Med næste vin er vi retur hos Domaine Michèle & Patrice Rion og igen med en vin fra marker i Chambolle-Musigny, nemlig deres Chambolle-Musigny Les Cras.
Aftenens tidligere vin fra Patrice Rion kom fra marken Les Bons Bâtons i bunden af bakken og lige udenfor Premier Cru og Grand Cru markerne. Ja, der er nu imidlertid kun to Grand Cru marker i Chambolle-Musigny, nemlig Bonnes-Mares og Musigny. Denne vin kommer fra marken Les Cras, som ligger øverst på bakken … faktisk meget tæt på Bonnes-Mares.
Les Cras er egentlig en Premier Cru mark, men den øverste del af marken, der ligger lige over Premier Cru marken Les Fuées er ikke klassificeret som Premier Cru, hvorfor denne vin heller ikke er en Premier Cru.
Meget kunne dog tale for, at placeringen af denne del af Les Cras marken er ganske ideel, bl.a. grundet den tætte beliggenhed med Bonnes-Mares samt det faktum, at klimaet i Bourgogne – som så mange andre steder – har været stigende gennem de seneste år, hvilket taler for, at vilkårene på højtliggende marker bare bliver bedre og bedre.
Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke, udbyttet ligger på 30-35 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermenteret i åbne ståltanke over 3 uger og lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade. Der laves årligt 2.400 flasker af denne vin.
Duften byder på en lidt indelukket, gærende mødding … men altså på en pæn måde. Der er nu kommet mere dybde, mere fylde i vinen, mere kraftige og mørkere bær, næsten med lidt blommer, nogle brændte noter, jod, blod og tør jord.
Smagsmæssigt en ren og jernholdig frugt, grøn syre, mere tæt og selvom vine fra Chambolle-Musigny normalt er lette – Bourgognes ballerinaer – så er denne knap så feminin, men langt mere tæt og fyldig i smagsoplevelsen. Men godt smager det bestemt.
Købt hos Bichel Vine, pris 450 kr.
Rating 5,5/7