2016 Fratelli Alessandria, Langhe Nebbiolo Prinsiòt, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Alessandria, Langhe Nebbiolo Prinsiòt, Piemonte, ItalienJeg elsker vinhuset Fratelli Alessandria … deres Barolo’er er fantastiske, deres Verduno Pelaverga Speziale totalt lækker og nu har jeg igen lidt Fratelli Alessandria væske i glasse i form af deres 2016 Langhe Nebbiolo Prinsiòt, som også er vildt dejlig.

Jeg skal nok undlade at skrive om selve vinhuset igen … det kan I læse om i nogle af de andre blogindlæg om vinene fra det lille piemontiske hus i Verduno … et par kilometer nord for La Morra og omkring 8 kilometer sydvest for Alba. I stedet kigger jeg denne gang blot på denne lille Langhe Nebbiolo Prinsiòt.

Prinsiòt betyder på piemontisk dialekt lille prinsesse, hvilket hentyder til det øgenavn, som de lokale indbyggere i Verduno gav familien Alessandria.

Druerne til Langhe Nebbiolo Prinsiòt kommer fra markerne Sotto Orti, Campasso og Neirane i Verduno. Markerne er samlet 0,8 hektar og vinstokke omkring 10 år gamle.

Fermentering og maceration sker i rustfrie ståltanke med 26-27 grader over 7-9 dage, hvorefter vinen er lagret 10 måneder i franske og slavonske egefade efterfulgt af 2 måneder i ståltanke og efter aftapning på flaske endnu 2-3 måneder.

Det er i næsen herlig syrlig frugt, læder, fennikel, lakrids, endda en smule lakridskonfekt, ganske støvet udtryk med blæk, violer – uha hvor er det fint – røg, en æterisk og luftig duft med en meget lys bolsjesødme samt moden frugt.

Smagen er ren, frisk med let frugt, en balsamisk nerve, hindbær, kirsebær, ribs, grafit, pæn tørhed og mærkbare tanniner, let, ren og med en virkelig lækker kvalitet. Det er mini Barolo og en frisk af slagsen, for hvor smager det godt. 5 frugtrige fingre med pil op.

Købt hos Vinspecialisten i Randers til 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7