2019 Vinory, Barbera d’Asti Mandragola, Piemonte, Italien

2019 Vinory, Barbera d'Asti Mandragola, Piemonte, ItalienDet piemontiske vinhus Vinory har adresse på Keiser Wilhelms Gate i Ålesund i Norge! Det  er fordi, at  Vinory faktisk ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. Men det er derfra, at jeg nu smager to vine … og først denne 2019 Barbera d’Asti Mandragola.

Vinen er næsten synonym med Vinory, for den er lavet på druer fra marken Mandragola, der var først vinmark, som Vino Piemonte købte i 2015 … 2,2 hektar på La Mandragola inklusiv et nyrenoveret hus med 4 værelser.

Selve den italienske vingård ligger i byen Nizza Monferrato i det nordvestlige del af Piemonte. De 3 norske vinelskere Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset startede i 2015 projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.

Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.

Inden de Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så havde de kontaktet det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.

Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.

Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.

Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.

De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.

Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario … det vinhus, som jeg lige skrev om forleden, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino samt hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.

Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksusboliger og flere endda med store swimmingpools.

Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer,  som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.

Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen …  den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.

De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne Barbera d’Asti Mandragola, der er lavet af Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato med druer fra marken Mandragola, der ligger mellem de to små byer Mombercelli og Montegrosso i Asti området.

På Mandragola marken – der ligger i 240 meters højde – er Barbera vinstokkene 35 år i gennemsnit og druerne er høstet med håndkraft. Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 7 dage, hvorefter den er lagret 9 månederne i ståltankene inden aftapning på flaske.

I næsen er vinen lys og frisk med en balsamisk syre, violer, læder, maling, syrlige kirsebær, hindbær, stor tørhed … nærmest med noget som minder om papkasser eller pap, en smule mint og fennikel. Det er en ret lys og syrlig aroma for en Barbera.

Smagsmæssigt er vinen robust, frisk med en lettere bitter syre, ribs, stikkelsbær, rabarber … godt med syre, godt med friskhed og klart en Barbera til den lysere og syrligere side, nærmest som om, at den har fået lidt Nebbiolo smitte. Nice.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Barona Bodegas y Viñedos, Francisco Barona, Ribera del Duero, Spanien

2018 Barona Bodegas y Viñedos, Francisco Barona, Ribera del Duero, SpanienI december testede jeg ikke mindre end 10 Ribera del Duero vine og nu har jeg sgu atter lidt vin fra området i glasset … en 2018 Francisco Barona og hans vinhus Barona Bodegas y Viñedos.

Francisco Barona grundlagde sin vingård i 2011, men kommer egentlig selv fra en vinfamilie, hvor både hans far, bedstefar og oldefar var vinavlere. Franciscos bedstefar havde været med til at grundlægge kooperativet i Roa i 1956, mens hans far omvendt havde forladt det for i stedet at sælge druerne til  Vega Sicilia.

Francisco har også altid vidst, at han ville lave vin og han rejste derfor til Frankrig og tog en uddannelse til ønolog og vinmager fra de bedste skoler i Bordeaux og arbejdede samtidig hos Pavi Macquin i Saint Emilion.

Derefter dygtiggjorde den unge vinmager sig ved at arbejde på en række velansete vingårde i både Frankrig, USA og Sydafrika inden han i 2009 kom tilbage til Ribera del Duero … den region hvor han var født og vokset op blandt vinmarkerne.

I 2011 brugte Francisco hele sin opsparing på køb af 5 små parceller med gamle vinstokke og overtog også nogle fra sin far. Markerne ligger ved 3 forskellige landsbyer og flere havde tidligere forsynet den prestigefyldte vingård Vega Sicilia med druer og i 2014 kunne han lave sin første vin … nemlig denne -husets topvin –  som blot kaldes Francisco Barona.

I dag har Francisco Barona nu 26 hektar vinmarker med gamle vinstokke, der er plantet mellem 1908 og 1948. Det er selvfølgelig primært Tinto Fino aka Tempranillo, men derudover har han også sorterne Grenache, Valenciana aka Doña Blanca, Monastrel, Albillo samt Jaen aka Mencía.

Markerne drives efter økologiske og biodynamiske principper, men er ikke certificeret. Markerne passes således efter de kosmiske faser og der anvendes ingen herbicider eller pesticider og ligeledes en minimal brug af ​​svovl og kobber.

I stedet beskyttes markerne med naturlige midler lavet på urter, baldrian, hvidløg, malurt, kamille, lavendel, salvie, brændenælder og endda kanel, ligesom man arbejder med jorddække mellem stokkene,  minimal pløjning og grøn høst.

I dag er Francisco gift med Beatriz Rodero, der også er vinmager på hendes families vingård Bodegas Rodero, der også ligger i Ribera del Duero, hvor de har 60 hektar vinmarker.

Her smager Houlberg så den første vin … Francisco Barona i den nyeste årgang 2018. Den er lavet på fortrinsvis Tempranillo tilsat lidt Grenache og Albillo, som alle kommer fra nogle af de helt gamle vinstokke plantet mellem 1908 og 1948 ved byerne Roa, Anguix samt La Aguilera i 805 til 910 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller i kar efterfulgt af den malolaktiske gæring på nye franske egefade, hvor vinen også er lagret 17 måneder. Der er lavet 29.333 flasker af vinen i denne årgang.

Duftmæssigt er det ikke en tung, mørk og egepræget Ribera del Duero vin, for den har masser af frisk frugt, blåbær, mirabeller samt tranebær, Lakrisal saltpastiller, fennikel, tør engelsk lakrids, træ og ellers meget svage fadnoter som tør kakaopulver, lidt kaktus og mineralske elementer. Det virker virkelig godt skruet sammen.

Og smagsmæssigt er det også skruet ret fint sammen … et frisk bid med hindbær, tranebær, lidt sødme, krydderier, bløde tanniner, lidt mineralsk kant … men mest af alt blød, cremet, rund og totalt fint balanceret. Det er sgu god Ribera del Duero vin i en frisk, lys og toplækker stil.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7