2017 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDet er ikke ret mange dage siden, at jeg sidst smagte Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs. Dengang var det i den splinternye og endnu ej frigivne årgang 2018, men nu har jeg hældt vinen anno 2017 op i glasset.

Som jeg også skrev sidst, så er Pares er den ene af Neus’ Große Lage marker og den har endda sit navn efter det lokale navn for Paradis. Marker ligger på den store bakketop Mainzer Berg og strækker sig imod Nieder-Ingelheim.

Samlet er Pares kun 9 hektar stor og har været kendt som en fremragende vinmark allerede i den sene middelalder. Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Pares er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

I glasset har vinen den helt rigtige farve. Tjek. Det er en lys, let og transparent, teglfarvet vin, virkelig arketypisk Spätburgunder. Tjek. I næsen er vinen virkelig landlig og animalsk … faktisk langt mere end jeg lige havde forventet, selvom 2018’eren også bød på lidt reduktiv, svedig bonderøv, tarmluft og kål. Her er det bare en smule  vildere … kål, svovl, fernis, maling, bonderøv og syrlig med ribs, jordbær, violer, tørrede rosenblade, nye lædersko, røg, eg og fadnoter som kanel, vanilje, nødder samt søde elementer. Det er sgu vildt.

Med mere luft i glasset sidder man tilbage med en vild, animalsk og moden syrlighed, som lige så stille vinder ind på en. Luften gør også, at svovlen og kålhovederne ikke får så meget plads i sendefladen, hvorfor du skal give vinen godt med iltholdig tålmodighed.

Selvom jeg måske fortsat lige grubler over duften, så smager det altså bare vildt godt. Vinen har denne fint sarte, småsyrlige og smukt afbalancerede smag med frisk, lys frugt, rabarber, tranebær og ribs. Syren er skarp, let og præcis, tanninger egentligt tilpas bløde med et lille peberbid, masser af virkelig lang frugtsmag. Der er sødme, svag bitterhed, syre, balsamiske elementer, mineralitet og allerede nu smager det hamrende godt.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New Zealand

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New ZealandDenne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve kan på mange måder minde om Karl Heinz Johner himself … stor, rund, venlig og lige til at blive i godt humør af. Den er selvfølgelig fra Johner familiens vingård i New Zealand.

Jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt alt om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen. I det indlæg kan du også læse om vingården i Gladstone sub-regionen i Wairarapa i New Zealand.

Deres vingård i New Zealand købte familien i 2000 og den har 12 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er med  Pinot Noir, men de har derudover også både Syrah, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Chardonnay på deres marker.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Denne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve er husets topvin, hvor druerne alene kommer fra én mark … og endda fra de ældste stokke og lavet med gæring i åbne fade og så lagret 1 år på franske egefade, heraf 75% nye fade. Selvom det er Johner Estates topvin, så er den i bedste New Zealand stil på flaske med skruelåg.

Og sikke en vin … en vin som klart er mørkere end husets tyske Spätburgunder vine. I næsen er det derfor mørke og sødme bær med klart fadpræg. Der er brombær, sorte kirsebær, røg, stor landlighed, bolsjesødme, mælkechokolade … vild fagpræg, hvor der også dukker en spændende parfumeret grøn nerve op.

Smagen er vild, rund, fed, cremet med en gudeagtig kraft. Det smager vildt godt. Selvom man måske lige i starten synes, at stilen er lidt for varm, så sniger vinen sig ind på en, for det er så blødt, cremet, smagfuld … og selv syren er rund, poleret, glatslebet og afpudset og den sti følger tanninerne også. Frugten er brombær, kirsebær, pænt med kirsebær, stor pondus, peber og saftig fedme.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7