2019 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USA

2019 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Pinot Noir, Californien, USAJeg kan simpelthen ikke finde årstal på denne Smoking Loon Pinot Noir fra det store vinhus Don Sebastiani & Sons, men vil mene, at det nok er en årgang 2019, så det har jeg skrevet i stedet for Non Vintage.

For både i 2016, 2017 samt 2018 stod årgangen tydeligt på etiketten … men det gør den ikke på denne. I både årgang 2016 og 2017 lavede Sebastini deres Smoking Loon Pinot Noir med druer fra Chile, men både i årgang 2018 og 2019 er vinen fuldstændig amerikansk med druer fra forskellige marker i Californien.

Der er imidlertid nærmest ingen oplysninger om produktionen af vinen, men det dufter da helt klart som om, at vinen da i hvert fald har været lagret på egefade.

Historien om Don Sebastiani & Sons startede helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation – i form af Augusts to sønner Sam og Don – overtog driften, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er det oprindelige Sebastiani Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg sidst smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Sebastiani familien er dog fortsat med at lave vine, nu i 4. generation i form af Mia, Donny & August Sebastiani med huset Don Sebastiani & Sons samt 3 Badge Beverage. Det er Donny, som står i spidsen for Don Sebastiani & Sons, mens August leder 3 Badge Beverage og den yngste Mia står for Mia’s Kitchen

De ejer ikke selv vinmarker, men opkøber deres druer hos en række udvalgte vinavlere i Californien og ét af deres mange  forskellige brands er netop Smoking Loon, hvor der laves 14 forskellige vine, herunder altså denne Smoking Loon Pinot Noir.

Duftmæssigt har vinen – som 2018’eren – en rigtig grøn slagside, masser af nelliker, eukalyptus, grønne grene, grannåle, blæk, tjære, kul, æter, moreller, syrlige kirsebær, tranebær, rabarber og så lige små fadnoter med vanilje, lakridskonfekt og lidt mørk, bitter chokolade.

Smagen har ganske vist også lidt grønne elementer, men derudover er der godt med Pinot Noir sødme, Der er med andre ord sød og blød frugt af jordbær, blommer og saftige kirsebær. Selvom det er en US Pinot, så er sødmen aldrig for stor, men der er bestemt kraft, power, krydderier, nelliker, gran og måske endda lidt stærk. så dermed er Houlberg sådan lige mellem 4 og 4,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7