Tag-arkiv: Piemonte

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, Italien

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, ItalienCantina Francone ligger i landsbyen Neive … et stenkast fra byen Barbaresco i de bølgende bakker i Langhe. Nu smager jeg to vine fra vinhuset og den første er deres 2022 Langhe DOC Chardonnay I Patriarchi.

De 2 Cantine Francone vine er fremsendt fra Kobaj, som jo er et slags indkøbsfællesskab … en online-platform, hvor man køber vine direkte hos en række forskellige vinbønder i fællesskab med andre., hvilket er med til at gøre vinene billigere.

Cantine Francone er grundlagt i 1940 af Giovanni Battista, som overtog den kro, som hans far Alberto Battista havde drevet fælles med sin hustru Teresa. Da Giovanni overtog driften af kroen, så begyndte han samtidig at lave vin.

Det blev yderligere intensiveret i 1964, hvor Giovanni Battista sammen med sønnerne Mauro og Silvano byggede en ny vingård helt efter deres drømme … og den er den vingård, der fortsat i dag er kernen hos Francone.

Familiens banebrydende idé var at tilbyde overnatning og ophold til de første nysgerrige turister, der begyndte at udforske området og de fabelagtige vine fra  det blomstrende vindistrikt.

Den strategi viste sig at være en succes, og i dag kører vinhuset videre efter helt samme koncept med Mauros to sønner Marco og Fabrizio Francone i spidsen … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Samlet driver de 20 hektar vinmarker og laver årligt omkring 120.000 flasker vin og en af disse er altså denne Chardonnay I Patriarchi, som jeg smager i årgang 2022.

Chardonnay druerne kommer fra nogle af husets vinmarker i Neive kommune og de er høstet med håndkraft midt i september. Først har druerne fået en kort maceration inden presning efterfulgt af gæring på franske barriques fra Allier- og Vogesernes skovene.

Efter endt  fermentering er vinen lagret 8-9 måneder på barriques med løbende batônage og  derefter aftapning på flaske.

I næsen mærker du allerede fra start, at det er en fed, fadpræget og nærmest olieret Chardonnay, hvor frugten er fed og eksotisk, bløde pærer, bagte æbler, fersken, mango, ananas, banan og så linolie, lidt grønne elementer, honning, vanilje og svagt lidt nødder.

Smagen er også fed, tyk, cremet og olieret … masser af virkelig intens frugt, som også er småeksotisk med abrikos, fersken, pærer og grillet lemon. Syren er læskende dejlig, lidt mørk, maskulin, sødkrydret og spiller godt sammen med den fyldige og cremede frugt, hvilket også gør, at vinen hænger lang, lang tid i munden. 91 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Ca ‘d Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2021 Ca d'Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, ItalienPaul sluttede selv ballet og det blev med et glas af en 2021 La Tosta Barbera d’Asti fra Ca ‘d Tantin Vini Biologici, der ligger ved Calosso i Langhe-Roero og Monferrato området i Asti provinsen syd for Asti by.

Vingården blev grundlagt for 150 år siden af Constantino, hvilket på piemontesisk hedder Tantin og så blev Ca ‘d Tantin også navnet … huset Tantin.

I dag drives vingården af Andrea Venturino, som er 4. generation og får hjælp af broderen Marco Venturino, men ellers sin kone, mor og brødrenes far, der også hedder Costantino og samlet driver familien vingården med dens 4 hektar vinmarker.

Filosofien har været den samme i mere end 140 år og det bliver nu videreført af Andrea Venturino, der fokuserer på produktionen af økologiske vine og det traditionelle håndværk.

Der anvendes ingen kemiske produkter på vingården og i kælderen tilsættes der ikke svovl. De lader græsset gro i rækkerne og fra tid til anden klipper de det, men anvender ingen herbicider, der ville forurene jorden og uundgåeligt ende i vinen.

Denne La Tosta Barbera d’Asti er lavet med ren Barbera fra 15-25 år gamle vinstokke, der efter manuel høst er afstilket og presset let i en gammel træpresse efterfulgt af gæring og maceration i egefade med løbede pumpovers.

Efter endt fermentering er vinen adskilt fra alle skallerne og så lagret 6 måneder på fadene og 2 år på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet beskedne 1.132 flasker og denne er nummer 657.

Duftmæssigt har vinen en slags leret aroma … modellervoks, noget tørt træ og en frugt af blommer, kirsebær og brombær, lidt tørrede blomster, grønne urter, en stenet mineralitet og virker samlet set noget mørk, kraftig og parfumeret.

I munden er vinen slet ikke så mørk, som duften indikerede, frugten er mere sorte kirsebær, brombær, ribs og lemon … måske endda lidt grapeskal, der giver kant, syre og bitterhed, men fortsat med noget saftighed over sig. Tanninerne er meget blide og milde, men syren virker sgu vild og helt sig egen, hvilket er rigtig godt. 92 point.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske omkring 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, Italien

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, ItalienBarolo Garretti fra La Spinetta har jeg smagt før i årgang 2018, men Jan havde til vor vinaften taget 2011 årgangen med af den imposante vin.

Alle Nebbiolo druerne kommer fra 70 år gamle vinstokke på vinmarken Garretti i Grinzane Cavour. Høsten sker manuelt med sortering i vinmarken og derefter hjemme i kælderen.

Alle druerne blev så afstilkede, inden de så blev knust. Gæring og maceration er så sket i rotor-fermentorer, der sørger for, at der hele tiden er bevægelse i den gærende most. Gæringen tager omkring 14-15 dage inden malolaktisk gæring i brugte franske egefade.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på 50% nye og 50% et år gamle franske 600-liters fade hvorefter den endelige vin sammenstikkes i rustfrie ståltanke og derefter flaskes den og lagrer yderligere 12 måneder på flaske.

Uha det dufter fandeme godt … pardon my french, men duften er bred, moden med parfumeret urkraft og modent fadpræg med aske, tørv, kul, appelsinskal, trøffel, østershatte, violer, tulipaner, gammelt læderbælte, vanilje, kanel, medicinkasser og hæfteplaster samt en moden frugt med syrlige kirsebær og ribs … aromatisk og moden parfumeret. Vildt lækkert.

Til trods for, at vinen er årgang 2011 er den spændstig, leverende, ungdommelig og stram. Tanninerne er vilde, knastørre og markante, således der sætter et udtørrende aftryk i ganen, snerrende, vred og utilnærmelig, som Nebbiolo skal være, når det er bedst. Der kommer lidt salt- og mentollakrids, en meget saftig og syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og kandiseret granatæbler og lidt lemon bidrager til at gøre festen syrlig og præcis. 97 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske i en nyere årgang koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienSom sidste gang jeg smagte vin fra Piercarlo Culasso, så blev Barbaresco Faset efterfulgt af den endnu bedre Barbaresco Faset Duesoli. Det var også tilfældet denne gang, hvor jeg smagte Duesoli årgang 2019.

Druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde, for når solen går ned over floden, så genspejler solen sig helt op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen endnu lysere end forrige Barbaresco Faset … helt transparent med en farve som røde mursten med nogle småbrunlige nuancer og en herlig aroma, der både har noget gammelt træ, som i husene i den gamle by suppleret med tørrede rosenblade, violer og et gammelt læderbælte, champignon og tjære. Frugten virker både lys, moden og saftig med skovjordbær, hindbær, granatæbler, lidt fennikel, lakrids og sød vanilje. Det dufter vandvittigt godt og den har en elegance, som ville gøre mange bourgognevine grønne af misundelse. Det er parfume for sjælen.

UHHHHHHH … sådan smager den sgu også. Det er som en blid massage af svælg, sjæl og legeme. Overbevisende blødt, cremet, lyst, sart og feminint. Som med 2018’eren har vinen denne lyse og pænt modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget.

Frugten er lys med en lille koket sødme … jordbær og hindbær med nogle lemonbitre fine noter, hvormed der bliver en rank, præcis samt meget livlig vin, hvor syren elegant danser i samme takt som hjertet, mens stramme og fine tanniner giver tonsvis af tørhed, kant og viser Nebbiolo druens bedste sider. Det er sgu ganske formidabelt og jeg falder igen på halen og tager mig til hjertet, som jeg lige har mistet, men sådan er det jo at blive forelsket … 97 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., hvilket faktisk er temmelig billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienI februar måned sidste år stiftede jeg bekendtskab med Azienda Agricola Piercarlo Culasso via 3 forskellige vine. En af disse var denne Barbaresco Faset, som jeg smagte i årgang 2019, men nu smager jeg så 2020’eren.

Da jeg smagte Culassos 2021 Langhe Nebbiolo skrev jeg en masse om vinhuset, så det gør jeg ikke igen. I stedet ser jeg blot nærmere på denne Barbaresco Faset, hvpr Nebbiolo druerne kommer fra en række vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret 12 måneder på store 4.200 liter fade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder fabelagtigt meget om 2019’eren, for de første noter, som rammer mig er igen kamfer og nøddeolie, som følges op moden frugt med moreller, hindbær og ribs, men virker pt. lidt lukket. Der er også lidt violer og appelsinskal, en smule fond, men har fortsat denne lyse og elegante side.

Smagen er let, lys og balanceret med en sødlig Campari bitterhed og i det hele taget ganske levende og frisk i stilen. Det er nærmest sart, fint og feminint i stilen med lyse kirsebær, moreller, ribs og tranebær, noget lys balsamico, mens tanninerne er tørre, finkornede og ganske medgørlige, hvilket gør vinen meget imødekommende og aldrig vild som Nebbiolo virkelig kan være i stand til. 94 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienFrancesco Monchiero fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone står bag denne Regret Langhe Nebbiolo, som jeg nu smager i årgang 2022.

Jeg har før stiftet bekendtskab med Monchiero Carbone da jeg i august måned sidste år smagte denne vin i årgang 2021 og en  2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, historien, markerne og deres forskellige vine, så nu kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Regret Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med gæring og  maceration over mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring. Derefter er vinen så lagret 6 måneder med 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder 2022’eren meget om den tidligere årgang, hvor der er godt med blomster i form af violer, roser og tulipaner, en frugt med jordbær, hindbær, ribs og atter denne aroma af tør jord, egetræ, cedertræ, medicinskab ,,, virker tør, støvet og frisk, men har sjovt nok ikke denne lille vaniljesødme, som 2021’eren.

Smagen er tør, elegant og har denne frisk, lyse og strenge frugt med tranebær, moreller, hindbær og ribs. Der er også tørre tanniner, men selvom de er markant, tørre og stramme, så de sætter dig på tungen og i overmunden, så er de aldrig helt vilde. Smagsmæssigt kommer sødmen en smule frem, men samlet tørt, stramt og en frisk vin, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienJesper store forkærlighed til vinene fra Giulia Negri skulle vi også ha’ en smagsprøve på, så vi smagte derfor også den seneste udgave af hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia i årgang 2020.

Druerne til denne vin kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Jeg elsker bare duften, som vitterlig er en kombination af noget burgundisk og noget barolosk … der er violer, læder, mynte, grønne blade, cedertræ, masser af strenghed, som kun en kvinde kan få frem og så en frugt, der er helt balsamisk med kirsebær, jordbær og ribs, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Den smager lidt på samme nåde, flyder gennem munden som den stille flod … bare med mere bid. Det er som tidligere smuk, feminin og danseglad hybrid mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter, men fadpræget er også tydelig med lidt vanilje og mælkechokolade. Den har en fin og juicy smag samt en let, fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark og er hurtigt udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien 

2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien Agricola Fratelli Broccardo har vi mødt her på Houlbergs Vinblog tidligere, men nu smager jeg atter en vin derfra … en 2017 Barolo San Giovanni Riserva.

Her kommer Nebbiolo druerne fra terroiret San Giovanni i det nordvestligste del af Monforte d’Alba på en parcel, der skråner mod syd- og sydvest i op til 380 meters højde.

Druerne er efter høst først afstilket og knust, hvorefter gæring er sket ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke efterfuldt af malolaktisk gæring over 20 dage.

Så er vinen lagret mindst 18 måneder på 35 hektoliter fade af forskellig alder … fra nye til 10 år gamle, hvorefter en aftappes på flaske og ligger endnu lang, lang tid på flaske inden frigivelse, for alle husets Riserva vine lagrer samlet 62 måneder.

I glasset er det en pænt murstens- eller teglfarvet vin, der udsender aromaer af violer, christjørn, cedertræ, tørt egetræ, kamfer, grønne grene, tørrede blomster og tørrede tomater … virker virkelig tør og har en frugt af syrlige kirsebær, grønne jordbær og ribs, men frugten virker samtidig også varmere og lidt tørret i udtrykket, men der er også noget umami af skovbund og mulle efterårsblade.

Det er i munden bare utroligt blødt … blødt og modent med en lys, stringent og finbitter frugt. Der er lyse kirsebær, umodne jordbær, ribs, rabarber, nogle lemonagtige elementer, letbitter Campari samt selvfølgelig nogle knastørre, mundmasserende tanniner, der dog er fine og kommer sammen med en lille og beskeden sødme. Men for pokker, hvor er det tørt, modent og lys intens. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Viotti Vini, Barbera d’Asti Cà Nova, Piemonte, Italien

2022 Viotti Vini, Barbera d'Asti Cà Nova, Piemonte, ItalienDet er under et halvt år siden, at jeg først smagte denne  Barbera d’Asti Cà Nova fra vinhuset Viotti Vini, der drives af Viotti familien. Det var dengang i en årgang 2021 … nu smager jeg årgangen nyere.

Det er en Barbera d’Asti Cà lave med gæring i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur og forbliver der indtil slutningen af gæringen. Derefter er vinen blot lagret 5 måneder i ståltankene og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en er det er fyldig vin … omfavnende og varm, har en fyldig morkrop med sød lakrids, blommer, sorte kirsebær og en snert rosin. Men kan virkelig fornemme den venlige velouragtige side med pænt blød, cremet frugt samt blid syre.

Hvor er det saftigt, læskende og fyldigt … blommevin med søde solbær og sorte kirsebær, men ikke mange tanniner, men der er til gengæld en ganske fin og ren syre, sødbitter, har de mørke bær samt lidt sød lemon. Det er sgu comfort varmt, rundt og silkeblødt med en kæmpestor saftighed. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2022 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienJeg knuselsker Langhe Nebbiolo, hvor man ofte får mini Barolo kvaliteter til færre penge og det er da også tilfældet med denne 2022 Langhe Nebbiolo Avene fra Massimo Rivetti.

Det er et vinhus, som jeg har smagt masser af vine fra … og jeg har da før smagt denne Langhe Nebbiolo Avene flere gange før i både årgang 2018, 2019 og 2020.

Langhe Nebbiolo Avene er lavet 100% Nebbiolo druer fra 20 år gamle vinstokke på en 1,25 hektar stor vinmark i 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

I glasset er det en herlig lys, på vej til murstensfarvet og transparent vin, som duftmæssigt omgående byder på garvet læder samt masser af tørrede blomster, knuste rosenblade, violer, fennikel og så virker dejlig let, lys og feminin med en lille frugtsødme. Der kommer også noget kamfer sammen med tranebær, ribs og syrlige kirsebær, lidt cedertræ, let mentol og samlet dufter det fremragende.

Smagen er stram, lys, let og næsten feminin med denne lyse og syrlige frugt, som virker utrolig frisk. Der er syrlige kirsebær, ribs,  rabarber og tranebær, en bitterhed fra lemon og Campari, meget tør og har disse bidske, bryske og barske tanniner, der næsten er helt på Barolo niveau og giver vinen nerve og sjæl. Det tørre, bitre tanninbid fortsætter i lang tid sammen med en let bolsjesøde. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr. mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7