2020 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, Italien

2020 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, ItalienI den lille ping pong battle mellem de to vinhuse, så var næste vin fra Selva Capuzza, for det var en enkeltmarksvin … en Lugana Selva i samme årgang 2020.

Selva marken er vinhusets ældste mark og en vin, som man har lavet siden 1983. Det er igen ren Turbiana fra Selva marken i 110-125 meters højde.

Druerne er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar og er vinificeret alene i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode. Luca Formentini laver årligt omkring 10.000 flasker af denne vin, som har 5,2 gram restsukker pr. liter.

BOOF … virker duftmæssigt både sød og nærmest vegansk med grøntsagsfond, måske endda lidt vanilje, søde krydderier i hvert fald også pærer, fersken, melon og forventelig med en vis saftighed.

Og den er vitterlig også saftig, mere cremet og blød end San Viglio, ikke helt så voldsom i munden, mere subtil og nuanceret. Det smager sgu ret godt og fortsat ganske friske med anstrøg af salt, mineraler, ungdommelig og ligetil. Dermed lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne koster 12€ i hjemlandet … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Tenuta Roveglia, Lugana Limne, Lombardiet, Italien

2020 Tenuta Roveglia, Lugana Limne, Lombardiet, ItalienVi skulle selvfølgelig smage tilsvarende basisvin fra Tenuta Roveglia i samme årgang og den kalder de Lugana Limne.

Den er jo egentlig næsten lavet på samme vis, altså på Turbiana høstet med et ret stort udbytte på 100-110 hektoliter pr. hektar fordelt på 2 forskellige høst fra samme mark.

Efter høsten er druerne så presset og der anvendes kun de første 60% af presset og så laves vinen udelukkende i ståltanke med en kontrolleret gæring. Derefter er vinen så lagret 4-5 måneder i de rustfrie ståltanke og så 2-3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en god, frisk og stram duft … stikkelsbær, stearinlys, kvæde, æbler, pærer, melon og virker lidt krydret, saltet og endda varm i stilen.

I munden dukker der først lidt sødme op, men så sætter en lidt rustik syre ind og virker lidt stærk, hvilket forstærkes af en vis omgang salt, mineraler og varm frugt som abrikos og pærer. Det er en frisk, salt, småbitter og læskende vin.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7