2016 Cantine Povero, Linda, Piemonte, Italien

2016 Cantine Povero, Linda, Piemonte, ItalienVi napper en piemontisk bastard mere … også en vin lavet på et mix af forskellige druer, for det er nemlig vinen med det ret solide navn Linda og den er fra Cantine Povero i Cisterna D’asti 15 kilometer nord for Alba.

Cantine Povero stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.

Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.

I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og  Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.

Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er faktisk på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gården elbiler med strøm.

Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.

Nå, men her smager vi altså på Linda … so to speak og helt indledningsvis kaldte jeg den en bastard. Det skyldes, at den hverken er en Dolcetto, Barbara eller Nebbiolo vin, men – lidt atypisk – lavet på et mix af forskellige druer.

Cantine Povero har dog ingen oplysninger om vinen på deres hjemmeside og i det hele taget findes der sparsomme oplysninger om vinen på internettet. Kan dog se, at den i forgående årgang 2015 er lavet på 50% Barbera, 30 % Nebbiolo og 20 % Shiraz, som er gæret i ståltanke og efter endt fermentering lagret 36 måneder i egefade.

Importøren skriver dog, at denne årgang 2016 er lavet på 50% Nebbiolo og 50% Barbera … men fælles for begge årgange er, at der er tale om en kraftbasse på 15% og på den led også atypisk for Piemonte vinene.

Duftmæssigt dukker der først en lille urtet, grøn syre frem … de 36 måneder på fad dominerer dermed slet ikke duften, selvom der også kommer små strejf af kanel, lakridskonfekt og måske endda vanilje op. Frugten er så umiddelbart lidt svær at spotte, men det er sådan lidt blommeagtigt, måske brombær og tranebær.

Smagsmæssigt gør de urtede og grønne noter igen … smagen lidt stærk med kant og peber, men samtidig pænt tør. Tanninerne er også tørre og tydelige, hvilket forstærkes af godt med alkohol samt nogle bitre elementer. Der er sgu bid i denne vin.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Vinory, Monferrato Rosso Mandragola, Piemonte, Italien

2019 Vinory, Monferrato Rosso Mandragola, Piemonte, ItalienNu er vi atter ved den norskejede vinhus Vinory, der holder til i Nizza Monferrato i det nordvestlige del af smukke Piemonte. Denne gang er det med en lille bastard … i form af Monferrato Rosso Mandragola lavet på et mix af 3 forskellige druesorter.

Vinory ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. De tre norske og ferske menn står bag projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.

De 3 norske vinelskere startede i 2015 via Vino Piemonte AS deres investeringer i Piemonte ved at købe den 2,2 hektar store vinmark La Mandragola med et nyrenoveret hus med 4 værelser.

Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.

Inden Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så kontaktede de det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.

Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.

Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.

Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.

De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.

Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.

Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksus boliger og flere endda med store swimmingpools.

Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer,  som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.

Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen …  den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.

De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne 2019 Monferrato Rosso Mandragola, som netop er lavet af Alberto og Susanna Galandrino på La Gironda i Nizza Monferrato.

Vinen er lavet på et mix af 40% Nebbiolo, 20% Barbera samt 40% Cabernet Sauvignon, der kommer fra marken Mandragola, altså den mark, som man først investerede i. Marken ligger i 240 meters højde og vinstokkene er gennemsnitlig 16 år gamle.

Vinen er lavet med gæring i store opretstående ståltanke over 8 dage og efter endt fermentering er vinen så blot lagret i de store ståltanke i 9 måneder inden aftapning på flaske. Vinory laver årligt omkring 5.000-5.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt virker vinen ganske blomstret og aromatisk, har mintchokolade, blæk og grafit, lidt bondsk med en stak halm, lidt linolie, kirsebær, solbær og modne blommer, peber, rosmarin og lakrids.

I munden er det en saftig vin … lidt syrlig, lidt sød, lidt kraftig med masser af kirsebær, godt med smag. Det er bestemt ingen elegantier, men mere en vin med denne bondske saftighed.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Familie Rauen, Sauvignon Blanc, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Familie Rauen, Sauvignon Blanc, Mosel, TysklandPå adressen Hinterm Kreuzweg 5 i moselbyen Thörnich i et af flodens utallige sving finder vi vinhuset Weingut Familie Rauen, som står bag denne Sauvignon Blanc.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1983 hvor Harald Rauen overtog driften af sine forældres vingård i byen Detzem.

Indtil da havde Haralds far Eduard kun lavet en smule vine, som blot blev solgt på tønder til en lille gruppe kunder. Men da Harald overtog hele driften, så ændrede han det og startede med at flaske og markedsføre vinene under navnet Weingut Eduard Rauen und Sohn.

Da han senere giftede sig med Maria, som også kom fra en Mosel vinfamilie, så ændrede han i 1990 navnet til Weingut Familie Rauen og i 1997 måtte de på grund af den stigende efterspørgsel flytte deres produktion til en ny vingården i Thörnich.

I dag er parrets søn Matthias Rauen også kommet med i driften af husets 13 hektar vinmarker, hvor de bedste vinmarker er Detzemer Maximiner Klosterlay, Detzemer Würzgarten og Thörnicher Ritsch.

På markerne dyrker familien Riesling, Rivaner, Spätburgunder, Dornfelder, Weißer Burgunder og Sauvignon Blanc. Derfra laver de en lang række forskellige vine, som alle sælges over hele Tyskland og eksporteres også til USA, Storbritannien, Sverige, Danmark og Belgien.

Udover vinproduktionen har Rauen familien også lidt udlejning mit 5 komfortablen Ferienwohnungen … 5 ferielejligheder, som Maria står for sammen med arbejdet med salg og administration.

Her smager vi husets Sauvignon Blanc … en lidt usædvanlig vin i Mosel, men det skyldes primært, at Matthias Rauen har erfaring med druen fra hans ophold hos vinproducenter i New Zealand gennem hans uddannelse til vinmager.

Det skal dog retfærdigvis siges, at det også er husets eneste vin på Sauvignon Blanc, for de fleste vine er selvfølgelig lavet på Riesling. Denne er dog lavet næsten lige sådan … altså ren vinificering på rustfrie ståltanke og lagring sur lie på tankene en kort perode.

På vinen står der også Maria Longen … hvorfor aner jeg ikke, men måske var Longen fru Rauens pigenavn inden ægteskabet med far Harald for mange år siden.

Det er lidt en sjov kombi … Sauvignon Blanc møder Mosel, hvilket nærmest også kan duftes i vinen. Væk er de arketypiske duftnoter af græs, grøn peber og solbærblade og i stedet kommer der en let, lys og småsød duft med melon, fersken, Jolly Time og så blot en snert stikkelsbær og søde krydderier.

I munden er det lidt samme billede … heller ikke klassisk Sauvignon Blanc, for moselsødmen har sneget sig op i flasken og videre ud i dit vinglas. Her giver den en sød, venlig og rund vin, hvor der heldigvis også dukker lidt friskhed op med lemon, masser af bitter grape og stikkelsbær med mineralsk, tørt og grønt bid.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 108 kr.

Vinanmeldelse 4/7