt, let salt og bliver samlet set ringende frisk. 94 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7