2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Le Strette, Persole Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVinhuset Azienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello og ser måske ikke ud af meget. Men skinnet bedrager, for vinhuset laver fremragende vine, hvilket denne Persole Barbera d’Alba Superiore er et fremragende eksempel på.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra en lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag er etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin. Druen Nas-cëtta er en næsten helt glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

Her smager vi deres Persole Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer fra fra et par vinmarker ved Bergera og Tarditi i Novello og vinstokke plantet i 1940, 1950 og 1999.

Vinen har navnet Persole efter navnene på to landsbyer, hvor vinmarkerne ligger og Le Strette har lavet vinen siden årgang 1997 og er lavet afstilkning, let presning, gæring og maceration i rustfrie ståltanke i 15 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på 225-300 liters brugte egefade.

I næsen byder vinen på mørk og lidt gæret frugt, brombær, solbær, jordbær, enebær, fugtig skovbund, masser af dybde, bundtræk, tørre krydderier, lidt timian, kakao og balsamico. Der kommer også med mere luft i glasset lidt florale noter … meget fin, god dybde og er samtidig lidt moderne i udtrykket.

Smagsmæssigt har vinen en frisk og letbitter, mørk frugt, blåbær, brombær, blommer og tranebær, virkelig blød og har samtidig lidt bid med peber, krydderier og en koncentreret samt lysere, stram og saftig syre, som giver vinen en rank rygrad, elegance og friskhed. Der er ikke mange tanniner, men i stedet er vinen let at drikke og er således en absolut fin Barbera.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, Italien

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, ItalienNæste på Houlbergs Vinblog er denne 2017 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior fra Le Salette, der ligger i den lille by Fumane omkring 12 kilometer øst for Gardasøen.

Vinhuset Le Salette drives af familien Scamperle, og de har i generationer drevet deres lille vingård i skyggen af den gamle klosterkirke Santuario delle Salette bygget i 1860 til ære for Madonna, som sørgede for, at vinbønderne i Fumane gik fri for den store phylloxera pest, der hærgede alle vinlandene i Sydeuropa.

Og nogle af vinmarkerne nedenfor klosterkirke har altid tilhørt Scamperle familien, som derfor også altid vedholdende har lavet vine, som har båret Le Salette navnet.

Det er i dag Franco Scamperle og hans børn Cesare og Giulia, der står i spidsen for vingården. Franco har en god bæredygtig tilgang til dyrkningen og forsøger aldrig at undertrykke naturen, men at lade vinene afspejle den unikke undergrund i Valpolicella.

Han har 20 hektar vinmarker i nogle af de bedste områder af Valpolicella Classico området, hvilket bl.a. omfatter marker som Fumane Cà Carnocchio, Santuario Le Salette, Conca D’Oro Santa Sant’Ambrogio, Musua, La Marega samt I Progni,

Der dyrker familien selvfølgelig de lokale druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella, Oseleta samt en smule Molinara og Croatina, som passes efter de regler, som kaldes RRR … Riduci, Risparmia og Rispetta … reducer, spar og respekter.

RRR er et initiativ startet i 2015 af det lokale vinkonsortium, som skal sikre bærdygtig vinbrug, hvorfor de holder et skarpt øje med brug af plantebeskyttelsesmidler via kontrol og certificering.

Al høst foregår manuelt og de druer, som skal tørres og bruges til husets Amarone vine, Recioto og IGT vinen Ca’ Carnocchio bliver transporteret til deres fruttaia … en lille bygning placeret på højen over deres bedste mark Ca’ Carnocchio. Lige der er der optimale betingelser for naturlig tørring af druerne.

Men vinene laves fortsat i familiens gamle kælder i Fumane, som løbende med hver ny generation er blevet forbedret. Men vinene laves efter de gamle klassiske dyder, bl.a. med lagring i helt gamle cementbeholdere, der daterer sig tilbage til 1800-tallet samt egetønder af fransk, amerikansk eg og store slavonske fade.

Her smager vi deres 2017 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, som er lavet på 70% Corvina og Corvinone, mens resten består af Rondinella og Oseleta … alle fra marken I Progni, som ligger ved Fumane og har vinstokke, der er mellem 15-20 år gamle. I Progni har i øvrigt fået sit navn efter den bæk, som løber igennem marken.

Druerne er høstet manuelt og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke med 8 dages maceration og en gæring på 20-24 grader. Omkring 4 måneder efter gennemgår vinen så ripasso metoden, hvor der sker en andengæring sammen med grøden fra de søde, tørrede druer fra Amarone produktionen. Så lagrer vinen 18 måneder på små egefade, hvorefter vinen aftappes på flaske og lagrer yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt viser I Progni en virkelig elegant og lys side af Ripasso vine, for her er det let og blomsterrigt … meget lettere end forventet og samtidig med en fin landlig sød/syrlig frugt, blommer og kirsebær, måske endda en snert Amarena Fabbri Kirsebær … blot af en lysere og lettere variant. Der er blæk, violer, kakao, masser af kirsebær og virkelig frisk med en livlig syre.

Og hvor smager vinen fremragende … ikke opulent Ripasso, men i stedet med fylde, kraft og energi, ren, frisk frugt, mest kirsebær, lidt alkoholvarme, fin og markant syre, lidt peber, som giver en frisk lille bid, men der er også noget comfort, blødt og sammenlagt giver det supergod balance. Det klinger sgu godt, elsker bare det vildt friske bid i denne Ripasso, som giver baghjul til mange af dens småtunge navnebrødre. Højt niveau, så klart 5,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7